Kommentar
Læsetid: 8 min.

Hvordan kan Europa reddes?

For at der skal kunne opstå europæiske institutioner, som er virkeligt demokratiske, kræves der en politik, som implementerer idealerne ’frihed, lighed og broderskab’ i hverdagslivet
Udland
3. maj 2014

Det ville være synd at sige, at Europa vækker begejstring. Ideen om »Europas Forenede Stater« appellerer ikke til borgerne, mens det reelt eksisterende EU fremkalder fjendtlige følelser. Det opleves som finansmagtens og de underkastede regeringers EU, ikke som den folkelige suverænitets EU. Hvis EU vedbliver med at være dette EU, vil den folkelige modvilje vokse, de nationalistiske fristelser vil mangedobles, og reaktionær populisme vil vinde stadig mere indpas.

At prædike for »mere Europa«, som Jürgen Habermas gør for at uddrive den snæversynethed, der også forpester venstrefløjen, svarer til at bede en bøn. Hvis man altså ikke forvandler de faktisk eksisterende demokratiers paradigm e radikalt. I sin seneste prædiken om Europa (Hvis Europa skal reddes, bragt i en forkortet udgave i Information 5. april) skriver Habermas:

»Uden et vitalt skub fra borgerne i et civilsamfund, som kan mobiliseres på tværs af landegrænser, mangler EU’s regering i Bruxelles (…) styrken til og interessen i på socialt bæredygtig vis at regulere markederne, som nu er blevet overladt til deres dyriske instinkter.«

Varm luft

Det er uimodsigeligt. Men hvordan kan dette »vitale skub« af borgeraktivisme opstå? Habermas foreslår to »nyskabelser«: »Et fælles, dybtgående politisk projekt med de dertil hørende økonomiske overførsler« og »ligestilling af Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne, red.) i lovgivningsprocessen, hvor EU-Kommissionen står til regnskab for begge«.

Desværre er det varm luft. Det, der bliver fremstillet som et universalmiddel, er kun en gradvis tilpasning af de europæiske institutioner til de liberaldemokratiske institutioner i de enkelte medlemsstater. Men hvis det næste Europa-Parlament fik samme beføjelser som de nationale parlamenter, og hvis EU’s regering fik parlamentets støtte, så ville spørgsmålet om »et vital skub« af aktivt medborgerskab ikke have gjort fremskridt. Finanskapitalens overmagt i forhold til de »suveræne borgere« vil endda kunne øges. Hvis den udøvende magt i Bruxelles i dag er underlagt de økonomiske magthaveres diktat, så er de nationale regeringer lige så underlagt slyngelkapitalen, der har forvandlet aktiemarkederne til et gigantisk Las Vegas. Det er meget sandsynligt, at modstanden mod den vilde liberalisme og myten om »ekspansive stramninger« svækkes i det parlament, vi skal vælge sidst på måneden. Den eneste trendy opposition til ulighedens apostle vil sandsynligvis bestå af chauvinisme og racisme.

Blot et redskab

Man kan indvende, at det nytter ikke at jamre: Det er risikoen ved folkestyre. Men det er netop dette mangehovedede uhyre, den eksproprierede suverænitet, som ingen ønsker at se: Hvor meget har traditionelle former for demokratisk legitimering gennem folkeafstemninger egentlig med folkestyre at gøre?

Kan det være rigtigt, at vi blot 80 år efter Europas tragedie pr. definition har glemt, at Hitler kom til magten ved et regulært valg? Og at valghandlingen ikke er essensen af demokratiet, men blot dets redskab? Det er et uundværligt redskab, men blot et blandt flere. Kan det være rigtigt, at man glemmer, at demokratiets vilkår – dets juridiske, socioøkonomiske og kulturelle forudsætninger – kommer først og derfor forudbestemmer valgene? Og at hvis ikke disse forudsætninger er rodfæstede, og hvis ikke en samfundsborgerlig etos er udbredt, kan flertalsafstemninger være et redskab for despoti og tyranni – til at fratage medborgerskab snarere end til at udøve folkelig suverænitet?

Frie og lige

Hvis valghandlingen er den ultimative kilde til legitim magtudøvelse, skal afstemningen være fri og lige. Det liberale demokratis minimumstandard – »én person, én stemme« – bliver kun overholdt, hvis vælgerne stemmer ud fra deres overbevisning. Efter den franske revolution argumenterede konservative briter stadig for, at den, der ikke nyder fuld materiel og psykologisk uafhængighed, ikke kan træffe frie valg. De havde helt ret. De brugte det bare til at argumentere for begrænset valgret, bestemt af klassetilhørshold, mens den logiske konsekvens snarere ville være en så dyb social forandring, at den sikrer alle den individuelle trivsel og de kritiske redskaber, som er nødvendige for at kunne stemme frit.

Frie og lige valg indebærer et samfund, der kæmper konstant for at mindske materielle og åndelige uligheder, uanset om de er indkapslet i traditionen eller bliver frisat af markedskræfterne. Forudsætningen for demokrati er kort sagt et radikalt velfærdssamfund i konstant ekspansion. Vaccinen mod demokratiets krise er derfor en konstant omfordeling af indkomster og formuer. Det indgår allerede i mulighedernes horisont, fordi store dele af offentligheden er moden til det.

Fortrængte forudsætninger

En fri stemme kan ikke være en skræmt, købt eller manipuleret stemme. Blandt dens forudsætninger er en retspolitik med kompromisløs respekt for princippet om lighed for loven. Dette princip skal håndhæves af retsvæsenet, der som uafhængig magtinstans begrænser politikernes og finansfyrsternes magt og bekæmper alle former for organiseret kriminalitet (hvor »én person, én stemme« bliver til »én kugle, én stemme«) og korruption (»ét seddelbundt, én stemme«). En politik, der bekæmper religiøs indflydelse i det offentlige rum (»én bøn, én stemme«), monopoler i medierne (»ét indslag, én stemme«) og ethvert forræderi mod den faktuelle sandhed (»én løgn, én stemme«), er lige så nødvendig. Foragten for »beskedne, faktuelle sandheder« var for Hannah Arendt et utvetydigt symptom og tegn på totalitarisme.

En mere velkendt, men ofte fortrængt forudsætning er neutraliseringen af pengenes betydning i det offentlige rum. Realiseringen af borgernes juridiske og politiske lighed kræver, at forskelle i besiddelser, indkomst, status, køn, religion, race osv., som karakteriserer det konkrete individ, slettes i det offentlige rum. Det er det stik modsatte af, hvad der sker i USA, hvor fundraising er afgørende for enhver præsidentkandidat. Alle politiske kræfter skal have samme adgang til kommunikative ressourcer, og ingen skal kunne nyde godt af privat finansiering. Blot en enkelt, delvis krænkelse af disse – og så meget, hvis det er flere og indbyrdes forbundne krænkelser – undergraver demokratiets minimumgrundlag og underminerer folkets suverænitet, uanset hvor tit der afholdes valg. Paradokset er indlysende: Forudsætningerne for det liberale demokratis institutioner består af politik substans, som i de faktisk eksisterende demokratier kun foreslås af »ekstremister«. Således fornægtes forudsætningerne for et demokrati, der realiserer løftet om »én person, én stemme«.

Borgernes foragt

Uden de nævnte forudsætninger repræsenterer parlamentet ikke borgerne, men højest deres desperate og resignerede marginalisering. Det er således ikke et tilfælde, at antallet af sofavælgerne og dem, der afgiver blanke eller ugyldige stemmer, er stærkt stigende. Selv om man i Nordeuropa endnu ikke har nået det samme niveau af foragt, som borgerne i Italien, Spanien eller Grækenland betragter deres politikere med, skal man være blind for ikke at se, at utilfredsheden med de eksisterende repræsentative institutioner er Europas store problem, hvis man vil undgå et Weimar af kontinentale eller globale dimensioner.

For at der skal kunne opstå europæiske institutioner, som er virkeligt demokratiske, kræver det europæiske politikker, der implementerer de gamle idealer om »frihed, lighed og broderskab« i hverdagslivet.

Det er det stik modsatte af, hvad der sker i det liberalistiske Europa. Forudsætningen for de institutionelle reformer, Habermas foreslår, er en europæisk socialpolitik, som indfører samme mindsteløn, samme faglige rettigheder og samme miljøregler i alle medlemslande for, at virksomhederne forhindres i at afpresse arbejdstagerne. Nogle lande er beholdere af billig arbejdskraft, hvilket gør det muligt at sænke lønningerne til et eksistensminimum. I 1970’erne syntes disse marxistiske betragtninger at være blevet definitivt overflødiggjort af socialdemokratismens erobringer, som selv borgerlige regeringer ikke satte spørgsmålstegn ved, og som den skandinaviske lighedsmodel gjorde til hele kontinentets fremtid.

Men isvinteren under Thatcher og Reagan og globaliseringen af den utæmmede liberalisme har gjort Marx’ analyse af arbejdsmarkedet aktuel igen. Uden en fælles europæisk arbejdsmarkedslovgivning vil lønvilkårene uundgåeligt nærme sig kinesernes. Der er også brug for europæiske politikker, som uforsonligt bekæmper sammenhængen mellem skatteunddragelse, korruption, hvidvaskning af penge og finansspekulation, der tværtimod fejrer triumfer på finansmarkederne i London. Forvandlingen af hele kvarterer, som overtages af emirer og russiske oligarker, er et slag i ansigtet mod ethvert demokratisk ideal.

Organiseret kriminalitet er ikke længere et italiensk problem. Nye og gamle mafiaer fra Italien, Kina, Rusland, Albanien og det tidligere Jugoslavien er ved at kolonisere hele kontinentet. I finansfyrsternes Europa er de blot forretningsfolk blandt forretningsfolk. Desuden må finanssektorens frihed indskrænkes for at tvinge bankerne til at være demokratisk acceptable redskaber til gavn for den produktive økonomi.

Men den største, tilsyneladende uoverstigelige forhindring for demokratisk repræsentation er de politiske partier, sådan som de har udviklet sig og er degenereret strukturelt. Partierne på såvel højre- som venstrefløjen fungerer i dag som maskiner til fratagelse og ophævelse af borgernes suverænitet. Jeg er ikke fortaler for direkte demokrati, men netop som tilhænger af det repræsentative demokrati, finder jeg det nødvendigt at understrege, at »demokratisk repræsentation« i dag er en fiktion. Partierne er blevet selvkørende maskiner, og politik som karriere får vælgerne til at opleve deres repræsentanter som fremmede eller fjender, der forskanser sig for at beskytte deres privilegier. Derfor er der akut behov for en institutionel revolution, som kan give det repræsentative demokrati nyt liv. Parlamentarikerne skal ikke kunne gøre politik til et job, men kun udføre deres opgave som delegerede i en begrænset årrække. Politik skal kort sagt være midlertidig samfundstjeneste.

Nye organisationsformer

Hvis det er forudsætningerne for demokratiseringen af EU’s institutioner, står det klart, at de reformer, Habermas foreslår, svarer til at tage en aspirin mod en kræftsvulst. Det står dog også klart, at institutionerne ikke kan tage det første skridt. Det kan kun ske gennem en politisk kamp. En EU-regering, der bliver valgt på baggrund af fratagelse af borgenes suverænitet, hvilket er stadig mere udbredt over hele kontinentet, minder nemlig på tragisk vis om »borgerskabets forretningsudvalg« – som om de politiske eliter i Europa kappedes om at give Lenins gamle teser ny glans. Det største problem er altså dannelsen af en politisk formation, der på europæisk plan kan fremme et alternativt program som det her skitserede. Den findes ikke i dag. Alle de socialdemokratiske partier i EU er irreversibelt integreret i kombinationen af politisk og økonomisk magt. De kan ikke reformeres indefra. Når de vinder, skyldes det kun deres modstandere. Hollande vandt ikke, mange franskmænd kunne bare ikke længere holde Sarkozy ud. Derfor kan Marine Le Pen nu også risikere at vinde.

En genoplivelse af kommunismen kan ikke udgøre et svar på venstrefløjens harakiri, som har stået på i mindst et kvart århundrede. Der er brug for en ny og fleksibel organisationsform, som konstant kan forny sig i forhold til de politiske kampe og holdninger, der gennemstrømmer civilsamfundet. Radikale bevægelser på venstrefløjen blusser stadig hyppigere op, men de har ikke fundet katalysatorer, som har kunnet give dem organisatorisk kontinuitet og parlamentarisk repræsentation. Der er brug for udveksling af ideer og koordinering mellem alle de europæiske erfaringer for borgeraktivisme. Bevægelserne har ofte nægtet at forstå, at hvis ikke de kan gøre sig gældende ved valg, så er deres aktiviteter på gaden og på nettet blot en måde at afreagere og ikke politiske handlen, der kan ændre tingene. Hvis ikke denne demokratiske grobund, der i dag kun kommer til udtryk som sporadisk harme, bliver til en politisk kraft, har Europa kun valget mellem finansdiktaturet eller den mørke afgrund, som består af nye former for fascisme med sukker på toppen.

Paolo Flores d’Arcais er italiensk filosof og redaktør for tidsskriftet MicroMega.

© Information & MicroMega 2014

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Meget enig med Paolo Flores d’Arcais langt hen af vejen i denne gode artikel.
En styrkelse af EU-Parlamentet, så det matcher Rådet og kan ansætte Kommissionen, vil ikke "redde" EU, og ikke bringe EU nærmere » (…) styrken til og interessen i på socialt bæredygtig vis at regulere markederne, som nu er blevet overladt til deres dyriske instinkter.«, som Habermas skriver. Snarere tværtimod, da en styrkelse af de centrale myndigheder og institutioner blot vil gøre det nemmere for finans- og kapitalmagten at "styre" EU.

Jeg tror, at Europa "reddes" bedst ved at få fred og frihed for mere union. Stille og roligt afvikle de sværeste overbygninger, løsne tøjlerne, tilbageføre magt til medlemsstaternes parlamenter. Men idéerne om de hjemlige parlamenters revitalisering er meget interessante. Selvom der er langt til Italien kunne det være, at Paolo Flores d’Arcais kunne have interesse i at studere et lille dansk forsøg ved navn "Alternativet":
http://alternativet.dk/om-alternativet/manifest/
Der udover må græske Syriza være oplagt at studere (google-oversættelse),
http://translate.google.dk/translate?hl=da&sl=el&u=http://www.syriza.gr/...
samt måske også Italiens egen femstjernebevægelse,
http://www.beppegrillo.it/movimento/
og der findes sikkert mange andre tilløb.

Mandatar Torben Wilken

Paolo Flores d’Arcais der er italiensk filosof og redaktør for tidsskriftet MicroMega
Starter med at sige: "Ideen om »Europas Forenede Stater« appellerer ikke til borgerne, mens det reelt eksisterende EU fremkalder fjendtlige følelser."
Ja »Europas Forenede Stater« er en "Død Sild". Tilløbet hertil blev gjort for 21 år siden i Maastricht-traktaten hvor Danmark fik forbehold for denne ide´. Lissabon-traktaten tog stilling til spørgsmålet om dannelsen af »Europas Forenede Stater«. Svaret blev et klart "NEJ TAK". Dermed faldt det danske forbehold på dette punkt til jorden. Nu har alle medlemsstaterne det danske forbehold reelt indført i EU-traktaten. Da en traktatændring kræver 100 % enighed, er tanken om »Europas Forenede Stater« en MEGET DØD SILD.
Hvad kan så ændre den stigende modvilje mod EU? Ja lad os starte ved grundlaget for EU. Dem der betaler gildet. Det er alle EU-unionsborgerne via den afgift, der financierer "Kolossen på lerfødder". Det EU der er blevet skabt er "Politikkernes og Erhvervslivets EU". Borgerne er kun med hvert 5te år ved stemmeboksen. De fleste kan se hvilket frås med pengene der fortsat foregår. Frankrig skal opgive sin modstand mod nedlæggelsen af "Flytte-cirkusset" mellem Bruxelles og Strassburg De mange flotte middage i EU-regi, de mange tåbelige bestemmelser, som borgerne ikke forstår betydningen af. De store alvorlige problemer ligge uløste hen. Her er der den store ungdomsløshed. Den "Liberale sæbeboble" med "Globaliseringen", hvor varer fremstilles i Østen under kummerlige forhold og sælges i eks. Danmark, som om de var produceret med dansk arbejdskraft og vilkår. De få bliver rige på de manges bekostning. Pengenes magt ved aktie- og Børsmanipulation, forstærket af dannelsen af investeringsfonde, der primært investerer for kort tids gevinster og beriger de bestyrelsesmedlemmer, der er stenrige i forvejen. Den rå og ulækre Kapitalisme der kun har et formål, at rage til sig selv uden hensyn til dem, der er forudsætningen for deres aktiviteter. Dermed er grundlaget for en framelding for reel deltagelse skabt. Den politiske anvendelse af løgnen som et legitimt politisk middel og manipuleringen af de rette sammenhæng i tingene som f.eks den danske debat om Børnecheck m.m., startet af fagforeningerne og styrket af DF.
Sandheden er jo, at DF intet kan udrette i EU-parlamentet for alle de mennesker, der giver dem deres stemme. Når de førsts er valgt, er de DFér og refererer kun til deres parti.
Løsninger er, at vi skal have skabt "Borgernes EU". Alle de loppeister, som med storkapital i ryggen massivt påvirker beslutningerne i EU-parlamentet, de skal alle smides på porten, som Jesus forlangte skulle ske i Templet i Jerusalem. Den politiske opdeling af EU-parlamentet ved afstemninger, skal opløses. Hvert medlem skal stemme personligt uafhængigt. Fundamentet i EU er godt, men det er af politikkerne, som sædvanligt, korrumperet i magtsygen hellige navn.

Børge Rahbech Jensen

Det undrer mig til stadighed, at USA beundres til trods for, det er alt, hvad mange ikke ønsker, EU skal være. USA består endda af 50 stater mod EUs 26.

"Hvis man altså ikke forvandler de faktisk eksisterende demokratiers paradigme radikalt."

Præcis dér mener jeg, Jürgen Habermas begår en helt afggørende fejl, som medfører vigtige emner går tabt. Bl.a. befolkningerne og EUs andre elementer glemmes, når EU udelukkende forbindes med dets politiske organer. Det bliver kun værre af, at EUs politiske organer fortrinsvis anskues på afstand som noget, der ikke vedrører de enkelte lande. Danmark har yderligere en tendens til at anskue udlandet som fjendtligt eller underlegent. USA er en undtagelse, nok fordi det er for frembrusende til at kunne ignoreres og for stærkt til at kunne besejres. "If you can't beat them, join them." Det er næppe et godt udgangspunkt for et "borgernes EU" helst at ville være fri for andre befolkninger.

Mandatar Torben Wilken

Nej @ Børge Rahbech Jensen din sidste sætning er en væsentlig del af problemet. Europa har i hele sin tusidårige historie altil opfattet sig selv overfor "de andre". Der var mange der i 30verne var enig i De Nationale Socialister (Nazisterne) og de skjulte heller ikke deres holdninger. Tonen blev en anden, da sandheden gik op for dem med konsentrationslejre m.m.. Så var denne holdning lige pludselig ikke så heldig at lufte for meget, Man kunne meget nemt blive for lidt "stue-rene". Glistrup kunne ikke lide muslimer og slet ikke hvis de var for sorte i huden. De der brød ud af Fremskridtspartiet og dannede Dansk Folkeparti (Dansk Front Parti) delte denne holdning. Det er historisk uhyggeligt at tænke på. Mine forældres generation havde oplevet 1.ste Verdenskrig der var rædselsfuld. En virkelig krise i 30diverne og så Hitler og Anden Verdenskrig. Så havde de fået nok. Mere end nok. Det første de allierede skabte var De Europæiske Menneskerettigheder EMRK byggende på deres livssyn og de erfaringer de havde høstet ud fra Hitlers forfølgelser. Så blev FN skabt. Nu skulle verden stoppe med at føre krig. Nato kom i samme periode med fælles militære komandoer i nabostaterne. Det ene land skulle vide hvad det andet land pønsede på. Ikke flere overraskelser. De Seks (Kul & Staalunionen), De 5 Nordiske lande i Norden. Nu skulle vi lære at leve sammen i fred og fordragelighed. Dette er hovedformålet med det vi i dag kalder EU. Frie stater der kan samarbejde uden at være under tvang til modsætning til Sovjet-unionen. Der skulle være plads til forskellige holdninger. I Danmark kunne vi være dybt uenige med Danmarks Kommunistiske Parti MEN at de havde ret til at være var ikke til debat. Europa har altid blandet sin befolkning med personer udefra. I sidste århundrede (1900-1999) har der permanent været ca 10 % opblanding af befolkningsmassen fra Udlandet. Det har ikke skabt problemer. Selv jyder kunne gifte sig med Københavnere uden at der blev ballade. Københavnere skulle bare ikke slå sig ned i Jylland. Det var ikke velset derovre. Holdningen, der er os og så de andre er en meget farlig opfattelse som uvægerlig vil føre til stridigheder og vække den indre "Svinehund". Derfor har de vise personer i EU-regi sikret ligevær for alle som et grundlæggende princip der skal respekteres i al lovgivning. Debatten om Børnechekken m.m. respekterer ikke denne grundholdning og derfor er den ikke lovlig blandt EU-medlemslande. I Norden har vi afskaffet paskontrollen og givet alle Norboer den frihed, at de selv frit kan bestemme i hvilket af de Nordiske Lande de for nuværende ønsker at opholde sig, arbejde eller bo. Friheden hertil er som var vi et land. Det har ikke skabt problemer, netop fordi vi ikke tillod det at blive et problem. Med Dansk Folkeparti har det fået lov til at blive et problem som kan bruges i den politiske kamp. Det er en katastrofe for sammenholdet i nationen og i EU. USA kan ikke bruges som et forbillede. Selvom befolkningen for en stor del kommer fra Europiske lande, så er vores livsholdning forskellig. Vi har ikke som mål at bestemme i verden som den største statsmagt. Vi tillader ikke at formålet retfærdiggør handlingerne. Guantanamo ville aldrig kunne bestå i Europa, for blot at rette opmærksomheden på den skamplet. Borgernes Europa er netop styrket ved, at vi ikke er kopier af hinanden, at vi er forskellige, kulturelt, politisk og sprogmæssigt. Denne forskellighed giver sammen vore styrke.