Baggrund
Læsetid: 3 min.

De bringer politikerne tættere på borgerne

Ingen institutioner – heller ikke EU – kan i dag fungere uden informationsteknologi, men Europa-Parlamentets it-afdeling spiller en endnu mere direkte rolle i unionens demokrati: Den hjælper politikerne med at oplyse og tale med borgerne
Udland
13. maj 2014

Andrea Plesa, 23 år, Kroatien, Læser psykologi

 

– Hvilke fordele har det for dig, at du lever i EU? ’

I år har Kroatien et års jubilæum i EU. I denne korte periode bliver jeg nødt til at sige, at jeg ikke har mærket nogen forandringer udover de små ting som at kunne rejse over grænserne uden pas og billigere mobiltelefoni i andre EU-lande. Jeg har dog hørt positive historier fra bekendte om det europæiske sygesikringskort, som giver adgang til medicinsk behandling i alle 28 medlemslande. Selv har jeg dog ikke prøvet at benytte det endnu. Ligesom der også er andre muligheder, jeg ikke selv har benyttet, som at kunne studere i udlandet på lige fod med landets indbyggere.’

– Hvilke ulemper oplever du ved EU?

’De fleste i Kroatien kritiserer, at Kroatien kun fik bevilget meget få af de EU-midler, som egentligt var tilgængelige for os. Og når man ser på budgetterne fra 2014-2020, så er der mange usikre poster, som endnu ikke er finansieret. Der har generelt været en ret negativ stemning. Det er som om, folk ikke tror, at situationen i Kroatien bliver bedre. At hverken EU eller os selv kan ændre den situation, vi er i. Vi havde ikke specielt høje forventninger til samarbejdet med EU, men selv de små forventninger, er ikke blevet mødt. Ét år er naturligvis en kort periode, men vi har jo haft ti års forberedende arbejde, hvor man kunne have forberedt sig bedre på, hvilke mål man egentligt havde med samarbejdet. Jeg synes ikke, at vi har bevæget os bagud, men tingene er heller ikke blevet forbedret.’

 

Europæiske stemmer

Irriterende rygelov, en savnet ost, forvirrende mobilpriser og følelsen af et sammenhold, som er større end det nationale. Information spørger frem til europaparlamentsvalget søndag den 25. maj 28 unge mennesker fra samtlige EU-medlemslande, hvad de ser som fordelene og ulemperne er ved at leve i et europæisk samarbejde som EU.

Da Walter Petrucci i 1986 blev rekrutteret til EU’s Direktorat for Informationsteknologi, var teknologidelen af navnet mere udtryk for en ambition end for virkeligheden. Afdelingens rolle var selv at udvikle – og implementere – it-løsninger i institutionen, fortæller han fra sit rummelige hjørnekontor i en selvstændig bygning et par gader fra den tronende parlamentsbygning ved Place du Luxembourg i Bruxelles.

»Der var ikke noget internet – folk arbejdede stadigvæk på skrivemaskiner. Jeg stod i spidsen for den transformation,« fortæller den belgiskfødte søn af italienske forældre, der selv arbejdede for EU-Kommissionen. I dag er det europæiske parlament og de øvrige EU-institutioner veludstyret og afhængige af Walter Petruccis afdeling, der sidenhen har fået navnet Direktoratet for Innovation og Teknisk Support – en af tre it-afdelinger med forskellige specialer.

»Vi er involveret i alle aspekter af institutionen, og alle kommunika-tionsaspekter er i dag elektroniske,« som han siger.

»Vi yder teknisk support til alle institutioner og til de politiske grupper og sørger for arbejdsredskaber, indkøb af udstyr, teknisk support, logistikken i det. Vi sørger for, at oversættelsesteknikken og knapperne til afstemninger virker i mødelokalerne, og vi står for netværkene i alle 28 medlemslandes informationskontorer. Du kan arbejde hvor som helst fra,« tilføjer den 54-årige Petrucci, hvis afdeling bl.a. har udviklet et program, hvor administratorer og politikere kan indføre forslag til lovændringer – en tidligere langsommelig og kompliceret øvelse.

»Det program er blevet udviklet internt, og vi har nu delt det med resten af verdens parlamenter og FN. Det er vores lille bidrag til verden,« siger han med et smil.

Taler til folket

Walter Petrucci beskriver sig selv som »glad og stolt over sin egen og afdelingens rolle« i det europæiske demokrati.

Dels den del af arbejdet, der handler om at få maskineriet til at fungere i det daglige, men også den del som går ud på at mere konkret at hjælpe parlamentarikerne og pressetjenesten med at viderekommunikere parlamentets arbejde til borgerne; bl.a. via EU’s egne hjemmesider, men også parlamentarikernes egne.

Han er klar over, at der lige nu – efter over fem års krise – er en udbredt utilfredshed blandt europæerne med institutionen. Derfor er denne anden del af hans arbejde særlig vigtig lige nu, mener han.

»Vi leverer det tekniske grundlag, så politikerne kan kommunikere med borgerne. Vi har en forpligtigelse til at offentliggøre offentlige dokumenter og informere borgerne, men vi hjælper også parlamentarikerne med at informere deres vælgere. Når medlemmerne taler i debatter, optager vi det, de siger, så de kan dele det på deres egne hjemmesider,« fortæller han. Petrucci mener, at det er politikernes opgave at »udvise forståelse« og sørge for at orientere og involvere borgerne – også når der er utilfredshed med det, de laver.

»Hvis de ikke gør det, så har de misforstået systemet. Man skal altid være ydmyg og give borgerne en stemme,« siger han og tilføjer, at it-afdelingerne – normalt anonyme brikker i det store spil – for nylig er blevet mere direkte involveret i europæisk politik, end de har været vandt til. Årsagen er afsløringerne – på baggrund af whistleblower Edward Snowdens lækage – om, at det amerikanske National Security Agency (NSA) har udspioneret europæiske borgere og politikere.

»Det chokerede os virkelig,« fortæller han som et eksempel på, hvordan informationsteknologi og sikkerheden omkring den, i dag er blevet en politisk varm kartoffel.

Pludselig er den viden, som Petrucci og hans folk besidder, blevet en ekspertviden, som politikerne har brug for at kende til for at kunne vurdere, om der er brug for lovændringer.

»En komité har derfor gennemført høringer med fokus på spørgsmålet om personlig frihed, og der er vi blevet involveret (som vidner, red.),« siger han.

»Så forholdet mellem politik og it er blevet meget tættere nu.«

Serie

Fra EU's maskinrum

Seneste artikler

  • Hendes øjne lyser helt op ved ordet stemmeliste

    23. maj 2014
    Mens de europæiske politikere diskuterer og forhandler om bedre regler for forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, sørger et hold af administratorer for, at procedurer og budgetter overholdes, og at offentligheden, medlemslandene og industrien bliver orienteret og hørt
  • Politikere skal ikke hindres af dårligt sprog

    10. maj 2014
    En politiker skal vælges alene ud fra sine overbevisninger, ikke for sine sprogkundskaber – og borgerne skal kunne lytte til alle deres politikere, hvilket sprog de end taler. Netop dér kommer Europa-Parlamentets tolke ind i billedet
  • ’Demokrati tager tid’

    5. maj 2014
    Politiske rådgivere i Europa-Parlamentet som belgiske Valerie Glatigny er med til at sikre, at demokratiet også fungerer på gruppeniveau. Hun mener, at EU-borgerne med rette kan kritisere varigheden, kompleksiteten og synligheden af parlamentets arbejde, men udemokratisk mener hun ikke, man kan kalde institutionen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her