Baggrund
Læsetid: 7 min.

Grækere søger ud på landet og får jord under neglene

Da eurokrisen forandrede Grækenland, søgte byboerne ud på landet for at leve af at dyrke jorden. Små, innovative og bæredygtige landbrug kan modvirke den nye fattigdom i det græske samfund
Koula Manabi høster frisk salat og samler æg i minilandbruget i Agios Anastasios, som har fået vejledning af American Farm School. Her ses Evangelos Vergos i stedets økologiske butik, hvor man kan købe friskmalket mælk, og ude i olivenlunden.

Jakob Dall

Udland
3. maj 2014

Den amerikanske drøm lever i bedste velgående i det nordlige Grækenland, tæt på grænserne til Albanien, Republikken Makedonien, Bulgarien og Tyrkiet.

Det er ikke forestillingen om et dollargrin og et liv i overhalingsbanen, men den oprindelige drøm om amerikansk frihed, som en europæisk emigrant, franskmanden Jean de Crèvecœur, drømte og beskrev i Letters from an American Farmer fra slutningen af 1700-tallet.

Den uafhængighed, man kan opnå ved at dyrke egen jord, får en klassebevidst og undertrykt europæer til at »glemme underkastelsens mekanismer og den servile indstilling, som fattigdommen har lært ham«:

»Det er altså her,« skriver Crèvecœur, »at lediggængerne finder beskæftigelse, hvor de ubrugelige bliver nyttige, og hvor de fattige bliver rige.«

På en skråning ved Thermaikosbugten ligger American Farm School, som forsøger at formidle noget i retning af Crèvecœurs version af den amerikanske drøm til det sydøstlige hjørne af Europa.

I mere end 100 år er unge fra Grækenland og nabolandene på Balkan blevet undervist i landbrugsteknikker her. Det startede med en amerikansk missionær, John Henry House, som i 1904 købte 20 hektar uopdyrket jord 15 km vest for havnen i Thessaloniki. De første elever på den skole, han oprettede her, havde mistet deres forældre i forbindelse med Det Osmanniske Riges sammenbrud, som førte til Thessalonikis indlemmelse i Grækenland.

Efter Anden Verdenskrig, hvor bygningerne blev de tyske besættelsestroppers hovedkvarter, og efter den græske borgerkrig, hvor en hel afgangsklasse blev kidnappet, kom skolen til at spille en nøglerolle i forbindelse med implementeringen af Marshall-planen og genopbygningen af Grækenland. Nu har eurokrisen skabt et lignende behov.

»Takket være hr. House har Grækenland et redskab til at modvirke krisen, og vi er nogle få, der stadig har et job,« siger Evangelos Vergos, som underviser og rådgiver nye entreprenører i landbrugssektoren:

»Det handler om at skabe nye virksomheder som svar på ny fattigdom i en nyt økonomisk virkelighed .«

Brug for hjælp

Under krisen har den 49-årige Koula Manabi ikke blot mistet sit job på en skønhedsklinik i Thessaloniki, hun er også blevet skilt. Nu lever hun af, hvad hun kan tjene på et stykke jord i Agios Anastasios, en landsby med grusveje, et par hundrede sjæle, en kirkegård og en automekaniker her omkring 25 km nord for Grækenlands næststørste by. Her købte hendes far i 1980 en grund og har bygget et hus for nogle af de penge, han har tjent gennem knap 34 år som mekaniker for Porsche i Stuttgart. En høne trisser rundt i haven, hvor Informations udsendte bliver budt på græsk kaffe og et udvalg af produkter fra Manabis have og køkken – brændenældemuffins, butterdejstærte med spinat, urter og frisk ost samt hårdkogte æg med peber og bønnespirer på toppen:

»Krisen kan få os til at genopdage, hvor rig jorden er,« siger Manabi.

»Jeg kan lide det, så jeg bliver ikke træt, selv om jeg ofte arbejder 12 timer om dagen.«

For at gøre sin hønsegård og køkkenhave til en forretning har Manabi søgt rådgivning ved American Farm School. Således har hun fået indsigt i næringsværdien i nælder og andet ukrudt, som mange landmænd bruger kemikalier på at bekæmpe. Gennem laboratorieforsøg på skolen har hun fundet ud af, hvordan den særlige sammensætning af planter og urter på grunden kan omsættes til fødevareprodukter.

Det har foreløbig resulteret i aftaler med tre kæder af delikatesseforretninger i Thessaloniki-området, som Manabi leverer færdige salater og brændenældemuffins til:

»Det er ikke nemt at leve af at dyrke jorden. Jeg har haft brug for meget hjælp til at kunne komme i gang. Det kan kun løbe rundt, fordi jeg bor sammen med mine gamle forældre, og fordi mine tre voksne døtre alle har arbejde,« siger Manabi og fortsætter:

»Jeg kunne have solgt salat og andre afgrøder direkte til supermarkederne, men jeg ville selv stå for indpakningen. Man er også nødt til at være god til markedsføring. Men det er ikke kun business. Jeg vil tilbyde folk det bedste, jeg har.«

Lav intensitet

På American Farm School byder Evangelos Vergos velkommen med et af Europas fasteste håndtryk:

»Det er bondehænder,« siger landbrugsprofessoren og griner, mens han med sadistisk fryd klemmer til. For Vergos er der ingen tvivl om, at landbruget kan spille en vigtig rolle i den dybe krise, som Grækenland befinder sig i – eller under »det nye økonomiske regime«, som han foretrækker at kalde det: »Mange højtuddannede fra byerne søgte for et par år siden ud på landet for at dyrke jorden, da de mistede deres job eller udsigten til at finde et arbejde. Men langt de fleste er vendt tilbage til byerne, fordi de ikke havde de nødvendige forudsætninger for at kunne leve af jorden. Selv de, der besad nødvendige forudsætninger, havde det svært. Ifølge de oplysninger, jeg har, er det kun omkring en procent af dem, der har forsøgt sig som landmænd, som har formået at kunne leve af det. Entusiasme er ikke nok, og når desperate mennesker kaster sig ud i noget nyt, kan det nemt ende galt. Opskriften på at lykkes med at skabe moderne landbrug er lav dyrkningsintensitet og et højt teknologiniveau, så man udnytter områdets naturlige ressourcer bedst muligt.«

Skolen er struktureret som et selvforsynende samfund. På skråningerne ved Det Ægæiske Hav er der kollegie- og lærerboliger, forsøgsmarker, stalde, olivenlunde, laboratorier, vinstokke, bistader, en børneinstitution, en lille kirkegård, et forskningsbibliotek, en fodboldbane, en sportshal og et supermarked, hvor skolens egne produkter er til salg:

»I et par år har vi også haft en almindelig skole for mindre børn, som på den måde kommer i kontakt med landbrug fra en meget ung alder. I alle led af uddannelsen udgør miljømæssig bæredygtighed et centralt element,« siger Vergos og fortsætter:

»Grækenland er skabt til små landbrug med produkter af høj kvalitet. Tre fjerdedele af landet er bjergegne, så der er ikke meget tilbage at opdyrke. For at vinde markedsandele er vi nødt til at tænke landbrug og fødevarer sammen på en ny måde og omstille os til agrofood-sektoren. Det gør man ved at forsøge at kombinere forskellige produkter af høj kvalitet gennem samarbejde mellem forskellige producenter. Det forsøger vi at lære studerende og kursister her på skolen.«

Holistiske landbrug

Inden krisen gik der blot fem kursister på American Farm Schools hold for voksne, nu er der over 700, fortæller Vergos:

»Jeg har 62 studerende i klassen for biavl. I år er der omkring 70, der lærer at lave ost og efter bestået eksamen vil kunne kalde sig statsgodkendte producenter. Vi har også kurser i dyrkning og forarbejdelse af naturlige lægeurter. Avl af spisesnegle er også populær, ligesom presning af oliven til olie. Og så er produktion af vin og alkohol selvfølgelig et meget populært emne.«

Selv om reformerne skulle have gjort det græske samfund mindre bureaukratisk, er det ikke blevet væsentligt meget nemmere at starte et landbrug, vurderer Vergos. Ifølge den tyske ngo Transparency International, som overvåger det oplevede korruptionsniveau i verdens lande, er Grækenland heller ikke blevet mindre korrupt under krisen. Så håbefulde landmænd møder stadig mange administrative forhindringer:

»Det tager vel i gennemsnit omkring otte måneder at få papirerne i orden,« vurderer Vergos.

»Politikerne siger, at det er kun tager en måned nu, men dem tror ingen længere på her i landet. Mange må gennem et helvede for at få deres tilladelse og lever i lange perioder som en slags lovløse. Det største problem er dog, at det er så besværligt og langsommeligt at få bevilget og udbetalt iværksætterstøtte. Så mange opgiver helt.«

Tidligere var Thessalien-regionen, som ligger mellem Thessaloniki og Athen, centrum for Europas største bomuldsproduktion. Grækenland har stadig næsten lige så mange producenter af olivenolie som resten EU-landene tilsammen. Men meget græsk produceret olie bliver hældt på flaske i Italien og solgt som italienske produkter. På samme måde bliver dele af den landbrugsstøtte, som græske gårde får uddelt, i virkeligheden brugt til produktion i lande med lavere omkostninger f.eks. Bulgarien, EU’s fattigste land, mindre end en times kørsel fra Thessaloniki.

Under alle omstændigheder – bl.a. på grund af vandmangel og konkurrencen på produktionsomkostningerne – hører den intensive landbrugsproduktion fortiden til, mener Vergos:

»Vores opgave går ud på at opdrage landmænd til at producere holistisk. Det handler f.eks. om ikke at vande jorden midt på dagen i 40 graders varme og ikke at bruge kunstgødning i store mængder. Samtidig forsøger vi at fremme udveksling af viden om kvalitetsprodukter. Sidste år var vi f.eks. en tur i Sepino i det sydøstlige Italien for at studere, hvordan de laver deres berømte ost, caciocavallo. Krisen kan måske lære små producenter at samarbejde i grupper og dermed styrke hinanden.«

Fri for ekstremer

For Crèvecœur, der skrev om at dyrke jorden som nybygger i 1700-tallets USA, handlede den amerikanske frihedsdrøm ikke kun om selvudfoldelse. Den handlede for ham især om naboskab og om fraværet af såvel ekstrem rigdom som ekstrem fattigdom.

Problemet med samfund med stor ulighed er, at de meget rige »hverken ser, hører eller føler lidelsen hos deres stakkels slaver, fra hvis anstrengende arbejde al deres rigdom stammer«, mente franskmanden.

Allerede i 2005 havde Grækenland og et andet kriseramt land i Sydeuropa, Portugal, EU’s højeste Gini-koefficient, som måler forskellen mellem samfundets rigeste og fattigste. Den forskel er ikke blevet mindre under krisen, mens de græske familiers gennemsnitlige rådighedsbeløb ifølge Elstat, den græske stats statistiske institut, i samme periode er blevet reduceret med 40 procent.

For Koula Manabi har krisen medført både personlige og økonomiske omvæltninger. Men udfordringerne med at drive et landbrug er blevet til en lidenskab for hende:

»Fordi jeg taler så entusiastisk om mine produkter, har jeg hurtigt fået mange kunder,« siger hun, »det gør mig ondt med de gamle, som har sparet op hele livet, men nu har fået halveret deres pensioner. Og det gør mig ondt med de unge, som har taget lange uddannelser og nu kun kan få dårligt betalte jobs. Men alle er gode til et eller andet. Jeg føler selv, at jeg har genvundet min værdighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Britta Hansen

Ønsker den entusiastiske Koula held og lykke med sit fantastiske projekt!

Men hvor trist at læse, at bureaukratiet og korruption stadig er på sit højeste i Grækenland, og at det tilmed forhindrer folk, der er ramt af krisen i at starte et officielt landbrug. Otte år til en godkendelse... Helt og aldeles uholdbart!

Niels Mosbak

Britta Hansen

Næ, det var nu otte mdr...

Problemet er imidlertid, at græsk landbrug er baseret på afsætning på det indenlandske marked - og eftersom økonomien er indskrænket 40% som det fremgår af artiklen, er der ingen der har penge.
Og når forbrugerne ingen penge har, kan de ikke købe de fremstillede varer - og prisdannelsen har i en længere periode udvist deflation.
Min nabo der har to drivhuse, og hvis tomathøst er slået fejl, kører i øjeblikket rundt til restauranter i en omkreds på ca. 30 km for at afsætte squash - han kan godt afsætte dem - men restauratørerne har heller ingen penge, og det kan man ikke betale hverken el- eller vandregning med.
Og her taler vi om noget, der ligner græsk middelklasse - som heller ingen penge har.

Martin Andersen, Lise Lotte Rahbek og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Oh - ja, korrekt otte måneder. (Det andet havde nu heller ikke undret mig specielt meget ;-))

Det andet er indlandsøkonomien, som du naturligvis beskriver korrekt. Fordelen er, at man måske i det mindste selv kan overleve og ikke skal sulte, hvis man dyrker sine egne grøntsager. Selv om det nok er en ringe trøst. Og styrke eksporten.
Og ikke mindst bekæmpe den korruption, der nok er det mest ødelæggende i hele situationen!