Læsetid: 9 min.

Sukker til EU truer Cambodjas risbønders overlevelse

Fattige risbønder Cambodja får konfiskeret frugtbar jord af landbrugsindustrien, som vil skaffe plads til produktion af sukker. Bønderne får kun ringe kompensation for deres tab af livsgrundlag, og konfiskationen sker tilsyneladende i forståelse med den cambodjanske regering. Alligevel tøver EU med at kræve denne praksis stoppet
Louv Veoun (tv) arbejder i dag som daglejer med at høste sukkerrør. Det er dårligere betalt arbejde, som hun og hendes familie knap kan leve af. Det er dog det eneste arbejde, der er at få, efter at familien mistede sine rismarker til landbrugsproducenter, der nu dyrker sukker til EU

Louv Veoun (tv) arbejder i dag som daglejer med at høste sukkerrør. Det er dårligere betalt arbejde, som hun og hendes familie knap kan leve af. Det er dog det eneste arbejde, der er at få, efter at familien mistede sine rismarker til landbrugsproducenter, der nu dyrker sukker til EU

Matilde Gattoni

2. april 2014

Louv Veoun sidder tæt ved bålstedet i sit sammenflikkede pælehus. Den 39-årige kvinde er i gang med at tilberede en madret med noget honning, hun har fundet i den nærliggende skov – det eneste spiselige hun har kunnet skrabe sammen i dag.

»Indtil for fire år siden havde jeg et godt liv,« sukker hun, mens hun rører i det gule stads og blander en håndfuld ris i. »Nu må jeg arbejde som en slave i sukkerplantagen for at kunne overleve.«

Louv er mor til otte børn, har en beslutsom attitude, men sorgfulde øjne. Indtil for få år siden var hun en almindelig bonde i Kork, en landsby i provinsen Kampong Speu, 75 km vest for den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh. Hun plejede at stå tidligt op, tilberede en beskeden morgenmad, vække familien og gå på arbejde i sin rismark, som lå på de to hektar land, der har tilhørt hendes slægt, så lang tid nogen kan huske tilbage. Sammen med sin mand kunne hun høste ris nok til, at deres otte børn kunne både spise og gå i skole.

I marts 2010 ændrede hendes tilværelse sig for altid. Ifølge hendes egen beretning ankom der en gruppe arbejdere fra den lokale sukkerproducent til landsbyen i selskab med politibetjente og soldater.

Louv Veoun og 20 andre familier blev tvunget væk fra deres jord. I løbet af få timer havde bulldozere ryddet alle rismarker, som nu skulle forvandles til en sukkerplantage for øjnene af de måbende landsbyboere. Sidst sikkerhedsstyrkerne ryddede land med magt for at anlægge sukkerplantager, kom der beretninger om nedbrænding af landsbyer, skyderi, vold og anholdelser, så i Louv Veouns landsby forholdt beboerne sig klogeligt i ro.

Fra den ene dag til den anden forsvandt Louv Veouns indkomstgrundlag. Alt, hvad hun fik i kompensation, var 25 amerikanske dollar.

»De lokale myndigheder sagde, at vi hellere måtte tage imod pengene, for virksomheden ville tage vores jord under alle omstændigheder,« siger Louv Veoun. Nu bor hun på et lille stykke jord, som tilhører en behjertet slægtning, der har ladet hende opføre et hus til sin familie her. Hun ernærer sin familie som daglejer ved at høste sukkerrør for 2,5 dollar om dagen. Det var den eneste mulighed for at få en indkomst, og tusinder af cambodjanere må dele skæbne med Louv Veoun for at tilfredsstille Europas sukkerbehov.

Fordrevet

I dag går 97 procent af Cambodjas sukkerproduktion til EU. Denne eksport har været den største drivkraft bag udvidelsen af landets sukkerindustri. Fra 2007-2013, de år, de fleste sukkerplantager blev etableret, steg overskuddet fra den cambodjanske sukkereksport til Europa fra 61.000 dollar til næsten 53 millioner dollar, takket være en fordelagtig handelsaftale kaldet Alt Undtagen Våben (EBA)

Ifølge lokale ngo’er er mindst 3.500 cambodjanske familier siden 2006 blevet fordrevet fra deres jord for at gøre plads til sukkerplantagerne. Flertallet fik intet at vide, før bulldozerne ankom. Nogle fik ingen kompensation, andre fik dårligere jord eller småpenge.

Ifølge FN’s Menneskerettighedskommission er tvangsfordrivelser et klart brud på en række grundlæggende rettigheder.

»I teorien har regeringen givet de lokale myndigheder mandat til at oplyse landbyboerne om disponeringen over jorden. Men jeg ved ikke, om de har gjort det på en ordentlig måde,« siger Kiev Lieng Kie, der er vicedistriktsguvernør i Kampong Speu og medlem af den regeringsudpegede National Land Committee, som har fået til opgave at undersøge sagen.

Underbetalt

Eftersom de ikke har andre muligheder, har langt de fleste, som har mistet deres jord, søgt arbejde på plantagerne, f.eks. den 64-årige Hai Morn.

»Jeg har taget arbejde her for at tjene til min overlevelse,« siger hun, mens hun sidder på en nyhøstet mark og holder et par minutters hvil. Pludselig begynder hun at græde ganske stille.

»Jeg går hen og ser på min jord hver dag. Noget af den står stadig tom,« hulker hun. Omkring hende sidder et par kvinder i stilhed og skærer sukkerrør, der er dobbelt så høje som dem selv. Når de er skåret ud, bliver de samlet i bundter af 20 styk, indsamlet og lagt på en ladvogn.

Arbejdernes udslidte tøj og handsker, møre af den bragende, tropiske sol, er allerede en time inde i arbejdsdagen badet i sved.

De er ansat af lokale mellemmænd, som sukkervirksomheden har hyret til at høste sukkerrørene, og bliver betalt pr. bundt, de leverer. På en god dag kan de tjene fem dollar, men arbejdet er uregelmæssigt og så hårdt, at mange kvinder kun kan arbejde halvdelen af ugen. Når dagen er omme, venter børnepasning og tilberedelse af aftensmad til familien.

Jordløs

Kork er en typisk cambodjansk landsby. Den består af et par hundrede træhytter bygget på pæle for at beskytte mod oversvømmelserne i regntiden. Affald flyder overalt fra den konstante trafik af ladvogne, der kører mellem plantagen og Phnom Penh Sugar Companys (PPSC) fabrik, hvor sukkerrørene bliver bearbejdet, raffineret og omdannet til sukker.

Virksomheden er blot en af dem, som har tjent på det koncessionsprogram, Economic Land Concessions (ELC), som regeringen har gennemført. Siden 2003 er mere end to millioner hektar, svarende til to tredjedele af al frugtbar jord i Cambodja, blevet udlejet til private agroindustrielle virksomheder (som fremstiller og leverer produkter til landbruget og indsamler, bearbejder og markedsfører landbrugets produkter, red.) og forvandlet til gummi-, sukker-, cassava-, banan- og sojabønneplantager.

Over 400.000 mennesker, de fleste af dem fattige bønder, er berørt af dette historiske jordtyveri, hvilket har kunnet lade sig gøre, fordi millioner af cambodjanere officielt er jordløse. Under De Røde Khmerer-regimet blev privat ejerskab af jord gjort ulovligt og alle registre slettet. Millioner af bønder fortsatte med at arbejde på deres slægtsjord, men uden at have papir på den. Selv om en jordlov fra 2001 i princippet anerkendte retten til at eje den jord, man har dyrket i mere end fem år, har tempoet i registreringer og landopmålinger været så lavt, at mange har været forsvarsløse over for virksomhedernes overgreb.

I Kampong Speu henholder direktøren for PPSC, den travle og energiske Seng Nhak, sig til, at jorden er blevet lejet legalt af regeringen, og han foretrækker at fokusere på de fordele, plantagen har ført med sig.

Virksomheden hævder, at jorden slet ikke var egnet til risdyrkning og praler af at have sørget for elektricitet og vejforbindelser til Phnom Penh, samt arbejde til 4.000 personer, herunder infrastruktur som restauranter og små butikker, der skyder op i nærheden af fabrikken.

»Folk her er fattige,« siger Seng. »Arbejderne mangler disciplin, både på fabrikken og i plantagen. Hvis de har penge nok til at overleve i dag, kommer de ikke på arbejde. De er dovne.«

Børnearbejde

Få kilometer fra Seng Nhaks rummelige, airconditionerede kontor, lytter 40-årige Chheuon Khorn til virksomhedens udlægning. Hendes lille stykke jord med en træhytte og et par banantræer ligger lige i udkanten af plantagen i Pis, en ny landsby skabt af hundredvis fordrevne mennesker.

»Jeg ved bare, at før i tiden kunne jeg holde pause i to eller tre uger, fordi vi havde ris,« siger hun og fortæller, at hun blev berøvet to hektar land og modtog 125 dollar i kompensation.

»Men nu, hvis jeg ikke er i plantagen hver eneste dag, har jeg ingenting at spise.«

Hendes 15-årige datter var tvunget til at stoppe i skolen og arbejde i plantagen med sin mor.

På trods af nultolerance over for børnearbejde indrømmer mange familier i Kampong Speu, at de lader deres børn arbejde for at kunne få tingene til at hænge sammen. De bliver smuglet ind i plantagerne af hjælpsomme mellemmænd uden plantageejernes vidende.

Srouch, en 13-årig dreng fra Kork, er lige kommet hjem efter en arbejdsdag. Tydeligt udmattet fortæller han, at han har samlet 30 bundter i dag.

»Jeg kan ikke lide at høste sukkerrør, det er for hårdt for mig,« siger han. Hans far, som plejer at arbejde i plantagen, blev syg for nogle dage siden. For at kunne betale transporten til hospitalet i Phnom Penh, er Srouch nødt til at tage farens plads i plantagen.

Kompensation

Presset af kritik har den cambodjanske regering for nylig udpeget en ad hoc-komité, som skal sørge for, at de berørte familier modtager kompensation eller et nyt stykke jord. Men den jord, der er blevet givet i erstatning indtil nu, har været uegnet til dyrkning af ris og er derfor blevet forladt. At sukkerplantagerne nu optager langt det meste af den frugtbare jord har også betydet, at jordpriserne er steget dramatisk, hvilket gør det umuligt for familierne selv at købe. Det har igen fået rispriserne til at stige til næsten det dobbelte.

Som reaktion på problemet, har de lokale myndigheder og ngo’er bedt EU om at tage ansvar for unionens brug af cambodjansk sukker ved at opsige handelsaftalen mellem Bruxelles og Phnom Penh.

Men håbet brast, da EU’s handelskommissær, Karel de Gucht, for nylig gjorde klart, at han ikke har planer om at undersøge den cambodjanske sukkerindustri, på trods af at en resolution med netop den hensigt blev vedtaget i EU-Parlamentet sidste januar.

I stedet vil EU lægge diplomatisk pres på Cambodjas regering for at løse problemet.

»Vores mål er, at de berørte samfund skal have i det mindste samme indkomstmuligheder som før,« siger Jean-François Cautain, EU-ambassadør i Cambodja, som anerkender, at jordtyveri har været det største problem i landet, siden han overtog embedet i 2011.

»Derudover bør folk kunne vælge mellem at arbejde for sukkervirksomhederne og andre måder at opretholde livet på.«

Uden for citat siger EU-diplomater, at EU-Kommissionen er meget tøvende med at revidere handelsaftalen med Cambodja af frygt for at sætte en aftale til en værdi af over 3,3 milliarder euro i 2013 over styr.

I april 2013 lagde 200 cambodjanske familier sag an mod det britiske selskab Tate & Lyle Sugars, idet de hævdede at være de retmæssige ejere af den jord, hvor den thailandske afdeling af Tate & Lyle i 2009 anlagde en plantage. Selskabet siger, at de med alle midler undersøger, om jordovertagelsen er foregået i overensstemmelse med gældende regler.

Ved udgangen af 2013 indrømmede Coca-Cola, at en af virksomhedens tre største sukkerleverandører er den thailandske virksomhed Mitr Pohl, som i Cambodja er blevet sat i forbindelse med tvangsfordrivelser, hvad virksomheden hårdnakket nægter.

Indtil videre har de mange retssager, som er anlagt af lokalsamfund, ikke ført nogen vegne, mens offentlige demonstrationer flere gange er blevet opløst med magt af politiet.

Håbløshed

Kampong Speu og andre landdistrikter, der befinder sig langt fra byggeboomet i Phnom Penh, har kun set bagsiden af udviklingsmedaljen.

I et land, hvor 80 procent af befolkningen fortsat bor på landet, har jord en kæmpe betydning, eftersom det er den eneste forsørgelsesmulighed og det eneste, man kan efterlade til sine børn. Dertil kommer den historie og kultur, der knytter sig til jorden. Derfor er langt de fleste familier heller ikke interesseret i kompensation, men i at få deres jord tilbage.

Ved solnedgang vækkes Korks gader pludselig til live. Mast sammen på lokale traktorer, kommer grupper af udmattede arbejdere hjem fra plantagerne, mens flokke af køer og geder løber ned mod den lokale kilde for at drikke. I sit afsidesliggende skur venter Louv Veoun på, at hendes børn kommer hjem med noget, der kan spises. Hvis heldet er med dem, har de fanget nogle frøer, som kan spises sammen med risene. Ellers må de gå sultne i seng som så ofte før.

Trods sin energiske udstråling bliver Louv Veouns øjne stadig mørkere af den håbløshed, som rammer en mor, der ikke kan se nogen løsning.

»Jeg er meget bekymret for mine børns fremtid, men jeg vil ikke have penge,« siger hun. »Jeg vil hellere dø end at tage imod deres penge. Jeg vil have min jord tilbage.«

©Matteo Fagotto og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helge Rasmussen
  • Marianne Rasmussen
  • Philip B. Johnsen
  • anne bach
  • Lise Lotte Rahbek
  • Britta Hansen
Helge Rasmussen, Marianne Rasmussen, Philip B. Johnsen, anne bach, Lise Lotte Rahbek og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg noterer mig, at det er slut med at købe rørsukker.

Britta Hansen, Peter Hansen, Philip B. Johnsen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Synd det ikke er russerne, der gør det! Så skulle EU nok hyle op om menneskerettigheder og brug af NATO etc.
Det er jo næsten ikke til at holde ud med alt den dobbeltmoral!

Britta Hansen, Peter Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Alligevel tøver EU med at kræve denne praksis stoppet.

Hmm kan det ha noget at gøre med lobbyister?

Marianne Rasmussen

Hvad artiklen ikke nævner med ét ord er, at er der først plantet sukkerrør på et stykke jord, er det så godt som umuligt at bruge jorden til nogen anden afgrøde senere hen. Sukkerrør minder om kvikgræs med et vildt forgrenet underjordisk netværk at rødder, som skyder op igen og igen.

Peter Mortensen

For dælen, jeg skammer mig over at være en del af det EU foretagende. Man sidder og læser det her, mens tv'et kører i baggrunden med unge par, som skal hjælpes med at finde nye boliger til dem selv til priser mellem 4 og 5 mio. Jeg får det fysisk dårligt. Der er altså noget, der ikke hænger sammen i den her verden!!!