Læsetid: 7 min.

Topøkonom: Tiden med velordnet vækst er forbi

Der er brug for et opgør med den herskende klasse af neoklassiske økonomer, der ikke har forstået, at det er de indre forhold i det økonomiske system – ikke beklagelige hændelser udefra – der har ført os ind i æraen af permanent uro og lavvækst, siger topøkonomen James Galbraith
Finanssystemet, som det eksisterer i dag, er stærkt beskadiget, og vores del af verden vil ikke komme til at få samme fremdrift, som den har haft tidligere, siger økonomen James Galbraith.

Per Folkver

26. maj 2014

Æraen med høje, let opnåelige vækstrater er slut.

»Mit bedste bud er, at vi vil se tilbage på perioden fra slutningen af 2. verdenskrig til årtusindskiftet som en exceptionel periode for landene i Nord. Vi står over for dybtgående ændringer af vilkårene.«

Sådan siger James K. Galbraith, fremtrædende professor i makroøkonomi på University of Texas og pioner i indsamlingen af data om den globale ulighed samt en skarp kritiker af den dominerende neoklassiske doktrin inden for makroøkonomien.

Helt tilbage i 2000 – længe før krisen – affyrede Galbraith denne salve mod den herskende klasse af økonomer i tidsskriftet The American Prospect: »Ledende aktive medlemmer af dagens økonomiske profession (…) har etableret sig som en slags politbureau for korrekt økonomisk tænkning. Det har stort set (…) placeret dem på den forkerte side af ethvert vigtigt politisk emne og det ikke blot for tiden, men gennem årtier. De forudsiger katastrofer, når ingen indtræffer. De afviser muligheden for hændelser, som så finder sted (…) De modsætter sig de mest grundlæggende, anstændige og fornuftige reformer og tilbyder placebo i stedet.«

14 år senere – og syv år inde i den seneste krise – er James Galbraith i Danmark for at forelæse på en international forskerkonference om post-keynesiansk økonomi arrangeret af Aalborg Universitet og RUC. Og han er ikke blevet mildere over for de økonomer, hvis budskaber guider de politiske beslutningstagere. Han fortæller, hvordan selv en såkaldt progressiv økonom som nobelpristageren Paul Krugman flere år inde i krisen omtalte den som blot et mindre mekanisk problem, som fordrede en mekaniker til reparation af finanssektoren.

»For nogle var det end ikke et mekanisk problem. Det var bare en tom benzintank eller et fladt batteri. ’Fyld det op, drej nøglen, og vi kører igen,’ sagde de. Seks år senere må vi konstatere, at køretøjet ikke har bevæget sig ret langt,« siger Galbraith.

Og ifølge ham kommer vor del af verden næppe til at køre med samme fremdrift som tidligere. Han peger på fire ændrede forudsætninger, som også økonomerne er nødt til at forholde sig til og integrere i deres analyser: »Den første er ressourcerne, herunder den atmosfæriske ressource,« siger han med henvisning til klimaudfordringen.

»Det tragiske ved klimaproblemet i økonomisk forstand er, at omkostningerne vil blive meget mere omfattende et par generationer fremme i tiden, men de mennesker, der skal bære den omkostning, er ikke til stede i dag og i stand til at tale deres egen sag.«

Når det gælder råstofferne, mærkes de stigende omkostninger allerede.

»Fra 1970’erne og igen efter år 2000 er ressourcerne blevet dyre. I dag er situation præget af usikkerhed,« påpeger James Galbraith.

USA er godt nok begyndt at producere sine betydelige reserver af skifergas og -olie med den kontroversielle fracking-teknologi (udvinding ved brug af vand og kemikalier ved højt tryk, red.).

»Men det er ikke klart, hvor længe det vil vare ved. Geofysikerne ved det ikke og vil formentlig ikke vide det, før det begynder at løbe ud, og det er lidt sent.«

Dertil kommer, at markedet for råstoffer er blevet et finansielt spekulationsobjekt, som tilfører prisdannelsen et nyt element af uforudsigelighed. Så knaphed på billige råstoffer og usikkerhed om priserne vil sætte økonomierne under voksende pres.

Svigtende hegemoni

Dette pres vil ifølge Galbraith blive forstærket af punkt to på hans liste: de ændrede geopolitiske forhold. Frem til Murens fald blev usikkerheden om råstofferne dæmpet af et system med to hegemoniske magter, der holdt hinanden i skak og sikrede en vis global stabilitet: Sovjet og USA. Og efter Murens fald herskede en tid forestillingen om en enkelt hegemonisk magt med styrke til at garantere global ro: USA.

»Ingen klart tænkende person kan have megen tillid til den langsigtede holdbarhed af et sådant system. Og USA har ikke gjort det særlig godt,« påpeger James Galbraith og henviser bl.a. til den begrænsede evne til at skabe stabilitet i Irak og Afghanistan med militærmagt.

»Med et stabiliserende systems forsvinden følger en masse uro.«

Den tredje faktor, som vil ændre vilkårene for den økonomiske vækst og beskæftigelsen, er den teknologiske udvikling.

Galbraith henviser til den østrigske økonom Joseph Schumpeters påpegning af, at en teknologiske revolution først har en kreativ og siden en destruktiv fase. I den digitale revolutions første fase – frem til 2000 – skabte investeringerne i it-teknologier vækst og flere år med fuld beskæftigelse i USA.

»Men når først teknologierne er etableret, indtræder en forstyrrende effekt og ødelægger et vidt spektrum af hidtil eksisterende aktiviteter. Det er, hvad der sker i den digitale æra.«

Det særlige ved it-revolution er ifølge Galbraith, at den ikke synes ledsaget af lige så mange nye arbejdspladser som tidligere teknologispring.

»Da man erstattede hesten med motorkøretøjer, skabte det en tæt strøm af sekundære beskæftigelser. Bilerne skulle vedligeholdes og repareres, vejene etableres og vedligeholdes – en hel masse infrastruktur afhang af denne teknologi. Det er ikke indlysende, at digital teknologi har samme effekt.«

Tværtimod gør informationsteknologi det ofte muligt og attraktivt for en arbejdsgiver at spare arbejdskraft.

Det fjerde forhold, som har ændret betingelserne for økonomisk vækst, er udviklingen af den finansielle sektor. I dag skabes langt de fleste penge af kommercielle banker via deres lånetransaktioner.

»Siden 1980’erne er det bankpenge, der har drevet vores økonomi fremad via periodiske vækstudbrud af konstant faldende underliggende kvalitet,« siger James Galbraith med henvisning til de tilbagevendende bobler baseret på stedse mere ugennemskuelige og risikobetonede finansielle værdier.

Når boblerne brister, forsvinder bankernes kunder, fordi disses værdier – virksomheder eller huse – er gået tabt, og så bliver bankerne nervøse og tilbageholdende på bekostning af væksten.

»Oven i det kommer problemet med svindel. Det er åbenlyst, at den udbredte model med gældsbaseret finansmarkedsaktivitet op til krisen var gennemsyret af kriminel adfærd. Og når det bliver klart, at alle de involverede institutioner – kommercielle banker, ratingbureauer, myndigheder – er en del af en gigantisk kriminel konspiration, så forsvinder tilliden til systemet som sådan.«

Resultatet er i dag et stærkt beskadiget finansielt system, som Galbraith har svært ved at se, kan eller vil blive repareret.

Systemets indre kræfter

De fire strukturelle problemstillinger, som økonomen peger på, viser, at dagens situation er meget mere end et sædvanligt bump på vækstens vej. Det er starten på en æra præget af ustabile økonomiske forhold.

»Vi bevæger os fra den analyse, der siger, at et sundt system er midlertidigt distraheret af udefra kommende hændelser – ’asteroideteorien’ – til en analyse, der fokuserer på indre kræfter i systemet.«

Det er en forståelse, som også formuleres af økonomer, der ellers har været overbeviste om det økonomiske systems robusthed og selvregulerende evne.

»Så tænkningen bevæger sig. Men den bevæger sig ikke hurtigt eller langt nok,« mener James Galbraith, der i en ny bog, der udgives i september, The End of Normal, beskriver de ændrede vilkår.

– Nogle økonomer mener ikke, man kan udlede konklusioner om svigtende evne til vækst ved at se på de faldende vækstrater siden 1970’erne. Ser man i stedet på en hundredårig periode og ser bort fra atypiske begivenheder som 2. verdenskrig og genopbygningen derefter, får man et billede af en stabil langsigtet vækst på omkring to pct. Og sådan vil det fortsætte, mener de.

»Det er en urimelig måde at analysere situationen på. Vanetænkningen blandt økonomer er at fremskrive fortiden, idet man overser ’mindre detaljer’ som f.eks. 2. verdenskrig og forventer, at systemet finder tilbage til den tidligere trend. Den vane er svær at bryde, men den svarer til en læge med kun én patient, som altid er kommet sig efter sygdom, hvorfor lægen mener, at patienten i al fremtid vil kunne blive rask igen, aldrig blive kronisk syg, endsige dø. Der er heldigvis meget få læger, der tænker sådan.«

James Galbraith mener, at det økonomiske verdensbillede, som i dag styrer den førte politik, reelt præges af en ganske begrænset gruppe af neoklassiske makroøkonomer, som via deres indflydelse på de institutionelle hierarkier, tidsskrifter og stillinger udøver en striks kontrol med den herskende tænkning.

»Så vidt jeg ved, har der ikke siden krisen været en eneste ansættelse i en ledende stilling i de magtfulde institutioner i USA af personer, som før krisen havde markeret sig ved en kritisk holdning. Ingen af disse institutioner har taget sig sammen og sagt: ’Vores teser fejlede virkelig fatalt – hvem er de bedste at inddrage fra de andre skoler?’ Der er jo en kæmpestor diaspora af sådanne kompetente mennesker i de offentlige universiteter og læreanstalter verden over,« siger Galbraith og efterlyser ’glasnost’ og ’perestrojka’ – åbenhed og omstrukturering – i den institutionelle verden af økonomer, som offentlighed og beslutningstagere støtter sig til.

– Hvor skal forandringerne komme fra?

»Den historiske erfaring med økonomi er, at forandringen kommer udefra. Det ville f.eks. være yderst nyttigt, hvis økonomer blev tilført en forståelse af biologiske og fysiske processer. Økonomer er blevet så isoleret fra andre faggrupper, at det er blevet meget svært for dem at kommunikere.«

– 65 økonomiske studenterorganisationer i 30 lande har via netværket ISIPE netop udsendt en fælles appel om pluralisme i den økonomiske undervisning.

»Jeg har altid støttet disse studenterinitiativer, men jeg har til gode at se et positivt resultat. Jeg tror ikke, de opnår det ønskede resultat ved at forlange et nyt pensum via de økonomiske institutter. De bør forlange nye institutter og nye ledelser med egne budgetter, som ikke er underlagt de gældende disciplineringsmekanismer,« siger James Galbraith.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mogens Højgaard Larsen
  • Jørgen Randrup Lassen
  • Ib Jørgensen
  • morten Hansen
  • Jens Falkesgaard
  • Estermarie Mandelquist
  • Alan Strandbygaard
  • lars abildgaard
  • Søren Roepstorff
  • Thorbjørn Thiesen
  • Dorte Sørensen
  • Henrik Christensen
  • Torben Kjeldsen
  • randi christiansen
  • Nic Pedersen
  • arne poulsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Claus Piculell
  • Anne Eriksen
  • Kristian Løwenstein
  • Claus Jensen
  • Jesper Wendt
  • Peter Jensen
  • Niels Engelsted
  • Lasse Damgaard
  • Nils Enrum
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steen Sohn
  • Niels P Sønderskov
  • Ole Henriksen
  • Karsten Kølliker
  • Grethe Preisler
Mogens Højgaard Larsen, Jørgen Randrup Lassen, Ib Jørgensen, morten Hansen, Jens Falkesgaard, Estermarie Mandelquist, Alan Strandbygaard, lars abildgaard, Søren Roepstorff, Thorbjørn Thiesen, Dorte Sørensen, Henrik Christensen, Torben Kjeldsen, randi christiansen, Nic Pedersen, arne poulsen, Flemming Scheel Andersen, Claus Piculell, Anne Eriksen, Kristian Løwenstein, Claus Jensen, Jesper Wendt, Peter Jensen, Niels Engelsted, Lasse Damgaard, Nils Enrum, Lise Lotte Rahbek, Steen Sohn, Niels P Sønderskov, Ole Henriksen, Karsten Kølliker og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Jensen

Det er lidt underligt, at Galbraith snakker om indre forhold i det økonomiske system, når alle fire forhold, han nævner, er eksterne til systemet.

Ole Henriksen

Vi kommer ikke videre før vi erkender at moderne mainstream økonomi intet har med realøkonomien at gøre, men er ren legitimering af et system der konstant sikrer kapitalejerne en større bid af samfundskagen end der kan skabes på anden måde end tyveri eller udpining af naturressourcer , hvilket vel også er en form for tyveri, kommer vi ikke videre.

Med andre ord: lad os minde hinanden om at mainstream økonomi intet har at beskaffe med hverken videnskab eller samfundsvidenskab hver gang en af disse sælgere af pyramidespil søger at føre sig frem.

Håber at Galbraith bliver citeret andre steder end Information

Michael Reves, Ib Jørgensen, Steffen Gliese, morten Hansen, Jens Falkesgaard, Søren Roepstorff, Thorbjørn Thiesen, Martin Sørensen, Kim Houmøller, randi christiansen, Katrine Visby, Flemming Scheel Andersen, Marina Kasimova, Michael Madsen, Claus Jørgensen, Kjeld Hansen, Niels Engelsted og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Ole Henriksen

Vi kommer ikke videre før vi erkender at moderne mainstream økonomi intet har med realøkonomien at gøre, men er ren legitimering af et system der konstant sikrer kapitalejerne en større bid af samfundskagen end der kan skabes på anden måde end tyveri eller udpining af naturressourcer , hvilket vel også er en form for tyveri, kommer vi ikke videre.

Med andre ord: lad os minde hinanden om at mainstream økonomi intet har at beskaffe med hverken videnskab eller samfundsvidenskab hver gang en af disse sælgere af pyramidespil søger at føre sig frem.

Håber at Galbraith bliver citeret andre steder end Information

Lars Jorgensen og Jørgen Randrup Lassen anbefalede denne kommentar
Kristian Løwenstein

»Ledende aktive medlemmer af dagens økonomiske profession (…) har etableret sig som en slags politbureau for korrekt økonomisk tænkning. Det har stort set (…) placeret dem på den forkerte side af ethvert vigtigt politisk emne og det ikke blot for tiden, men gennem årtier. De forudsiger katastrofer, når ingen indtræffer. De afviser muligheden for hændelser, som så finder sted (…) De modsætter sig de mest grundlæggende, anstændige og fornuftige reformer og tilbyder placebo i stedet.«

Så de er ligesom de "ledende politikere", på det nogen kalder "den politiske midte" i Europa?

Jeg må hellere videresende dette budskab til alle de ledende politikere fra JA-partierne og deres tænketanke der lige har lovet mig og resten af danskerne masser af vækst og nye arbejdspladser, når vi lige fik det patent pjat på plads. Bare for at afbøde evt. fremtidige skuffelser.

Michael Madsen, Søren Roepstorff, Thorbjørn Thiesen, randi christiansen, Claus Jørgensen og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Claus Piculell

>>
lørdag den 30. november 2013
Preben-Wilhjelm-kronik i pixi-udgave

Her er en kort og mere let læst udgave af det forslag til kronik-svar til Preben Wilhjelm og hans godt 1 år gamle pamflet om "Krisen og den udeblevne systemkritik":

Jeg skriver jo formelt set til Preben Wilhjelm og alle, der anså hans pamflet som en vigtig kritik af, at en massiv finansnedsmeltning med efterfølgende langvarig økonomisk stagnation /depression IKKE har medført en kritik af årsagerne til den krise, som han mener er kapitalismen.

Jeg mener, at Preben Wilhjelm bl.a. overser, at den senmoderne kapitalisme har nået det stadie, som en række økonomer kalder "finansialisering", altså en strukturel forvridning af magt, ressourcer og indflydelse til finanssektoren og den snævre elite af ledere i store transnationale virksomheder, der er såvel finans som produktive virksomheder.

Jeg præsenterer derefter faren for et EU-sammenbrud med efterfølgende ny omgang national-konservativ og evt. fascistisk "Pest over Europa", som Hartvig Frisch kaldte det i sin berømte bog.

Overfor det stiller jeg elitens mulighed for at acceptere gradvise reformer,hvor de vil miste magt, men stadig kan tjene penge i et nyt europæisk velfærdssamfund - hvad enten det er et reformeret EU eller et helt nyt Europa-samarbejde.

Og denne udvikling, hvor eliten giver stadig større indrømmelser til almindelige mennesker og demokratiet ift. til politisk, økonomisk og anden magt og rimelig ressourceudnyttelse med en mere lige fordeling, er så efter min opfattelse et projekt, som meget fornuftigt kan hedde liberal socialisme.

Her fusionerer man især den politiske liberalismes frihedsrettigheder og retsstatsprincipper med en socialistisk produktion af basale livsnødvendigheder som sundhed, uddannelse,forskning, pleje af børn og gamle mv. og en socialistisk regulering af især store privatvirksomheder, og ikke mindst finanssektoren, så den private produktion af især forbrugsgoder bliver bæredygtig og med ægte dynamisk konkurrence.

Og jeg spår, at hvis ikke eliten besinder sig her i Europa, som dele af den har gjort i USA, og går med på nye kompromisser, så risikerer man et nyt ragnarok i et Europa og en verden, der har set nok af den slags.

Derfor er løsningen en liberal socialisme med en gradvis ændring af samfundet med stadig nye kompromisser til en bæredygtig produktion og levevis såvel ift. klodens ressourcer som en økonomi uden brug-og-smid-væk som det afgørende princip.
<<

En slags nedkog af denne artikel:
"Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm"
http://piculell.blogspot.dk/2013/10/den-udeblevne-systemkritik-og-krisen...

som fulgte op på denne:
torsdag den 7. februar 2013
Op og ned i velfærdsdebatten
http://piculell.blogspot.dk/2013/02/op-og-ned-i-velfrdsdebatten.html

vh CP

PS: Undskyld, at jeg til tider (?) gentager mig selv ;-)

Kjeld Hansen

Omsider en økonom, som har forstået at verden er forandret og ikke bare køre videre i det evige spor sat af vestens selvopfattelse af verdensordenen...

morten Hansen, Thorbjørn Thiesen, Nic Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Lige så stille vågner de op, en efter en, og indser det.
Hvilket er godt nok.
Men hastigheden af erkendelsen er alt, alt alt for langsom til at økonomernes spådomme fremover kan være brugbare for farbar sejlads, eller rettere fastlæggelse af fremtidens politik.
Måtte man dog snart indse at økonomer ikke er orakler, men håndværkere med en værktøjskasse til afbenyttelse af mere tænkende, rummelige og overvejende personer.
De er disse personer der kommer til at drive båden frem, ikke flokken af enstænkende økonomer.

Kjeld Hansen

Det er trist, at ingen andre danske medie tør at tage de reelle konsekvenser af den nye verdensorden op til debat. Alle andre end information fortsætter i de gamle spor som om intet er hen eller forandret i verden. Ifølge alle andre køre verden bare videre som om intet var hent.

- Tak til information for at formidle indsigt.

Kim Øverup, morten Hansen og Thorbjørn Thiesen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er bare ubegribeligt, at alle disse elendige løsningsmodeller har fået lov at sprede sig som en pest. Advarsler har ikke manglet - hvem peger pilen på? Selvfølgelig på dem, der kontrollerer ressourcerne og - må vi erkende - hos den del af akademia, som ikke magter deres ansvar eller at indrømme det - hvem ellers? Der er ansvaret - desværre også magten til at fralægge sig det.

Flemming Scheel Andersen, Michael Madsen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar

claus piculell,
gode løsninger har det sådan set aldrig skortet på, og din er lisså god som så mange andre. problemet er at dem der sidder på magten bliver stadigt mere magtfulde i stedet for mindre, så vi kan sidde og lege løsninger i et væk uden at vi kommer nogen vegne.
Når en stor krise forekommer, er der ikke meget andet at gøre end at afvente systemets indre sammenbrud. og desværre, når sammenbruddet endelig kommer er der magtfulde opportunister, som sørger for at man allerede er godt på vej med et nyt eksploitativt system til at erstatte det gamle. Je synes, at lissom med lkonomien vil det bedste være at begynde med at se realiteterne i øjnene.

Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Ja hvordan sikrer man, at det ikke bliver en ny ideologisk narresut. Det er svært at forstille sig centrum-venstre og højre i et korstog for fællesskab.

Politikerne smed al politisk valuta overbord, da de lancerede bankpakker og QE.

Det eneste der reelt er reguleret er staternes økonomi, i kølvandet på krisen (EU). Og folket har åbenbart købt det narrativ. End ikke en sølle finansskat blev det til - der allerede var decimeret fra den globale tanke.

- We need nukes for that rabbit hole.

Flemming Scheel Andersen, Jens Falkesgaard, Thorbjørn Thiesen og Michael Madsen anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

Hvor er de politikker henne, der tør sige nej til lobbyisterne der er højt betalt af bank- og finansverdenen? De er jo at sammenligne med de to skræddere i Kejserens nye klæder. Ved hjælp af bluff og plattenslageri, har de forført politikkerne til at tro, at det at imødekomme de snævre egen interesser hos finansverdenen vil skabe udvikling og arbejdspladser. Så det vi mangler er selv tænkende politikere, der tilgodeser hele samfundets tarv.

randi christiansen og Martin Sørensen anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

danmark anno 2014, er det nye DDR ... begrebsforvirring af værste skuffe martin sørensen. Sæt dig dog lidt ind i den økonomiske historie. Hvis Danmark er på vej et sted hen, så er det som halehæng til den angelsaksiske økonomi, på samme måde som den fascistoide bystat Singapore er det. Det er Singapore der peger ind i fremtiden.

georg christensen

Hvad siger denne økonom i grunden?. Samfundene hver især bør nyreformere sig og finde samen i nye konstellationer, hvor politikerne som repræsentanter for samfundene virker og ikke lader sig styre af illusionisternes overordnede modelbeskrivelser.

Hvad betyder ordet vækst?, når det kun bygges på guldkronens vækstmuligheder?. Når vækstmuligheden kun bygges på alkymistiske tankeløsheder, mister ordet sin betydning sammen med vækst muligheden.

Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

Alle de reformer, der er lavet i de seneste år tager udgangspunkt i de økonomiske modeller, som har været gældende siden 2. verdenskrig og som udelukkende er defineret af de vestlige lande. Men med den nye økonomiske og teknologiske verdensorden, som i disse år er i sin spæde start og hvor der i første fase som vi befinder os i lige nu vil forsvinde 10.000 vis af lavtlønsjobs med lave videnskompetancer gennem automatisering, så vil der i de kommende faser ske store indhuk i jobs inden for middelklassen med et højt vidensniveau. Der er software undervejs, som kan opsamle viden og uddrage konklusioner af den indsamlede viden, som i dag kræver viden og uddannelse på et højt niveau - Der går måske 10-20 år endnu før vi kommer til at se jobs gå tabt i stor skala som vi i dag ser blandt lavtlønsområdet.

Derfor er der for alvor brug for nytænkning udover de gamle økonomiske betragtninger. Måske ikke umiddelbart, men behovet vil stensikkert komme. Og jo før vi går igang jo bedre. Det kan gøres ved at springe et led i planlægningskronologien over og tage skridt alderede nu, som forbereder os på denne udvikling.

Tilbagetrækningsreformen kune være det første sted at gribe ind. For jeg tror næppe vi får behov for en arbejdskraft, som er over 70 år gammel på det fremtidige arbejdsmarked, hvis man tage højde for den fremtidige økonomiske og teknologiske udvikling.

- Men fremtiden er som bekendt svær at spå, og det bliver nok svært, at lægge politisk ansigt til spådomme alene. Men visioner er absolut nødvendige og dem er Danmark blottet for lige nu.

Kjeld Hansen

Tilbagetrækningsreformen er kun lavet, for at Danmark på papiret skal se godt ud hos OECD, IMF og alle andre traditionelle økonomiske rating burauer...