Læsetid: 7 min.

En forbrydelse, der har påvirket alle

For at komme videre må rwanderne huske og turde være ærlige om det, der skete, siger Marc Gwamaka – en græsrodsaktivist, der er med til at organisere aktiviteter over hele Rwanda for at markere 20-års-dagen for det brutale folkemord, som krævede over 800.000 ofre
Sårede med forbindinger i ansigtet i en flygtningelejr uden for Rwandas hovedstad, Kigali, under folkemordet i 1994. I alt menes 800.000 rwandere at være blevet dræbt.

Jan Grarup

4. april 2014

Regnen vælter ned. Inde fra bygningen høres der lyd af barnelatter og folk, der klapper i hænderne. Lyden kommer fra den grundskole, som er nabo til den gamle katolske kirke i landsbyen Nyamata, over 30 km fra hovedstaden Kigali. Den lave murstensbygning benyttes ikke som kirke længere. Siden 1998 har den i stedet været mindesmærke for de cirka 10.000 mennesker, der blev dræbt her under Rwandas folkemord, som begyndte for præcis 20 år siden i dag.

Guiden, som viser os rundt, hedder Anita og er vokset op i dette lokalområde. Som alle andre guider, der arbejder her, er hun en overlever. Hun var 12 år gammel, da hun mistede sin familie. I to år har hun tjent sin dagsløn på at fortælle besøgende, hvad der skete i og uden for kirken i foråret 1994. Det er hårdt hver dag at blive mindet om, hvad der skete, »men jeg har brug for pengene«, siger hun.

Anita viser os en gravsten, der står over for husets gavlside. Den tilhører den italienske nonne Antonia Locatelli. Hun arbejdede i kirken og blev allerede i 1992 vidne til en af de første massakrer på tutsier i Rwanda. I et forsøg på at beskytte de tutsier, der boede i Nyamata, kontaktede hun både den belgiske ambassade og flere medier. Men dagen efter, at hun havde forsøgt at sende advarslerne, blev hun selv opsøgt og myrdet af en gruppe soldater. To år senere søgte tusinder af mennesker, hovedsageligt tutsier, beskyttelse i og omkring kirken i den tro, at dette ville være et sikkert sted. Det var det ikke.

Artefakter fra en massakre

Inde i kirken er bænkene dækket til med bunker af ofrenes tøj. Bluser, bukser, T-shirts og kjoler. Bagerst i kirkerummet – der, hvor lyset fra vinduerne næsten ikke kan nå hen – har man samlet alle børnenes tøj. Som årene er gået, er tøjbylterne blevet plettede af snavs og støv og har langsomt antaget den samme lysebrune nuance. Bortset fra det tøj, der er placeret på bænkene, er alt andet efterladt, som det var. På alteret ligger et kors, en machete, nogle smykker og et beskidt, gulnet identitetskort. Fire muligheder for etnicitet er angivet på det: tutsi, hutu, twa og ’neutral’. Alle bortset fra tutsi er overstreget.

I midten af rummet er der en krypt, som de besøgende kan gå ned i. Rummet er beklædt med hvide fliser og det stærke lys fra lysstofrør får det til at minde om et offentligt toilet. I et stort glaskabinet ligger skeletter og kranier på en hylde, og på den nederste hylde står en kiste. Anita fortæller, at kisten indeholder resterne af en af de kvinder, der blev voldtaget og torteret, før hun blev dræbt. Kisten er et symbol for alle dem, der ikke blot blev brutalt myrdet, men også udsat for seksuel vold.

De, som kommer til monumentet i kirken Nyamata, er dels turister, dels overlevende, der ønsker at mindes deres kære. At turde huske hvad der skete, er en vigtig del af det mentale arbejde for at komme videre. Det pointerer 26 -årige Marc Gwamaka, der er national koordinator for ungdomsaktiviteter ved den officielle højtideligholdelse af 20-års-dagen. På kinyarwanda, Rwandas officielle sprog, kaldes markeringen for kwibuka, som blot betyder ’at huske’.

»En tildækket erindring er ikke en slettet erindring. De, som mener, vi bør glemme for at komme videre, er helt på vildspor. Det ville være at bede om det umulige. Vi kan aldrig glemme, for så lærer vi ikke noget af, hvad der skete – og så kan det måske ske igen,« siger Marc Gwamaka.

Kwibuka afholdes hvert år mellem april og juni. I anledning af 20-året er mindegudstjenesten blevet udvidet – den begyndte allerede i januar og fortsætter resten af foråret ud. Marc Gwamaka siger, at mange havde forventet, at det ville tage lang tid at bringe den ruinhob, som Rwanda blev forvandlet til i 1994, på fode igen. At markere tragediens 20-års-jubilæum er da heller ikke kun et spørgsmål om at påminde om, hvad der skete i et forsøg på at forhindre det i at ske igen. Det er også anledning til at udmåle, hvor langt Rwanda er kommet.

Alle skal forstå folkemordet

Vi mødes ved Kigali Genocide Memorial Centre, som er et andet sted, hvor de overlevende kan søge hen for at huske og ære deres kære. I haven er der opstillet gravmæler for massedrabene i form af store betonklodser, nogle af dem prydet med blomsterkurve. I en museumsbygning er der en permanent udstilling om folkemordet, der fortæller præcis, hvad der skete i de tre måneder, det fik lov til at stå på.

I alt blev en tiendedel af befolkningen myrdet, og folkemordet har på den ene eller på den anden måde påvirket alle rwandere. 1995 fandt en UNICEF-undersøgelse frem til, at 99,9 procent af alle børn havde været vidne til vold, mens næsten 80 procent havde mistet et familiemedlem. Mange børn måtte vokse op uden deres forældre, andre blev tvunget til at vokse op med skammen over at have forældre, der var i fængsel.

»Det var en forbrydelse mod menneskeheden og har påvirket alle. Fra ofre og overlevende til gerningsmændene. Men også alle de mange, som ikke deltog og ikke selv oplevede det på tæt hold,« siger Marc Gwamaka.

Han mener, at det er vigtigt, at de, som ikke selv oplevede folkemordet, hele tiden bliver oplyst om, hvad der skete.

»Selv de, som er født længe efter folkemordet, er stadig påvirket af det. De er vokset op i et samfund, der har måttet kæmpe hårdt for at forsøge at komme videre og helbrede de uendelige sår, som folkemordet efterlod. For nogle af de yngre er nationens fortid blevet svær at forstå. Det føles bare som noget, der skete for længe siden. Men for deres forældre, som kom til at opleve det, føles det stadig som i går,« siger han og fortsætter:

»Det positive er, at jo flere af disse unge mennesker, der lærer om folkemordet, jo bedre vil de forstå, at vi er stærkere nu som folk. Og i det kan vi finde en vis trøst.«

Så længe mindet om folkemordet er i live, har rwanderne også et ansvar for at udbrede kendskabet til, hvad der skete endda til resten af verden, mener Marc Gwamaka, der selv har været med til at starte ungdomsorganisationen Peace and Love Proclaimers, der efterhånden har fået aflæggere i mange andre lande.

»Det er op til os at kaste lys over, hvad der skete, så det ikke sker andre steder i verden. Det er vores ansvar.«

’Rwanda er kommet videre’

20 år er gået, og Marc Gwamaka vurderer trods alt, at Rwanda er kommet langt i retning af forsoning. Rwandas nye generation har mere, der forener end skiller, siger han. Men meget arbejde står endnu tilbage.

»Nogle overlevende har ikke fået den hjælp, de har brug for, hverken fysisk eller mentalt. Der er også dem, der har bedt om tilgivelse, men endnu ikke har fået den – og dem, der endnu ikke har bedt om tilgivelse, hvilket er utrolig vigtigt for de overlevende. Mange overlevende har stadig ikke været i stand til at begrave deres kære, fordi de ikke ved, hvor de blev myrdet.«

Mange af dem, der overlevede ved at gemme sig, har ingen idé om, hvad der skete med venner og familie. Men det er der så måske andre, der ved, siger Marc Gwamaka. F.eks. nogle af dem, der er flygtet fra landet.

»Der er stadig mange gerningsmænd på fri fod over hele verden. Hvis de kom tilbage og fortalte os, hvad de ved, ville de kunne hjælpe overlevende familiemedlemmer til at komme videre,« siger han.

At fortælle verden hvad der skete i Rwanda, er vigtigt for alle for at lære af Rwandas deroute udi blodsudgydelser i overstørrelse. Men Marc Gwamaka betoner, at det også er vigtigt, at omverdenen kan knytte Rwanda til andet end folkemord.

»Som et land kan vi ikke vedblive med at være fanger af vores historie. Der er gået 20 år, og vi er kommet videre. Vi er ikke længere ’folkemords-Rwanda’. Vi er et Rwanda, der har et ungdomslandshold, der har kvalificeret sig til VM i fodbold. Vi er et Rwanda, der har volleyballhold, der konkurreret i World Cup. Vi er et land, hvor unge talenter arbejder på at udvikle software-applikationer, ligesom unge i andre lande. Vi starter virksomheder, vi bruger Facebook, vi tweeter. Vi er et Rwanda, hvor vi træner os selv for at sætte os i stand til at konkurrere med resten af verden. Vi ønsker ikke, at folk skal have ondt af os. Vi vil have, at de skal se, at vi er kompetente, og at de kan regne med os,« siger han.

Åsa Secher er svensk freelancejournalist.

© Åsa Secher og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Meget imponerende. Rwandas tragedie forklaret på en side eller to. En journalist har været der. helt rigtigt i levende live. Hun overlevede, og kan nu overbringe sit vidnesbyrd til os. Hvor er vi dog velsignede. Godt for Information at de således sætter fokus på forgangne tiders folkemord (så slipper vi for at gøre noget), mens en knap så dramaturgisk set vellykket tragedie udspiller sig dagligt i selv samme region. Rammesætning er et politisk valg!

erling jensen, Henrik Darlie og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

Den evige gentagelse af historien om folkemordet i Rwanda er jo spin !

