Læsetid: 8 min.

Da jeg kom hjem fra skole var min mor væk

Under den demokratiske præsident er antallet af deportationer vokset betydeligt. I alt er to millioner blevet udvist siden 2009. Trods højrøstede protester fra immigranter har Obama gjort meget lidt for at ændre sin hårde deportationspolitik
Kadi Cisse blev født i 1991 i New Jersey. Hendes mor blev udvist til Elfenbenskysten for 12 år siden, og hendes far har levet under jorden i USA lige siden.

Mikkel Møller Jørgensen

22. april 2014

Den nepalesiske immigrant Shami Regmi havde store forhåbninger til fremtiden i USA, da hendes familie i 2008 fik arbejds- og opholdstilladelse gennem et lotteri, som afholdes af USA’s regering hvert år.

I dag er hun dybt skuffet. Hendes søn Shirish blev for nylig deporteret til Nepal, hvor han nu bor med sin bedstemor.

»Det skete uden varsel. Han fik ikke beskikket en advokat. Vi blev ikke orienteret af myndighederne. Efter et par måneder blev min søn sendt tilbage til Nepal,« fortæller Shami Regmi.

»Hvordan kan et land, der altid taler om at forsvare menneskerettighederne, gøre det imod min søn,« spørger hun desperat efter at have deltaget i en demonstration på Manhattan i sidste uge organiseret af New York Immigration Coalition.

Historien om den nu 24-årige Shirish Regmi, der trods sin permanente arbejds- og opholdstilladelse (greencard) blev udvist fra USA, er ikke enestående.

Hver dag bliver over 1.000 mennesker deporteret fra immigrationsfængsler i USA til deres hjemland. Sidste år endte tallet på 369.000. I 2012 var det 400.000. Siden Barack Obama blev præsident i 2009, er over to millioner mennesker blevet udvist. Mange efterlader familie og – værst af alt – mindreårige børn, der er født i USA.

Stigningen i antallet af deportationer begyndte efter terrorangrebet den 11. september 2001. I de otte år, hvor George W. Bush var præsident, fordobledes antallet af udviste fra 185.000 i 2001 til 358.000 i 2008.

Under valgkampen i 2008 lovede Obama at sætte en stopper for tvangsadskillelse af børn og forældre og at få en immigrationsreform vedtaget i Kongressen, der skulle føre til en gradvis legalisering af de 11 millioner papirløse personer bosiddende i USA.

»Immigranter bliver terroriseret af razziaer, ammende mødre bliver revet fra deres spædbørn, børn kommer hjem fra skole og opdager, at deres forældre er forsvundet, folk bliver fængslet uden adgang til advokat – det viser alt sammen, at systemet ganske enkelt ikke fungerer,« sagde Obama i en valgtale i 2008.

Vrede på Obama

Men under Obama er antallet af deportationer vokset, og immigrationsmyndigheder og dommere fortsætter med at adskille forældre og børn. Faktisk viser regeringens officielle statistik, at personer i alle aldre bliver deporteret fra USA – også spædbørn.

»Obamas idé var, at hvis han strammede overvågningen af landets grænser ved at ansætte tusinder af flere vagter og skærpe håndhævelsen af udvisningsloven, så ville republikanerne gå med til en indvandrerreform. Men det er ikke sket,« siger Amy Gottlieb, der arbejder med immigranters rettigheder for American Friends Service Committee i Newark, New Jersey.

Det store indvandrersamfund i USA er ikke alene skuffet over præsident Obamas hårdhændede udvisningspolitik. Folk er oprørte. Immigrantgrupper arrangerer jævnligt demonstrationer i Washington, D.C. og andre storbyer, hvor Obama bliver kaldt deporter in chief, et ordspil på hans titel som commander in chief (øverstkommanderende for de væbnede styrker).

Obama har flere gange inviteret repræsentanter for indvandrergrupper til Det Hvide Hus. Under det sidste møde i 2011 skal de to parter have haft en så ufrugtbar samtale, at det ifølge en nylig rapport i The New York Times vakte stor gensidig bitterhed.

Ifølge avisen skulle de inviterede gæster have givet præsidenten hårrejsende eksempler på konsekvenserne af deportationspolitikken for familier og lokalsamfund. I stedet for at udtrykke sympati skulle en irriteret Obama have stoppet dem og sagt, han udmærket forstår, hvor hårdt det er, og spurgt dem, hvad de foreslår, han skal gøre, når republikanerne modsætter sig en reform.

»Det er netop den humanitære vinkel, som er drivkraften bag en reform,« påpeger Amy Gottlieb.

»Det er uforståeligt, at Obama mener, det er irrelevant at fortælle om den enkelte families tragedie. Dette her handler ikke om tal eller om hans eftermæle. Det handler om, at deportationer af papirløse indvandrere og immigranter, der har begået små forseelser, river familier og immigrantsamfund fra hinanden.«

»Hvis vi ikke fortæller politikerne de historier gennem medierne, vil kynismen tage over. Obama har som præsident manøvrerum til at håndhæve loven på en mildere facon,« mener Amy Gottlieb.

Ingen ret til advokat

For den nepalesiske indvandrerfamilie kom udvisningen som et chok. Shami, hendes mand, Shreerari, og deres 18-årige søn, Shirish, slog sig ned i Brooklyn i september 2008. Shirish fandt arbejde på en restaurant, hans mor blev ansat på et plejehjem, og faren arbejdede som butiksekspedient.

Alting så lyst ud. Men så ramte ulykken. Shirish flyttede til Texas for at arbejde på en benzintank og blev en dag arresteret for spritkørsel og tyveri. Han erklærede sig efterfølgende skyldig og blev som straf dømt til at udføre samfundstjeneste i et år.

Nogen tid senere blev han tilbageholdt af det amerikanske immigrationspoliti og fængslet.

»I nogle delstater skal myndighederne underrette immigrationspolitiet, hvis en immigrant har begået lovbrud,« fortæller Raji Pokhrel fra ngo-gruppen Adhikaar, der rådgiver nepalesiske indvandrere i USA.

Ifølge regler udarbejdet af præsident Obamas immigrationsagentur (Immigration and Customs Enforcement) kan en indvandrer med et greencard i de første fem år af sit ophold i USA blive udvist for mindre overtrædelser af loven, eksempelvis en bevidst misvisende selvangivelse af sin årsindkomst.

Men det er en dommer, der skal tage stilling til hver enkelt sag. I Shirish Regmis tilfælde havde han haft en chance for at blive i USA, hvis han havde fået beskikket en advokat. Men denne ret findes ifølge USA’s højesteret ikke i den amerikanske forfatning, fordi en deportation er en administrativ procedure.

»Vi ved ikke, præcist hvad der skete. Men noget tyder på, at Shirish uden at kende følgerne skrev under på et dokument, hvori han erkendte sin skyld og accepterede at blive udvist.«

Fast fængselskvote

Kritikere af USA’s behandling af ulovlige immigranter og legale indvandrere, der kan blive udvist af forskellige årsager, fremhæver, at systemet efterhånden har udviklet sig til en industri.

En kongreslov fastlægger f.eks., at de flere hundrede immigrationsfængsler, der er spredt rundt omkring i landet, på ethvert givet tidspunkt skal have 34.000 tilbageholdte personer, der venter på at blive deporteret. Indsatte, som anker deres sag, kan vente i op til tre år, inden de bliver stillet for en dommer. Andre vælger at blive udvist uden at komme for dommer.

Fængslerne drives af private selskaber og skaber arbejdspladser i lokalsamfundene.

»Fastsættelsen af en kvote har skabt en industri, som for at få den vedtaget i hver finanslov bidrager til politikernes valgfonde,« siger Amy Gottlieb.

Den daglige kvote på 34.000 fængselspladser giver samtidig immigrationspolitiet et incitament til at tilbageholde flere immigranter, anfører gruppen Detention Watch Center på sin website.

Papirløse immigranter jagtes

Palæstinenseren Abdul Karim Kawas kom til USA med sin kone som turister fra Jordan i 1989. Da Irak invaderede Kuwait i 1990, og Golfkrigen begyndte, besluttede parret at blive. Hun fik et greencard i kraft af en bror, der var emigreret til Californien. Abdul Karim blev i USA papirløst. De fik en søn og to døtre.

»Vi levede som en ganske almindelig familie i Brooklyn,« fortæller den ene af hans døtre, Magdalyn Kawas, som er født i 1990.

I 2005 blev hendes far tilbageholdt i en razzia gennemført af immigrationspolitiet i Bay Ridge – en bydel i Brooklyn, hvis beboere overvejende er arabisk-amerikanere. Uden et visum eller greencard stod Kawas til at blive deporteret, men det ville betyde en permanent adskillelse fra hans familie. Det yngste barn var ni år gammelt.

»Min far prøvede at anke og tilbragte fire år i fængsel, inden han gav op og blev deporteret. Så i fire år måtte vi en gang om ugen køre op til ni timer for at se ham. Det var virkelig hårdt,« fortæller Magdalyn.

Hun er overbevist om, at deres muslimske baggrund var en faktor i razziaen. »I Bay Ridge vrimler det med spioner og informanter,« fortæller hun.

I 2008 besluttede familien at emigrere til Jordan for at blive genforenet. Men Magdalyn og hendes bror blev pålagt af skolemyndighederne i Amman at gå gymnasiet om, selv om de allerede var på college i USA. Herudover talte den yngste datter ikke arabisk.

»Vi måtte rejse tilbage til USA,« siger Magdalyn.

Nu samles familien en gang om året i Jordan.

Udvist trods fast job

Der findes indvandrerfamilier, som er blevet sat på en endnu hårdere prøve.

Kadi Cisse blev født i 1991 i New Jersey. Hendes forældre var nogle år tidligere kommet på arbejdsvisa til USA fra Elfenbenskysten i det vestlige Afrika og valgte at blive, efter at deres visa udløb.

Parret arbejdede i Newarks lufthavn. De fik tre døtre – alle født i USA. I 2000 tog Kadis mor en skæbnesvanger beslutning.

»Hun gik til myndighederne for at søge om at få sit udløbne visum fornyet, idet hun tænkte: Jeg har tre døtre født i USA, jeg har et job, jeg betaler skat og har aldrig gjort noget ulovligt,« fortæller Kadi i den mørke kælderlejlighed, hun deler med sine to søstre og sin far i East Orange, New Jersey.

Moren blev straks arresteret og underskrev en erklæring, hvori hun accepterede at blive deporteret.

»Min mor har ingen uddannelse. Hun anede ikke, hvad hun skrev under på. Hun gjorde bare, hvad de sagde.«

Den dag, det skete, var en fridag for Kadis mor. Da børnene kom hjem fra skole, var de overraskede over, at moren var væk.

»Jeg var ni år gammel, men jeg husker min fars ansigt. Han var helt fortvivlet. Jeg var for lille til at forstå, hvad det hele betød.«

Faren og de tre døtre blev kastet ud i armod og kunne kun med nød og næppe overleve på hans løn som bagageportør. Efter nogle år måtte han give op og fik slægtninge til at huse de tre døtre. I alle de mange år uden sin kone ved sin side har faren levet i rædsel for at blive taget af politiet og blive deporteret.

»Han er blevet tilbageholdt én gang, men blev løsladt efter en time. Vi ved ikke hvorfor. Mine forældre havde samme immigrationsstatus,« siger Kadi Cisse.

Ingen af de fire har set moren i 12 år.

»Vi taler i telefon med hende. Det har været utrolig hårdt.«

Indtil nu har de ikke haft penge til at rejse til Elfenbenskysten. Men nu er der sparet op, og de tre døtre skal afsted og se moren til januar. Faren må blive i USA.

»Min far kan ikke komme tilbage, hvis han rejser. Han siger, han vil dø i sit land, så jeg tror, han tager hjem snart. Han vil bare være sikker på, at vi kan klare os i USA.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Petersen

Der er tal.. og så er der tal. En redegørelse fra senatet sætter et andet lys på tallene.

..President Obama has already given them much of what they wanted — a near-moratorium on interior deportations...
http://www.nationalreview.com/article/375938/voxs-deportation-myths-jess...

"Fully 98 percent of individuals deported from the United States in 2013 were either criminals, apprehended while illegally crossing the border, or had been previously deported, according to a new analysis from Senate Budget Committee ranking member Sen. Jeff Sessions (R-AL)."

http://www.breitbart.com/Big-Government/2014/03/25/Sessions-Report-Demol...

Jeg kan nu hellers ikke se hvorfor, at sorteper skal sendes videre til republikanerne? Obama administration havde 100% kontrol af begge kamre så de kunne jo have lavet alle de reformer de ville. Ja, faktisk sad demokraterne solidt på begge kamre i perioden fra 2006 til og med 2010.

Hr Mikkel Møller Jørgensen, lidt for tyndt, - om igen.

Det intellektuelle blålys Obama, viser igen og igen hvad han er værd. Kom til magten på at love hvad som helst - også her ligner han vores statsminister. Det var nok derfor han så så glad ud på Helles selfie. Endelig havde han fundet en dual.

lars abildgaard, Peter Taitto, Rune Petersen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

de 34000 fængslede indvandrere i faktaboksen vil efter danske forhold ( USA = 300 mio mennesker og Danmark = 5,5 mio mennesker) svare til ca 625 personer ( 34000 divideret med 350 mio multipliceret med 5,5 mio).
Så tallet er vel ikke i sig selv voldsomt efter danske forhold ????

de 34000 fængslede indvandrere i faktaboksen vil efter danske forhold ( USA = 300 mio mennesker og Danmark = 5,5 mio mennesker) svare til ca 625 personer ( 34000 divideret med 350 mio multipliceret med 5,5 mio).
Så tallet er vel ikke i sig selv voldsomt efter danske forhold ????

Og nu hvor du er igang med at trylle tallene om til danske forhold, så ville 625 indsatte i Danmark svare til 15% af de indsatte.
Og det i et fængsels system hvor østeuropæer og 2. Og 3. G'erne allerade optager halvdelen af pladserne.

Et fuldstændigt ensidigt angreb på USA, baseret på ofrenes/'ofrenes' egne beretninger, det ikke er muligt at få verificeret. Hvad skal man egentlig bruge en sådan artikel til? Man kan jo i alt fald ikke pakke fisk ind i den.

Vibeke Rasmussen

@ Webredaktionen

I burde få nogen til at se på html-kodningen af jeres rubrikker i højre spalte. Der sker noget forstyrrende, der har med ambersand-tegnet at gøre. Fx i henvisningen til denne artikel og til artiklen med rubrikken: "Vi er med i alle forlig".

Med oprigtigt ment venlig hilsen. :)

Marianne Christensen

I censurerer så hårdt, at jeres artikel bliver ligegyldig.

I har smidt i hobetal af indlæg væk som jeg har læst og som "ikke harmonerer med Informations redaktionelle linie"