Selv om hun var højgravid, var Elizabeth Kganyo fast besluttet på at stemme. Og det gjorde ikke noget, at hun måtte tilbringe timer i den bagende sol, før det blev hendes tur til at sætte sit kryds.
»Jeg var så fuld af glæde og begejstring, fordi det var første gang,« fortæller hun.
Hun sidder på en plastikkurv, der vender med bunden i vejret, da Guardian møder hende uden for hendes bolig, et skur i Diepsloot nord for Johannesburg. »Alle ville stemme dengang. Alle var glade«.
I går var det 20 år siden, at Sydafrika holdt sit første valg, hvor både sorte og hvide kunne stemme. Trods ballade og højlydte trusler om bomber og borgerkrig mødte de feststemte vælgere op i stort tal og tog opstilling i lange snoede køer, der vakte begejstring verden over. Men for Kganyo og de millioner andre, der satte et kryds ud for Nelson Mandelas ansigt, er de magiske valgdage efterhånden kun et falmet minde.
»Det er anderledes i dag. Vi er ikke så lykkelige over at stemme mere. Det er ikke som den første gang.«
I næste måned skal sydafrikanerne igen til stemmeurnerne i, hvad der vil blive det første valg siden Mandelas død og også det første, hvor de unge – de 18-19-årige sydafrikanere, der blev født efter apartheids afskaffelse – vil være stemmeberettigede. Regeringspartiet igennem alle årene, African National Congress (ANC), styrer imod en sikker femte sejr i træk den 7. maj. Men på lidt længere sigt står ANC over for hidtil usete udfordringer, både på gaden og i stemmeboksene.
To årtier med støt økonomisk vækst har stillet det hvide mindretal bedre end nogensinde. Samtidig står halvdelen af landets unge sorte indbyggere uden et job. Sydafrika er et af verdens mest ulige samfund, og det fører jævnligt til både frustration og uro. De mange township-protester med afbrænding af dæk og stenkast varsler om stigende social ustabilitet. Og et nyt militant parti hævder at være den sande bærer af ANC’s radikale arv.
Economic Freedom Fighters (EFF) har tilført den ellers forudsigelige valgkamp et strejf af latinamerikansk socialisme. Partiet tiltrækker tusinder af mennesker til sine massemøder og anvender – et øjeblikkeligt genkendelig motiv – en rød baret i stil med den, Venezuelas afdøde præsident Hugo Chávez yndede at iføre sig. Partiets ’øverstkommanderende’, den karismatiske Julius Malema, har da også været på studieophold i både Venezuela og Robert Mugabes Zimbabwe for at finpudse sin populistiske, anti-vestlige retorik. EFF ser glemte steder såsom Diepsloot, et overbefolket, forarmet og voldeligt slumkvarter, som et frugtbart område for at rekruttere vrede unge mennesker, der føler sig svigtet af ANC.
Kampen om de unge
Opført på tidligere landbrugsjord i 1990’erne er Diepsloot (’dyb grøft’ på afrikaans) stort set en ren post-apartheid-konstruktion. De fleste af townshippens 200.000 indbyggere holder ANC ansvarlig for deres forarmede forhold. Midt i dette hav af skure, mange konstrueret af tilfældigt sammenboltet bølgeblik, ligger der bunker af uafhentet skrald, mens ildelugtende vand løber ned ad uasfalterede grusveje. Diepsloot er blevet synonym med kriminelle bander, selvtægtsgrupper, lynchjustits og fremmedfjendsk vold.
Kganyo står op kl. 5.30 hver dag for at pendle til sit job som hushjælp i en forstad. Det indbringer 3.000 rand (1.500 dkr.) om måneden. Imens tager hendes mand væk i flere måneder ad gangen for at arbejde i miner – et velkendt mønster blandt generationer af sydafrikanere i årene under apartheid. »Diepsloot bliver værre,« siger hun. »Prisen for paraffin er på vej op, prisen på taxier stiger, og det samme gør prisen på fødevarer. Der er kriminelle her ... nogle gange tør man ikke vove sig ud efter kl. 22.«
Kganyo har været på venteliste til en lejlighed i et offentligt boligselskab i over 10 år.
»Vi har altid stemt på ANC, men vi har boet i skure i mange år. De siger, de vil bygge nye huse til os, men intet sker. Når vi vælger et byråd, arbejder politikerne kun for sig selv. Ikke for os.«
For ANC er det en kamp op ad bakke at vinde tilslutning fra de unge, der ikke har nogen erindring om befrielseskampen og ikke instinktivt føler loyalitet over for partiet. Blandt dem er Bonginkosi Dlamini, en anden skurbeboer fra Diepsloot, der blev udsat for et røverisk overfald sidste år.
»De tænker kun på at gavne sig selv i stedet for landet,« siger han. »De bygger store villaer og kører i hurtige biler, mens resten af os lider og ikke har adgang til vand. De burde skabe forandringer her i Diepsloot, men for os bliver det kun værre«.
Undersøgelser viser, at ANC’s politiske magt overvejende hviler på Sydafrikas underklasse. Mindst to tredjedele af partiets vælgere er arbejdsløse, og nu står det for første gang over for en konkurrent med samme vælgerskare. EFF håber på at kunne påkalde sig Mandelas berømte ord fra 1993:
»Hvis ANC behandler jer, som apartheid-regeringen behandlede jer, skal I behandle ANC, som I behandlede apartheid-regeringen.«
Det spæde parti fører sig i al væsentlighed frem med den påstand, at Mandelas revolution kun er udført halvt. Hvor den politiske befrielse blev opnået for 20 år siden, lader den økonomiske befrielse fortsat vente på sig.
Jord i hvide godsejeres besiddelse er et følelsesladet eksempel. Straks efter sin valgsejr i 1994 opstillede ANC som en målsætning, at 25 millioner hektar jord svarende til 30 procent af landets landbrugsjord skulle overføres til sorte inden for fem år. Til dato er kun syv procent overført, og det meste af dette er ikke blevet produktivt udnyttet. EFF hævder, at ANC har solgt sin revolutionære sjæl til »den hvide monopol-kapital«. Og de mener, at en bølge af korruptionsskandaler, herunder navnligt istandsættelsen af præsident Jacob Zumas herregård i Nkandla for et beløb svarende til over 130 mio. kr., viser regeringens foragt for Sydafrikas fattige.
Chávez som rollemodel
EFF påberåber sig Marx, Lenin og Frantz Fanon som ideologiske inspirationsfigurer. I 2010 besøgte Malema Venezuela, hvor han mødtes med Nicolás Maduro, der i dag er landets præsident, og nabolandet Zimbabwe, hvor han blev varmt modtaget af Mugabe. Senest har han udtalt følgende:
»Vi blev inspireret af systemet i Venezuela, hvor olie er nationaliseret, og overskuddet bliver brugt til at forbedre den primære sundhedspleje og uddannelse. Den slags har relevans for de fattigste af de fattige«.
»Vi er inspireret af Chávez og hans evne til at trodse de multinationale virksomheder, der repræsenterer imperialismen i disse lande. Vi siger, at vi bare tager, hvad der retmæssigt tilhører os og tager de konsekvenser, der følger. På samme måde er vi inspireret af Robert Mugabe. Vi er måske ikke enige i den vold, som er blevet anvendt i processen, men vi er helt enige i, at vi kan tage den jord, vi vil.«
»Vi er også inspireret af præsident Mandela selv. Den virkelige Mandela, ikke den kunstige, som de her mennesker har skabt til sig selv – den Mandela, som var parat til at gribe til våben og slå ihjel,« sagde Malema.
EFF’s manifest omfatter særdeles vidtgående løfter om at nationalisere banker og miner, overtage jord uden kompensation, øge mindstelønnen og fordoble alle sociale tilskud til velfærd. Kritikerne siger, at den politik vil koste milliarder og medføre konkurs for Afrikas rigeste nation. De henviser til Zimbabwe, hvor beslaglæggelser af hvide bønders farme endte med at ødelægge nationens landbrug og udløste en katastrofal inflation.
Foreholdt dette svarer Malema:
»Sig nu ikke, at den zimbabwiske politik er den eneste, der har slået fejl. Kapitalismen under Londons og Amerikas tilsyn er også slået fejl. I har udnyttet Afrika! I har skabt fattigdommen i Afrika! I har gjort Afrika sygt og skabt arbejdsløshed og hjemløshed. Så hvad bilder I jer ind at sige til os, at det er Zimbabwe, der er slået fejl? Som om England eller USA har formået at skabe velstand og et bedre liv for afrikanere i Afrika?«
EFF’s radikale dagsorden adskiller sig fra de adskillige politiske midterpartier, hvor det vigtigste oppositionsparti, Den Demokratiske Alliance (DA), er tilhænger af fri markedsøkonomi. Det blev tydeligt under politiets massakre på 34 strejkende minearbejdere i Marikana i 2012. Mens DA’s reaktion var forholdsvis afdæmpet, hastede Malema til Marikana og vendte senere tilbage til byen for at lancere EFF. Han lovede arbejderne, at hans parti ville fratage de udenlandske selskaber ejerskabet til mineralrigdommene og lade arbejderne selv profitere af minerne.
Selvsikkert italesætter Malema de seneste 20 års politiske fiaskoer og gnider salt i åbne sår. Malema var ellers tidligere medlem af ANC, men blev smidt ud på grund af ’udisciplineret opførsel’. Nu er han samme partis største modstander. EFF har også kapret ANC-veteranen Dali Mpofu, en fremtrædende advokat, og har endda vundet overraskende støtte fra middelklassevælgere, der er opsatte på at give ANC en blodtud, herunder skuespilleren Fana Mokoena, dramatikeren Mike van Graan og aktivist for homoseksuelles rettigheder Tsehpo Cameron Sithole-Modisane.
Forfatteren og journalisten Hagen Engler bemærker om EFF:
»Partiet udtrykker den dybe folkelige utilfredshed med det nuværende økonomiske system. ANC vil bevare regeringsmagten i denne omgang, men partiet må revitalisere sine traditioner for at kæmpe for de fattige. Og jeg tror, at min stemme på EFF vil kunne bidrage til at ruske op i det.«
I manges øjne er Malema imidlertid en belastet figur. Han står anklaget for bedrageri, korruption og skatteunddragelse, og han kritiseres samtidig for føre en overdådig livsstil. Han er ankommet til retten i en Mercedes-Benz eller gående iført Louis Vuitton-sko, et image, der synes at stride imod hans proklamerede solidaritet med landets fattige. Kritikere betegner ham som en autoritær populist og en farlig demagog. Det hedder sig, at han giver en god sag et dårligt navn.
Også politiske kommentatorer fra landets medier er skeptiske over for partiet. Aubrey Matshiqi, der forsker ved den demokratifremmende, liberale organisation Helen Suzman Foundation, siger:
»Når man ikke er ved magten og ikke har udsigt til at blive valgt, har man råd til at være lige så venstreorienteret, som det skal være. Hvis EFF en dag kommer til magten, vil de blive tvunget til at rykke langt mere mod midten. At dømme efter de udenlandske investorer og transnationale selskaber, der har mødt partiet, er ledelsen allerede begyndt at sige ting, der tyder på en gryende pragmatisme.«
ANC kæmper stadig
Den 33-årige Malema skal ikke regne med at kunne bevæge sig ind i Union Building i Pretoria – Sydafrikas præsidentpalæ – i nogen nær fremtid. ANC’s formidable valgmaskine ser ud til at sikre partiet over 60 procent af stemmerne. Men i takt med at den traditionelt så stærke opbakning fra de sydafrikanske fagforeninger smuldrer – de sydafrikanske metalarbejders fagforening er ved at stifte et nyt arbejderparti, der skal stille op i 2019 – mener nogle analytikere, at det politiske tyngdepunkt vil rykke klart mod venstre.
På sigt kan det betyde, at regeringspartiet formodentlig må bøje sig. ANC insisterer på, at partiet har »en god historie at fortælle« om de seneste 20 år og kan henvise til statistikker, ifølge hvilke den andel af befolkningen, der lever for under 2,50 dollars om dagen, er faldet fra 42,4 procent i 2000 til 29,2 procent i 2011. Samtidig henviser de til, at der også kan konstateres stigninger i den forventede gennemsnitslevealder og i sydafrikanernes læsefærdigheder, mens forekomst af hiv-smittede er faldet. Regeringen siger, at den har ladet 3,7 millioner nye boliger opføre over de seneste to årtier, udvidet de sociale tilskud til at omfatte 16 millioner mennesker, fordoblet antallet af studerende på landets universiteter og næret fremvæksten af en ny sort middelklasse. Alligevel er protesterne over dårlig offentlig service på et rekordhøjt niveau. Præsident Zuma – en stadig mere belastet figur – blev opsigtsvækkende mødt med tilråb under Mandelas mindegudstjeneste. Tidligere på året sagde han:
»Protesterne er ikke blot et resultat af, at regeringen har begået ’fejl’. De skyldes også vores succeser med at levere basale ydelser. Når 95 procent af husstandene har adgang til vand, føler de fem procent, som stadig må undvære det, at de ikke kan vente et øjeblik længere. Succes giver grobund for stigende forventninger.«
Men i udtalelser som denne er der ringe trøst at hente for befolkningen i Diepsloot, der oplever, at kløften mellem rige og fattige bliver stadig større.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
