Læsetid: 5 min.

Thailands glemte terrorkrig

I Thailand kæmper væbnede separatister for en uafhængig stat i de fire sydligste provinser. Hver dag bliver der i gennemsnit dræbt et menneske i konflikten, og selv om skiftende regeringer gennem årene har forsøgt sig med forhandlinger, er de alle slået fejl. Regionens blodigste konflikt synes ustoppelig
Thailandske sikkerhedsstyrker undersøger et angreb på tre soldater i Yala-provinsen, der er præget af sammenstød mellem separatister og regerings-styrker.

Surapan Boonthanom

28. april 2014

Den 6. april smadrede fire bomber 10 bygninger i den lille thailandske by Yala. 28 blev såret. En blev dræbt. Dagen efter sprang fire bomber mere, og endnu 16 mennesker blev såret i eksplosionerne. Siden har adskillige mistet livet i forskellige skudepisoder. Det er ikke opsigtsvækkende. I det sydlige Thailand, hvor Yala ligger, raser en af verdens blodigste og mest oversete terrorkrige, hvor folk bliver dræbt stort set dagligt.

»Volden har været på et højt niveau i årevis. 30 døde om måneden og 12-15 bombeangreb,« konstaterer Zachary Abuza, professor ved Simmons College i Boston og specialist i sydøstasiatisk politik og sikkerhed.

Og alt tyder på, at konflikten kan fortsætte på det niveau mange år fremover.

»Det er ikke nogen dyr konflikt. Mange af ofrene bliver skudt, og kugler koster ikke særlig meget,« som han siger.

Konflikten i det sydlige Thailand handler om selve området. Pattani-regionen består af fire provinser – Yala, Pattani, Narathiwat og en del af Songkhla – et område på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen. Det var oprindeligt et islamisk sultanat, der også dækkede store dele af det nordlige Malaysia. I perioder siden 1400-tallet har området hørt under Thailand, og i 1909 blev Pattani-regionen officielt indlemmet som en del af Thailand.

Men området ligner ikke Thailand. Det er hovedsageligt muslimsk, og desuden er både sproget og kulturen anderledes.

Og det er da også de to hovedargumenter – historien og kulturen – som skiftende grupper af rebeller stort set siden overtagelsen i 1909 har brugt i kampen for at opnå uafhængighed for området. Det er budskabet til regeringen i Bangkok, når bomberne springer i Yala: Pattani er ikke Thailand.

I dag er det hovedsageligt de to grupper Barisa Revolusi Nasional (BRN) og det historisk stærke Pattani United Liberation Organization (PULO), der kæmper for uafhængighed for Pattani. Men en eventuel uafhængighed har lange udsigter.

»Det er helt udelukket, at den thailandske regering skulle give separatisterne Pattani. Det kommer aldrig til at ske,« siger Zachary Abuza.

Fejlslagne fredsforhandlinger

I april 2004 – for præcis 10 år siden – blev en lokal moské angrebet af thailandske sikkerhedsstyrker. Angrebet udløste en i bogstaveligste forstand ustyrlig eskalering af den ulmende konflikt: Rebeller fra PULO og BRN optrappede angrebene til næsten daglig frekvens som hævn, og målene var soldater, politifolk og offentligt ansatte. Lærere, sygeplejersker og moderate muslimer, der talte imod vold, var alle forrædere. Den thailandske regering erklærede området i undtagelsestilstand, mens de sendte titusindvis af soldater fra hovedstaden til Pattani. De vendte aldrig hjem. Pattani er stadig – 10 år senere – i undtagelsestilstand. Soldater, politifolk og offentligt ansatte er fortsat specifikke mål for separatisterne, og volden er stadig hyppig og rå.

Men en ting har ændret sig: Igennem årene er strukturen blandt separatisterne fladet ud, og de to hovedorganisationer er brudt op i en række udbryderorganisationer. Derfor er der ofte ingen afsender på angrebene. Der kan ligge en seddel ved ofrene, hvor der står: »Frit Pattani«, og der er også eksempler på andre former for kommunikation. Men hvilken organisation, der står bag, er usikkert. Der er dog et mønster, mener Zachary Abuza:

I dag er det BRN, der står bag det meste af volden, mens PULO har forsøgt at forhandle. Siden 2006 har den nuværende vicepræsident for PULO, Kasturi Mahkota, i al hemmelighed ført en dialog med den thailandske regering. Men den dialog er stoppet nu.

I 2012 indbød de thailandske myndigheder nemlig BRN – men ikke PULO – til officielle forhandlinger. PULO reagerede med en række angreb, heriblandt tre bilbomber og et bombeangreb på et lokalt kontor i en naturpark.

Kasturi Mahkota tog ansvaret for angrebene i en pressemeddelelse:

»Der vil fortsat være hævnaktioner. Disse handlinger har til formål at presse den thailandske regering til at forhandle. Hvis den thailandske regering ønsker at afslutte denne konflikt, så kan de gøre det, hvis de fremskynder forhandlingerne,« sagde han i 2012.

Men i stedet for en hurtigere proces er fredsforhandlingerne gået i stå, bl.a. på grund af de mange demonstrationer i Bangkok og en politisk splittelse i hovedstaden.

Ude af kontrol

Men der er også en anden forklaring: Efter 2004 er volden blevet så tilfældig, at ingen af lederne i de to grupper har kontrol over deres egne folk. Mange af angrebene bliver begået uden at være beordret eller koordineret med ledelsen, vurderer Zachary Abuza.

Begge grupper har celler i stort set alle landsbyer i regionen – ifølge Abuza er der omkring 3.000 aktive separatister i alt i Pattani, heraf et mindre antal militante – men de er ikke topstyrede og særlig stramt organiseret. Så det er ganske usikkert, om lederne af BRN og PULO overhovedet har mandat til at forhandle.

Og det betyder, at regionen er så usikker, at det er svært for hjælpeorganisationer at arbejde der. Det kan organisationen Child Soldiers International, der arbejder med en lokal partner i området, mærke. I en så væbnet konflikt som den i Pattani er børnesoldater et stort problem, mener Charu Lata Hogg, der er organisationens Asien-ansvarlige.

»Vi har i 2011 dokumenteret, at der er brugt børnesoldater i konflikten, og vi er i dag alvorligt bange for, at det stadig foregår. Både på separatisternes og på regeringens side,« siger hun.

»Men vi har ingen mulighed for at overvåge og tjekke fakta. Det er stort set umuligt at få adgang til data i Pattani,« siger hun.

Hun slår alarm, fordi det ikke kan undgås, at områdets børn bliver dybt påvirkede af at vokse op i så militant en hverdag:

»Børnene bliver gradvist indlemmet i konflikten. Som små løber de ærinder for separatister eller det thailandske militær, eller de holder udkig og rapporterer tilbage, hvad de har set. Efterhånden får de mere militære opgaver, som at holde vagt med et gevær eller afpatruljere områder,« siger hun.

»Er de rette omstændigheder til stede, bliver de rekrutteret til at udføre angreb,« mener hun.

På den måde fodrer konflikten sig selv. Og ifølge professor Abuza har separatisterne dermed opnået et kortsigtet mål: At gøre det umuligt for den thailandske regering at styre regionen.

»De bliver aldrig stærke nok til at vinde kampen for uafhængighed, men det er lykkedes for dem at gøre regionen ustyrlig. Jeg tror, denne låste situation og dette niveau af vold kommer til at være status quo i lang tid,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Der har ikke været fred siden deres ankomst og bliver det næppe forløbig...

P.S.

"Det var oprindeligt et islamisk sultanat"

Nej, det var først i 1500-tallet at muslimerne erobrede området fra buddhistiske thaier, så at kalde området for "oprindeligt et islamisk sultanat" svarer til at kalde Spanien for oprindeligt et kalifat...

Andreas Trägårdh

Faktum er at befolkningen i regionen er undertrygt både økonomisk og politisk af det øvrige Thailand. Det er derfor at regionen vil separeres fra Thailand. De er ikke terrorister men frihedskæmpere.

Lasse Johansen

Der var sgu'tte nogen muslimer der erobrede området fra Thaierne - det var oprindeligt et område der hørte til Malayerne - og Islam blev indført af en tidligere malayisk prins.

Andreas Trägårdh

Det er korrekt som Mosbak skriver det. Desuden er grænsedraget et strategisk led i den uendelige kolonikrig, i dette tilfælde mellem England og Frankrig.

Som farang, undrer man sig tit over, at det hele tilsyneladende hænger sammen i en stærk nationalitetsfølelse, for der er næppe nogen del af af den thailandske befolkning, der har meget tilovers for en given anden del. De rige i Bangkok og de få andre centre lever i en anden verden og tidsalder end bønderne på landet, de lyshudede ser med væmmelse på de mørkhudede, bor man nær grænsen til en fattigere nabo er man tilbagestående og taler sandsynligvis sit eget sprog, i nord er man ikke velkommen, hvis man bærer en gul trøje, i syd er det livsfarligt at bære en rød trøje, osv.

Balancen, der gør, at det hele aldrig for alvor eksploderer er intrikat. F. eks. er sagen jo, at så længe pattanierne skider (eller bomber) i egen rede, er det forholdsvis ligegyldigt, mens det ville have en kæmpevirkning, hvis blot en af de mange splintergrupper skulle komme på at knalde et par bomber af et par hundrede kilometer nordpå, f. eks. i turistområderne på Phuket. Men det sker altså ikke, akkurat ligesom rød- og gulskjorterne midt i al anarki og lovløshed formår at trække en usynlig grænse og undgå de helt store sammenstød.

Peter Ole Kvint

Man må konkludere at: Der er nogen som styre det (ellers kunne det holdes i et lille område). Disse folk har ikke noget politisk budskab eller nogen forhandlings evne. Det må derfor være kriminelle eller efterretnings folk.

Bjørn Larsen

Området har været under Thailands siden Sukhothai Tiden fra midten af tolvhundrede tallet og siden over i
Ayutthaya riget fra 1350 og frem til bangkok tiden.
Malayerne som der bor mange af i området, har en mange tusinders års historie som fiskere der sejlede rundt ved kysterne i det meste af Sydøstasien. Da hollænderne overtager det er er Indonesien i dag, flygterne mange malayer op nord på og flere slå sig ned i det er nu er grænseområdet mellem Thailand og Malaysia, den gang var området meget tyndt befolket.
Da englænderne og Frankrig for lidt over hundrede år siden får løst til at kolonisere Thailand, finder Thailand ud af at de har brug for at lave et kort over deres land, det er dog i sidste ende englænderne der bestemmer grænsen, sydpå ned mod Malaysia og Frankrig mod øst over mod laos.

I de sidste 10 år har der så forgået en etnisk udrensning af buddhistiske thai'er i området, og mange har forladt de byer de har boet i, i århundrede, og mange gange har man kunne læse om at nu flytter, eller nu blev den sidste buddhist familie myrdet af islamisterne
lang over hundrede skole lærer er fx myrdet, da islamisterne ikke ønsker at deres børn skal lære thai sprog og historie, ligesom alle andre myndigheds personer fra Thailand også er skydeskive.

Islamisterne bliver delvis hjernevaskede til deres krig mod Thailand på de mange koranskoler der er opstået indenfor de sidste 20-30 år, hvor hvor folk der har fået uddanndelse i Pakistan og saudi Arabien, lærer de unge at de skal bekrig staten.

for ti år siden, angreb en større mængde islamister flere kontrolposter, nogle med automatvåben andre med store knive, de fleste blev mejet ned inden de kunne dræbe soldaterne, soldaterne fuldte efter dem og det endte med en skud udveksling ved en historisk moske. Senere har man kunne fremlægge beviser på at de unge mænd havde indtaget narko, og selv troede på at de ikke kunne blive ramt af kugler fordi de bar amuletter og var blevet velsignet af hemmelige formularer.

Lars R. Hansen

Så var området altså under Thailand før muslimerne kom til.

Det sagde min thai bekendte også, men jeg har ikke selv gået historien efter, måske jeg skulle gøre det.

Lars R. Hansen

Ja, der han du ret i, for hen sagde også Thailand delte grænse med Vietnam, hvad jeg straks kunne rette hen, men også forstår hvorfor han mente det, nemlig den vietnamesiske besættelse af Laos og grænsekampene mellem thaistyrker og vietnamiske styrker, så da vi talte om områderne i syd tog jeg hans udlægning af historien for gode vare.

En helt almindelig thaihistorie:

Jeg var netop stået af bussen i Bangkok, og skulle nu finde det posthus, jeg havde fået at vide, lå tæt ved. Jeg udså mig omhyggeligt den bedst klædte, bedst uddannede udseende thai som kom forbi, og spurgte ham i hvilken retning posthuset lå. Han pegede uden tøven op ad gaden, men infomerede mig venligt om, at de havde lukket for i dag. Jeg trådte et par skridt ind fra vejkanten for at komme i skygge, mens jeg overvejede, hvad jeg nu skulle gøre, og opdagede, at jeg bogstaveligt talt stod på det særdeles åbne posthus' dørtrin. Den eneste grund til, at jeg ikke havde set det med det samme, jeg stod af bussen, var den blændende sol.

Bjørn Larsen

Hvis man interreseret sig for Thailands, historie så er denne konflikt, da helt sikkert en man bør læse lidt om, Duncan mccargo, har skrevet nogle veldokumenteret bøger om pattani konflikten. Blandt andet går han hele Kru-ze moske episoden igennem, i "tearing apart the land" hvor ialt 105 døde deriblandt 32 inde i moskeen.

Det er dog værd at huske at ligesom der er flyttet muslimer til området udefra, så har etniske thaier oppe nordfra også tilflyttet området, i løbet af de sidste par hindrede år, da der tidligere var en del tin miner i området, og siden hen er folk tilflyttet for at lave bla. Gummiplantager.
Lige nu fraflytter buddisterne ligesom unge muslimske mænd tager på "studie ture" oppe nordpå for at komme lidt væk fra konflikten.