Læsetid: 9 min.

Mistillid til den rumænske elite har vakt en ung grøn aktivisme

Statsligt brandudsalg af Rumæniens naturressourcer har genoplivet den sociale protest i et land, der er svært præget af politisk ligegyldighed i postkommunismens tidsalder. ’Det største siden Ceausescus fald,’ siger unge rumænske aktivister om de grønne protester mod bl.a skiftergasudvinding og giftforurening
Ceaucescus megalomane planer om et svømmebassin/kunstig sø med en omkreds på fire km i udkanten af Bukarest, er i dag muteret og omdannet til et sumplignende vådområde, der er omgivet af en enorm cementvold. Det er blevet en tilgroet grøn oase, der forsvares af miljøforkæmpere.

Tor Birk Trads

3. maj 2014

Dan Trifu står på taget af et tårnhøjt boligkompleks i en sydlig udkant af Bukarest. Under horisonten udpeger han Ceausescus vulgært store præsidentpalads og de ortodokse kirkers tårnspir, der hæver sig over massen af Bukarests grå etagebyggerier.

For foden af højhuset ligger Vacaresti-deltaet. Dan Trifu har ført os op på taget af huset, der er opført af investorer på jagt efter hurtigt afkast, for at vise os udsigten over betonsøen, der resultatet af et ukontrolleret møde mellem falleret kommunistisk byggeplanlægning og vild natur. Set ovenfra ligner det sumplignende vådområde, der er omgivet af en enorm cementvold, en tilgroet fæstning i et post-apokalyptisk landskab.

I 1986 var Vacaresti-deltaet det absolutte prestigeprojekt for den kommunistiske diktator Nicolae Ceausescu, der besluttede at rydde et lokalt kloster til fordel for dannelsen af en kunstig sø med en bund af støbt beton. Bukarest skulle have et olympisk svømmebassin med en omkreds på godt fire kilometer, mente diktatoren, hvis byggeplaner blev skrinlagt, da han blev henrettet af revolutionære i december 1989.

Som formand for den miljøaktivistiske gruppe Eco Civica kæmper Dan Trifu for at beskytte Vacaresti-deltaet mod boligspekulanter. I de sidste 25 år er bassinet gradvist blevet fyldt med sivende grundvand og har undervejs udviklet sig til et vildtvoksende hjemsted for et mangfoldigt dyre- og planteliv. Vandrefugle på træk gennem Europa har til glæde for ornitologer slået sig ned og lægger æg i sivene, mens lokale fiskere kan være heldige at få mere end 90 forskellige ferskvandsfisk på krogen i ferskvandsdammene. Trifu frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før spekulanter får held med at bebygge det grønne område.

»Nogle af dem, der ejede området før kommunismen, har vundet ejendomsretten tilbage ved en retssag. Yderligere 250 retssager er i gang i øjeblikket. Mange af dem ønsker at sælge landet til internationale investorer. Vi har forsøgt at forklare dem, at de ikke kan bygge noget her på grund af grundvandet står så højt. Huslejerne i de omgivende bygninger er allerede for høje. Derfor står de tomme.«

Grøn aktivisme

Set fra toppen af de nærliggende højhuse afslører Vacaresti-deltaet sig i dag som enestående grøn plet af i den tæt bebyggede og svært trafikerede rumænske hovedstad. Men det er langtfra det eneste vidnesbyrd om de utilsigtede og uforudsigelige virkninger af det mangeårige kommunistiske diktatur i nutidens Bukarest.

Endnu en langtidsvirkning af det kommunistiske diktatur er den udbredte resignation og mistillid til det politisk system, som man støder på overalt hos yngre rumænere. For den britiske journalist Michael Bird, der der har boet i Rumænien i over 10 år og i løbet af et årti har observeret tilblivelsen af en ny form for politisk aktivisme i Rumænien, er det derfor heller ikke overraskende, at det netop er klimaaktivister som Dan Trifu, der i disse år mobiliserer den rumænske ungdom.

»Unge mennesker i 20’erne og 30’erne, der måske endnu har en erindring om kommunismen, har set både den autoritære venstrefløjs fejl, og de har set højrefløjens fejl ved overgangen til kapitalismen,« forklarer Michael Bird.

»Når unge rumænere i dag søger at få deres politiske frustrationer ud, vender de sig mod grønne mærkesa ger. Det er noget, man ikke tidligere har prøvet i Rumænien. Det bliver set som et klart brud med både højre og venstre. Det er blevet en ideologisk præference blandt en lille, men dog magtfuld kerne af aktivister i Bukarest.«

Mistillid til politikerne

En af Rumæniens unge grønne aktivister hedder Diana Iftodi, der denne dag er mødt frem i forårskulden på Piata Romana i Bukarest. Sammen med en håndfuld demonstranter deler hun flyers ud foran socialdemokraternes partikontor, mens højttalere brager løs med protestmusik. Aktivisterne har slået midlertidig lejr på den centrale plads i Bukarest for at ytre deres frustration over både manglende politisk indflydelse,og et statsligt brandudsalg af landets naturressourcer.

»Vi håber, at vores stemme bliver hørt, men vi er skeptiske over for, hvordan den politiske klasse reagerer«, siger Diana Iftodi, der er ph.d.-studerende og i slutningen af 20’erne.

Anført af premierminister Victor Ponta fra det socialdemokratiske parti er den rumænske regering stærk tilhænger af den omstridte udvindingsmetode, der er kendt som fracking. Netop nu er det amerikanske energifirma Chevron ved at gøre sig klar til at udvinde skifergas fra den rumænske undergrund ved hjælp af fracking, der forurener voldsomt.

»Vi protesterer mod frackingplanerne, men eftersom den samlede politiske klasse er enig om at støtte og fremme udvinding af skifergas retter vores protester sig også mod den politiske dagsorden og mod politiske klasse som sådan. De politikere, der burde repræsentere os, repræsenterer en række multinationale selskabers interesser,« siger Diana Iftodi.

Det rumænske efterår

I det postkommunistiske Rumænien er fordelingen af energi- og naturressourcer en milliardforretning, der ofte vækker mistanke om lyssky studehandler mellem udenlandske investorer og korrupte rumænske politikere.

»Det er en krig om ressourcer«, siger ingeniøren og spejderlederen Vasile Darie med henvisning til regeringens tidligere planer om at udlicitere guldminedrift i den nordrumænske bjergregion Rosia Montana til et canadisk selskab, der ønsker at åbne Europas største guldmine.

Ifølge planen ønskede Gold Corporation at udvinde 300 ton guld og 1.600 ton sølv over en periode på 17 år. Minedriften ville imidlertid medføre ødelæggelsen af tre landsbyer, samt bortsprængning af fire bjerge. Dertil kommer anvendelsen af mindst 12.000 tønder cyanid og endnu større mængder af mineaffald, der vil have seriøse konsekvenser for miljøet. Før sit valg til premierminister i 2012 var socialdemokraten Victor Ponta imod minedrift i bjergregionen Rosia Montana. Efter sit valg vendte han på en tallerken og blev tilhænger af mineplanerne.

»Politikerne respekterer ikke basale demokratiske principper. For eksempel har vi ingen gennemsigtighed, når det gælder kontrakter med olie- og gasselskaberne. Der er ingen dialog eller politisk debat. De eneste proteststemmer er de lokale beboere i Pungesti, der er oprigtigt bekymret, fordi det er dem, der vil blive påvirket. De ønsker blot at vide, om det vil påvirke dem, og de har konstant forhørt sig hos de lokale myndigheder, men alle nægter at give et svar«, siger Diana Iftodi.

Indledningsvist blev protesterne mod regeringens planer båret af få aktivister samt lokale landsbyboere i nærheden af den planlagte minedrift. Til både aktivisterne og politikernes overraskelse vandt protesterne tilsutning blandt et bredt udsnit af rumænere, da den rumænske regering i august sidste år fremlagde et lovforslag, der gav mineselskabet Rosia Montana Gold Corporation, et datterselskab af den canadiske Gabriel Resources, beføjelser til at tvangsforflytte lokale beboere.

»Vi kalder det for ’det rumænske efterår’«, siger Vasile Darie, der selv var involveret i protesterne mod minedrift i Rosia Montana. I løbet af kort tid bredte protesterne sig til adskillige rumænske byer, hvor mere end 30.000 demonstranter gik på gaden med en efter rumænske forhold usædvanlig fornemmelse af sammenhold til at tale både politikere og svigtende medier imod. I sidste ende valgte regeringen at aflyse minedriften i Rosia Montana, hvilket gav aktivister og unge rumænere en gigantisk sejrsfølelse og genetablerede en flig af troen på det rumænske civilsamfund.

»Protesterne er det største, der er sket i Rumænien siden Ceausescu. For 10 år siden var vi som børn. Vi ejede ikke evnen til at bedømme, hvad der skete på et institutionelt niveau. Siden september sidste år har vi haft en følelse af at være en familie, der kan vælge en anden retning, end vores forældre har gjort i den postkommunistiske æra,« siger Vasile Darie.

Når Chevrons planer om at bore efter skifergas er blevet modtaget med et skuldertræk af mange rumænere, bliver Vasile Darie bekymret for, om hans landsmænd evner at holde fast i protestånden. »Problemet er, at vi ser, at folk er begyndt at blive demotiverede på grund af regeringens skifergasplaner. De har netop monteret de første boremaskiner. Chevron har budt ind på omtrent 70 pct. af rumænsk jord. Vi har begyndt en PR-kampagne, men det har ikke den samme effekt som Rosia Montana-kampagnen. Den familiefornemmelse har vi ikke set i protesterne mod skifergas.«

Netop på grund af mistilliden til de hjemlige politikere sætter mange rumænske aktivister, der arbejder for forbedrede demokratiske vilkår, deres lid til EU, som Rumænien blev medlem af i 2008. Det er dog ikke altid, at EU formår at leve op til forventningerne.

Håb om europæisk indblanding

»Vi har været i kontakt med ngo-grupper i Bruxelles. De prøver at skabe bevidsthed om konsekvenserne af fracking i Europa-Parlamentet og måske bevirke nogle direktiver, der måske en dag kan forbyde fracking. I begyndelsen ville vi bare have en rapport, der kan vurdere konsekvenserne af fracking,« siger Diana Iftodi. EU-Kommissionen har på en eller anden måde formået at lade den ret solide information om de akutte konsekvenser af fracking, som er blevet stillet til rådighed af både parlamentsmedlemmer og ngo’er, munde ud i en række anbefalinger. I praksis har de vasket deres hænder. Der er ikke meget mere, vi kan forvente af dem.«, siger Diana Iftodi.

Det er heller ikke blevet nemmere at være modstander af fracking i Rumænien efter Ruslands anneksion af den ukrainske halvø Krim. Frygten for at blive afhængig af russisk gas har gjort spørgsmålet om Rumæniens energiforsyning til et spørgsmål om loyalitet og patriotisme.

»I Bulgarien har de allerede forbudt fracking,« siger Diana Iftodi.

»Men hvis man siger det i Rumænien, siger myndighederne, at Bulgarien er filtret ind i russiske interesser. De bruger samme argument til at påstå, at rumænske antifracking-demonstranter er sponsoreret af Rusland, hvilket er nonsens.«

Kampklædt politi

Allerede sidste år stødte demonstranter sammen med kampklædt politi i den nordøstrumænske by Pungesti, hvor Chevron planlægger at påbegynde sine omfattende frackingplaner i Rumænien. Efter sabotage fra lokale aktivister har Chevron været nødt til at opstille tre meter høje pigtrådshegn omkring fracking-området.

I dag er kampklædt politi ifølge Diana Iftodi permanent til stede i de berørte landsbyer. »Det er noget, man ellers ikke ser i et demokratisk samfund. Lokale kræfter har forsøgt at få en folkeafstemning. De har forsøgt at indsamle underskrifter. Og der har været lokale politiske beslutninger. Men de demokratiske metoder er nu nået til vejs ende. Nu kan vi kun lave demonstrationer og protestaktioner.«

Ifølge Michael Bird er den manglende tiltro til det politiske system langtfra atypisk for en ny generation af rumænere.

»I løbet af de seneste 20 år har en generation af rumænere oplevet skuffelsen over den postkommunistiske æra, der trods løfterne om et bedre liv og et velfungerende frit marked er sandet til i turbokapitalisme og korruption. Rumænien har været et kleptokrati, hvor en rumænsk elite, der tidligere var en del af kommunismen, holdt op med at docere kommunistiske værdier og i stedet begyndte at tale om det frie marked, men ellers fortsatte som hidtil med at sætte sig på statens værdier«, forklarer Michael Bird.

Som medlem af en generation, der har oplevet de værste sider af både kommunismen og turbokapitalismen ved Vasile Darie, at det handler om at bevare modet og tiltroen til den næste generations håb og drømme. Derfor arbejder han i dag som spejderleder for at påvirke unge rumænere til at opbygge selvrespekt, respekt for deres medmennesker og ikke mindst for naturen. Kun på den måde kan han bevare optimismen.

»Vi bliver nødt til at være millioner. Selv 100.000 er ikke nok. Vi så potentialet sidste år. Der blev sået et frø. Nu er vi nødt til at vande det frø. Jeg føler, at det kan være en sag for den rumænske ungdom. Hvis jeg mister den følelse, er jeg død.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu