Rwanda er vores mareridt, Sydafrika vores drøm,« skrev Wole Soyinka (nigeriansk digter, der har vundet Nobelprisen i litteratur, red.) engang i et tilbageblik på begivenhederne i april 1994: På samme dag, hvor sydafrikanere dannede menneskekæder for at komme til at stemme på Nelson Mandela som deres første sorte præsident (og begrave apartheid i deres eufori), blev mennesker i hundredtusindvis myrdet i et lille østafrikansk land, langt fra verdensoffentlighedens blikke.
Chokket over de grænseløse grusomheder har formet tankegangen hos en generation af politikere og fredsmæglere, der er opsatte på, at verden aldrig igen må opleve ’et nyt Rwanda’. Rwanda er det konstante spøgelse, når globale magter diskuterer humanitær intervention, hvad enten det nu er Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, Syrien, Den Centralafrikanske Republik, eller Ukraine.
Clintons fejl
Sammen med 1990’ernes anden store katastrofe – den etniske udrensning i Bosnien – står hutu-ekstremisters drab på 800.000 tutsier på 100 dage som fatale historiske svigt fra FN-fredsstyrkers side. FN’s militære leder i Rwanda, general Roméo Dallaire, havde tre måneder før advaret om de forestående massakrer, men blev ignoreret af Sikkerhedsrådet. Kofi Annan, daværende chef for FN’s fredsstyrker, noterer i sine memoirer: »Vi forsøgte os med dages febrilsk lobbyvirksomhed over for 100 regeringer (…) Men vi fik ikke ét eneste seriøst tilbud.«
Mærket efter sine tab i Vietnam og Somalia afstod USA’s regering fra at bruge udtrykket ’folkedrab’ frem til 25. maj, og udvandede herefter sprogbrugen ved at tale om ’folkemordshandlinger’. Bill Clinton, dengang præsident, har siden indrømmet, at USA’s tøven var »min personlige fejl«.
I 2000 satte Annan, der nu var tiltrådt som FN-generalsekretær, ord på, hvad udfordringen fremover var for det internationale samfund: »Hvis humanitær intervention vitterligt skal anses for et uacceptabelt angreb på et lands nationale suverænitet, hvordan skal vi da reagere på et nyt Rwanda, et nyt Srebrenica eller lignende grove og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, som trækker vores forestillinger om fælles medmenneskelighed gennem sølet?«
Resultatet af anfægtelserne kom i 2005 i form af den såkaldte Responsibility to Protect-doktrin (R2P), som blev vedtaget af FN som »den ny norm« for indgreb der, hvor civile angribes. R2P blev påkaldt ved udstationeringen af fredsbevarende tropper i Darfur et år senere og blev bragt i spil under FN-rådslagninger om Libyen, Elfenbenskysten, Sydsudan, Yemen, Syrien og Den Centralafrikanske Republik. Trods doktrinens folkeretligt klingende formulering har R2P i praksis kun fungeret som en hensigtserklæring. Gang på gang har Rusland og Kina udnyttet deres vetoret i Sikkerhedsrådet til at blokere for intervention i krisezoner.
Tvivlsom præsident
Efter 1994 har Vesten af skyldfølelse stort set afholdt sig fra kritisere Paul Kagame, Rwandas præsident siden 2000, skønt han leder et autoritært regime, der hensynsløst knuser al dissens og sågar mistænkes for mord på politiske modstandere i udlandet. Clinton har kaldt ham »en af de største ledere i vor tid«, og den tidligere britiske premierminister Tony Blair har lovprist ham som »en visionær politiker«.
Men den tidligere guerillaleder Kagame er et tvivlsomt forbillede, og opbakningen til ham risikerer at legitimere autokrater i andre lande, vurderer Kofi Kouakou, politolog ved Wits Universitet i Johannesburg. »Han er en af disse tidligere rebeller, som har tilranet sig magt igennem retsprocesser – det har vi også set i Uganda og Sydsudan. Men oprørslederens personlighed og autoritære stærk mand-tendenser har han stadig.«
20 år efter er de to nationer slået ind på divergerende udviklingsstier. Rwanda er blandt de hurtigst voksende økonomier i verden, men mangler grundlæggende politiske rettigheder og pressefrihed. Sydafrika er det omvendte spejlbillede med et robust konstitutionelt demokrati, der allerede kører på sin fjerde præsident, og en levende kritisk presse, men lider under økonomisk stagnation og hører til planetens mest ulige samfund.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
