Hvis omstillingen kommer, er det ikke politikernes fortjeneste

Vi er bundet af mentale overbevisningssystemer, som er selvopretholdende og stritter imod forandring. Derfor bliver det presset fra ressourceknaphed og teknologisk innovation snarere end parlamentariske beslutninger, der baner vej for omstilling, mener italiensk miljøprofessor
’Jeg registrerer det store problem, at vore samfund ikke er godt indrettet på at gennemføre forandringer som udtryk for langsigtet planlægning,’ siger Ugo Bardi.

’Jeg registrerer det store problem, at vore samfund ikke er godt indrettet på at gennemføre forandringer som udtryk for langsigtet planlægning,’ siger Ugo Bardi.

Tor Birk Trads
9. maj 2014

Jeg er optimist,« siger Ugo Bardi under sit oplæg på konferencen Mind the gap, Bridging the gap i en fyldt fællessal på Christiansborg. Det er godt at vide, for når man taler med ham, kan man komme i tvivl.

Ugo Bardi, 61, er professor ved universitetet i Firenze med en baggrund i fysisk kemi, men i de seneste 15 år beskæftiget med dynamiske modeller for ressourceudtømning. Han skrev i 2011 bogen Limits to Growth Revisited, der påviste, at rapporten Grænser for vækst fra 1972 stort set ramte rigtigt i sine dystre forudsigelser om udviklingen, hvis business as usual blev fastholdt, hvilket i høj grad har været tilfældet. For ganske nylig har Ugo Bardi udgivet bogen Extracted om den fortsatte udplyndring af klodens ressourcer, og nu er han altså i København for at tale om netop det.

Ligesom de nulevende og endnu aktive forfattere til Grænser for vækst – professorerne Dennis Meadows og Jørgen Randers – er Bardi ramt af en stærk, erfaringsbestemt nøgternhed i sit syn på samfundenes evne til at tage advarslerne om miljøbelastning og ressourceudtømning til sig og agere med rettidig omhu. Det er over 40 år siden, advarslerne fra Grænser for vækst satte international dagsorden, men den globale udvikling går fortsat sine skæve gang med klimaforandringer, livstruende forurening og rovdrift på natur og råstoffer.

»Jeg synes, jeg registrerer det store problem, at vore samfund ikke er godt indrettet på at gennemføre forandringer som udtryk for langsigtet planlægning,« siger han og nævner som eksempel de mangeårige internationale forhandlinger om en global klimaaftale, der er slået fejl.

Som så mange forskerkolleger har han ment, at manglen på klimapolitisk handling skyldtes manglende evne hos videnskaben til at formidle, hvad man faktisk ved om situationens alvor. Så man anstrengte sig for at kommunikere klarere og mere pædagogisk. Men lige lidt har det hjulpet. Klimaskeptikerne i nøglepositioner – f.eks. i den amerikanske kongres og hos dominerende medier som Fox News – er fuldstændig argumentresistente.

»Der er intet sket, der sker intet,« skriver Ugo Bardi i sin blog på internettet, hvor han løbende kommenterer udviklingen.

I andre miljøer og dele af offentligheden bliver budskabet om klima- og ressourcekrise ikke nødvendigvis benægtet, blot fortrængt, skubbet til side, fordi det er så ubekvemt.

Det handler ifølge professoren om menneskers tendens til at etablere, hvad der i netværksteori kaldes ’små verdener’ eller ’stammer’, dvs. miljøer – politiske, religiøse, kulturelle, institutionelle – hvor man deler værdier og interesser og bruger hinanden til at opretholde og bekræfte sådanne tryghedsskabende ’overbevisningssystemer’. Beskytte sit gældende verdensbillede.

»Sådanne stammers modstandskraft mod ny information er i sandhed forbløffende,« synes Bardi, »det er næsten umuligt at rokke en stammes overbevisningssystem udefra.«

Han ser det som »en indbygget mekanisme, der modsætter sig forandring«, og det forklarer, hvorfor samfund har så svært ved at foretage dybe omstillinger som svar på store udfordringer.

»Samfundet består af et kompliceret system af interagerende netværk, som alle søger at opretholde sig selv. En regerings vigtigste mission synes at være at blive genvalgt og forblive ved magten. Og det tilstræber man ved at holde vælgerne glade på kort sigt, f.eks. ved at sikre dem mulighed for øget forbrug.«

Manglende strukturer

– Det lyder som en temmelig pessimistisk vurdering på menneskehedens vegne: Folks bevidsthed kan ikke ændre sig?

»På det individuelle plan kan folks bevidsthed, holdninger og værdier ændre sig. Du kan godt beslutte dig for en mere bevidst bæredygtig adfærd som forbruger. Men vi har ikke strukturer, der kan gøre det til et bevidst samfundsmæssigt kursskifte,« mener Ugo Bardi.

Som eksempel refererer han til en pointe fra professor i økologisk økonomi Inge Røpke, der som Bardi talte på Mind the gap-konferencen:

Hvis vi som forbrugere bliver bevidste om at spare på energien, giver det også en økonomisk besparelse. Vi får penge tilovers, og de penge går vi typisk ud og investerer i et andet ressource- eller miljøbelastende forbrug. Så hvis ikke øvelsen skal være mere eller mindre frugtesløs, men reelt bidrage til bæredygtighed, må den kombineres med en overordnet politik, der gør noget ved selve pengemængden, ved væksten. F.eks. en politik for kortere arbejdstid og dermed mindre pengeindkomst.

Inge Røpke nævnte også som eksempel, hvordan de nye effektive søgemaskiner for billige flyrejser og hoteller gør, at vi kan få mere rejse for de samme penge, på bekostning af klimaet.

»Den slags miljømæssigt uheldige bivirkninger har vi ikke strukturer – f.eks. i form af beslutningsdygtige politikere – til at modvirke,« siger Ugo Bardi.

Han understreger, at der er undtagelser og nævner f.eks. Danmarks markante resultater med indførelse af vindenergi som konsekvens af politiske målsætninger og planer.

»Jeg er nok præget af at komme fra et land, hvor forandring er fantastisk svær at skabe. End ikke en konference som denne, afholdt i selve parlamentsbygningen, ville være mulig i Italien.«

Ressourceudtømningen

Når Bardi alligevel kalder sig optimist, er det, fordi han tror på to andre, stærke drivkræfter: ressourceudtømningens dynamik og teknologiens potentiale.

»Journalister spørger ofte, hvornår vi løber tør for olie. Men vi løber ikke tør. Hvad vi i stedet oplever, er stigende omkostninger og faldende økonomisk udbytte, fordi man må gøre stadig mere drastiske og dyre ting for at få fat i olien,« siger han og nævner som det seneste eksempel den økonomisk – og miljømæssigt – krævende satsning på tjæresand, skiferolie og olieudvinding i Arktis.

Ugo Bardi viser grafer, der fortæller om en femdobling af olieprisen i perioden 1995-2013, en femdobling af prisen på kobber i tiden 1983-2011, en femdobling af prisen på platin etc.

Afhængigheden af de stadig mere svært tilgængelige råstoffer undergraver økonomien, siger han.

»Jo mere vi investerer i fossile brændsler, jo dybere graver vi os ned i et hul, vi ikke kan komme op fra. Jo mere vi investerer, jo mere vi borer, desto hurtigere når vi til knaphed.«

»Det er meget behageligt at leve i et velstående vestligt land med velstanden bygget på naturens mineralske ressourcer. Det har været som i et supermarked: Har du penge, kan du købe alt. Men udtømningen ødelægger langsomt alt, hvad vi har opbygget. Når udtømningen bliver alvorlig, kommer der konflikter. Lande vil holde fast på deres ressourcer, og prismekanismen kan ikke fungere som regulator. Mon ikke konflikten i Ukraine også handler om den fremtidige kontrol med landets skifergasreserver,« spørger Ugo Bardi.

Den onde cirkel

Faren er, at ressourceudtømningens undergravende effekt på økonomien fører til en ond cirkel, hvor kapitalknaphed bremser de investeringer i nye, mere bæredygtige teknologier, der skulle frigøre os fra de knappe ressourcer. Bardis håb er, at det modsatte vil ske: At ressourceknapheden vil presse omstillingen fremad.

»Vi kan ikke stoppe olieudvindingen her og nu, vi må nedtrappe gradvist, og vi må bruge indtjeningen fra olien til at investere i vedvarende energi.«

Og øge genanvendelsen af råstoffer, arbejde frem mod en cirkulær økonomi og lukkede kredsløb. Men samtidig være klar over, understreger Bardi, at også genanvendelse er underlagt loven om faldende udbytte: jo højere genanvendelsesgrad, desto mere omkostningsfyldt – i både penge og energiforbrug. Derfor er ressourceeffektivisering og besparelser lige så afgørende.

Ressourceudtømningen vil altså i Bardis optik presse til teknologiudvikling.

»Men eftersom samfundet ikke ønsker at forandre sig, vil forandringen næppe ske som en politisk tilrettelagt omstilling. Teknologiudviklingen vil primært ske med folks forventning om at tjene penge på den som drivkraft.«

»Og teknologien rummer stort potentiale for forandring. Din iPhone, som optager denne samtale, er jo udtryk for en revolutionerende teknologisk udvikling. Om lidt vil den sikkert blive drevet af solceller. Men den er ikke resultatet af en ordre fra regeringen eller en beslutning i parlamentet.«

»Så min ydmyge vurdering er, at vi ikke kommer til at gennemføre en planlagt omstilling. Den vil overvejende blive ikke-planlagt og drevet af teknologien. Det er det bedste håb, vi har om at kunne undgå den skæbne, som vi så i nogle af scenariekurverne i Grænser for vækst fra 1972,« siger den italienske professor.

’Mind the Gap – Bridging the Gap’ på Christiansborg var arrangeret af IDA Grøn Teknologi og Center for Design, Innovation and Sustainable Transition i samarbejde med Information

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Jeg har tidligere skrevet at vore politikere burde tage skridt til at gennemføre retfærdige samfundsfordelinger tilpasset en fremtid uden vækst.
Uden sådanne visioner er det svært at få øje på styrken af vort samfunds styresystem og værdien af den demokratiske proces.
Hvis forandringene ikke skal komme fra de lovgivende politikere med andre mål end vælgerkorpsets, eller en bestukket tandløs kulturelite, men derimod komme "nedefra" fra "forbrugernes konger", så står vi midt i en systemets konkurs.
Vi har ikke evnet på 50 år at løse det enkle problem med landbrugets brug af antibiotika??
Noget der givet vis vil komme til at koste mange deres liv.
Hvordan skulle vi så løse større problemstillinger??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Vi er nået derhen, hvor politikerne der skal ligge den overordnede strategi og styring af samfundet ikke længere tør handle.

De er i lommerne af lobbyister, de store globale koncerner, medierne og ikke mindst af en kapitalistisk markedsøkonomi, som er ved at brase sammen under sit totalt overbelastede fundament, hvor menneskelighed og dermed hele livsgrundlaget for vores eksisten ikke længere holder og er ved at nå til vejs ende.

- Og hvad gør man lige som politikere, når det vi "plejer" at gøre ikke længere holder?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Øverup

Det forlyder fra upålidelig kilde, at grunden til at 'dét vi plejer at gøre' ikke længere virker simpelthen er den, at politikerne ikke har været gode nok til at forklare sig.

Det er ganske vist!

anbefalede denne kommentar