Læsetid: 5 min.

Kan hæren holde sammen på Afghanistan?

De omfattende sikkerhedsproblemer ved lørdagens valg i Afghanistan giver en forsmag på, hvordan landet kommer til at se ud, når de internationale styrker trækker sig ud den 31. december
Afghanske valgmedarbejdere bærer en kasse med valgmateriale ind til et valgsted i en moské i den nordøstlige by Herat. 12 mio. vælgere skal i dag stemme om, hvem der skal være Afghanistans næste præsident.

Aref KARIMI

5. april 2014

Nedskydningen af den tyske fotograf Anja Niedringhaus og den canadiske journalist Kathy Gannon i går på en afghansk politistation viser med al ønskelig tydelighed, hvor stor en udfordring de afghanske sikkerhedsstyrker står over for ved dagens præsident- og provinsvalg. Torsdag blev den lokale kandidat Hussain Nazari fra Sar-E-Pul-provinsen henrettet sammen med ni af sine tilhængere. Og onsdag sprængte en selvmordsbomber seks politifolk i luften ved indgangen til Indenrigsministeriet i Kabul.

Et detaljeret kort over sikkerhedssituationen på valgdagen, som Information er kommet i besiddelse af, viser, at de angreb, som rapporteres af den internationale presse, kun er toppen af isbjerget. Ifølge kortet er der flere »sorte pletter«, hvor de afghanske myndigheder på forhånd har besluttet at det er umuligt at holde valg. Og der kommer givetvis flere til på selve valgdagen, hvor valgsteder i sidste øjeblik må opgives på grund af sikkerhedsstyrkernes manglende kontrol med området.

Ifølge flere eksperter giver kortet et glimrende indtryk af, hvor sikkerhedsudfordringen er størst, ikke bare i forbindelse med valget, men også i fremtiden.

»Sikkerheden i forbindelse med valget er en glimrende lakmustest på, hvad de afghanske sikkerhedsstyrker kan klare,« siger Khalid Aziz, leder af Regional Institute for Policy Research i Peshawar, Pakistan. Han har netop afsluttet et større forskningsprojekt om sikkerheden i Afghanistan efter 2014.

»De områder, hvor det viser sig umuligt eller vanskeligt at gennemføre valget, vil formentlig være de samme områder, som regeringen må opgive at kontrollere efter 2014.«

Nødvendige aftaler

På kortet optræder fire områder som deciderede »sorte pletter«, to af dem ligger i henholdsvis det sydlige og det nordlige Helmand – i begge tilfælde områder, som det aldrig er lykkedes den NATO-ledede ISAF-styrke at få ordentlig kontrol med. I den sydlige del har Taleban endda været i stand til at oprette deciderede træningslejre, rapporterer flere lokale medier. Dertil kommer en lang række »røde« provinser i syd og øst, hvor det afghanske Indenrigsministerium vurderer risikoen for angreb på valgdagen som høj.

Og netop det sydlige og østlige Afghanistan er de mest problematiske områder, både på valgdagen og i fremtiden, siger en af Europas førende Afghanistan-eksperter, Conrad Schetter, leder af freds- og konfliktforskningscenteret BICC i Bonn.

Han forudser, at de afghanske sikkerhedsstyrker i løbet af det kommende år vil indgå en lang række aftaler med lokale militser om at stå for sikkerheden i randområderne.

»De store byer, hovedvejene osv. vil naturligvis have førsteprioritet. Det er jo også dér, langt de fleste afghanere efterhånden bor,« siger han og henviser til den kraftige urbanisering, som Afghanistan har oplevet de sidste 10 år.

Khalid Aziz bekræfter, at samarbejdet med lokale magthavere bliver helt afgørende for de afghanske sikkerhedsstyrkers mulighed for at styre landet fremover.

»ANSF (de afghanske sikkerhedsstyrker, red.) vil være nødt til at prioritere benhårdt. På papiret har regeringen 350.000 mand, men med orlov, ferie og deserteringer er det reelt 25-30 procent mindre. Desuden risikerer de at komme i defensiven, hvis de bruger alle kræfterne på at beskytter byer, hovedveje osv.,« siger han.

Conrad Schetter, der bl.a. har forsket i Afghanistans komplicerede magt- og stammeforhold, er ikke i tvivl om, hvem der vil få til opgave at holde styr på randområderne.

