Læsetid 5 min.

Mulighederne i at tilhøre ’den tabte generation’

Disse års europæiske ungdomsgeneration er blevet kaldt ’den tabte generation’. Særligt i Sydeuropa udfordres unges forventninger til fremtiden drastisk af krisen. Denne reportages to forfattere har gennem et års rejse rundt i Europa besøgt 24 lande og sovet i 100 forskellige unges hjem. Hjemvendt er de i tvivl om, hvorvidt det er dårligt, at Europas unge bliver voksne i en krisetid
Belèn og hendes kæreste Ben fra Malaga er i årevis blevet tudet ørene fulde om den triste ledighedsstatistik for unge, der i Spanien ligger mellem 40 og 50 pct. ’Men helt ærligt, hvad kan man regne med andet end sin lyst?’ siger Belén, der faktisk har et job, men tænker på at flytte til Sydamerika med Ben. 

Belèn og hendes kæreste Ben fra Malaga er i årevis blevet tudet ørene fulde om den triste ledighedsstatistik for unge, der i Spanien ligger mellem 40 og 50 pct. ’Men helt ærligt, hvad kan man regne med andet end sin lyst?’ siger Belén, der faktisk har et job, men tænker på at flytte til Sydamerika med Ben. 

Elena Maria Askløft
3. maj 2014

Det er nu præcis et år siden, at vi pakkede vores bil og tasker. Fyldt med tøj, udstyr og spørgsmål ville vi på et års rejse gennem kontinentet møde andre europæiske unge og finde ud af, hvordan det egentlig er at være en tabt generation.

»Mine forældre ryster på hovedet af os. De synes, vi er sindssyge, fordi vi vil kvitte vores job og tage til Sydamerika,« siger Belèn til os under den varme sol i Málaga. Hun er kæreste med Ben, og de to er henholdsvis 28 og 29 år.

»Men helt ærligt, hvad kan man regne med andet end sin lyst? Jeg gider ikke gå og være bange for noget, og jeg gider slet ikke fortsætte med at arbejde, bare fordi folk truer mig med ’arbejdsløshedsstatistikker’«. Ben og Belèn er, hvad de fleste i Sydspanien vil kalde heldige. De har begge et fast job i et land med astronomisk høj arbejdsløshed på næsten 50 pct. for unge. Deres løn er dog som de fleste andre spanieres ikke særlig god. Faktisk tilhører de det, der på spansk kaldes la generación de los mil euros(1000 euro-generationen), da de kun tjener omkring 7.500 kr. om måneden, selv om de er uddannet og har fuldtidsjob. »Men nu rejser vi snart til Sydamerika for at være med i forskellige projekter derovre,« fortæller Belèn og kigger forelsket på Ben.

Belèn har prøvet at være arbejdsløs. I næsten to år søgte hun job hver eneste dag uden held.

»Jeg mistede enormt meget tro på autoriteterne i de år, jeg gik ledig. Jeg havde tid til at tænke mig om og arbejde frivilligt med grøn omstilling, og det gik op for mig, at når der er så meget, der ikke fungerer i systemet, så må man selv gribe til handling. På en måde oplever jeg det sådan, at krisen har fået mig til at miste tilliden til systemet og politikerne, men har styrket min tro på mig selv og mine venner.«

Holdninger forandres

I Italien oplever vi også, hvordan krisen har ændret unges måde at forstå samfundsstrukturerne på. I Torino bor vi hos det unge kærestepar Salvatore og Chiara. Hun arbejder ved siden af sine studier, men har ikke nogen kontrakt. Han er selvstændig og nødsaget til indimellem ikke at skrive kvitteringer på det, han sælger, fordi han ellers ikke tjener nok penge til at klare sig.

»Jeg kan huske, hvordan jeg havde det før i tiden, når venner af familien kom og fortalte, hvordan det nu var lykkedes dem at snyde i skat. Jeg syntes, det var sejt, ligesom de fleste andre,« fortæller Salvatore og ryster meget italiensk og karikeret på hovedet og fortsætter:

»Jeg synes helt ærligt ikke længere, det er sejt at snyde i skat. Det er jo ligesom dét, kombineret med et korrupt system og korrupte politikere, der har kørt vores land i sænk – så jeg tænker, at det er på høje tid med en forandring af vores mentalitet, og derfor reklamerer jeg ikke med mit skattesnyderi. Jeg holder det for mig selv.« I Grækenland kender de også til de problemer, som Salvatore beskriver.

