Læsetid: 8 min.

Selv uforenelige interesserer kan finde løsninger i EU

De 766 folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet er ansigterne på det europæiske demokrati. Men hvad laver de mange parlamentarikere egentlig på en gennemsnitsarbejdsdag? Information følger i hælene på den unge svenske parlamentariker Amelia Andersdotter fra morgen til aften for at få et indtryk af demokratiet i funktion
Amelia Andersdotter (t.h.) fra det svenske Piratparti sidder i Parlamentets grønne partigruppe – og hun er med sine 26 år det yngste medlem i labyrinten af gråhvide korridorer i det enorme parlamentskompleks i Bruxelles. Her lytter hun med skeptisk mine til en kollega i en mødesal i Parlamentet.

Bjarke Ørsted

3. maj 2014

Aftalen var at mødes kl. 11, men den bliver lidt i 14, før det lykkes at finde Amelia Andersdotter – Europa-Parlamentets yngste medlem – i labyrinten af gråhvide korridorer i den monstrøse parlamentsbygning i Bruxelles’ europæiske kvarter.

For Amelia Andersdotter – valgt for det svenske Piratparti – begyndte dagen kl. otte med et morgenmøde om handelshemmeligheder, kl. 10 blev ugens program og strategi diskuteret med medarbejderne på kontoret, kl. 11 skulle hun lige mødes kort med en svensk masterstuderende. Men mødet trak ud, så hun løber direkte videre til en arbejdsfrokost, hvorfra hun nu kommer, på vej til næste møde i lokale 5E1 – det vil sige 5. sal, område E, rum 1.

Her skal hun som del af den grønne gruppe i parlamentet koordinere gruppens holdning forud for en afstemning dagen derpå.

»I må undskylde, men mandage er altid lidt hektiske. Det er den dag, du mødes med alle dem, du ikke normalt ser,« forklarer hun, da vi et kvarters tid senere skridter ned gennem de anonyme gange mod hendes kontor for enden af en anden anonym gang, der dog straks får lidt karakter, da vi nærmer os.

Uden for har Amelia og hendes medarbejdere – to assistenter og to praktikanter – hængt forskelligt parti-materiale op. Bl.a. en kampagneplakat, hvor den i dag 26-årige Amelia, flankeret af tre jævnaldrende medarbejdere, toner frem.

Snart skal de på valgkampsturné igen, for Amelia har trods fem til tider frustrerende år besluttet sig for at genopstille.

»Jeg mener, at der stadig er gode ting, jeg kan gøre her – og der er ting, som Parlamentet kan gøre for at skubbe Kommissionen i den rigtige retning. Alt i alt mener jeg, at min indflydelse tjener EU-systemet godt,« siger parlamentarikeren, da hun endelig ser sit kontor igen og lader sig dumpe ned foran computeren.

»Hvad jeg faktisk ikke bryder mig om er selve valgkampen. Arbejdet her er frustrerende, men okay. Valgkamp handler mest om markedsføring, om hvordan du når ud til dine kernevælgere, hvordan du konstruerer de rette soundbites. Men hvordan kan du fortælle din vision for verden i én soundbite,« spørger hun panderynkende, men trækker så på skuldrene.

»Jeg burde være bedre til det – det er en del af jobbet.«

It-strategi, pres og lobbyister

Den del af jobbet Amelia Andersdotter derimod elsker og er god til, er det konkrete lovgivningsarbejde. Hun sidder i parlamentets industri-, forsknings- og energiudvalg og kan derfor kæmpe for Piratpartiets mærkesager: reform af copyright og patentlovgivningen.

»Copyright er et enormt vigtigt område for samfundet. Hvordan vi håndterer copyright er altafgørende for, hvordan infrastrukturen i alle andre sektorer fungerer – i sundhedsvæsnet, i offentlige institutioner, det handler om ting såsom, hvordan en browser fungerer, hvilke egenskaber der er inkluderet i de redskaber, du benytter til al din internetkommunikation – alt dette påvirkes i meget, meget høj grad af den måde, vi skriver copyrightlovene på,« forklarer hun ivrigt og tilføjer, at copyrightlove og it-politik generelt bliver besluttet på det europæiske niveau, ikke det nationale.

»Så det europæiske niveau er et naturligt niveau for vores parti at operere på – også fordi der er et enormt ekspertise- og kvalifikationsunderskud her.«

Resultatet er, fortæller den unge politiker, at »vi på EU-plan fuldstændigt mangler en strategi« på området.

Mens Amelia Andersdotter har formået at sætte sit og partiets aftryk på en række områder – særligt parlamentets afvisning af ACTA-aftalen, en handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning – erkender hun, at den politiske virkelighed ikke helt lever op til de forventninger, hun havde, da hun i 2009 blev valgt ind i parlamentet, endnu inden hun havde afsluttet studierne i matematik, fysisk, spansk og erhvervsret på Lunds Universitet.

»Problemet er dybere, end jeg troede, det ville være. Det er ikke nok at ændre en detalje her eller der. Problemet er, at EU ikke har nogen strategi for internettet eller for de digitale servicer. Jeg er uenig i valget af ikke at reformere copyrightlovene, men der ligger ikke engang en strategi bag beslutningen om at undlade at reformere. Og det er det samme inden for mange andre områder,« forklarer hun, mens hun sideløbende besvarer e-mails på computeren og spørgsmål fra hendes assistenter, der af og til dukker op med forespørgsler fra nabokontoret.

Hun erklærer sig også led ved den indflydelse, lobbyister har over politikerne i Bruxelles, og som har indvirkning på lovgivningsarbejdet.

»Jeg var til en konference og hørte en repræsentant fra Cable Europe, der sad i et panel, sige noget, som jeg havde hørt en konservativ britisk kollega sige under et møde i parlamentet. Det kunne være læst op af det samme stykke papir, og fordi det er usandsynligt, at det er min kollega, der har lobbyet Cable Europe til at antage den position, så må jeg formode, at indflydelsen er gået i modsat retning. Den slags giver mig lidt en dårlig smag i munden over Europa,« erkender hun, inden hun igen rejser sig fra kontorstolen.

»Kan vi tale videre på vejen,« spørger hun.

»Jeg skal hen og stemme.«

Demokratiet og at læse bøger

På vejen til afstemningerne i parlamentets budgetkontroludvalg, hvor Amelia Andersdotter er stedfortræder, falder snakken på udsigten til, at Parlamentet efter europaparlamentsvalget i maj vil bestå af måske en tredjedel medlemmer fra populistiske partier.

»Problemet med højreekstremister er, at deres værdigrundlag som regel er meget uklart. Det står klart, at de ikke kan lide fremmede, men det er ikke et særlig stærkt værdigrundlag at have som udgangspunkt. Og spørgsmålet er, hvordan det vil stille dem i forhold til de store erhvervsgrupper, og hvordan de vil blive influeret af de mange interessegrupper i Bruxelles – hvilken retning vælger de? De kan gå begge veje – enten blive bedste venner med erhvervslobbyen, eller de kan blive anti-establishment. Vil de kæmpe for de større medlemslandes interesser eller de mindre medlemslandes. Vi ved det ikke« siger hun.

Dog mener hun, at det vil være en fejl at fryse dem ude.

»Både EPP (centrum-højre-gruppen European People’s Party, red.) og Socialdemokraterne vil afvise at samarbejde med de populistiske partier, og det vil forværre problemet, for det vil legitimere dem og give dem grund til at sige, at ingen vil samarbejde med dem,« som hun siger.

Inde i Altiero Spinelli-mødelokalet er de cirka 60 fremmødte ved at indtage deres pladser. Amelia Andersdotter hilser på kollegerne på vej mod sin plads under glasburene, hvor tolkene sidder parat til at oversætte dagens procedure. Blandt bordene går tjenere iført hvid skjorte og sort butterfly rundt og tilbyder medlemmerne kaffe og te.

Formanden lægger ud, og ifølge den danske tolk udtrykker han ønske om at komme hurtigt igennem den 15 sider lange afstemningsdagsorden, fordi det er konens fødselsdag.

Høflig latter lyder dæmpet fra medlemmerne. De næste to timer lyder det monotont fra tolken:

»Ændringsforslag 2. Hvem stemmer for? Imod? Hverken for eller imod?« ... pause ... »Forslaget er vedtaget«.

Formanden gør sit bedste for at frembringe lidt latter indimellem det ensformige arbejde, der fortsætter til kl. 17.

Tilbage på kontoret kommer Amelias assistenter ind på stribe for at få afklaret spørgsmål, der er dukket op i de seneste timer, og rundt om på ledige stole sidder mennesker, der ikke var der før, og arbejder eller snakker.

»Hvis du vil tale med Amelia, er det bedst at vente til hun er i Sverige,« konstaterer den slovakiske praktikant.

Den franske assistent, Julien Bencze, kommer ind for at oplyse sin parlamentariker om, at EPP spreder rygter om, at Piratpartiet ikke er til at stole på, hvilket har foranlediget et andet medlem til at søge klarhed over, om Amelia har tænkt sig at stemme imod et forslag, han har fremsat.

»Jeg forsikrede ham om, at du ikke ville stemme imod, hvis det var en forbedring af det eksisterende forslag,« forklarer Bencze.

Piratpartiets tyske medlem, der har været inde for at koordinere arbejdet, må afsted og beklager på vejen ud, at hun nok ikke når at læse den bog, Amelia har anbefalet hende.

»Amelia er den eneste, der læser bøger her i Parlamentet,« mener parlamentarikerens assistent, Galia, da Amelia begejstret åbner en papkuvert med en bog med titlen The Future Mind.

Kanapeer og champagne

Klokken nærmer sig 19, men ingen synes på vej hjem. Amelia Andersdotter har en aftenreception et andet sted i parlamentet med interesseorganisationen Knowledge- 4innovation.

Champagne og vin samt et bord med kanapeer byder de inviterede velkommen, og en K4I-vært genkender straks Amelia Andersdotter og takker hende for, at hun er mødt op. Så snart han bevæger sig videre til en næste gæst, kommer en fransk forretningsmand op til hende og fortæller om sit virke.

Kampen om politikernes gunst er konstant i Bruxelles og en del af spillet. Men Amelia Andersdotter synes efter snart fem år garvet og fremstår med en skeptisk rynke i panden, mens hun lytter, ikke som én, der er let at imponere. Og selv om andre af hendes kolleger tydeligvis er, fortæller hun, at hun faktisk »er blevet en mere overbevist demokrati«, efter at hun er kommet til Bruxelles.

»Jeg har altid været en forbeholden demokrat, fordi der ikke synes at findes nogle gode valgkriterier for ledere i et demokrati. Du får aldrig de repræsentanter, du ønsker dig, så tidligere har jeg tenderet til at støtte mere direkte demokratiske modeller med flere folkeafstemninger. Men nu kan jeg se, at repræsentativt demokrati måske ikke er så skidt endda,« siger hun og mener, at parlamentet i dag har tilpas med magtbeføjelser, men bare ikke altid er særlig god til at forsvare og kæmpe for sine egne interesser.

»I hele 2013 var det, der gav mig den største tiltro til det demokratiske system, da jeg fik en meget mærkelig allieret fra de hollandske kristendemokrater,« siger hun og forklarer, hvordan hun var på jagt efter underskrivere på et protestbrev til støtte for parlamentets ret til at debattere et emne, som Kommissionen forsøgte at begrave.

»Hans og vores interesser ville normalt ikke være forenelige, men han var i stand til at se gennem fingre med det og se, at det var i vores fælles interesse at forsvare vores ret til at være uenige. Det var meget demokratisk af ham og meget inspirerende,« konstaterer hun.

»Den slags lysglimt er der engang imellem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu