Nyhed
Læsetid: 4 min.

Frankrig har fået en ny stærk mand

François Hollande reagerer på socialisternes valgnedlag og Front Nationals fremgang ved Frankrigs kommunalvalg med en omfattende regeringsrokade – ny premierminister bliver en højresocialdemokrat med tilbøjelighed til barske udfald mod indvandrere
Udland
3. april 2014
Frankrigs nye premier-minister, Manuel Valls, finder ikke sine tilhængere på partiets venstrefløj, men han kan vise sig både at være en mere populær og mere potent regeringsleder end forgængeren Jean-Marc Ayrault.

Lionel Bonaventure

Præsident François Hollandes svar på det klare socialistiske valgnederlag ved de franske kommunalpvalg og den lige så klare styrkelse af det højrepopulistiske Front National kom blot få timer, efter at valgresultaterne forelå: En omfattende regeringsrokade med en af Frankrigs mest markante politikere – den 51-årige Manuel Valls, der kommer fra posten som indenrigsminister – i positionen som nationens nye premierminister.

Præsident François Hollande og hans nu fyrede premierminister, Jean-Marc Ayrault, blev aldrig noget stærkt team. I det franske system er det præsidentens opgave ’at præsidere’, og premierministerens ’at styre’. Statsoverhovedet skal fastlægge den overordnede strategi, mens regeringschefen skal drive landet fremad. Af en fransk premierminister fordres udholdenhed, offensiv ildhu og fremfor alt et fravær af frygt for at falde i folkelig unåde. Som kommentatoren Agnès Poirier udtrykker det: »Premierministerens rolle er at gøre det beskidte arbejde, således at landsfaderfiguren i Elysée-palæet kan få plads til at svæve over den daglige trummerums politiseringer, fordybe sig i de store ideer og sole sig i sit folks kærlighed. Dette forstod François Mitterrand, der sled den ene premierminister efter den anden op, men selv blev valgt to gange«.

Udnævnelsen af ​​Manuel Valls som Frankrigs nye premierminister afspejler Hollandes erkendelse af, at det var umuligt at køre videre med den meget lidt karismatiske Ayrault ved sin side efter sidste weekends klare nederlag ved de franske lokalvalg, hvor Socialistpartiet mistede magten i 175 kommuner.

Kontroversiel figur

Mange franskmænd vil ånde lettet op over, at ​​en af ​​de mest populære franske politikere nu kan rykke ind i Matignon (den franske premierministres residensbolig, red.) Udnævnelsen af Valls har dog ikke overraskende sendt chokbølger gennem store dele af den franske venstrefløj. Som Pierre Mendès-France i 1950’erne og 60’erne og Michel Rocard i 70’erne og 80’erne er han en reformator snarere end en ortodoks socialist. Han tænker gerne ud over partiprogrammets rammer og ser ud til at nyde at skabe kontroverser og anspore til skarp debat blandt sine partifæller.

’Højresocialdemokraten’ Valls kan tilmed vise sig at være en ’socialistisk Sarkozy’, som magasinet The Economist udtrykker det. Klogeligt afslog Valls dog Sarkozys tilbud om at træde ind i hans regering i 2007, hvilket andre figurer fra venstrefløjen såsom Bernard Kouchner og Fadela Amara entusiastisk accepterede med det resultat, at de mistede al troværdighed i vælgernes øjne.

Valls er en ægte fransk republikansk socialist i den historiske betydning af ordet, om end han ikke er født fransk – hans far er katalaner, hans mor schweizisk-italiensk, og han fik først sit franske statsborgerskab i en alder af 20. Han er glødende integrationist og markerer ofte det synspunkt, at det er indvandreres ansvar at tilpasse sig Frankrig og ikke Frankrigs at tilpasse sig dem. For et par måneder siden skabte han bestyrtelse med en udtalelse om, at roma-indvandrere »må tage hjem«, hvis de ikke er villige til at adoptere det franske sprog og den franske levevis.

Manuel Valls taler fire sprog og har fire børn med sin første hustru. I 2010 giftede han sig med violinisten Anne Gravoin.

’En fransk Tony Blair’

Ved sin pragmatiske holdning til økonomi, der trækker på inspiration fra Skandinaviens og Tysklands socialdemokrater, adskiller Valls sig fra resten af den venstrefløj, der er blevet flasket op med marxistiske økonomiske teorier. Som økonomisk liberal står Valls godt rustet til at følge Hollandes ideologiske kovending og implementere sine iværksætter- og erhvervslivsvenlige skattereformpolitikker. Det er ikke tilfældigt, at Hollande i slutningen af sin tv-tale mandag aften bebudede skattelettelser.

Storbritanniens tidligere Europa-minister, Denis MacShane, der har været venner med Valls i over ti år, siger til The Guardian:

»Han er det tætteste, Frankrig kommer på en Tony Blair – en reformistisk socialdemokrat, der ikke viger tilbage for at udfordre stærke interessegrupper og konventionel politisk tænkning.«

»Han vil komme under pres fra Socialistpartiets venstrefløj,« vurderer Shane, »men den har ikke noget svar på Frankrigs problemer«.

For Hollande, hvis popularitet er rekordlav for franske præsidenter, »må det nu briste eller bære«, siger Shane. »Hvis nogen kan redde den franske socialistregering, er Valls manden. Han er en hård, men dreven mand«.

De Grønne, der ofte er stødt sammen med Valls, har meddelt, at de ikke vil gå i regering med ham. Dette kan åbne op for en nyorientering af fransk energipolitik og et opgør med væksthæmmende protektionistiske ordninger, forudser Shane.

Royal tilbage

Valls ry for brutalitet har givet ham tilnavnet Frankrigs første-politimand (premier flic). I sin tid som indenrigsminister afviste han således at dispensere fra udlændingeloven og insisterede på at tvangsudvise en 15-årig skolepige og hendes familie tilbage til Kosovo. Satireavisen Le Canard Enchaîné hævder også, at Valls brugte sin autoritet til få fjernet en gruppe hjemløse, som havde slået sig ned på gaden foran hans lejlighed.

I mellemtiden kunne Valls i går præsentere det ministerhold, som skal indgå i hans ’kampklare regeringsformation’.

Blandt de mest overraskende nyudnævnelser er Ségolène Royal, præsidentkandidat fra 2007 og tidligere livsledsager for præsident François Hollande, med hvem hun har fire børn. Hun fik ministeriet for økologi, energi og bæredygtig udvikling.

Ikke mindre overraskende er udnævnelsen af Arnaud Montebourg, der kommer fra Socialistpartiets venstrefløj, til ny økonomiminister.

Montebourg, der var blandt Valls’ rivaler ved primærvalget til det socialistiske præsidentkandidatur i 2011 – begge tabte til Hollande – fik tilnavnet Monsieur Made in France efter sine gentagne opfordringer til økonomisk patriotisme. Hans anti-globaliserings-synspunkter, som han udtrykte på sin tidligere post som minister for Frankrigs industrielle fornyelse, har fået megen taletid i medierne, og han menes at hælde til en protektionistisk linje.

En anden overraskelse var udnævnelsen af den uerfarne Benoît Hamon til uddannelsesminister. Hamon, som også tilhører partiets venstrefløj, har været regeringsmedlem i under to år på den relativt underordnede post som minister for forbrugerbeskyttelse og social økonomi.

Forsvarsminister Jean-Yves Le Drian, udenrigsminister Laurent Fabius, justitsminister Christine Taubira, finansminister Michel Sapin, landbrugsminister, Stéphane Le Foll kulturminister Aurélie Filippetti beholder alle deres job. Af de 15 øverste kabinetsposter er syv nu besat af kvinder.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her