Læsetid: 6 min.

Nyvalgt Europa-Parlament skal tage kampen op med NSA-overvågning

Edward Snowdens afsløringer om NSA’s overvågning har fortsat enorme konsekvenser for europæisk opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert. Traditionelt har suveræne stater ytret kritik af overvågning, men nu er det Europa-Parlamentets medlemmer, der fører an i kritikken
Da Angela Merkel besøgte Barack Obama i Det Hvide Hus neddroslede hun sin kritik af den amerikanske efterretningstjenestes overvågning. Men Europa-Parlamentet ønsker politisk handling på området.

Doug Mills

26. maj 2014

Da Tysklands kansler, Angela Merkel, for nylig besøgte præsident Barack Obama i Det Hvide Hus, røbede det samtidig omfanget af den tyske vrede over NSA’s overvågning. Glemt var vreden over overvågningen af hendes egen mobiltelefon, som Merkel ikke nævnte med et ord.

Til gengæld kunne den tyske kansler forsikre Obama om, at højlydte krav fra tyske europaparlamentarikere og oppositionspolitikere om at lade whistlebloweren Edward Snowden afhøre i Tyskland ikke vil blive til virkelighed.

Godt et år efter The Guardian for første gang bragte en række afsløringer fra Edward Snowden, står det klart for selv de mest skeptiske sjæle, at NSA’s overvågningsaktiviteter direkte berører europæiske borgeres grundlæggende rettigheder og ikke mindst de europæiske institutioners troværdighed som disse rettigheders håndhævere.

Men det står også klart, at de europæiske regeringer i bedste fald har betænkeligheder, når det gælder konkrete løsningsforslag.

»Den største overvågningsskandale i menneskehedens historie har indtil videre ikke haft nogle politiske konsekvenser. Vores forbundsregering stikker hovedet i sandet og håber på, at debatten går væk af sig selv,« skriver netaktivisten og journalisten Markus Beckedahl i en kommentar på heute.de.

Når det gælder borgernes digitale rettigheder, er det i stigende grad Europa-Parlamentet, der indtager en særlig rolle i bestræbelserne på at drage en politiske lektie af Snowdens afsløringer.

»De største problemer i europæisk netpolitik ligger egentlig i Kommissionens og medlemslandenes hensynsløse måde at ignorere artikel 52 i EU-charteret for menneskerettigheder på«, lyder vurderingen fra Joe McNamee, direktør for ngo’en European Digital Rights, på hjemmesiden GoVeto, om den paragraf, der omhandler respekt for europæernes privatliv.

»Jeg vil hellere kræve respekt for den paragraf i stedet for at kræve direktiver eller regler afskaffet.«

Europæisk intervention

Hvorvidt EU rent faktisk har mulighed for at stille nationale efterretningstjenester til ansvar for brud på grundlæggende rettigheder, er imidlertid tvivlsomt. Men noget tyder på, at Europa-Parlamentet er villig til at forsøge.

I en rapport fra Europa-Parlamentet fra oktober 2013 fremhæves det, at efterretningstjenester, hvis aktiviteter muligvis hører til under medlemsstaternes nationale kompetencer, alligevel kan blive genstand for europæisk intervention.

Med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonvention og EU’s charter for fundamentale rettigheder, vurderer Parlamentet, at der er mulighed for europæisk intervention, såfremt nationale overvågningsprogrammer må betragtes som værende i strid med demokratiske minimumstandarder. I marts fik Europa-Parlamentet nok og gav USA besked på at standse omfattende overvågning af både europæiske borgere og politiske institutioner eller blive mødt med konsekvenser.

Som en forhandlingsstrategi anfører parlamentet, at man vil afvise at stemme for den transatlantiske frihandelsaftale, medmindre USA fuldt ud respekterer fundamentale EU-rettigheder. Parlamentet har også tidligere anbefalet, at Safe Harbour-aftalen, der fastsætter betingelserne for udveksling af især kommercielle virksomheders udveksling af data mellem USA og EU, bør opsiges.

Europæiske overvågningsskeptikere fik endnu et europæisk rygstød, da EU-Domstolen i april besluttede at annullere datalogningsdirektivet fra 2006, der forpligtede udbydere af telekommunikation til at lagre nettraffik og data med henblik på mulig senere efterforskning i mindst to år.

»Ved at beordre lagring af disse data og ved at tillade nationale myndigheder at skaffe sig adgang til dem, kolliderer direktivet på særlig alvorlig vis med fundamentale rettigheder, der skal sikre respekt for privatlivet og beskyttelse af personlige data,« lød Domstolens begrundelse.

En EU-dom er imidlertid ikke nok til at bevæge nationale beslutningstagere i de enkelte medlemsstater. I Danmark har regeringen trods EU-Domstolens kendelse endnu ikke afskaffet logningsdirektivet.

Efter valget til Europa-Parlamentet skal Kommissionen tage stilling til eventuelle nye retningslinjer for datalogning, men modstandere af overvågning er skeptiske over for kommissionens vilje til at gribe afgørende ind, når det eksempelvis gælder direktivets retningslinjer for myndighedernes adgang til flygæsters personlige data.

»Set fra de juridiske eksperters synspunkt er det ganske åbenlyst, at EU-Kommissionen bør trække det foreslåede direktiv om PNR (Passenger Name Record, red.) tilbage. Hvis man skal lytte til tidligere erfaringer, er det sandsynligt, at kommissær Cecilia Malmström vil lade stå til af frygt for, at det, der nødvendigvis må gøres, vil støde visse medlemsstater«, skriver Heini Järvinen i en analyse for European Digital Rights.

Tyskland bremser

Allerede i 2012 viste Europa-Parlamentet tænder ved at afvise den såkaldte ACTA-aftale, der var tænkt som en sikring af ophavsrettigheder på internettet med den begrundelse, at detaljer i aftalen i yderste konsekvens kan opfattes som et overgreb på både ytringsfrihed og personfølsomme data. Ikke desto mindre fortsætter arbejdet med EU’s databeskyttelsesreform.

I oktober sidste år mobiliserede den tyske europaparlamentariker Jan Phillipp Albrecht et europaparlamentarisk flertal for reformen, der bl.a. sigter til at indskrænke udenlandske virksomheders muligheder for at få adgang til data om europæiske borgere. Dermed har Parlamentet ført an i opgøret med en aldeles forældet databeskyttelseslovgivning, der stammer fra 1995.

På grund af indsigelser fra medlemsstaternes nationale regeringer, herunder særligt Tyskland og Storbritannien, der frygter uhensigtsmæssige stramninger, har Kommissionen imidlertid valgt at udskyde reformen til efter det europæiske valg.

Blandt andet har den tyske regering sat sig på tværs i Ministerrådet med bekymringer om, hvorvidt reformen harmonerer med tyske standarder. Den tyske position har vakt frustrationer i både Parlamentet og Kommissionen, hvor justitskommissær Viviane Reding kalder den tyske regering for »tungen på vægtskålen«, når det gælder en europæisk databeskyttelsesreform.

Ifølge Jan Phillip Albrecht er det på høje tid, at Europa finder frem til fælles standarder og han anklager den tyske regering for at opfører sig uansvarlig.

»Vi har brug for reformer og regulering så hurtigt som muligt, så vi kan påbegynde forhandlingerne umiddelbart efter valget til Europa-Parlamentet«, siger han til nyhedsmediet EUobserver.

Europæisk basar

Det er netop spørgsmålet om revision af lovgivning, der bringer de europæiske lovgivere på juridisk konfrontationskurs med en række af medlemsstaternes nationale regeringer.

Karakteren og det fulde omgang af de europæiske efterretningstjenesters samarbejde med NSA er stadig ubesvaret, men det virker rimeligt at antage, at tjenesterne i stort omfang anvender lignende programmer til at overvåge europæiske borgere.

Den danske regering fastholder eksempelvis, at der ikke er grund til at antage, at USA bedriver overvågning på dansk jord. Samtidig har danske myndigheder afvist at kommentere et eventuelt samarbejde med NSA. De fem partnerlande USA, Australien, Canada, New Zealand og Storbritannien, de såkaldte ’five eyes’-partnere, samarbejder allerede med NSA om det såkaldte overvågningssoftware PRISM.

Ifølge Snowdens afsløringer er NSA endnu tvunget til at samarbejde med de nationale efterretningstjenester i en slags transnationalt efterretningsnetværk.

»Resultatet er en europæisk basar, hvor et EU-land som Danmark eksempelvis giver NSA adgang til en lyttepost på den betingelse, at NSA ikke bruger den til at lede efter danskere, og Tyskland giver måske adgang til en anden, på den betingelse at der ikke ledes efter tyskere.

Men de to lytteposter kan være to punkter på det samme kabel, så NSA opsnapper simpelthen bare kommunikationen mellem tyske borgere, idet de krydser Danmark, og de danske borgere idet de krydser Tyskland«, sagde NSA-afhopperen Edward Snowden i en bekendtgørelse til Europa-Parlamentet i marts.

»I sidste ende giver hver af de nationale efterretningstjenester uafhængigt adgang til NSA, GCHQ, FRA og lignende, uden at de fatter hvordan hvert enkelt bidrag muliggør et større netværk af masseovervågning mod almindelige borgere«, lyder det i Snowdens udsagn, der også anbefaler revision af de enkelte medlemsstaters nationale lovgivninger for at sikre parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne.

Sikkerhedspolitiske spørgsmål

Særligt i Tyskland har NSA-affæren vendt op og ned på en række naturlige sandheder. Mens den tyske regering har forsøgt at afværge spørgsmålet om efterretningstjenesten BND’s aflevering af millionvis af metadata til NSA, er aflytningen af Merkels mobil i mange tyskeres øjne utilgivelig og illustrerer, at USA ikke længere er den samme alliancepartner, som stod for genopbygningen af Tyskland efter Anden Verdenskrig. Med andre ord har NSA-affæren antændt en møjsommelig og tidskrævende reflektionsproces, der omhandler Tysklands position som global politisk spiller. Trods en serie af ydmygelser, hvor afsløringen af NSA’s overvågning af kanslerens mobiltelefon er den foreløbige kulmination, har Merkel til trods for NSA’s åbenlyse brud på den tyske grundlovs paragraffer om privatlivets beskyttelse løbende forsøgt at dæmpe sine landsmænds forargelse over den amerikanske spionpraksis.

Det har fået de tyske oppositionspolitikere i De Grønne og Die Linke til at kræve asyl til Snowden i forbindelse med en undersøgelseskomité nedsat i forbundsdagen.

Dermed vil de muliggøre, at Snowden kan afhøres på tysk jord uden at skulle frygte udlevering til USA. Også en række europaparlamentarikere har krævet europæisk asyl til Snowden, men har ikke opnået flertal i Parlamentet.

Som sådan er Parlamentets råderum stadig begrænset. Merkels regering har tilkendegivet, at man fortsat vægter »udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål« tungest i de transatlantiske relationer. Med andre ord får et nyvalgt Europa-Parlament rig anledning til at lægge sig i selen, når det gælder koordineringen af en fælleseuropæisk overvågningspolitik efter Snowdens afsløringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu