Økologi i Afrika kan være med til at sikre fremtidens fødevarer

Mere end fire ud af fem landmænd i verden er småbønder, der driver landbrug på mindre én til to hektar land, men som samlet dyrker 60 procent af klodens landbrugsjord. Når der tales om landbrugsudvikling og fremtidens fødevareforsyning, er der derfor naturligt nok fokus på netop de mange småbønder og deres potentiale for at intensivere og producere et højere udbytte. En række eksperter og FN-organisationer peger på, at økologi er en af vejene frem til at sikre den globale fødevareforsyning.

Ifølge FN’s miljøprogram, UNEP, ligger der således et kæmpe uforløst potentiale i økologisk landbrug i særligt Afrika. Mange bønder, der dyrker beskedne arealer uden brug af kemisk input, kunne med relativt simple økologiske metoder hæve deres udbytte med en femtedel, konkluderer UNEP efter at have analyseret en række projekter, hvor bønder er skiftet fra traditionel til økologisk dyrkning.

»Gennemsnitligt steg udbyttet for disse projekter med 116 procent målt på samtlige afrikanske projekter og med 128 procent målt på projekter i Østafrika.«

Samtidig vokser markedet for økologi hastigt. Ifølge den internationale organisation for økologiske foreninger, IFOAM (The International Federation of Organic Agriculture Movements), øges markedet med mellem 10 og 20 procent om året. En beregning, der understøttes af FN’s organisation for landbrug og fødevarer, FAO, der i deres årsrapport for 2013 skriver, at den totale værdi af økologisk mad og drikke steg fra 59 til 63 mia. dollar fra 2011 til 2012.

»Markedet for økologi er vokset betydeligt siden 2002, og – i modsætning til resten af fødevaresektoren – er markedet fortsat med at vokse på trods af den globale økonomiske nedtur.«

Og selv om 90 procent af markedet i dag er i USA og Europa, »vokser markedet for økologi også i udviklingslandene«, skriver FAO i deres årsrapport for 2013.

Hastigt voksende marked

Et af de lande i Afrika, der for alvor satser på økologisk produktion som en vej til yderligere intensivering af landbruget, er Uganda. I 2004 udviklede landets regering de første standarder for økologi, som siden med støtte fra FN er blevet integreret i et sæt af regionale økologiske standarder for hele Østafrika. For Uganda har det betydet, at antallet af certificerede økologiske landmænd fra 2002 og frem til 2007 steg med godt 350 procent til mere end 200.000 certificerede økologiske landbrug og mængden af økologisk drevet landbrugsjord med 60 procent.

I dag arbejder en række lokale og internationale organisationer for yderligere at indfri potentialet. En af dem er den danske organisation Økologisk Landsforening. Her forklarer international konsulent Per Rasmussen, at presset på land i Uganda – der er tættere befolket end Danmark – nu er så voldsomt, at tidligere dyrkningsmetoder, hvor landmænd blot flyttede deres marker hvert femte år for at udnytte næringen i ny jord, ikke længere er mulige.

»Småbønder udgør 60-70 procent af befolkningen i Uganda, og de har ikke økonomisk mulighed for at ekspandere. De har typisk den jord, de har, og de kan ikke uden videre udvide arealet. Men de kan hæve udbyttet med relativt simple økologiske metoder, og derfor er potentialet for økologi kæmpestort.«

En af forklaringerne på det store potentiale er selvfølgelig, at udgangspunktet er relativt lavt. Produktionen pr. landenhed kan derfor nemt øges med nye metoder og teknikker, og altså også uden brug af kendte inputs som kunstgødning og pesticider.

»For mange småbønder kan det være forskellen på et godt eller et skidt liv. Det er folk, der overlever på meget få ressourcer, så selv et marginalt større udbytte har en enorm betydning,« siger Per Rasmussen, der ligesom FAO peger på, at markederne vokser, og at der derfor på sigt kan være tale om en økologisk produktion, der ikke bare giver et højere udbytte, men også en bedre pris.

»De fleste sælger primært til lokale markeder. De er ikke certificerede, og for dem handler det ikke så meget om at kunne sælge til et specifikt marked for økologi, men for at øge udbyttet.«

Når det er sagt, så er der rent faktisk tale om, at markederne for økologi vokser markant – også i flere udviklingslande, siger Per Rasmussen:

»Der foregår en voldsom urbanisering i mange udviklingslande. Samtidig oplever Afrikas befolkninger stigende problemer med livsstilssygdomme, ligesom der er kommet et øget fokus på fødevareskandaler. Det betyder, at der fortsat er større opmærksomhed omkring fødevarer og sundhed.«

Samtidig stiger verdens fødevarebehov enormt. Ifølge FAO forventes det, at fødevareproduktionen globalt vil være steget med 70 procent i 2050. I udviklingslandene vil stigningen i produktionen være næsten 100 procent, forudser FAO i deres årsrapport for 2013.

Ressourcerne forsvinder

Derfor er det nødvendigt, at forskningsinstitutioner verden over begynder at se anderledes på landbrug. Det mener international konsulent Lise Andreasen fra det danske Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer.

Hun peger på, at siden den grønne revolution i 1970’erne – der ikke handlede om økologi, som det kunne lyde, men om det modsatte, nemlig industrialisering af landbruget ved hjælp af bedre og flere kemikalier, kunstgødning og genmodificeret såsæd – har stort set al forskning været finansieret af de virksomheder, der leverer input til landbruget. Derfor har der ikke været meget fokus på alternative tilgange til løsninger på den globale fødevareproduktion.

»Når man ser på, hvor få midler der bruges på forskning i økologisk landbrug, er det en mikroskopisk del af, hvad der bruges på forskning i konventionelt landbrug. Derfor mangler vi mange svar på, hvad økologi kan i forhold til konventionelt landbrug og – måske endda mere interessant – hvilket potentiale økologien har i forhold til en bæredygtig global fødevareforsyning.«

Derfor hævder Lise Andreasen, at landbruget globalt set ser ud, som det gør, fordi det er et resultat af den forskning, der er begået siden den grønne revolution.

»Man forestiller sig ofte, at den eneste vej frem er stordrift. Men den strukturudvikling, der vil ske fremover, vil jo være afhængig af den verden, vi lever i i dag, og den viden vi har om nødvendigheden af, at vores fødevareproduktion skal være bæredygtig,« siger hun.

Lise Andreasens vigtigste pointe er, at den produktionsform, der i dag dominerer den globale fødevareproduktion, udsulter jorden, ødelægger vandforsyningen og derfor ikke kan opretholdes i en verden, hvor der skal produceres næsten dobbelt så mange fødevarer i 2050 som i dag. Derfor handler den økologiske tilgang i høj grad om behovet for et alternativ, der skåner ressourcerne.

Hun peger på, at det på den ene side er nødvendigt at definere, hvad fødevarer er. Altså vores forbrug af eksempelvis kød, der optager en meget stor del af den samlede energimængde i fødevareproduktionen. På den anden side er det presserende at se på, hvordan klodens ressourcer bruges og opbruges.

»Derfor handler det ikke kun om, hvor meget vi producerer, men også om, hvordan vi producerer, hvis vi skal have jord at dyrke i fremtiden.«

For som Lise Andreasen siger, så er jord ikke bare jord:

»Ødelægges jordens organiske materiale, mister den evnen til at holde på vand og derfor også på næringsstofferne. Økologi er en produktionsmåde, der sikrer, at jordens frugtbarhed opretholdes. Det er det, det hele handler om.«

Tænk ud af boksen

Kritikere af økologi har ofte fremført, at det koster mere CO2 at producere økologisk end konventionelt, og at økologi optager mere areal og derfor ikke er en egnet dyrkningsform, når der i fremtiden skal produceres næsten den dobbelte mængde fødevarer globalt. Men den kritik afviser den hollandske agronom Pablo Tittonell.

Efter i mange år at have arbejdet i den private landbrugssektor, hvor han har beskæftiget sig med storskala, industrielt landbrug, er Pablo Tittonell i dag forsker i økologi ved Wageningen University & Research Centre i Holland. Han »er overbevist om«, at der blot mangler mere kvalificeret viden om både, hvordan økologiske dyrkningssystemer kan udbredes og om, hvordan konventionelt landbrug kan mindske brugen af kemi og gødning. Og så mener han, at der i langt højere grad burde forskes i, hvordan udviklingslandene kan udvikle deres landbrug mere skånsomt i stedet for at blive ved at fokusere på, hvordan der kan intensiveres yderligere i Europa og resten af den udviklede verden.

Der skal »tænkes ud af boksen« i forhold til de globale udfordringer, mener han:

»At øge det i forvejen høje udbytte af korn med et ton pr. hektar i Europa ville koste enormt meget og få store miljømæssige konsekvenser, men betyde meget lidt i forhold til at begrænse sult globalt. Derimod ville det betyde en fordobling af korn-udbyttet i Afrika, hvis man øgede udbyttet pr. hektar med et ton dér. Og det ville nemt kunne lade sig gøre alene med økologiske metoder, ligesom det ville have langt mindre miljømæssige konsekvenser og koste mindre.«

»Og mere vigtigt,« skriver Pablo Tittonell i sin tiltrædelsesforelæsning ved Wageningen-universitetet, »ville det betyde, at fødevarerne produceres dér, hvor de er mest nødvendige, og hvor det ville kunne skabe en ekstra indtægt for fattige bønder.«