Intet har ændret sig til det bedre siden slagteriet, der jo startede i anledning af mordet på Hutu-presidenten Juvenal Habyarimana.
Hutuerne udgør ca. 84% af Rwandas befolkning, og den nuværende president er tutsi, så der er stadig grundlag for et nyt folkemord. Men det er åbenbart tys-tys.

http://en.wikipedia.org/wiki/Rwanda
http://en.wikipedia.org/wiki/Paul_Kagame
http://en.wikipedia.org/wiki/Juvenal_Habyarimana

erling jensen

D.6.april,2014 bliver mindet som tyveårsdagen for nedskydningen af et fly, hvor to statsoverhoveder, Juvenal Habyarimana fra Rwanda og Ntaryamira fra Burundi omkom under indflyvningen til Kigali. Vi ved, at denne forbrydelse udløste krig, ødelæggelse og massakrer i Rwanda og Congo. Trods bevidst blindhed og hukommelsestab om den mest kritiske forbrydelse i tragedierne i Rwanda, har politikere, diplomater, intellektuelle og pensionerede præsidenter, premierministre og generaler uden ophør fremmanet "Rwanda" som moralsk baggrund for at retfærdiggøre voldsomme militære "humanitære" interventioner i Libyen, Sudan, Mali, Syrien og den Centralafrikanske Republik. Rwanda er overalt for den "humanitære" imperialist.

Den officielle historie bag Rwandas massakrer kan på den internationale scene skitseres efter flg. drejebog.

1: Forfærdelige Rwanda Hutu'er planlagde og udførte en djævelsk plan, hvis formål var at udrydde næsten en millon Tutsi'er, efter at et mystisk flystyrt dræbte Rwandas præsident d.6.4.1994;

2: Rwandas Patriotiske Front ledet af den fremragende militærpolitiske strateg Paul Kagame, nuværende præsident og Tutsi, rykkede ind i landet med sin hær og stoppede folkedrabet og tog magten d. 19.7.1994;

3: det internationale samfund stod uvirksomt på sidelinjen, mens Hutu'er praktisk talt udryddede Rwandas Tutsi'er;

4: Kagame har omformet Rwanda, dette folkedrabsramte land, til et afrikansk mirakel takket være hans visionære politiske lederskab.

Som med et væld af andre begivenheder på den globale scene ser virkeligheden helt anderledes ud. Vi skal tilbage til d.1.10.1990, hvor Paul Kagame med 4.000 tropper invaderede Rwanda fra Uganda. De udgjorde grundstammen i det, der blev hæren i Rwandas Patriotiske Front. Det var et groft brud på international ret. Ingen politiker, der bruger begrebet "Rwanda" til at retfærdiggøre "humanitære" interventioner nævner nogensinde denne invasion eller den militære besættelse og den morderiske krig, der fulgte i de næste 3.5 år.

Alle seriøse beviser peger entydigt på Paul Kagame og RPF som gerningsmændene til nedskydningen og de bevidste drab på Rwandas og Burundis præsidenter.

I de tidlige halvfemsere var antallet af Tutsi'er ved folketællinger i Rwanda sat til ca. 650.000. Efter fire måneders massakrer , hvor det påstås, at Hutu'erne slog mellem 800.000 og 1 million Tutsi'er ihjel, er det forbløffende, at 300.000 Tutsi'er overlevede massakrerne. På min lommeregner betyder det, at 350.000 skulle være blevet slået ihjel. I virkeligheden blev der slået flere Hutu'er ihjel i løbet af de 4 måneder i 1994. Drabet på Hutupræsidenten var kulminationen på års konflikt, der begyndte med invasionen af Rwanda i oktober 1990 og ikke et pludseligt opstået had over for Tutsi'er. Kagame, som havde været leder af Ugandas militære efterretningsvæsen, ledede invasionen, og hans ugandiske styrker, de fleste af dem Uganda'ere og Tutsi'er, hvoraf mange tidligere havde forladt Rwanda, og som senere brød ud fra den ugandiske hær og blev til Rwandas Patriotiske Front, RPT.

Denne invasion og de efterfølgende krigshandlinger, etnisk udrensning og politisk og militær indtrængen ind i Rwanda, blev støttet af USA, og Kagames fremstød og succes var i høj grad et resultat af denne supermagts helhjertede støtte. I denne proces erstattede USA bevidst Frankrig fra Centralafrika, som de havde erstattet Storbritannien i Mellemøsten.

Men sådan er der så meget.

Erling Jensen, Cand.jur.

Henrik Darlie, Preben Haagensen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Preben Haagensen

Godt indlæg af Erling Jensen som kommer nærmere sandheden end den officielle historie. Desværre må man sige, er Frankrig holdt op med at sige hvad de mente i mange år, at der var sket et dobbelt folkemord, da krigsforbryderen Paul Kagame (Rwandas nuværende præsident) og hans tutsi hær har dræbt hundredetusindvis af hutuer både i Rwanda og i Congo, og det i over 20 år efter det officielle folkemord. Der er vist endda kommen en undersøgelse fra FN som belyste dette, hvad Paul Kagame blev yderst fornærmet over.