IMF har skiftet fokus fra reformer til ulighed

Den Internationale Valutafond er kendt som en ’kold’ institution, der dikterer barske reformer og hårde spareprogrammer. Men nu er stigende ulighed blevet Valutafondens største bekymring
8. april 2014

Den Internationale Valutafond (IMF) er mere kendt for at tale for spareprogrammer og strukturreformer end for at ville nedbringe uligheden. Men igennem særligt det seneste år har Valutafonden ændret fokus og udtrykker i stigende grad bekymring for de store og stigende indkomstforskelle i verden.

»Hvis det ikke håndteres omhyggeligt, kan stigende ulighed og økonomisk eksklusion have ødelæggende effekter. Det kan underminere den økonomiske, sociale og måske endda den politiske stabilitet,« sagde IMF’s franske direktør, Christine Lagarde, for eksempel i en tale i februar.

LÆS: Økonomer har for længe ignoreret ulighed

Lagarde nævner skat, forbedret adgang til sundhed og uddannelse samt målrettede, sociale programmer som måder at begrænse skellet på.

»Lande skal også samles om at adressere uligheden,« sagde Lagarde og nævnte i samme tale, at IMF’s medlemslande bør stoppe med at konkurrere om at have den laveste selskabsskat.

Samtidig med, at frontkvinden Christine Lagarde taler for at begrænse stigende ulighed med målrettede, sociale programmer, er IMF fortsat en del af den europæiske trojka – sammen med Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen – der mod omfattende reformer og spareprogrammer låner penge til de kriseramte sydeuropæiske lande. Trojkaen har netop været i Grækenland for at sikre, at reformerne er på rette kurs, inden endnu en del af lånet til grækerne kan udbetales.

Ulighed hæmmer vækst

Senest i februar skabte IMF stor debat om ulighed ved at udgive et studie, der viser, at der er en sammenhæng mellem lav ulighed og høj, stabil vækst.

»Konklusionen, der kommer fra vores studie, er, at de ting, som regeringen typisk gør for at omfordele, ikke har ledt til lavere vækst. I gennemsnit ser omfordeling ud til at have hjulpet med at understøtte hurtigere og mere holdbar vækst,« forklarede en af studiets forfattere, Jonathan Ostry, der er økonom og souschef i IMF’s forskningsafdeling.

Han henviste til, at selv lande, der omfordeler meget for at nedbringe uligheden, for eksempel Danmark, ikke ser ud til at betale en pris i form af lavere vækst.

»Mens vi nok alle kan enes om, at en eller anden grad af ulighed er nødvendig for at sikre incitamenterne til økonomisk vækst, så ser overdreven ulighed ud til forringe holdbar vækst.«

Der er i princippet en klar adskillelse mellem, hvad studierne fra Valutafonden viser, og hvad der er fondens officielle politik. Og at et studie fra Valutafonden viser, at høj ulighed hæmmer væksten, medfører ikke nødvendigvis, at fondens politik bliver at bekæmpe ulighed. Men Christine Lagardes bekymring for den stigende ulighed kombineret med det forskningsmæssige fokus på ulighedens konsekvenser bliver udlagt som et klart fokusskifte i Valutafonden.

Robert Wade, professor ved London School of Economics, siger, at han er »overrasket og begejstret« over, at IMF i februar udgav studiet om ulighed.

»Det er det første papir fra IMF, som har været legemliggørelsen af neoliberal tankegang, der peger på de økonomiske omkostninger ved høj ulighed,« siger han.

»Den radikale konklusion, der aldrig før er hørt fra IMF, er, at det vil være en fejl at fokusere på vækst og lade uligheden passe sig selv.«

CEPOS: Det er blot skåltaler

En anden af de økonomer, der ser en ændring i Den Internationale Valutafond, selv om det ikke nødvendigvis er en kurs, han bifalder, er Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i tænketanken CEPOS.

»Der har været et skifte i IMF. Det synes jeg, at man må konstatere,« siger han.

– Hvorfor tror du, at IMF er så fokuseret på ulighed?

»IMF har tidligere stået for at være en meget kold institution. Det er en måde, hvorpå man kan fremstå som en sympatisk institution ved at sige, at man er bekymret for voksende ulighed, og at man skal gøre noget ved det.«

Men Mads Lundby Hansen siger samtidig, at Valutafonden får svært ved at gøre noget ved udfordringen.

»Det er noget, som politikere og institutioner kan lide at tale om i skåltaler. Det er politisk korrekt at sige, at man er bekymret, og at der skal gøres noget ved det. Men når det kommer til stykket, og man skal gennemføre konkret politik, er det svært at gennemføre ting, der øger ligheden og samtidig øger væksten. Vil man øge væksten, vil langt de fleste politikforslag trække i retning af øget ulighed,« siger han og fortsætter:

»Hvis man kigger på Grækenland, står IMF i den samme situation. I skåltaler og publikationer bekymrer man sig om ulighed, men når man skal gennemføre politik, jeg vil kalde det den nødvendige politik, så er det altså svært at forene målene om øget vækst, øget lighed og konsolidering på én og samme tid.«

Og derfor, siger Mads Lundby Hansen, er Valutafondens konkrete krav til de græske politikere reformer og spareprogrammer – ikke initiativer, der skaber mere lighed.

»Jeg respekterer 100 procent, at man kan have en klar præference for at reducere uligheden. Jeg synes bare, at man skal passe på med at sige, at nu går man ind og øger ligheden og væksten på én og samme tid. Det er meget ofte en afvejning. Jeg efterlyser en mere ærlig erkendelse af, at hvis man vil øge ligheden i de rigere lande, så vil det ofte have en konsekvens i form af lavere beskæftigelse og lavere velstand.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer