Baggrund
Læsetid: 9 min.

’Meld jer ind i folkehæren mod EU’

Det antieuropæiske britiske parti UKIP er stormet frem de seneste år og står til at få flest stemmer ved europaparlamentetsvalget. Men hvad er baggrunden for succesen? Og vil den holde? Information er taget med partileder Nigel Farage til EU-duel mod liberaldemokraten Nick Clegg og til akademisk debat i en tænketank for at opklare, hvad det er, UKIP har og kan, som tiltrækker så mange briter
Udland
3. maj 2014
Partiformand for UK Indepen-dence Party, Nigel Farage (t.v.) og Liberaldemokraternes Nick Clegg er ved flere lejligheder de seneste uger mødtes til en live-debat for og imod Storbritanniens EU-medlemskab. UKIP ’s Farage har forladt debatterne som den mest populære.

Jeff Overs

Området omkring BBC’s Broadcasting House nær Oxford Circus i London summer af ophidselse og forventning. Udenfor glasfacaden står BBC News 24’s kvindelige vært og følger ankomsten af aftenens to debattører: Liberaldemokraternes Nick Clegg og UK Independence Partys Nigel Farage. For anden gang på to uger mødes de to partiformænd til en live-debat for og imod landets medlemskab af EU.

»Bliver det personligt i aften,« spørger en reporter, der følger efter den liberale politiker, som han hastigt skrider op mod hovedindgangen.

I mediecentrets café i bygningen på modsatte side af gaden interviewer en anden BBC-vært de to partiers udsendte talsmænd, mens repræsentanter for den britiske og udenlandske presse gør sig bekendte med de øvrige spindoktorer og politikere, der er mødt op for at kommentere på debatten før, under og efter.

En storskærm flankeret af fire mindre skærme er sat op foran rækkerne af arbejdsborde, hvor skrivende journalister og radiorapportere har sat deres udstyr op og spændte afventer udfaldet af aftenens verbale dyst.

Men ligegyldigt resultatet af den obligatoriske meningsmåling blandt seerne efter debatten, har den ene af de to debattører allerede sejret. Det er ikke længe siden, at Nigel Farage og hans partifæller i UKIP blev afskrevet som »tosser«, »skøre kugler« og »skabsracister« af landets premierminister, David Cameron.

At han overhovedet står her i dag – på et oplyst podium i BBC’s store radiostudie, foran et inviteret publikum, i en timelang live-debat med landets vicepremierminister, præsenteret og styret af landets mest garvede vært, David Dimbleby – er et vidnesbyrd om, at UKIP-formanden har formået at etablere sig selv og sit parti som en reel spiller på den politiske kampplads.

»Vi har ventet på det her i 20 år,« indrømmer Tim Aker, leder af UKIP’s politiske afdeling, der velvilligt stiller sig til rådighed for kommentarer.

Begyndelsen

UKIP’s revolte mod Storbritanniens medlemskab af EU blev ironisk nok startet af en liberaldemokrat – i dag landets mest proeuropæiske parti. Det var historikeren Alan Sked, der som ansvarlig for London School of Economics Europastudier op gennem 1980’erne havde mødt nok »bureaukrater og andre euro-fanatiske akademikere« til at nå til den konklusion, at »det hele var vanvittigt«. Inspireret af Margaret Thatchers kritiske Brügge-tale i 1988 stiftede han i 1991 den Anti-Føderale Liga – senere UKIP – som stillede op for første gang ved parlamentsvalget i 1992.

Partiets mål var at presse de konservative, så partiet ville blive tvunget til at antage en hårdere antieuropæisk kurs, der i sidste ende skulle resultere i, at landet forlod EU. Valget blev dog et flop, og partiet opnåede kun gennemsnitligt 0,5 procent af stemmerne, hvor det stillede op. Samlet set fik det færre stemmer end protestpartiet Monster Raving Loonies.

Men spol frem til 2014, og virkeligheden ser anderledes lys ud for UKIP. Premierminister Cameron har siden han kom til magten i 2010 haft omkring 100 EU-kritiske parlamentsmedlemmer på nakken, der har krævet en hårdere EU-kurs. Resultatet er blevet en markant Bruxelles-kritisk linje fra regeringens side. Cameron har gentagne gange truet med at nedlægge veto i EU-forhandlinger og har sågar brugt vetoretten i ét tilfælde. Og han har ikke mindst lovet den britiske befolkning en folkeafstemning i 2017 om et genforhandlet forhold mellem landet og EU. Et løfte afgivet under pres fra egne rækker, hvor de siddende parlamentarikere oplever vælgerflugt til UKIP og fra en befolkning, hvoraf over 50 procent nu tilkendegiver, at de vil stemme ja til at forlade EU, hvis de får muligheden.

Meningsmålingerne forud for europaparlamentsvalget i maj viser, at UKIP nu står til at høste næstflest stemmer med hele 31 procent af stemmerne mod Labours 28 procent og de konservatives kun 19 procent, mens liberaldemokraterne risikerer at blive så godt som udryddet i europæisk sammenhæng med kun ni procent. Ved det forrige Europaparlamentsvalg i 2009 fik UKIP 17 procent af stemmerne.

Med andre ord – det tog tid, men UKIP har opnået præcis det, partiets grundlægger havde håbet på.

»UKIP’s opkomst har været temmelig ekstraordinær. Vi forventer, at det mest sandsynlige udfald af det europæiske valg bliver, at UKIP vinder flest stemmer (i forhold til de konservative, red.),« siger Joe Twyman fra meningsmålingsinstituttet YouGov i debatten ’UKIP, den radikale højrefløj og Europaparlamentsvalget’ i tænketanken Chatham House få dage før BBC-debatten mellem Nigel Farage og Nick Clegg.

Anti-establishment

I BBC’s Broadcasting House er klokken blevet 19 en onsdag aften, og David Dimbleby skyder debatten i gang.

»Det er 40 år siden, BBC debatterede dette spørgsmål,« lægger Farage ud og erklærer, at alt i mellemtiden er forandret. Fællesmarkedet er f.eks. blevet til en politisk union. »Hvis vi i dag skulle stemme om, hvorvidt vi ville være medlem af den union, ville vi sige nej med overvældende flertal. Men der er en forhindring, og den forhindring står her i dag i form af Nick Clegg. Det er karrierepolitikerne og deres venner i erhvervslivets top, der ønsker at fastholde dette status quo,« tordner han og beskylder den »politiske klasse« for at have skabt et lavtlønssamfund ved at åbne dørene på vid gab for resten af EU’s arbejdskraft.

»Det er meget, meget godt for big business, det er godt for rige mennesker, der skal hyre tjenestefolk. Men det er ikke godt for dem på bunden af samfundet,« fortsætter han.

Det viser sig, at debatten bliver personlig i aften.

Nick Clegg kalder Farage’s verdensbillede for en »fantasi« og forsøger at gå i rette med UKIP’s påstand om, at 75 procent af britiske love stammer fra Bruxelles.

»Det er syv procent, ikke 75 procent, som er et tal Nigel Farage har opfundet. Syv procent af primærlovgivningen kommer fra EU. Så lad os få en debat, der ikke er baseret på skræmmebilleder, ikke på en eller anden farlig fantasi, men om nogle af de realiteter vi står over for som et moderne samfund,« lyder det fra den liberaldemokratiske leder, der har udfordret Farage til debat, fordi han mener, at UKIP’s populistiske retorik skal kvæles med fakta.

Skeptikerne

Men kan han det? Kan fakta sætte en stopper for UKIP’s fremmarch? Ifølge Joe Twyman fra YouGov interesserer UKIP’s vælgere sig ikke nævneværdigt for Europa, som han forklarer i sin præsentation i Chatham House.

»Når du spørger om Europa generelt, så rangerer det ikke særlig højt hos folk. Så spørgsmålet er, hvad det er, der driver UKIP’s fremgang,« spørger han og giver selv et bud.

»UKIP har været særlig god til at samle de utilfredse op. Folk, der ikke stoler på politikerne, og folk, der misbilliger udviklingen i samfundet. Og ja, det er ofte fair at karakterisere dem som euroskeptikere, men det er ’skeptiker’-delen, der er det vigtigste, ikke ’euro’-delen,« siger han.

Forsker i populisme i Europa Matthew Goodwin, der sammen med kollegaen Robert Ford netop har udgivet bogen Revolt of the right – explaining support for the radical right in Britian, er enig. Han mener, at UKIP er »misforstået som politisk parti«.

»Vi tror, vi ved, hvad der ligger bag UKIP. Vi får konstant at vide, at det primært er et oprør fra den euroskeptiske konservative middelklasse. At det er enkeltsagsvælgere. Men når du ser på UKIP i en anden kontekst – nemlig hvordan det britiske samfund har forandret sig siden 1970’erne – begynder du at forstå, at virkeligheden er en helt anden,« siger Goodwin og forklarer, at UKIP »i virkeligheden næres af et meget dybt socialt skel« i samfundet.

»Nigel Farage og UKIP tiltrækker dem, der er blevet ’hægtet af’. Arbejderklassen, lavt uddannede, økonomisk klemte, hovedsageligt ældre, hvide mænd, som ser et land, de ikke kan genkende, og som de ikke ønsker at være en del af. Og de er ikke blot motiveret af én sag: Europa. Disse mennesker er dybt bekymrede over hjemlige problemer såsom indvandring og opfattelsen af en ikkelydhør Westminster-elite. Tendensen viser os, at UKIP’s opkomst har været lang – men også at den har lang vej igen,« siger han og kalder UKIP for et »symptom«.

»UKIP fortæller os noget om de sociale ændringer og det værdiskifte, der har fundet sted i Storbritannien. På den ene side er der dem med færdighederne og evnen til omstilling og overlevelse i den globale postindustrielle økonomi; på den anden side dem, der blev hægtet af. Dem, som ikke kun blev ramt af landets økonomiske omstilling over de seneste tre årtier, men derefter blev ramt hårdest af finanskrisen og nedskæringerne.«

Disse er, tilføjer han, langt fra alle utilfredse konservative. Faktisk viser målingerne, at 19 af de 20 kredse, hvor opbakningen til UKIP er størst, i dag har Labour-flertal.

Så er UKIP et parti af afhægtede, gamle, hvide mænd, vil ordstyreren vide. For Nigel Farage er også til stede i denne debat. Og når han ikke taler direkte til vælgerne, står det klart, at der ligger politisk kalkule bag hans joviale og forenklede måde at tale til vælgerne på.

Han er fuldt ud klar over, hvem hans støtter er, og han roser Goodwin og Ford for deres beskrivelse af dem.

»Når man læser de Cameron-støttende aviser, skulle man tro, at alle, der støtter UKIP, er pensionerede oberster bosat i udkanten af Salisbury-sletten, som hader Europa, og som ikke har været der siden 1945. Det er rigtigt, at vi er populære i det segment, men der er bare ikke særlig mange af dem,« siger en jokende, men i dag også analytisk Farage.

»Nej, det er blevet klart i de seneste to år, at vores virkelige potentiale ikke er defineret af folks politiske baggrund, men af deres klasse. Så simpelt er det.«

Han opremser tre årsager til, at partiet har oplevet fremgang. Den første er, at partiet forudsagde, at landet ville opleve masseindvandring, hvis Storbritannien i 2004 – som et af kun tre lande – åbnede sine grænser for de nye øst- og centraleuropæiske landes arbejdskraft. Flere end en million EU-borgere er siden ankommet frem for de højst 13.000 om året, det britiske indenrigsministerium havde forudset.

»Og i forhold til euroen forudså vi ulykke og sagde, at alle, der støttede det projekt, måtte være idioter. Se på middelhavslandene i dag og vurder selv. Vi kom med nogle store forudsigelser, og mange kan se, at vi fik ret,« siger han.

»Den anden årsag er, at desillusionen med de tre etablerede partier – den professionelle karrierepolitiske klasse – er langt større, end nogen forstår. Der er millioner af mennesker derude, der ikke har nogen intentioner om at stemme på de tre partier igen, og som flyder rundt i systemet på udkig efter et andet sted at gå hen. En af de ting, folk oftest siger til mig, er: ’Nigel, jeg er ikke enig med alt, hvad du står for, men i det mindste ved jeg, hvad du står for,« siger den 50-årige partileder, der overrasker de fremmødte ved at erklære, at »folk ikke stemmer UKIP, fordi de ønsker at forlade EU«.

»De stemmer UKIP, fordi de kender og forstår vores holdninger. De stemmer på UKIP, fordi de kan se, at vi taler om de emner, der virkelig bekymrer dem, hvoraf indvandring står øverst på listen.«

»’Cleggers’ (Nick Clegg, red.) kan komme med alle de statistiske tal, han vil, om, at vi får et par hak ekstra opad i BNP (som følge af indvandring, red.). Men det handler om den grundlæggende forandring, som har fundet sted i vores samfund og en følelse af, at noget er gået frygtelig galt,« tilføjer han.

En folkehær

Nigel Farage ved med andre ord præcis, hvem han taler til, hvad de frygter, og hvad han skal love dem for at vinde deres stemme. I aftenens debat trykker han på alle de rigtige knapper, mener Tim Aker, der har travlt med at erklære sin mand for vinder, allerede før debatten er afsluttet. Og han ved, at det er medieeksponering som den, partiet har fået i de seneste uger, der får medlemmerne til at strømme til.

«I denne uge – efter sidste uges debat – steg vores medlemstal til over 35.000. Vi har en reel chance for at skabe et jordskælv ved EP-valget og derefter sikre, at vi ved næste parlamentsvalg får fjernet den politiske klasse, som ikke lytter til folk,« som han siger til Information.

»Elite«, »karrierepolitiker«, »big business«, »indvandring«. Det er langt fra en tilfældighed, at disse ord er velrepræsenteret i Nigel Farages ordforråd i debatten med Nick Clegg.

»Jeg opfordrer folk til at melde sig ind i folkehæren. Lad os sammen vælte det etablissement, der fik os ind i det her cirkus,« afslutter han sin appel til seerne. Få minutter senere kvitterer de med at erklære ham for aftenens suveræne sejrherre – afsløret af BBC på Twitter:

»Det er Farage igen, 68 pct. er for ham, siger YouGov’s Joe Twyman ,mens 27 pct. er for Nick Clegg.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kjeld Hansen

Det, der foregår i UK er på mange måder et spejlbillede af situationen i Danmark. Gennem de seneste 10 år er der over 73.000 fra øst Europa, som har valfartet til Danmark og over taget ufaglærte jobs eller jobs med lave kompetence krav - Prøv bare, at tage til Padborg tæt på den tyske grænse og tag en tur rundt i byens store speditionsområde. Så ved du hvad jeg taler om.

De 73.000 jobs svare til ca. 40% af arbejdsløsheden i Danmark og presset fra øst Europa gennem outsourcing af produktion og jobs til lavtløns områder i selv samme øst Europa fjerner yderligere 50.000 lav kompetence jobs fra Danmark. Dertil kommer så alle de reformer og nedskæringer af velfærden og de sociale sikkerhedsnet særligt de seneste år, som i stor udstrækning er blevet gennemført pga. pres fra den kraftige indvandring Danmark har været udsat for særligt gennem de seneste 10 år.

Politikerne forsøger, at bilde os vælgere ind, at problemerne skyldes en finanskrise og globalisering og ny verdens orden. Det har uden tvivl også haft en betydning, men meget meget mindre betydning ind den politiske elite i Danmark forsøger at bilde os vælgere ind.

- Og det er det nye under Danmark, almindelige mennesker med lave kompetencer, som betaler hele regningen i et helt uhørt omfang.

Men de velbjærgede bare bliver rigere og rigere samtidig med, at sammenholdet og solidariteten med hinanden i Danmark smuldre for hver dag der går.

- Det kan ganske enkelt ikke fortsætte sådan her. Jeg vil også have mit land tilbage.