»Vi unge grækere har mistet retten til at drømme.« Sådan diagnosticerer den arbejdsløse læge Xristoy situationen for sin egen ungdomsgeneration, da vi taler med ham til en demonstration på Syntagma-pladsen i Athen.

Nord og syd mødes

Derefter tager vi afsked med ham, som vi har gjort med så mange unge europæere før ham. Det har ikke altid været nemt at forlade personer, vi er kommet tæt på, men der er specielt en afsked, som rører os. Det er den dag, vi kører mod Istanbul og skal sige farvel til Zaf, som vi bor hos i Athen. Han er sociolog, arbejder i et reklamebureau til en skodløn, og han hader sit job. Han vil så gerne prøve noget andet.

Krisen har for Zaf, ligesom for mange andre unge europæere, været en formativ begivenhed. Zafs tankegang er blevet præget af denne finanskrise, og han var også meget aktiv under de folkelige demonstrationer i 2011 på Syntagma-pladsen. Han har kæmpet mod politiet, mod racister og fascister.

Da vi den dag drikker afskedskaffe med Zaf, opfører han sig underligt. Han bider os af.

»Nu rejser I videre, og jeg skal tilbage til mit lortearbejde,« siger han og kigger stift ud af vinduet. Zafs mund, der engageret plejer at kritisere korruptionen, uligheden og EU-trojkaens sparekrav er tavs. Vi føler os lidt utilpasse og kan jo godt se, at vores fine kamera og notesbøger ikke hjælper en skid på Zafs situation. Han sidder i saksen, og om lidt sidder vi i bilen på næste etape af vores store Europatur. Med tårer i øjnene rejser han sig og giver os et knus og et klap på skulderen:

»Husk nu at nyde det, mine danske venner.«

I bilen er vi begge kede af at måtte forlade vores nye ven på den måde. Men vi kommer også frem til, at de græske unge måske har mistet retten til at drømme, men mange af dem har til gengæld vundet lysten til at kæmpe.

Sovende forelæsning

I London møder vi Lena, som kæmper for at få en fod inden for på arbejdsmarkedet. Hun får én fuldtidsløn for to fuldtidsstillinger, og ved siden af arbejder hun ulønnet på to store projekter. Over aftensmaden i hendes lejlighed fortæller hun, at hun er enormt stresset: »Jeg har problemer med vejrtrækningen, men som ung i Europa kan man jo ikke klage, når man har et job – eller fire – ligesom mig.« Hun griner halvhjertet og fortsætter:

»Der er jo kamp om pladserne i dag, og selv om du har en kandidatgrad i, hvad ved jeg, så er du jo ikke sikret noget som helst.«

To uger senere møder vi en helt anden virkelighed i Stockholm, da vi tager med to brødre til forelæsning. De er i gang med at tage en kandidatgrad i filmvidenskab, og hver gang forelæseren slukker lyset for at vise et filmklip, lægger brødrene hovedet på bordet for at lukke øjnene ligesom mange af de andre fra holdet. I mørket tænker vi for os selv, at der er langt fra denne skandinaviske studentervirkelighed til Lenas arbejdsiver, til Ben og Belèns antiautoritære eventyrlyst og til Zafs stærke følelser og oprørstrang.

Tabt bag en vogn, vi ikke vil med

De millioner af unge bliver kaldt ’den tabte generation’, men er der ikke også nogle muligheder i det at være tabt?

Helt skidt er det måske ikke at blive tabt bag en vogn, når man finder ud af, at man ikke ville med på den vogn. Krisen ser ud til at få de unge, vi har mødt på rejsen rundt i Europa, til at tænke nye tanker, gøre op med korruption og få skabt nye fællesskaber, ideer og værdier. Og det er vel ikke så skidt igen?

Krisen har gjort vores generation opmærksom på, hvad det er for en verden, vi er ved at blive voksne i. Det er en verden, der byder på europæisk union, global finanskapitalisme og tvungen migration for at finde arbejde.

Men det er også en verden, der byder på mange muligheder, hvis man evner at gribe dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu