Bevæbning af Syriens ’moderate’ er en illusion

Udenrigsministeriet har i dag trommet 16 eksperter og ’policy-makers’ fra ind- og udland sammen i Eigtveds Pakhus på Christianshavn for at få nogle bud på »hvordan en regional aftale kan bidrage til at stoppe krigen i Syrien?«. Det faktum, at en iransk professor fra Teheran universitet er mødets første taler efter udenrigsminister Martin Lidegaards velkomst peger på, at drøftelsens fokus vil være inddragelse af Iran i en praktisk politisk løsning og i samklang med regionale spillere som Saudi-Arabien og Tyrkiet.

Den dagsorden er både fornuftig og påkrævet, men borgerkrigens aktuelle udvikling tyder ikke på, at den er videre realistisk. De store interessenter, USA og Frankrig-Storbritannien, har ingen interesse i en politisk løsning lige nu, hvor oppositionen er militært og politisk i defensiven. Regimets styrker kontrollerer nu det vestlige Syrien med de største befolkningscentre, der er troværdige rapporter på websiden ’Conflicts Forum’ om, at lokale oprørsgrupper er i færd med at skifte side ligesom Bashar al-Assads selvtillid viser sig i det præsidentvalg, han afvikler i de regimekontrollerede regioner 3. juni.

Analytikeren Yezid Sayigh fra tænketanken Carnegie Middle East Centre, en kendt tilhænger af kravet om al-Assad-regimets fjernelse, konstaterer således, at ’Geneve-processen nu er helt død’ og at ’slaget er tabt’ for oppositionen. Sayigh citerer tillige CIA’s direktør, John Brennan, for nylige udtalelser om, at »hvis den nuværende tendens fortsætter – og meget lidt peger på, at den ikke vil fortsætte – vil regimet have en dominerende position med effektiv kontrol over hovedparten af landet i 2015, hvis ikke før«.

Ifølge Brennan drager regimets »store, konventionelle hær med overvældende ildkraft fordel af iransk og russisk rådgivning, træning i by-krigsførelse og tilførsel af ikke-syriske kamptropper, primært fra den libanesiske Hizbollah-milits, irakiske shia-militante, iranske revolutionsgardister og andre frivillige«.

Den britiske nødhjælpsorganisation, AOAV (Action on Armed Violence), har da også opgjort ’et beskidt dusin’, nemlig de 12 mest dødelige våben i regimets arsenal af artilleri, mortérer og luftbårne missiler, hvis vilkårlige anvendelse tegner sig for 40 procent af borgerkrigens samlede tabstal, hvoraf 93 procent af de dræbte er civile.

Oppositionen i defensiven

Overfor dette formidable opbud står en oppositions-styrke, der dels er splittet i væbnede interne stridigheder, dels hidtil har været henvist til at kæmpe med våben, indkøbt på det sorte marked, leverancer af lette våben via Tyrkiet eller våben erobret fra regime-styrker. Det er umuligt at danne sig et præcist billede af oprørernes arsenal, men det matcher på ingen måde regimets. Øvelsen for oppositionens vestlige, tyrkiske og arabiske sponsorer er følgelig, at styrke oprørerne militært med – som Martin Lidegaard også antydede efter sit nylige besøg i Tyrkiet – ’hårdere’ bevæbning.

Den har faktisk været på vej siden begyndelsen af året, da det stod klart, at al-Assads styrker var ved at løbe oprørerne over ende. Allerede i slutningen af februar eller begyndelsen af marts blev en sending amerikanske TOW-missiler, et højteknologisk antitank-våben, vinket gennem Hatay-grænseposten i Tyrkiet med oprørsgruppen Harakat Hazm (Standhaftig Bevægelse) i Idlib-provinsen som modtager. Afsenderen var ’Syriens Venner’, sammenslutningen af 70 lande, der støtter oprøret, hvis kerne, kaldet ’London 11’, består af Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Jordan, Egypten, Saudi-Arabien, Qatar, USA, Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet.

TOW-missilerne var ifølge Harakat Hazm’s leder, der talte med The Washington Post, ’et vigtigt første skridt’, om end han også beklagede, at ’regimets venner er mere trofaste end vores venner’.

Luftforsvar som ’pilot-projekt’

Også MANPAD-missiler, et skulderbåret luftforsvars-system, der kan sættes ind mod regimets helikoptere og kampfly, er ifølge en talsmand i Det Hvide Hus leveret som ’pilot-projekt’ til ’moderate’ oprørsgrupper i februar, altså umiddelbart før præsident Barack Obamas besøg hos Saudi-Arabiens kong Abdullah. Saudierne har længe villet forsyne oprørerne med sofistikerede våben, men har hidtil mødt stædig amerikansk modstand mod at overlade oprørsgrupperne MANPAD, da det især bekymrede Washington, at missilerne også kan bruges mod civile passagerfly, hvis de falder i hænderne på jihad-militante.

Denne bekymring er den overordnede årsag til, at de syriske oprørere er så ringe bevæbnede, da USA, belært af erfaringer fra Afghanistan, hvor Stinger-missiler blev leveret til jihad-militante, har insisteret på begrænsning af effektiv bevæbning af oprørsmilitserne.

Men i lyset af al-Assads militære fremgang har de seneste måneder været præget af hektisk mødeaktivitet. Ahmad Jarba, lederen af SNC (Syriens Nationale Koalition hovedsageligt bestående af eksil-politikere), har været i Washington for at presse på for levering af tunge våben, og efter det seneste møde i ’London 11’-gruppen 15. maj sivede forlydender om, at USA’s hidtidige tilbageholdenhed var under opblødning.

I erklæringen fra London-mødet hedder det således, at der er enighed om ’yderligere skridt’ i en ’koordineret strategi’ for at ’øge støtten til den moderate opposition’, altså Syriens Nationale Koalition og dens Øverste Militære Råd ’og forbundne moderate væbnede grupper’.

Samarbejde

Konkret har The New York Times rapporteret om organisering og militær træning af angiveligt moderate oprørsgrupper med baser i Jordan og i Houran- og Qunaitra-provinserne syd og vest for byen Dera’a. Det har overbevist amerikanerne om, at der er styr på, at ’moderate’ modtagere af mere avancerede våben forbliver moderate. Avisen skildrer (den 11. april), hvordan et ’operationsrum’ i Amman, Jordans hovedstad, ’Military Operations Command’, er bemandet med agenter fra Jordan, Saudi-Arabien og USA, der overvåger finans- og våben-leverancerne til oprørsgrupper, der som for eksempel den ’moderat islamistiske’ Yarmouk-brigade i hvert fald udadtil bekender sig til demokratiet, ligesom kilder citeres for, at den al-Qaeda-relaterede milits, Jabhat al-Nusra,’ikke er en ledende kraft’ på sydfronten.

Dette skønmaleri anfægtes af såvel websiden Long War Journal, som af den britisk baserede SOHR (Syrian Observatory for Human Rights), der overvåger den militære aktivitet i landet. Long War Journal skrev således (den 27. april), at al-Nusra ’i lang tid har været aktive i det sydlige Syrien’, således erobrede gruppen en regime-grænsepost mellem Jordan og Syrien i samarbejde med den ’moderate’ Yarmouk-brigade og en anden jihad-milits, ’Afnaf Bait al-Maqdis’ (Jerusalems Forsvarere) i september sidste år. Al-Nusra i Dera’a-området ledes af to kommandanter, Iyad al-Tubasi og Mustafa Abd al-Latif Salih, der begge havde stærke bånd til den berygtede, nu afdøde al-Qaeda-leder i Irak, Abu Musab al-Zarqawi.

’Vi deler da våben’

Så sent som for en måned siden iværksatte al-Nusra og den islamistiske alliance ’Islamisk Front’, en vellykket offensiv mod regimets styrker i Dera’a-regionen, registreret af SOHR’s Facebook-side. Ligeledes for en måned siden rapporterede Long War Journal, i forbindelse med leveringen af TOW-missiler til den ’moderate’ Harakat Hazm, der er tilknyttet den vestligt støttede ’Syriske Revolutionæres Front’ (SRF), at lederen af SRF, Jamal Maarouf, erkender, at han ’deler våben med al-Nusra’.

En anden detalje, der belyser daglig praksis i relationerne mellem ’moderate’ og islamister er, at det var jihadister fra ’Islamisk Front’ (som ikke er al Qaeda-tilnyttet, men for en islamisk stat), der vinkede de USA-leverede TOW-missiler gennem Hatay-grænseovergangen i marts. SOHR har siden rapporteret, at enheder fra Islamisk Front anvendte TOW-missiler i sammenstød med regimestyrker i Aleppo.

Den erklærede målsætning med de øgede våbenleverancer er, som Martin Lidegaard også har anført, at tvinge al-Assad til forhandlingsbordet. Det vil næppe lykkes, dels fordi al-Assad uanset de leverede TOW- og MANPAD-missiler stadig vil dominere med ’overvældende ildkraft’, dels fordi oppositionen og dens vestlige støtter fortsat afviser at inddrage Iran i en forhandlingsløsning.