Deleøkonomien handler ikke (kun) om penge

Kunne man forestille sig en økonomi, hvor virksomheder trives ved at engagere deres kunder i sammen at skabe løsninger, der er bedre og mere effektive? En form for business, hvor mange flere bidrager med viden og erfaring – og som kræver et mindre materielt forbrug og giver flere sociale oplevelser?

Det var i hvert fald den vision, der for nylig havde fået omkring 1.000 deltagere fra det meste af verden til at samles i Paris til tre dages intens OuiShare Fest. En blanding af hipstere, forretningsfolk, computernørder og knastørre akademikere i et bombardement af taler, workshops og networking – alt sammen med fokus på The Sharing Economy.

Som navnet antyder, handler The Sharing Economy om at dele. I stedet for at vi alle sammen skal anskaffe os hver vores bil, plæneklipper, våddragt osv., er tanken, at vi via internettet kan gøre det nemmere at matche hinandens uudnyttede ressourcer med behovene. Princippet er fuldstændigt som Den Blå Avis, men de seneste års udvikling af sociale netværk, søgefunktioner, smartphones osv. har åbnet for langt mere specialiserede tjenester.

Airbnb er det mest kendte eksempel; tjenesten har haft en forrygende succes med at matche budgetrejsende med private værelser i hele verden. Blablacar i Frankrig forbinder chauffører, som harledige pladser i bilen med rejsende, der skal langt. Det kan dog også være viden, der deles – som når de mange ’makers’ samarbejder om at udvikle nye produkter eller udveksler konstruktionstegninger til deres laserskærere og 3D-printere.

Eller det kan være virksomheder, der finder ud af at sende deres affald videre til andre virksomheder, der kan udnytte det som råstof – sådan som en stribe virksomheder inklusive DONG, Novozymes, Statoil og Gyproc gør det i et banebrydende projekt i Kalundborg.

Fra græsrod til multinational

En af talerne på OuiShare Fest, Robin Chase, der i sin tid startede den største delebilsordning, Zipcar, mener, at deleøkonomien er spydspids i omstillingen til en ny økonomi, der langt bedre svarer til de udfordringer, vores klode står overfor:

»Vi har travlt, hvis vi skal løse problemerne på klimaområdet med sundhed, uddannelse osv. Vi har brug for ikkelineære løsninger, der helt overskrider det, den konventionelle økonomi kan præstere. Deleøkonomien viser, at når vi skaber værdi sammen og får adgang til ressourcer, der ikke hidtil har været i spil, så kan vi løse behov i langt større skala, langt hurtigere og med en lavere belastning, end vi troede var muligt.«

Som eksempel nævner Robin Chase Airbnb, der for nylig blev værdisat til 10 milliarder dollar. På bare fire år er tjenesten vokset til at udbyde 650.000 private værelser i 102 lande. Alene i Paris er der 25.000 værelser tilmeldt. Til sammenligning driver Hilton-hotelkæden 610.000 værelser i 88 lande – men det tog Hilton 93 år at erhverve alle de værelser.

Blablacar begyndte i Frankrig, men er de seneste par år blevet et globalt foretagende med kontorer i otte lande, senest Rusland. Blablacar formidler hver måned kørelejlighed for en million passagerer, der i gennemsnit bliver transporteret 200 kilometer. Blablacar hævder, at det svarer til det transportbehov, som dækkes af Eurostar-højhastighedstogene, der forbinder Frankrig, Belgien og Storbritannien.

Det er med andre ord ganske betydelige ressourcer, der ellers ville være ubrugte, som mobiliseres i deletjenesterne – og de er blevet tilgængelige på ekstremt kort tid.

Business-aktivisme

Deleøkonomien handler om effektivitet og produktivitet. Brugerne sparer penge eller skaber større værdi med færre omkostninger ved at dele ting og udveksle viden og ideer. Men der er også et økologisk og socialt perspektiv. Brugerne af tjenesterne er drevet af økonomisk snusfornuft, men også af ønsket om at møde andre, hjælpe hinanden og undgå at skulle købe flere ting, der bare står uden at blive brugt.

Deleøkonomien er både business og ideologi, men ingen af deltagerne ved OuiShare Fest taler om partipolitik eller om at engagere sig i det traditionelle politiske system. I stedet skaber man forandring ved at starte en virksomhed, og alle er med på, at hvis dét skal fungere, så er man nødt til at kunne tjene penge på det. Og derfor er sproget i talerne fra scenen, i workshops og snakken i solen en blanding af entreprenør- og startup-jargonen om innovation og forretningsmodeller – samt ønsket om at gøre noget for at skabe en bedre verden.

Det er en økonomisk model, hvor andre værdier end penge har en fuldgyldig rolle. Det er en uadskillelig del af konceptet, at den værdi, som skabes for brugerne, ligger i at møde andre, skabe noget sammen og føle sig nyttig over for hinanden. Det er det, der motiverer folk til at dele deres ting og deres viden – nok så meget som den økonomiske gevinst.

Fra ’me’ til ’we’

Begreberne i den nye økonomi er stadig temmelig uafklarede. På konferencen i Paris bruger man mest vendingen ’sharing economy’, men mange mener, at det er en betegnelse, der både er lidt misvisende, og som ikke fuldt ud dækker det, tendensen rummer.

Man kan nemt forledes til at tro, at det kun handler om vennetjenester – lidt i stil med at låne en kop sukker af naboen – men reelt er der oftere tale om, at man lejer, og det foregår i netværk, der kan være globale. Et andet udtryk, ’the collaborative economy’, fortæller mere om, at det handler om at organisere et tættere samarbejde mellem brugere og producenter. Men der er også andre aspekter, der spiller ind, f.eks. den grundlæggende erkendelse blandt deltagerne af, at man har en fælles interesse, og at man er indbyrdes afhængige. Man kan sige, at det er en økonomi, hvor udgangspunktet er et we-perspektiv, snarere end et me.

For virksomheder betyder det, at de skal tænke helt anderledes i forhold til en stribe af den konventionelle økonomis grundlæggende normer: Det gælder ikke om at sælge færdiglavede standardvarer til passivt modtagende forbrugere. I stedet skal man drive platforme, der gør det nemt for brugerne at bidrage og deltage i at skabe værdi sammen.

Ejerskab bliver mere diffust, når mange flere parter er involveret i at skabe løsningerne, og hierarkisk ledelse og kontrol fungerer ikke, når deltagerne ikke er ansatte, men kunder, frivillige eller folk fra andre organisationer. Og så er man nødt til at tage andre værdier end penge alvorligt – ellers fungerer det ganske enkelt ikke.

Spæde startups i Danmark

Et par enkelte danske virksomheder havde fundet vej til Paris. En af dem var Resecond.com, en kjolebytteordning, der formedelst 600 kr. pr. halvår lader medlemmerne bytte kjoler alt det, de vil, i de to butikker i København og Aarhus.

Stifteren, Stine Skytte, lægger ikke skjul på, at det ikke er en enorm kommerciel succes, om end projektet har taget meget fart i de senere måneder.

»Fra begyndelsen har vi tænkt på det som et kunstprojekt snarere end en forretning. Hvis det handlede om positiv omtale i medier og fra ministre eller opmærksomhed fra universitetsstuderende, så ville vi være millionærer i social kapital,« konstaterer hun.

Minbildinbil.dk, der formidler udlejning af privates biler, var også på OuiShare i Paris. Selskabet har i øjeblikket seks ansatte i gang med at opbygge tjenesten. Foreløbig er der 1.000 tilmeldte biler, der kan lejes for fra 200 kr. om dagen og opefter – inklusive forsikring.

Milad Avaz fra Minbildinbil.dk fortæller, at de ikke har oplevet, at brugerne ikke har passet ordentligt på de biler, de låner:

»Det er en anden omgangsform end at leje hos et stort udlejningsselskab. Man passer meget bedre på, når man skal hente nøglen hos ejeren og se ham i øjnene igen, når man afleverer bilen.«

De store vil også være med

Ét er alle de små startups, der er drevet af en blanding af business og aktivisme. Noget andet er, hvad store, etablerede virksomheder kan gøre for at udnytte nogle af mulighederne for at komme tættere på kunderne og skabe mere værdi for færre penge? Castorama, en kæmpemæssig kæde af byggemarkeder i Frankrig, havde 40 ansatte tilmeldt konferencen, inklusive CEO’en, Veronique Laury, som holdt en forrygende tale, hvor hun forklarede, hvordan de har indset, at hvis de skal have relevans for kunderne og gøre en forskel i forhold til konkurrenterne, så er de nødt til at påtage sig en helt ny rolle, der går langt ud over det at lange varer over disken. Derfor er Castorama i gang med systematisk at skabe nye tjenester, der forbinder brugere og håndværkere og formidler deling af viden og værktøj omkring byggeri og ’gør det selv’-projekter.

»Mister vi salg på at hjælpe kunderne med at dele?« spørger CEO’en: »Ja, selvfølgelig, men pointen er, at det ville vi gøre alligevel. Nu er det os, der driver omstillingen, snarere end at blive ramt af den.«

Peter Hesseldahl er fremtidsforsker og forfatter