»I virkeligheden er der ikke sket de store ændringer med hensyn til, hvem der har den reelle magt i hvilke områder,« siger han.

I det vestlige Afghanistan sidder den nuværende præsident Karzais energiminister, krigsherren Ismail Khan, stadig på magten. I nord er det stabschef Rashid Dostum, der stiller op til vicepræsidentposten på favoritten Asraf Ghanis hold. I det østlige Afghanistan er det krigsherren og præsidentkandidaten Gul Agha Sherzai. Og så videre. Dertil kommer en masse mindre, lokale ledere, som allerede er i gang med at positionere sig.

I den kommende tid kommer Afghanistan derfor til at opleve en række mindre, lokale konflikter, hvor rivaliserende magthavere afgør, hvem der skal bestemme i lokalområdet, når de internationale styrker rykker ud.

Ideologien falmer

Derudover vil grænserne mellem politi, lokale militser og oprørere blive langt mere flydende, end det er i dag.

Allerede nu kan det mange steder være svært at afgøre, om det er myndighederne, en lokal milits eller en oprørssympatisør, man har at gøre med, når man bliver stoppet af en lokal politimand eller soldat. F.eks. har den nordlige krigsherre og guvernør Muhammed Atta fået en stor del af sine militsfolk optaget i den lokale politistyrke. Men spørgsmålet er, hvem de er loyale over for: Atta eller regeringen i Kabul.

»Det helt store spørgsmål er, om Taleban kan opretholde sin religiøst-nationalistiske ideologi, når de vantro udenlandske styrker forlader landet. Det sandsynlige svar er, at ideologien vil komme til at spille en meget mindre rolle, og at de lokale Taleban-ledere vil begynde at handle meget mere på egen hånd og meget mere som lokale militser, der primært er interesseret i at få adgang til at tjene penge på opium, vejskat osv.,« siger Conrad Schetter.

»Man skal huske, at 90 procent af konflikterne i Afghanistan handler om adgang til ressourcer, til landbrugsjord, vand osv. – og det kommer også til at gælde for dem, vi i dag kalder Taleban.«

I fremtiden vil det ifølge eksperterne derfor først og fremmest være pengene, der taler. Den lokale militsleder, der kan tilbyde den bedste »løn«, vil få lettest ved at rekruttere.

Ingen borgerkrig

Både Schetter og Aziz advarer imidlertid mod at tro, at landet falder fra hinanden, fordi der sker en decentralisering af magten. Det vil tværtimod være en måde at holde sammen på landet på, mener de. Og endda den eneste mulige, sådan som vilkårene er i et land, hvor 90 procent af statens budget kommer fra donorer.

»Der er ikke noget, som tyder på, at regeringen i Kabul vil være truet, så længe den vestlige finansiering opretholdes,« siger Khalid Aziz.

Foreløbig har det internationale samfund lovet at opretholde bistanden, men spørgsmålet er, hvor langt de lovede ca. 4,4 milliarder dollar om året strækker.

Conrad Schetter mener heller ikke, at samarbejdet med lokale militsledere umiddelbart udgør en trussel mod Kabul-styret eller indebærer en risiko for borgerkrig mellem nogle af de gamle krigsherrer, der deltog i borgerkrigen i 90’erne.

»Vi kommer ikke til at se noget stormløb på Kabul, så længe hæren og politiet får løn,« siger han.

»Men hvis den internationale bistand forsvinder, så er det en helt anden sag. Så vil den afghanske stat kollapse i løbet af meget kort tid.«

Fra det internationale donorsamfund er der foreløbig ingen planer om at trække stikket. Tværtimod.

Som EU’s øverste repræsentant i Afghanistan, Franz-Michael Mellbin udtrykker det: »På den korte bane regner vi med, at den afghanske hær kan klare opgaven. Hvis det lykkes at få valgt en stabil regering, kommer ANA (den afghanske hær, red.) til at se godt ud i år. I 2015 vil Taleban teste sikkerhedsstyrkerne, men hvis regeringen klarer sig helskindet igennem det første år eller to, vil de opgive håbet om at kunne overtage magten, og chancerne for reelle fredsforhandlinger blive langt større.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu