Læsetid: 5 min.

Fra Vestens darling til Afghanistans onde ånd

Hamid Karzai blev i 2001 set som nationens frelser. I dag er karakteristikken mere beskæmmende: ’korrupt’, ’paranoid’ og ’uduelig’ er typiske vestlige bedømmelser af Afghanistans afgående præsident
Hamid Karzai har været præsident i Afghanistan siden 2001. Her ses han til præsidentvalget lørdag.

Mohammad Ismail

8. april 2014

I de kaotiske dage sidst i 2001, da Taleban-styret smuldrede under det amerikanske angreb efter 11. september, blev Hamid Karzai set som Afghanistans frelser.

Han var leder af en landets store stammer og af pashtunsk etnicitet – ganske som det besejrede Taleban og omkring 40 pct. af hans landsmænd. Men derudover var han moderat, veluddannet og provestlig.

En del af Karzais appel skyldtes den ekstraordinære måde, han kom til magten. Født i 1957 i den sydøstlige provins Kandahar og uddannet i Kabul og Indien var han en af otte børn af Abdul Ahad Karzai, stammelederen for de 500.000 popalzaier, en Afghanistans mest magtfulde stammer.

I 1992 var Hamid Karzai del af den første gruppe af mujahedinledere, som indtog det befriede Kabul. Her kunne han overvære, hvordan hans land sank ned i anarki og borgerkrig, mens Vesten så passivt til. Da Taleban voksede sig stærk i hans hjemprovins, satte Karzai som mange andre afghanere sin lid til, at bevægelsen ville kunne bringe fredeligere tilstande med sig.

Han skiftede dog snart mening og begyndte at lobbye for Vestens støtte til at vælte den radikale islamistiske bevægelse.

Den rette mand

Knap to måneder efter den 11. september 2001 kørte Karzai ind i Afghanistan, bevæbnet med ikke stort andet end en satellittelefon med CIA-kontaktnumre og forhåbningen om loyalitet fra sin stamme.

I december 2001 var Taleban fordrevet, om ikke besejret, og de gamle krigsherrer var enten døde eller blevet miskrediteret.

Karzai var den rette mand på det rette sted. Efter samråd med repræsentanter for de vigtigste folkegrupper blev han indsat som Afghanistans nye leder.

Draperet i karakteristisk afghansk chapan-frakke over et jakkesæt fra Londons bedste skræddere og med Karakul-hat på hovedet blev Karzai feteret verden over. Mange fandt hans indisk farvede engelsk – et levn fra hans studietid – charmerende og hans samtale kultiveret. Valget i 2004 grundfæstede Karzais styre, og i Washington og andre vestlige hovedstæder var forventningen, at den nye afghanske leder ikke kunne gøre noget forkert.

Ved næste valg i 2009 havde alt forandret sig. Millioner af flygtninge var i mellemtiden vendt tilbage, økonomien var i fremgang, nye ministerier var oprettet, og hundredvis af internationale ngo’er var aktive, mens børn i stort tal var vendt tilbage til skolerne. Det var stadig muligt for journalister at køre rundt i det meste af landet på veje, som langsomt blev forbedret.

Men som tempoet for fremskridt aftog og Taleban igen kom på krigsfod, kom forholdet til Vesten under et pres.

Taleban slår igen

Allerede i 2006 stod Taleban klar til at udfylde tomrummet efter Vesten og den svage afghanske centralregering. Det lykkedes for bevægelsen at genetablere sig i væsentlige dele af det sydlige, østlige og centrale Afghanistan.

»Jeg er stolt af at være talebaner,« fortalte Fazl Rahman, en partisan fra Helmand, mig det år. »Hvorfor skulle jeg benægte det? Hvorfor skulle jeg være bange? Alle udlændinge er vores fjende ... Afghanistan er islams bog, og udlændinge vil ødelægge vores religion.«

Karzai gav Vesten og Pakistan skylden, mens Vesten gav Karzai skylden. Hvor han førhen blev set som eksotisk, romantisk og venligsindet, var han nu en splittelsesfigur, der vakte irritation med sin stadigt stejlere egensindighed.

Den styreform, han opbyggede omkring sig, byggede ikke på institutioner, men på personlige loyalitetsforhold til stærke mænd, der fik præsidentiel tilgivelse for fejl, der forfærdede udenlandske observatører.

Et problem var den hurtige udskiftning af højtstående, vestlige embedsmænd i Kabul.

»Karzai var blevet frustreret over at skulle forholde sig til en strøm af vekslende ansigter og vekslende sæt politikker,« siger Graeme Smith, senioranalytiker for International Crisis Group i Kabul.

De stadigt højere civile tabstal – til dels en konsekvens af, at de overbebyrdede vestlige tropper kompenserede for manglende soldater på jorden med luftangreb – gjorde ikke forholdet bedre.

I 2007 blev 1.500 afghanere dræbt. I 2008 var tallet 2.000. Karzais buldrende trusler om flyveforbud for de internationale styrkers luftvåben var politisk bekvemt gallerispil, men hans vrede og afmagtsfølelse var autentisk.

Bitter skilsmisse

At valget i 2009 blev skæmmet af vold og svindel, skadede yderligere forholdet.

De vestlige mål for Karzais ofte voldsomme vredesudbrud var lige så frustrerede og kaldte ofte præsidenten for ’uduelig’ og ’upålidelig’. Det hed sig, at han var ’paranoid’ og medicinmisbruger.

En amerikansk troppeforstærkning i stil med den, der gav overtag i Irak, skulle sikre et nyt strategisk gennembrud, men slog fejl. I 2011 havde krigen kostet USA over 330 milliarder dollar og næsten 1.400 soldaters liv. Briterne havde mistet næsten 400 mand, Danmark 43.

Som i mange skilsmisser førte også den mellem Karzai og Washington til bitre opgør om penge – om støtte til Kabul og tilskud til sikkerhedsstyrkerne. Endnu har parterne ikke kunnet enes om, hvor mange amerikanske tropper, der skal blive tilbage, og hvilken baseadgang de skal have.

Karzai er klar over, at ingen afghansk hersker i nyere tid har lidt en fredelig død og ser velsagtens med gru på den tidligere afghanske præsident Mohammad Najibullah, der styrede landet under russerne og overlevede frem til den dag, da Moskva lukkede af for pengestrømmen. Derefter endte han med at blive klynget op af Taleban, da bevægelsen erobrede Kabul.

Muligvis er det hans ønske om at formilde fremtidige politiske samarbejdspartnere blandt oprørerne (og undgå sin Najibullahs skæbne), der forklarer Karzais indædte modvilje mod at underskrive en bilateral sikkerhedsaftale, som vil gøre det muligt for USA at bevare omkring 10.000 tropper på en halv snes baser.

Men selv når han har forladt sit embede, vil Karzai stadig bevare enorm indflydelse.

»Karzai repræsenterede ikke bare sig selv, men også en koalition af stærke stammeledere,« siger Graeme Smith. »Han var dybt involveret i, hvordan den koalition fungerede. Og en ny præsident vil stadig være stærkt afhængig af Karzais system.«

Både i USA og andre steder har Karzai stadig forsvarere.

»I betragtning af hvad vi troede, vi ville blive konfronteret med ved udgangen af 2001 – et forskanset Taleban, flere katastrofale angreb i stil med 11. september, en øjeblikkelig tilbagevenden til krigsherrevælde – gik det ikke så skidt endda,« siger en tidligere højtstående amerikansk efterretningsofficer. »Det perspektiv mangler, når folk ser på Karzai dag. De fokuserer aldrig på, hvad de værre alternativer kunne have været.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den falske redningsplanke, som efterretningsofficeren klynger sig ynkeligt, falsk og håbefuld til er 2 sider af den samme sag, - men med over 12 års mellemrum som et nutids normalmål, hvilket er totalt urealistisk.

- Sætninger som ; "det ville være værre, hvis vi ikke gjorde noget, eller havde gjort noget", er en typisk , men sandelig også en selvbedragerisk redningsplanke de ynkeligt klynger sig til, som ingen forbindelse har til virkeligheden.

Ser vi derudover på målopfyldelsen af alle løfterne igennem tiden; demokrati, kvinders ligestilling, børn ret til uddannelse, fredeligere tilstande i landet, mindre religiøs indflydelse og styrke, er der reelt intet andet tilbage en "de politiske drømmeløfter" som politikerne solgte i deres hjemlande, og som rygklappere for hinanden i mediernes blændende søgelys.

En politisk fantasi og utopi solgt som demokratisk udvikling fastslået med såvel vestlig politisk ideologi som vestlig støvletramp på landjorden.

Soldaterliv og mia. og atter mia. smidt væk i tomme politiske floskler for at vinde ære og hæder såvel nationalt som internationalt, men det politiske selvbedrag og bedrag overfor deres egne hjemlige vælgere står dog ingenlunde mål med det bedrag de udførte overfor deres egne soldater på landjorden.

Det solgte engen vælger derhjemme drømmen og demokrati i Afghanistan, og fodrede samtidig centralregeringen med penge til korruption imod det selvsamme demokrati, til køb af falsk loyalitet, og dermed svigtede de deres egne soldaters indsats og liv på landjorden, som ædelt troede de kæmpede for det selvsamme demokrati uden korruption, men var ladt politisk i stikken indefra af deres egne.

Ukraine, Iraq, Chile det begynder at ligne hinanden alt sammen. USA er ikke deres egen selvbestaltede opgave voksen.