Læsetid: 3 min.

Populismens spøgelse

Der går et spøgelse gennem Europa, skrev Karl Marx engang. Marx’ 1800-talsspøgelse hed kommunismen og skræmte datidens magthavere med ideen om en revolution, som ville feje dem af banen. I dag fremmaner magthavere populismens spøgelse
’Islam er en løgn. Profeten Mohammed er en horeunge. Koranen er det rene gift’ står der på arabisk på en sticker, som en af Europas mest kendte populistiske partiledere, den hollandske islambekæmper Geert Wilder fra PVV viser frem i det hollandske parlament i Haag. Hans parti sælger klistermærket.

’Islam er en løgn. Profeten Mohammed er en horeunge. Koranen er det rene gift’ står der på arabisk på en sticker, som en af Europas mest kendte populistiske partiledere, den hollandske islambekæmper Geert Wilder fra PVV viser frem i det hollandske parlament i Haag. Hans parti sælger klistermærket.

Bas Czerwinski

3. maj 2014

Også i dag går der et spøgelse gennem Europa. Et spøgelse, som rasler stadigt højere med sine kæder, og som måske også skræmmer stadig flere, men til forskel fra kommunismen har ingen skrevet noget manifest for dette spøgelse. Ej heller har nogen gjort sig en nogenlunde samlet idé om, hvad det vil, endsige udtænkt en plan for, hvordan det vil feje vor tids magthavere af banen, og det er derfor ret uklart, hvad disse magthavere skal frygte.

Et navn på vor tids spøgelse kunne være populisme, et andet nationalisme. en løfter man op i det ene spøgelseslagen, bliver som regel også det andet synligt, eftersom populismen som oftest er nationalistisk, og nationalismen som oftest er populistisk, og der derfor i praksis ikke er nogen større forskel. Det ene, der spøger, er Folket. Det andet er Nationen.

Begge hævder at ville repræsentere de skuffede, de marginaliserede, de overhalede, de bedragne, de angste mennesker.

Europas tabere, kort sagt. Eller i det mindste dem, der oplever sig selv som tabere. Eller de, som af en eller anden grund frygter at blive tabere.

Tabere i globaliseringens spil, tabere på grund af EU, euroen, indvandringen – og ja, også på grund af det parlamentariske demokrati, som de ikke anser for at være et sandt demokrati, men snarere et viljesløst redskab for magthaverne.

Folket mod magthaverne er populismens retoriske grundstemning.

Nationen imod De Andre er nationalismens. Men som nævnt er de som oftest sammenfaldende. Og mere sofistikeret end dette bliver det sjældent. De enkle løsninger er det nye spøgelses specialitet.

Finanskrise? Lad bankerne betale. Velfærdskrise? Stop al indvandring. Demokratikrise? Forlad EU. Budgetkrise? Beskat de rige.

Løsninger, som er lette at forstå og populære at lancere, men svære at føre ud i livet. I hvert fald på det nationale niveau.

Og i hvert fald ikke uden en åbenlys risiko for, at løsningen kommer til at forværre problemet.

Det er også her, at spøgelset blegner og undertiden går helt i opløsning, lige så snart det er rykket ind i magtens korridorer og ikke har andet at skræmme end sig selv. Vor tids populistiske og nationalistiske bevægelser lever kort sagt højt på, at de ikke behøver at indfri og tage ansvar for, hvad de lover. Politisk ansvar har samme effekt på disse bevægelser som sol på en huletrold – de sprænges i stykker. Det er derfor, de elsker folkeafstemninger og foragter parlamentariske beslutninger. Som i Schweiz for nylig, da det såkaldte folk, opildnet af landets største parti, stemte for at stoppe den såkaldte masseindvandring. Beslutninger ved folkeafstemninger er nemlig beslutninger, som nogle andre end det såkaldte folk bliver nødt til at tage det politiske ansvar for og de politiske konsekvenser af. Folket er en politisk fiktion. Ikke et politisk parti.

Tager ikke ansvar for utilfredshed

I valget til Europa-Parlamentet søndag den 25. maj ventes populistiske og nationalistiske partier at opnå stor fremgang, idet de rider på en bølge af utilfredshed rettet mod EU fremfor alt, og så på indvandringen. Og på håbet om en enkel og håndfast løsning på Europas sociale og politiske problemer. Ikke at der ikke kan være gode grunde til at være utilfreds i dagens Europa. Det kan der i høj grad. Men hvad der savnes hos disse partier og bevægelser, er en evne til at bevæge sig fra utilfredshed til ansvar. Populismen lever af en folkelig utilfredshed, som den ikke kan tilfredsstille.

Nationalismen lever på en nostalgisk drøm, som den ikke kan virkeliggøre. En drøm, som for mange europæere desuden vil blive et mareridt.

Så hvad har vi grund til at være bange for, om noget? Ikke så meget selve spøgelset, tror jeg, som frygten selv. Frygten hos det parlamentariske demokratis partier og ledere for at tage konfrontationen med de fordrejede forenklinger og den uholdbare kortsynethed. Frygten for at gå i brechen for det komplicerede, det krævende og det langsigtede.

Frygten for at gå i brechen for den europæiske politik, som Europas demokratier behøver. De falske forenklinger og den uholdbare kortsynethed er populismens og nationalismens livsluft – og demokratiets problem. Det er ikke spøgelset, vi skal være bange for. Det er os selv.

© Göran Rosenberg er svensk journalist og forfatter

Göran Rosenberg og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu