Baggrund
Læsetid: 8 min.

Kan græsk ekstremisme eksporteres?

Under krisen vinder yderfløjene frem i europæisk politik. Tendensen er mest markant i Grækenland, som har oplevet enorme sociale omvæltninger. De europæiske højrepartier vil helst ikke sammenlignes med nazisterne i Gyldent Daggry, mens venstrefløjen har gjort SYRIZA til et symbol på solidaritet i EU
Et af Gyldent Daggrys partimedlemmer, Ilias Panagiotaros, taler her til en forsamling i Athen i februar i år. Ingen kan være i tvivl om, hvor partiet henter sit idémæssige ophav fra med det svastikaagtige-flagsymbol og den militaristiske fremtræden.

Nicolas Koutsokostas

Udland
3. maj 2014

Eurokrisen har genoplivet såvel eurokommunismen som nazismen, to spøgelser fra ideologiernes tidsalder. Det er sket i Grækenland, som har været krisens laboratorium med en hastig afvikling af socialstaten.

De europæiske institutioners hårdhed; udueligheden blandt såvel socialister som konservative i de græske regeringspartier; korrupte politikeres straffrihed; sammenbruddet i et politisk system, der for længst burde være faldet sammen af sig selv, men som ikke desto mindre havde sikret social fred i Grækenland siden militærjuntaens fald i 1974 – det er nogle af de faktorer, der har givet ekstremerne i græsk politik stor og uventet fremgang.

Synaspismós Rizospastikís Aristerás (Koalitionen for den radikale venstrefløj, forkortet SYRIZA, red.) og Chrysí Avgí (Gyldent Daggry, red.) er på få år blevet synlige i Europas politiske landskab, og de to ideologiske modsætninger har også delvis overlappende vælgerskarer. For ifølge opinionsundersøgelser foretaget i forbindelse med de to græske parlamentsvalg i 2012 overvejede omkring 15 procent af begge partiers vælgere det andet parti som eneste alternativ – fra den yderste venstrefløj til det ekstreme højre eller omvendt, uden mellemstationer:

»Det viser jo bare, hvor konfus den politiske situation i Grækenland er blevet under krisen,« siger en af SYRIZA’s kandidater til Europa-Parlamentet, Anastasia Christodoulopoulou.

Vi sidder på tagterrassen i partiets nye hovedkvarter i et af de mest nedslidte kvarterer, Metaxourgeio, i Athens efterhånden anløbne centrum:

»Mange tager kun stilling til, om de er for eller imod trojkaens (EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, red.) krav. Efter flere årtier med klientelistisk system er befolkningens politiske opdragelse i sig selv et problem,« siger Christodoulopoulou, der som garvet menneskerettighedsadvokat har oplevet metapolítefsi, overgangen fra diktatur til demokrati, fra en privilegeret position:

»Mange vælgere stemmer stadig ikke for at beskytte deres rettigheder, men for at opnå privilegier. Hvis SYRIZA får regeringsmagten, bliver en af de største opgaver at gøre op med den kultur.«

Autoritære regimer

Grækenlands regeringsleder, Antonis Samaras, fra det konservative Nea Dimokratia, drager ofte paralleller mellem yderfløjene. Da ledelsen i Gyldent Daggry sidste år blev anholdt i forbindelse med drabet på den antifascistiske rapper Pavlos Fyssas, udtalte Samaras, at regeringen ikke blot havde en forpligtelse til at bekæmpe højreekstremismens forsøg på at undergrave demokratiet, men også til at bekæmpe »den anden ekstremisme«:

»For at bekæmpe populisme må man sikre sig, at man ikke selv forfalder til populisme,« sagde Samaras med henvisning til SYRIZA’s kritik af regeringens og trojkaens krisepakker, »for at bekæmpe ekstremisme må man sikre sig, at man ikke selv går til ekstremer.«

Historien om, hvordan SYRIZA på få år er gået fra at være et lille venstrefløjsparti til nu at have en vælgeropbakning på knap 30 procent og dermed næsten stå med nøglerne til regeringsmagten i Grækenland, adskiller sig dog alligevel markant fra historien om, hvordan nazistisk raceteori med Gyldent Daggrys store fremgang pludselig har fået et nyt talerør i europæisk politik.

Inden valgene i 2012 spillede Gyldent Daggry en marginal rolle i græsk politik. Partiets holdninger var indtil da blevet repræsenteret af et andet nationalistisk og fremmedfjendsk parti, LAOS, som nød opbakning i den græsk-ortodokse kirkes mest konservative kredse.

Men da LAOS i 2011 støttede bankøkonomens Lucas Papademos’ nationale samlingsregering, tabte partiet alle de vrede vælgere. Af de 16 mandater i det græske parlament, som Gyldent Daggry erobrede i 2012, kom de 15 fra LAOS, der mistede alle sine mandater. Gyldent Daggrys kernevælgere er efterkommerne af de 30.000 græske kollaboratører under besættelsen, som senere blev vindere i borgerkrigen (1946-49, red.). Indtil krisen ændrede alt, var partiets stifter og leder, den nu fængslede Nikolaos Michaloliakos, blandt de få, der ønskede sig oberststyret (1967-74) tilbage:

»Den græske æt er kun stor under autoritære regimer,« har han udtalt på tv.

Men mange års masseindvandring og indskrænkningen af grækernes sociale rettigheder har givet ny grobund for ideer fra historiens mødding. Gyldent Daggry er nu i kraft af sine pladser i det græske parlament også repræsenteret i Europarådet, der efter krigen stod bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som en følge af nazisternes forbrydelser.

Men partiet risikerer at blive stemplet som en kriminel organisation og dermed opløst og forbudt, mens Michaloliakos risikerer en dom for medvirken til drab, til afpresning og til mange immigranters forsvinden: »Vi er nazister, fordi vi i den tyske revolution i 1933 har set den kraft, der frigør menneskeheden fra det jødiske afskum,« har han forklaret i partiets blad, »vi har set den kraft, der fører os mod en ny europæisk renæssance.«

Enorme omvæltninger

SYRIZA udspringer af det græske kommunistparti, KKE, som var forbudt fra borgerkrigen til juntaens fald. Der findes stadig kommunister i Grækenland, partiet KKE har 12 mandater i parlamentet, og partiet marcherer stadig demonstrativt alene ved protesterne mod krisepolitikken. Men allerede som undergrundsparti under oberststyret blev KKE splittet i en stalinistisk og en reformistisk fløj.

I slutningen af 1970’erne teoretiserede kommunistpartierne i Italien, Spanien og Frankrig eurokommunismen som en vej til et både socialistisk og pluralistisk samfund.

SYRIZA forsøger, som en reaktion på krisen og et forsøg på overvinde gammel splittelse på den græske venstrefløj, at genopfinde denne tradition, der gik i glemmebogen omkring Sovjetunionens sammenbrud. Betydningen af ordet kommunisme diskuteres stadig i partiet:

»Vi forsøger at eksperimentere med en regeringsform og en alternativ samfundsmodel for at redefinere ordets betydning,« har partiets unge leder, Alexis Tsipras, sagt:

»Vi er bevidst om at stå over for et afgørende slag, som kan fremprovokere enorme omvæltninger ikke bare her i landet, men i hele Europa,« siger han, »det er et slag, som bliver udkæmpet på mange planer: på de økonomiske argumenters plan, på det politiske plan og på det kommunikative plan.«

Tsipras første erfaring med europæisk politik var i 2001, da han sammen med andre græske venstrefløjsaktivister blev forhindret i at deltage i Social Forum, som blev afholdt i protest mod G8-mødet i den italienske by Genova. De italienske myndigheder havde ophævet Schengen-traktatens bestemmelse om fri bevægelighed i forbindelse med G8 og kunne derfor afvise grækerne ved grænsen, mens antiglobaliseringsdemonstrationerne i Genova som bekendt udviklede sig til omfattende optøjer og politivold.

Inden eurokrisen fungerede SYRIZA primært som talerør for små borgerrettigheds-, miljø- og antiglobaliseringsbevægelser. Men ved valget i 2012 – da trojkaen allerede havde installeret sig i Athen og dikteret et fortsat regeringssamarbejde mellem de to partier, som i knap 40 år havde skiftedes til at udplyndre Grækenland, Nea Dimokratia og PASOK – fik SYRIZA pludselig 27 procent af stemmerne. Opbakningen, som nu har gjort partiet til Grækenlands største, er blevet fastholdt og udbygget gennem en konstant tilstedeværelse ved de seneste års protester mod krisepolitikken:

»Vi har ingen gylden teori, men vi har en metode,« siger advokaten og kandidaten Christodoulopoulou på partiets tagterrasse med udsigt over byen, »det handler om at starte nedefra og skabe et program, som er anderledes end det, der havde staten i centrum. Vi skal opmuntre sociale eksperimenter, solidaritetsnetværk, alternativ produktion, sammenslutninger af uafhængige producenter og forbrugere, nye banksystemer og originale institutioner. Vi ved, at det bliver meget svært, hvis ikke vi får støtte fra andre europæiske lande.«

I samme bassin

Kan yderfløjenes fremgang i Grækenland få europæiske konsekvenser? De fleste højrefløjspartier har travlt med at lægge afstand til Gyldent Daggry, der ikke skjuler sine antisemitiske holdninger. Samme angst for at blive identificeret med belastende tankegods har fået bl.a. Dansk Folkeparti og det britiske UKIP til at afvise en alliance mellem alle de EU- og indvandringskritiske kræfter i parlamentet, sådan som Marine Le Pens Front National og Geert Wilders Partij voor de Vrijheid, der står til at blive de største partier i henholdsvis Frankrig og Holland, har foreslået.

Gyldent Daggry, som står til at få to mandater, vil nok kun kunne finde fælles fodslag med partier som Jobbik fra Ungarn og de tyske nynazister i Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Tilsammen får de næppe mandater nok til at kunne danne en politisk gruppe.

Nyfascistiske grupperinger i Italien har forsøgt at lukrere på Gyldent Daggry succes, men ligger langt under spærregrænsen. På den italienske højrefløj står Berlusconi stadig vakler mellem traditionel europæisme og et opgør med euroen, mens hans tidligere allierede flokkes om Le Pen og Wilders’ EU-modstanderalliance.

Afsløringer af tætte forbindelser mellem Gyldent Daggry og premierminister Samaras’ nærmeste rådgivere har vist, at den yderste højrefløj ikke er helt politisk isoleret i Grækenland.

Ifølge George Pleios, professor i kultur- og mediesociologi ved universitetet i Athen, flyder Nea Dimokratias højrefløj og Gyldent Daggry »i samme ideologiske bassin«.

»I antikommunismen navn har staten samarbejdet med og til tider også skabt højreekstreme grupperinger,« skriver journalisten Dimitri Deliolanes i en bog om Gyldent Daggrys oprindelse. På nogle grækere virker partiets forslag om en tilbagevenden til fortidens voldelige opgør med venstrefløjen ikke som et helt ufornuftigt svar på krisen, påpeger Deliolanes:

»Løftet er endnu et halvt århundredes monopol på magten.«

Fælles holdepunkt også i Italien

SYRIZA’s fremgang har gjort Tsipras til et forbillede på den europæiske venstrefløj og til Europæisk Venstrepartis kandidat til posten som kommissionsformand.

I Italien repræsenterer han håbet om en ny venstrefløj og et nyt Europa, så her han fået sin egen borgerliste, L’altra Europa con Tsipras (Det andet Europa med Tsipras, red.).

Komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle (Den Femstjernede Bevægelse, red.), appellerer til nogle af de samme vælgere. Det står dog ikke klart, om bevægelsen tilhører højre- eller venstrefløjen, eller om den er for eller imod euroen. Initiativtagerne til Tsipras’ liste håber, at den kan udgøre et fælles holdepunkt for de mange tusinde borgerinitiativer, der er opstået i senere år til beskyttelse af fælles goder, f.eks. skoler, teatre, vandforsyning og natur. Venstrefløjs- og miljøpartiet Sinistra Ecologia Libertà støtter listens kandidater, der alle har en fortid i græsrodsinitiativer som f.eks. Social Forum:

»De europæiske socialdemokratier bærer et stort ansvar for krisen, fordi de har solgt ud til neoliberalismen. De er endda gået så vidt som til at forestille sig et Europa uden Grækenland,« tordner partiformanden Nichi Vendola ved et velbesøgt vælgermøde i Teatro Vittoria i det romerske arbejderkvarter Testaccio.

I foyeren lader en gruppe vælgere, som ikke kan få adgang til den overfyldte sal, deres frustrationer gå ud over teatrets sikkerhedspersonale. Tsipras repræsenterer derimod Italiens sidste håb for, at 20 års berlusconisme kan munde ud i en venstredrejning, hævder Vendola nede i salen. Linjen er, at euroen skal bestå, men finanspagten må forgå:

»At indføre et forbud mod budgetoverskridelser svarer til at forbyde Keynes’ (økonomen John Maynard, red.) ideer,« siger Vendola.

Tsipras’ italienske aktivister bruger den græske kædedans Syrtaki som mobiliseringsredskab i det offentlige rum – ligesom Berlusconis modstandere for 10 år siden symbolsk slog beskyttende ringe om landets institutioner.

Forsøget på at blande græsk og italiensk politik sammen ved europaparlamentsvalget handler om at »forandre vreden til handling«, forklarer en af hovedkræfterne bag listen, journalisten Barbara Spinelli. Eksperimentets udgangspunkt er, at venstrefløjen ikke længere findes, fastslår Spinelli:

»Alle ved, at Grækenland er blevet brugt som prøveklud.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her