Læsetid: 9 min.

I Athen er demokrati blot en silhouet

Mange unge grækere har for længst mistet troen på det repræsentative demokrati. Den skepsis og afmagt i forhold politikere og politi, som krisen kun har forstærket, står malet på alle mure i Athens studenterkvarter, Exarchia
Politisk street art på et forfaldent hus i Athens studenterkvarter, Exarchia.

Politisk street art på et forfaldent hus i Athens studenterkvarter, Exarchia.

Jakob Dall

3. maj 2014

For Mapet og mange andre i hans generation begyndte tilværelsen og Grækenland for alvor at ændre sig en aften i december 2008:

»Jeg havde aldrig før deltaget i en demonstration,« fortæller den 35-årige tandlæge, som i sin fritid ulovligt dekorerer husmurene i Athen. Derfor er han nødt til at udtale sig under sit kunstnernavn, da Information møder ham og hans venner i studenterkvarteret Exarchia.

Få meter længere henne ad gaden døde Alexandros Grigoropoulos den aften for seks år siden, da en betjent affyrede sin tjenestepistol mod den 15-årige gymnasieelev under de tilbagevendende protester i kvarteret.

For mange blev det begyndelsen på en undtagelsestilstand, som eurokrisen har gjort mere eller mindre permanent:

»Det var en lørdag aften, hvor jeg bare sad derhjemme og hørte musik,« erindrer Mapet.

»Men så ringede en af mine venner og fortalte, at politiet havde skudt en dreng. Jeg gik på gaden iført en skjorte, som jeg havde bundet rundt om hovedet, da jeg mange timer senere kom hjem igen. Siden da har jeg deltaget i et utal af protester.«

Politivold

Tandlægen har også givet et hav af interview i de seneste år. Ligesom i f.eks. Egypten og Libyen er graffiti og street art kommet til at spille en stor rolle for yngre grækere. Det samme gør symboler på en idé om international solidaritet.

Mapet har f.eks. lavet en stencil af den 15-årige tyrker Elvan Berkin, som i marts blev dræbt af en tåregasgranat under optøjerne i Istanbul. Hans ansigt pryder nu en væg i Athen ved siden Grigoropoulos’.

Mapet bruger et tandlægebor til at de lave matricer, som gør ham i stand til hurtigt at male politiske og kunstneriske budskaber på byens vægge. Det har gjort ham til et af de store navne på den blomstrende scene for street art, som krisens Athen også er blevet: »Den udenlandske presse er vild med det. Jeg har også lige talt med The New York Times,« siger han grinende.

Vi står foran et stencilmaleri, som han foreløbig har udført fire steder i den græske hovedstad. Et af stederne har nynazisterne fra partiet Gyldent Daggry overmalet værket med slogans om et racerent Grækenland.

Vægmaleriet forestiller en veteran fra borgerkrigen, som brød ud i 1946, da den britisk støttede overgangsregering ignorerede terror mod den kommunistiske modstandsbevægelse i forbindelse med det første parlamentsvalg efter den tysk-italienske besættelse af landet:

»Jeg sloges mod fascisterne, men mine børnebørn har vakt dem til live igen,« står der over tegningen af en rygende og aldrende partisan.

Appelsagen mod den politimand, der skød Grigoropoulos og ved første retsinstans blev idømt fængsel på livstid, blev forleden udskudt til marts 2015. I Grækenland har både politiet og politikerne længe været vant til straffrihed. Og under krisen er politivold, som tidligere generationer havde kendt til i juntatiden fra 1967 til 1974, igen blevet hverdag for mange unge grækere og indvandrere:

»Jeg er sikker på, at politimanden skød ham med vilje, og at han selv var sikker på at slippe godt fra det,« siger Mapet og fortæller om politiets nyeste metoder:

»Trods nedskæringerne har staten købt 1.000 nye politimotorcykler. Dem bruger de bl.a. til at køre ind i folkemængden ved demonstrationer. Der sidder så en betjent bagpå og slår med sin knippel på alle, der kommer i vejen for dem.«

Markedsføring

På skibsrederfamilien Onassis’ kulturcenter midt i byen kan man indtil midten af juli se en række eksempler på græsk graffiti og street art. På kunstakademiet i Athen bliver der undervist i street art, hvilket selvfølgelig har været med til at hæve niveauet, mens udtryksbehovet har været stigende. Nu vil bystyret markedsføre sig på tendensen, men forsøger også at forebygge den ulovlige praksis ved at give anerkendte kunstnere lov til at udsmykke murene i slumkvarterer:

»Når en by bryder sammen og samtidig er blevet dækket med graffitimalernes tags, har vi en forpligtelse til at stoppe det,« siger Amalia Zeppou, som udsteder kommunens tilladelser til at lave gavlmalerier.

Hun udtaler håbefuldt til The New York Times, at »når graffiti bliver til bestilt kunst, er det et tegn på begyndelsen til enden på den økonomiske og sociale krise, byen har oplevet«.

Exarchias mure er helt dækket med graffiti. Her patruljerer politiet sjældent, så det er nemt at få arbejdsro, forklarer Mapet.

Nogle gange må han dog først male et stykke væg hvidt for at kunne lave sine stencils. Gyldent Daggry holder sig også væk, selv om politiet fandt et kort over mål i kvarteret, da partiets lokaler blev ransaget efter mordet på rapperen Pavlos Fyssas i september 2013.

I gaderne omkring Den Polytekniske Læreanstalt, der tilbage 1973 var centrum for oprøret mod militærjuntaen, er politiet knap så synligt som tidligere. Det skyldes især, at regeringspartiet Pasok, Grækenlands svar på Socialdemokraterne, ikke længere kunne betale huslejen i partihovedkvarteret og derfor er flyttet et andet sted hen, fortæller Mapet. Her hersker en udpræget skepsis mod den store medieinteresse for grækernes reaktioner på eurokrisen:

»Hvis I vil tale med folk, skal I sige, at I kommer fra et uafhængigt medie,« lyder rådet fra en af Mapets venner, skolelæreren Makis Stais.

»Undertrykkelsen er blevet en vane,« står der under en stencil, hvor en befolkning i knæ lader sig portrættere mod betaling: »Kun tre euro for et foto!!!«

Forventningsløse

Europaparlamentsvalget har ingen store forventninger til. Det er ikke blot parlamentets sammensætning, men hele systemet, der skal ændres, mener de fleste i Exarchia-kvarteret:

»Jeg stemmer ikke og har heller ikke tænkt mig at gøre det denne gang. Jeg bryder mig ikke om systemet og vil ikke være en del af det,« siger den 31-årige indretningsarkitekt Nasia Tentolouri. Hun er arbejdsløs, men tjener lidt penge ved at sælge brugt tøj i en bod.

»Min mor er 47 år og arbejder som tjener til en euro i timen, 10 timer om dagen. Det er selvfølgelig sorte penge. Og hun er endda heldig. En af mine venner er bartender, men han får kun løn, hvis der er kunder i baren,« siger Testolouri.

Hun har tidligere arbejdet som jordbærplukker på Tåsinge, hvilket gav hende mulighed for at istandsætte sin bolig i Athen: »Jeg fik 16 euro (omkring 120 kr., red.) i timen. En fantastisk løn!« Alligevel kan hun ikke se nogen fordel ved EU: »For mig er Europa blot et sted ligesom alle andre. EU betyder intet for mig. Det er jo bare et spil, når USA, Rusland og Europa konkurrerer om, hvem der er stærkest. Vi er nødt til at bryde de store systemer ned og starte forfra i små enheder. Jo, jeg tror på politik som en måde at ændre tingene på. Men jeg tror ikke på de politiske partier, de er døde.«

Makis Stais er den eneste, der har tænkt sig at stemme. Tidligere stemte han på venstrefløjsalliancen Syriza, som nu næsten står med nøglerne til regeringsmagten i Grækenland – bl.a. som følge af Pasoks sammenbrud under krisen.

Nu rykker han et skridt længere til venstre – ud blandt de partier, som i modsætning til et flertal i Syriza vil have Grækenland til at forlade eurozonen:

»Min forældre er medlemmer af Syriza og tror meget på partiet. Jeg har selv svært ved at tro på partiets leder, Alexis Tsipras. For at få magten siger han alle de ting, som bankerne og Bruxelles vil høre,« mener Stais.

Han er 38 år og arbejder som kunstlærer ved en række landsbyskoler på halvøen Peloponnes, et par timers kørsel fra Athen. Under krisen er hans løn blevet skåret ned med mere end en tredjedel. Nu risikerer han endda at miste sit job, hvis han får en dom for vold mod politiet.

Stais hævder selv, at han og en række andre blev tilfældige ofre for en masseanholdelse for et par år siden. Foreløbig har han brugt 2.700 euro, omkring 20.000 kr., på at betale en advokat:

»Mange står i samme situation som mig. Det skyldes de love mod demonstrationer, som blev vedtaget for at kvæle protesterne mod låneaftalen,« siger Stais og fortsætter:

»For at dække nogle af udgifterne har jeg fået trykt et hæfte med street art, som jeg kan tage lidt penge for. De fleste af mine venner er knækket på et tidspunkt under krisen. Jeg har også selv haft et par sammenbrud. Hver dag tænker jeg på at flytte til et andet land, men det kræver lang tid og meget energi at fungere et andet sted. På en måde kan man sige, at vi grækere ikke længere nyder den luksus at kunne tillade os at blive deprimerede.«

Gennemslagskraft

»Globalt udgør politiske stencils i dag en af protestkunstens vigtigste udtryksformer,« skriver gadekunstneren UNPAUSE i det hæfte, som Makis sælger til revolutionsturister i Exarchia.

Teksten forklarer, at teknikkens udbredelse hænger sammen med nutidens storbyer, hvor »statsmagten og dens allierede gennem love og politimagt konstant forsøger at kontrollere det visuelle rum, der omgiver os«.

Faktisk var det de italienske fascister, som i 1920’erne først begyndte at bruge stencils i politisk øjemed for at indprente bevægelsens lederes ansigter på byernes mure og dermed i borgernes sind.

Siden blev teknikken overtaget af borgerrettighedsbevægelser i Latinamerika og ved det parisiske studenteroprør i 1968. Nu bruges den fra Rio de Janeiro til Istanbul, på Wall Street i New York såvel som på Tahrir-pladsen i Cairo, påpeger UNPAUSE:

»Anvendelsen af et visuelt tegnsystem, som er fælles og forståeligt for store dele af samfundet, tillader ikke beskueren ikke at forstå,« hedder det bl.a. om den politiske stencils potentielle gennemslagskraft:

»De fungerer ikke blot som illustrationer af den politiske diskurs, men bidrager aktivt til en alternativ politisk diskurs og til samfundskritik gennem billedskabelse (…) Stencils fremmer kommunikationen mellem mange lokale bevægelser, og på denne måde bidrager de til styrkelsen af globale bevægelser.«

For den forhenværende amerikanske diplomat John Brady Kiesling, som er ekspert i den græske venstrefløj, er billedeksplosionen i Athen snarere et tegn på selvbedrag, rådvildhed og mangel på ideer blandt venstreradikalisterne:

»Meget af det har nærmest karakter af performancekunst, og deres strategi er ikke særlig sofistikeret,« sagde Kiesling til Information i 2010: »Den går ud på at vælte systemet og først bagefter bekymre sig om, hvad der så skal ske.«

Protestkunstnere

Ifølge Mapet er det værste ved krisen, at den har givet politikere og medier mulighed for at tømme ordene for betydning:

»De politikere, der bærer ansvaret for landets desperate situation, bliver nu fremstillet som de eneste, der kan redde os,« siger Mapet og hiver en pose rulletobak frem fra sin Adidas-regnjakke, som må være produceret i det forrige årtusinde:

»Gyldent Daggry, som regeringen påstår at beskytte os mod, har de selv skabt. Der er efterhånden ingen grænser for, hvor racistisk græske politikere kan udtale sig på tv. En af de eneste måder, man kan gøre offentlig modstand mod det på, er gennem street art. F.eks. kalder regeringen indsatsen mod indvandring i Grækenland for Operation Zeus, men Zeus var jo også gæstfrihedens gud. Og nu bliver flygtninge spærret inde på ubestemt tid i modtagelsescentre, eller også risikerer de at blive overfaldet af Gyldent Daggry – uden at politiet griber ind.«

Kort efter det skelsættende drab i december 2008 skrev en anonym græsk blogger:

»Under disse dages opstand er normaliteten og den normale tid blevet suspenderet – det har endelig givet os god tid til at leve og til at vokse. Af denne og en million andre årsager er der simpelthen ingen vej tilbage: Vi kan ikke skrue tiden tilbage, vi kan ikke slette disse dage.«

Siden da har unge grækerne fået mange flere grunde til at tvivle på landets og deres egen fremtid:

»For mig betyder Europa ikke andet end problemer,« siger Mapet, som heller ikke har tænkt sig at stemme.

I hæftet med dokumentation for de seneste års protestkunstneriske aktiviteter er der en stencil, som viser silhuetten af en mand, der peger til venstre med den ene tommelfinger og til højre med den anden:

»Når demokratiet er latterligt, må borgerne være ynkelige,« står der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu