Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kampen med at få styr på EU’s banker

Vejen til sundere danske banker går også gennem Bruxelles. Tre af de danske spidskandidater til Europa-Parlamentet taler for fælles europæisk regulering af bankerne, selv om de er helt uenige om, hvilke EU-aftaler Danmark skal tilslutte sig
Vejen til sundere danske banker går også gennem Bruxelles. Tre af de danske spidskandidater til Europa-Parlamentet taler for fælles europæisk regulering af bankerne, selv om de er helt uenige om, hvilke EU-aftaler Danmark skal tilslutte sig

iBureauet/Mia Mottelson

Udland
19. maj 2014

De fem år, der er gået siden seneste Europa-Parlamentsvalg i 2009, har været præget af genopretningen i den finansielle sektor efter den krise, der ramte kort før det valg.

EU og Europa-Parlamentet har spillet en central rolle i at skærpe og udbygge den finansielle regulering. Og det europæiske samarbejde om den finansielle regulering skal fortsætte, lyder meldingen fra tre af spidskandidaterne til europaparlamentsvalget den 25. maj.

»Vores udgangspunkt er, at i forhold til finanssektoren giver det rigtig god mening, at man samarbejder om regulering,« siger Rina Ronja Kari, spidskandidat til valget for Folkebevægelsen mod EU.

Samme holdning har Bendt Bendtsen, spidskandidat for Konservative, og SF’s spidskandidat, Margrete Auken. Når bankerne er grænseoverskridende er reguleringen også nødt til at være det.

»Der er ikke længere noget, der hedder nationale banker, og derfor er det også noget, vi er nødt til at styre på det store fælles plan,« mener Margrete Auken.

Samtidig er det vigtigt for udlandets tillid til de danske banker, at vi er en del af den fælles europæiske regulering, mener Bendt Bendtsen, der forklarer, at den finansielle regulering har fået meget fokus fra Europa-Parlamentet.

»Vi har faktisk ikke lavet meget andet i de fem år, der snart er gået, end at arbejde med finansiel regulering,« siger han.

Bankunionen

Selv om de tre kandidater altså er enige om det gode i at samarbejde, så indtager de tre helt forskellige positioner, når det kommer til bankunionen, der er et af de største europæiske initiativer, der skal styrke samarbejdet og reguleringen af den finansielle sektor.

SF har allerede meldt ud, at de mener, at Danmark bør gå med i bankunionen, og Margrete Auken gentager, at det gerne må ske »hurtigst muligt«. Sådan får Danmark nemlig maksimal indflydelse på udmøntningen af de aftaler om bankunionen, som allerede er vedtaget.

»Det gode ved bankunionen er, at vi får et meget mere kompetent og magtfuldt banktilsyn,« siger Margrete Auken.

Hun mener, at bankunionen »har været et klart venstrefløjsprojekt fra starten«, og forklarer, at det ikke mindst er medlemmer af Europa-Parlamentets grønne gruppe, som også SF tilhører, der har »været nogle af drivkræfterne i opbygningen« af bankunionen.

På linje med den danske regering er Bendt Bendtsen langt mere afventende. Han forklarer, at når han »ikke går med hovedet om bord i bankunionen«, så skyldes det, at han først vil se resultatet af den gennemgang af blandt andet de sydeuropæiske banker, som Den Europæiske Centralbank (ECB) gennemfører i de kommende måneder.

»SF har valgt bare at hoppe op i båden. Jeg skal ikke sige ja til det her, før jeg ved, om der er store rekapitaliseringskrav (krav om at øge egenkapitalen, red.) på vej til sydeuropæiske banker, som danske bankkunder så skal til at betale,« siger Bendt Bendtsen.

Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mod EU er derimod allerede nu klar til at afvise bankunionen, selv om hun ikke er principiel modstander af et europæisk samarbejde om overvågning af de største europæiske banker.

»Når vi er modstandere af bankunionen, er det ikke, fordi det er et europæisk samarbejde eller en EU-ting. Så er det, fordi det simpelthen er en dårlig idé. Det er indholdet af bankunionen,« forklarer hun.

Konkret peger Kari på, at tilsynet efter hendes mening ikke bliver stærkt nok. Ligesom hun mener, at den fond, der skal sikre, at bankerne selv, og ikke skatteyderne, skal betale for bankredninger, ikke bliver stor nok. Endelig så hun gerne, at bankunionen tog fat om »det grundlæggende problem« og gjorde noget for at begrænse antallet af store banker.

»Hvis det var en god bankunion, så ville vi gerne have været åbne over for den. Det er den bare ikke. Det er en dårlig løsning.«

Finansskat og fragmentering

Et andet emne, der har præget diskussionen om bankerne er den skat på finansielle transaktioner, som en mindre gruppe på 11 EU-lande i et forstærket samarbejde arbejder på at indføre. Margrete Auken er stor tilhænger af skatten, Bendt Bendtsen er »ubetinget modstander«, mens Rina Ronja Kari er mere optaget af at få en global finansskat, end at en mindre gruppe EU-lande går sammen om en finansskat.

»Hvis vi kan arbejde på en global løsning gennem EU, er det ikke et problem for os i sig selv. Men det er det, hvis man siger, at EU nu har lavet noget, og så tro at problemet er løst,« forklarer Rina Ronja Kari.

Mens en del af den strammere finansielle regulering efter krisen kommer til at gælde i alle EUs 28 medlemslande, så kommer finansskatten altså kun til at gælde 11 lande, og bankunionen, som hverken Storbritannien og Sverige vil tilslutte sig, kommer som minimum til at gælde alle eurozonens lande.

Den fragmentering i den finansielle regulering bekymrer dog ingen af de tre kandidater.

»Jeg har svært ved at se, at det kan være ret meget anderledes,« siger Bendt Bendtsen.

»Jeg ville synes, det var dejligt, hvis vi var sammen om det alle sammen,« siger Margrete Auken, men det er bedre, at en lille gruppe lande arbejder videre med finansskatten, i stedet for, at man bare stopper helt op, »så får kapitalen det for nemt,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Det er helt på månen, at Folkebevægelsen mod EU ikke vil tilslutte sig Bankunionen, fordi banktilsynet mangler beføjelser og fonden er underfinansieret.
Rina Ronja Kari har sikkert ret i begge dele; men svaret er da ikke at holde sig udenfor.
Svaret er at gå ind i arbejdet og kæmpe for at forbedre begge punkter.

Peter Jensen

Det er helt på månen af vi tillader banker af en størrelse, som gør at man kan bilde folk ind at vi er dybt afhængige af dem. Men på den anden side; EU er jo en samfundsinstitutionalisering, som betjener sig af et tilsvarende, optisk bedrag. Neofunktionalismen længe leve.

Henrik Christensen, Laurids Hedaa, Tue Romanow, Uffe Illum, Rune Petersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg føler mig ikke en skid klogere af den artikel.

Lars Bo Jensen

Hvad sker der for liste N. Den eneste løsning er at der ikke skal være nogen banker der er 'too big to fail'.
Karteldannelse har været skyld i alle finanskriser, efter krakket i 1929 blev det reguleret. Der har så været en løbende deregulering de sidste 85 år, få nu splittet banker og koncerner op så vi kan få en reel konkurrance, og der ikke længere er nogen der er for store til at gå fallit.

Laurids Hedaa, Ervin Lazar, Torben Lindegaard, Rune Petersen, Heinrich R. Jørgensen og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar

Kære Peter Jensen,

Sådan som man har designet og organiseret samfundet, er man faktisk helt afhængige af bankerne. Se blot på alle de meget uheldige sager efter Roskilde Bank, som ingen andre banker ville overtage. Og tænk også på, at ethvert lån som du, virksomheder og banker gør i forhold til udlandet, hæfter staten for.

Så kan man i høj grad diskutere, om dette er hensigtsmæssigt, eller om det er en helt utilstedeligt risiko, man pålægger skatteborgerne.

Jesper Wendt

EU er et socialt fallitbo, den eneste regulering har været at flytte menige folks penge over i lommerne på banker og klakører. For derefter at hævde staten er i finansiel krise - af helt andre årsager. Nu må det selvbedrag, snart ophøre.

Empiri? Se på BNP udviklingen, der har aldrig været en krise - men en omfordeling, så man netop undgik den finansielle krise. Finanspagt og bankunion er røgslør, fatamorganas, som Kari pointerer, er det meningsløst uden en global aftale.

De primære årsag til, at verden ikke røg på røv og albuer, er Kinas opfindsomhed. Som i den grad har skruet i maskinrummet. Og så selvfølgelig den ekstravagante pengemaskine (QE - Quantitative easing). Kina har gjort det godt, og det skal de roses for. Selv Grand China, er blevet tweaked.

Problemet er bare, at den negative spiral, ikke stopper. Så længe profitten er baseret på arbejdskraft, ringe miljøregler m.m. Det betyder nødvendigvis at dele af verden er nød til at ligge underdrejet, mens der er fremgang andre steder. Alt efter hvordan vinden skifter - så den proklamerede trickle-down effekt, fordamper, som dug for solen, når profitten er høstet. Det er jo en utopi, at veluddannede mennesker ikke vil udvikle en retfærdighedssans, og have et ønske om rent drikkevand. Det betyder på sigt, at reglerne for miljø og arbejde, vil blive en knast i den videre udbytning. Så industrien vil flytte til det land, der tilbyder mindre regulering, og den fremgang man har set, vil smuldre, i takt med arbejdspladserne vil forsvinde.

Der er ikke noget frit marked, det er subsidierne for voldsomme til. Egentlig underligt subsidierne, til petro industrien, ikke anses som konkurrenceforvridende.

Løsningen bliver tilsvarende regler i resten af verden, eller Internationale regler. Ironisk nok, så lander bolden det samme sted, men med eller uden borgernes indflydelse.

Kim Houmøller, Laurids Hedaa, Lise Lotte Rahbek, Uffe Illum, Rune Petersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Statsbank......NU

Laurids Hedaa, Ervin Lazar, Tue Romanow, Bill Atkins og Gert Romme anbefalede denne kommentar

I dette tilfælde har Margrete Auken helt ret. Medens Bendt betjent, der er bankernes mand, har ganske uret. Og om Rina Ronja Kari, som jeg ellers har meget respekt og sympati for, er blot at sige, at hun aner tilsyneladende ikke noget som helst om dette.

På den ene side kan man ikke stille danske banker dårligere end udenlandske banker i konkurrencen, - og i øvrigt opererer danske banker også i udlandet. Og på den anden side er skatteborgerne nødt til at opnå en vis sikkerhed for, at de ikke igen skal til lommerne med flere penge, end regeringen bruger på borgerne på et helt år.

EU´s Bankunionen er, hvad man netop nu har, og langt hen af vejen opfylder den kravene. Så kan man spørge sig, om skatteborgerne med dette har tilrækkelig sikkerhed, og det har de selvklart ikke, hvis en kommende krise vælter en række europæiske storbanker i samme periode.

Men det er svært at opnå bedre sikkerhed. For i visse store lande med stor indflydelse - som bl.a. Forbundsrepublikken, har styrende politikere gjort sig afhængig af storbankerne, og agerer langt hen af vejen for bankerne.

Til gengæld kan man håbe på et systemskifte i EU efter 15 super-liberale år. Og dermed er der forhåbentlig grundlag for en opstramning af bankunionen, så der kun kan spekuleres for aktionærernes egen regning.

Heinrich R. Jørgensen

To af de tre kandidater til Europa-Parlamentet lufter tillærte pamperparoler om endnu mere centralisering, endnu mindre national og lokal indflydelse, endnu mere kollektivisering af beslutningsprocesserne, endnu større afstand mellem formynderne og dem de burde tjene.

Det er overraskende, at de to kandidater så usminket fremlægger deres nedrige hensigter. Formodentligt er de ikke klar over hvad de selv siger, og hvilke destruktive processer de støtter.

Det er horribelt, at læse udsagn som:
"Der er ikke længere noget, der hedder nationale banker, og derfor er det også noget, vi er nødt til at styre på det store fælles plan"
og:
"Det gode ved bankunionen er, at vi får et meget mere kompetent og magtfuldt banktilsyn"

Jeg takker Kenneth Praefke for info og advarsler.

Henrik Christensen, Laurids Hedaa, Lise Lotte Rahbek, Karsten Kølliker, Rune Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes vi skal holde os langt væk fra Bankunionen, først og fremmest fordi den er lavet af hensyn til euroen, som vi som bekendt ikke er medlem af.
Bankunionen omfatter som minimum:
• Et fælles banktilsyn (tilsynsmekanisme).
• En fælles mekanisme til at afvikle nødlidende banker (afviklingsmekanisme).
Hertil kommer fælles regler for kapitalkrav m.m.

Man kan så spørge, hvorfor den første "pind" ikke er nok. Nu har man haft 5 år til at "helbrede" bankerne. Europæiske banker har modtaget offentlig støtte og garantier svarende til 4.5 trillioner € i årene 2008-2011 fra medlemslandene, se unionens egne tal:
http://europa.eu/rapid/press-release_MEMO-12-656_en.htm?locale=en
Og nu laver man så et effektivt banktilsyn med nogle skrappe drenge (m/k) fra ECB, der skal holde alle de store banker i ørerne, så ingen gentager fejlene. Hvad i alverden skal vi så med den anden "pind" ? Det er som om, man ikke helt stoler på, at der ikke gemmer sig nogle ordentlige rådne bananer derude, og dem skal vi alle endnu engang redde.
Nej tak, det skal vi ikke bruge borgernes penge til igen. De 4.5 trillioner euro må være nok.

Laurids Hedaa, Rune Petersen og Uffe Illum anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Mindre EU ikke mere EU tak.

Enighed om regulering af finanssektoren i EU, er en god idé, men det skal være demokratisk kontrol af finanssektoren, ikke EU kontrol.

I Danmark er det Folketinget, der er danskernes parlement, Folketinget der lovgiver i Danmark, finanssektoren må gennemreguleres ved lov, så den tjener til fordel for den bedre befolkning, og ikke som i dag, kun for eliten.

Karsten Kølliker

En anden måde at betragte problemet om Europas insolvente banker er at indse det indlysende: At hele den finansielle overbygning på økonomien er et kæmpemæssigt korthus, et pyramidespil, som er dømt til at kollapse. I Europa, i USA, i Kina, over hele kloden.

Vi ræsonnerer og opererer som om der stadig er styrke i opskalering, centralisering og ensretning. Men hvad nu hvis netop opskaleringen, centraliseringen og ensretningen var selve problemet? At det mere end noget andet er det der står i vejen for kreative, nye modeller for løsning af samfundsmæssige problemer?

Og i en krisesituation hvad er så bedst, at være en del af et mægtigt hierarki, hvor ethvert tiltag skal cleares med hele den øvrige organisation, eller at være en lille, autonom, tilpasningsdygtig enhed?

Hvad med at befri EU for al den bureaukratiske detailregulering for i stedet at fokusere på den store vision, at nationernes adfærd kan civiliseres gennem indbyrdes forpligtende aftaler? EU som et pilotprojekt for en demokratisk valgt verdensregering. Det er enheden i mangfoldigheden der er det visionære.

Og hvad med at kombinere denne politiske vision for nationalstaternes civilisering med en styrkelse af lokalt selvstyre overalt indenfor EU, således at de forpligtende aftaler på EU-niveau overflødiggør store dele af den stramme nationale styring i de enkelte medlemslande? Så vil vi pludselig have små, autonome, tilpasningsdygtige enheder ude over det hele. Ikke ulig fortidens bystater. Den globale landsby i en europæisk fortolkning.

Karsten Kølliker

Ved nærmere eftertanke må jeg se i øjnene, at min kommentar ovenfor er ufuldstændig og derfor vist fremstår som rablende idealistisk. Ligesom det er indlysende at bankvæsenet er vokset helt ud af proportioner, så er der en indlysende grund til, at vores samfund (EU/nationalstater) kører med så voldsomme mængder af regler og love. Som Tacitius konstaterede:

”I stater hvor korruption trives, er der behov for mange love”

Den indlysende årsag til al vores korruption er, at vi har skabt nogle selskabsformer som fremmer egoisme, fremmer kortsigtede, private gevinster samtidig med at de sender omkostningerne for deres aktiviteter videre til det omgivende samfund. Selve konceptet er korrupt, og det korrumperer løbende de folk, der går ind i disse selskaber. Den enorme asymmetri i disse selskabers relation til det omgivende samfund betyder, at disse selskaber akkumulerer store rigdomme, som så på forskellig vis kan omsættes til at øve politisk indflydelse. Deraf al korruptionen og den håbløse træghed i hele det politiske system.

Hvad vi på dette historiske punkt skal gøre os klart er, at det ligger indenfor demokratiets magt at ændre på reglerne for at drive privat virksomhed, således at private virksomheder får en balanceret relation til det omgivende samfund.

Er det så Kommunisme version 2.0 vi taler om? Måske. Men så igen, måske ikke. I et opgør med den private selskabsform mener jeg, at enhver bør spørge sig selv: Tror jeg på at der er mennesker som i højere grad end andre har ideer og initiativer og ’drive’, og at disse mennesker bidrager med mere fremgang og vækst for samfundet end de fleste andre? Tror jeg på at samfundet vil trives ved at anerkende mennesker som gør en ekstraordinær indsats? Tror jeg på at mennesker har en grundlæggende ret til selv at vælge hvilket liv de vil leve? For mit eget vedkommende kan jeg svare ja på disse spørgsmål. Efter min opfattelse skal der være muligheder for at enkeltpersoner starter virksomheder op, hvor andre slutter sig til og alle skaber et liv for sig selv gennem virksomhedens aktiviteter.

I mine øjne vil det kommende krak vil være vores store chance for at foretage et holdningsmæssigt kvantespring og udvikle nogle nye og mere tidssvarende modeller for vores samfundsorganisation.

Henrik Christensen, Laurids Hedaa og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar