Læsetid: 6 min.

Bag volden i Irak ligger et folkeligt oprør

Den ekstreme jihadistgruppe ISIL har vakt rædsel med sine handlinger efter at have indtaget en lang række irakiske byer. Men gruppens oprør mod Bagdad repræsenterer en bred folkelig revolution for Iraks største minoritet, sunnimuslimerne. Også mere moderate sunnikræfter støtter oprøret
Irakiske flygtninge fra det ISIL-kontrollerede Mosul diskuterer med kurdiske grænsevagter ved et checkpoint. Efterhånden som en stadig større del af Irak er kommet under ISIL’s kontrol, har den relativt rolige kurdiske del landet oplevet en enorm tilstrømning af flygtninge.

Tobias Havmand

28. juni 2014

Der er tumult uden for checkpointet. I siden af vejen mellem Mosul og Erbil sidder mødre med spædbørn, der helt bogstaveligt er ved at omkomme i varmen, som her ved middagstid sniger sig op på de 50 grader, uden nogen skygge i sigte. En af fædrene diskuterer opbragt med en kurdisk grænsevagt, for at få lov til at bringe sin familie om på den anden side af checkpointet og ind i det relativt sikre Kurdistan, men får besked på at trække sig tilbage på den anden side af vejen til de andre familier, der steger i middagsheden.

»Jeg vil bare have lov til at køre igennem, så vi kan komme til Bagdad,« råber han.

»Mine penge er væk, mit hus er væk, det er blevet bombet. Min familie blev gennet væk, og vi fik besked på, at vi ville blive slået ihjel, hvis vi kom tilbage. Vi kan ikke vende om,« klager han.

Det, der ligger bag ham, er Mosul, indtaget af jihadistgruppen ISIL, eller DAI’SH, som de fleste kalder den her efter dens arabiske akronym. En konvoj af kurdiske Peshmerga-tanks er netop rullet forbi på vej mod den hovedsageligt kristne by Al-Hamdaniya få kilometer væk, hvor fronten går mellem kurdiske styrker og ISIL-krigere, der dagen forinden har dræbt og såret en del Peshmerga-soldater i hårde kampe.

De fleste flygtninge ved checkpointet og i den støvede lejr, der i de seneste uger er vokset op ved siden af, kommer imidlertid fra Mosul og er sunnier. Ikke fordi det har sikret dem mod ISIL’s udrensning.

»De myrdede min bror, fordi han er i hæren. Også min fætter, og de brændte vores hus af. De gik rundt fra hus til og undersøgte, om folk var i hæren eller arbejdede for regeringen. Først slap folk, men så kom de tilbage den næste dag og slog dem ihjel,« fortæller en ung mand, Sadig Hadi Mohammed, mens folk rundt om i den solsvedne lejr af støvede World Food Programme-telte nikker.

»De slog en hel familie ihjel, fordi manden havde arbejdet for regeringen. Og de sparker dørene ind og tager de unge med, så de kan kæmpe for dem. Vi ved ikke, hvem de er, for de altid tildækkede,« forklarer en ældre herre.

Alligevel er det ikke ISIL, de er flygtet fra, men den shiitiske premierminister Maliki og regeringshærens bomber.

»Det er Maliki, der er Iraks problem, ikke ISIL. Han er grunden til, at vi er her. Det vigtigste er, at han forsvinder. Der er en årsag til vreden,« siger en anden ung mand med et håndklæde bundet om hovedet for at skærme mod solens stråler.

Sunniminoritet isoleret

I et Irak, hvor landets store sunniminoritet siden den amerikanskledede invasion i 2003 har levet i skyggen af landets shiamajoritet, er det ikke et usædvanligt synspunkt. Og mens ISIL’s gerninger i de seneste uger og måneder for længst har placeret dem på et ekstremistisk overdrev, ligger der langt mere bag den nuværende konfrontation, end blot en ekstrem gruppes irrationelle had.

»Vi støtter ikke terror, men lige nu er realiteten, at ISIL står i spidsen for en revolution, som alle sunnier i Irak støtter. Nogle vil sige noget andet, men i realiteten støtter alle en revolution mod regeringen i Bagdad. Og ISIL er fortroppen i den revolution,« forklarer sheik Ismail al-Haididi et par dage tidligere i den etnisk og sekterisk blandede by Kirkuk.

Den indflydelsesrige sheik, der repræsenterer en stor del af byens sunnibefolkning og tidligere har siddet i det irakiske parlament, går kun nølende med til at lade sig interviewe. Byens andre sunniledere udtaler sig ikke længere til medierne, og når kvarteret forlades, tjekkes bilen for bomber. Den anspændte situation skaber atter frygt for kidnapninger i sunnikvarterer, ligesom under landets reelle borgerkrig i midten af 00’erne, da Kirkuk var et ekstremt farligt sted at opholde sig.

Sheiken mener, at Maliki bærer ansvaret for både tabet af Mosul og af den generelle støtte fra iraks sunnimuslimer.

»Sunnier er blevet isoleret, vi har ingen magt og ingen rolle i dagens Irak. Der findes tidligere folk fra Baath (Den tidligere diktator Saddam Husseins parti, red.), der har været fastlåst i deres hjem i 10 år. Det finder de sig ikke i. Jeg førte an i demonstrationerne mod regeringen og for flere rettigheder, men de blev slået ned,« forklarer Ismail al-Haididi.

»I starten isolerede vi de elementer, der ønskede et væbnet opgør. Vi sagde, at det var demonstrationer uden vold – og der var ingen våben. Men da man ikke lyttede og slog protesterne ned, så forandrede det sig. For os blev det en anden sag, og våbnene blev fundet frem igen. Det blev en revolution,« forklarer han.

ISIL er en skal

Udsagnet står ikke alene. Mens mange sunniledere har valgt ikke at udtale sig under den nuværende situation, har flere markante ledere givet udtryk for de samme følelser som Kirkuk-sheiken. Nogle aktivt, som lederen af Den Islamiske Hær, Ahmed al-Dahbash, men de fleste passivt, som eksempelvis flere ledere af de såkaldte Sahwa-militser, der tidligere kæmpede imod al-Qaeda. Som en Sahwa-leder udtrykte det, vil man konfronteret med det nuværende oprør sørge for »ikke at stå i vejen og vise dem (ISIL, red.) vejen til Bagdad.«

Mens ISIL’s forgænger, al-Qaeda i Irak, stødte det meste af den mere moderate sunnibefolkning fra sig, synes følelserne denne gang at være mere ambivalente, på trods af den groteske og vilkårlige vold, som den islamiske gruppe de seneste uger har udvist. Og bag den uafklarede situation ligger også et spørgsmål om, hvem ISIL reelt er. Efterretningskilder anslår gruppen til at bestå af mellem 3.000 og 5.000 krigere, men mange tror også, at der ligger noget helt andet bag gruppens minimalt eksponerende masker og sorte flag med den markante hvidcirklede kaligrafi.

»ISIL er kun en skal, som man ikke ved, hvad der er indeni. Men jeg er sikker på, at det er Baath, der er på vej tilbage. Der er ikke bred støtte i sunnibefolkningen til hovedafhugninger eller til formålsløs grusomhed. Men de har også støtte, fordi de kan organisere ting og få dem til at fungere. I Mosul har de eksempelvis genindsat en tidligere Baath-leder til at styre byen,« siger Ahmed Meera, en analytiker, der er chefredaktør for det uafhængige politiske magasin Levin og tilknyttet Suleymaniyah Universitet.

Tilbage i Kirkuk lægger sheik Ismail al-Hadidi da også vægt på, at det nuværende oprør er andet og mere end ISIL.

»Der er mange forskellige grupper og personer, der deltager: Tidligere soldater, grupper under pres fra regeringen, tidligere Baath-folk, der har været udstødt af samfundet i 11 år, folk som er blevet uretmæssigt arresteret og har måtte bestikke sig ud af fængslet. Der er mange forskellige folk og mange årsager,« siger han, men erkender samtidig, at ISIL er bindeleddet.

Bruges som rambuk

»Der er forskellige grupper involveret, men lige nu er realiteten, at ISIL er i spidsen for revolutionen,« siger Ismail al-Hadidi og krymper sig lidt ved det næste spørgsmål om, hvad han synes om bevægelsens ideologi.

»Vi deler den ikke. Her i Kirkuk findes der mange forskellige etniske og sekteriske grupper, og vi accepterer dem alle og kan leve i fred med dem. Men lige nu er ISIL nødvendig, vi vil hellere støtte andre grupper, men de fører an,« konstaterer han.

Udtalelser som disse og den generelle modvilje mod at tage afstand fra gruppen har ført til spekulationer om, at den traditionelle sunnielite bruger ISIL som et slags koben til at slippe af med Maliki og måske oprette en selvstændig sunnination. Mens ISIL agerer rambuk, forlyder det, at mere traditionelle grupper som De Irakiske Stammers Militære Råd, Naqsbandi-hæren, Den Islamiske Hær og The General Military Council of the Iraqi Revolutionaries strømmer til med støtte til oprøret. Grupper som ifølge nogle rapporter allerede har spillet en vigtig rolle i kampene – og ofte er domineret af tidligere Baath-folk eller stammeinteresser.

Spørgsmålet er bare, om det er så ligetil at slippe af med ekstremisterne efter en revolution. I nabolandet Syrien, hvor ISIL har vokset sig stærk, har erfaringerne ikke været så gode.

Sheiken krymper sig da også igen ved spørgsmålet, om man bagefter kan få ISIL til at nedlægge våbnene.

»Nej, jeg tror ikke, alle grupper vil forhandle,« svarer han.

»Men hvis den irakiske regering går, vil ISIL måske også forsvinde,« siger han, uden at se ud som om han rigtig tror på det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Henrik Larsen
  • Henrik Klausen
David Zennaro, Henrik Larsen og Henrik Klausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ISIL, Boko Haram, tilsvarende i Thailand, Indonesien, Kina og Malaysia i de varme lande og Asien er modstykker til Dansk Folkeparti look a like i Holland, Frankrig, Sverige, England, Østrig, Ungarn, Finland: Kampen mod folk med andre værdier i befolkninger, der ikke har trukket dannelseslinier til fortiden og udviklet de mentale horisonter.

Michael Kongstad Nielsen

Lad os så få delt landet op i tre stater, som det skulle have været siden efter 1. Verdenskrig.

Morten Lind, Per Torbensen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Det mest interessante i artiklen er faktisk at Kurdistan nu synes at være en fysisk og af omgivelserne erkendt realitet.

(herfra stort til lykke til kurderne)

Morten Lind, Per Torbensen, Rune Petersen, Preben Haagensen, Henrik Mortensen, Torben R. Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Klausen

Det er en fin artikel, som viser, at bomber mod ISIS er bomber mod de sunni-arabiske irakere. Der er ikke tale om 'terrorister', man bare kan bombe ud af verden (hvilket man jo aldrig har kunnet alligevel, men skidt pyt), fordi bevægelsen har mange civiles støtte.

Krigsnørden mener, at bevægelsen er overvurderet, og at den allerede er i krig med sig selv. Han plejer at have ret.

http://pando.com/2014/06/23/the-war-nerd-like-it-or-not-whats-happening-...

Ernst Petersen

Men magtspillet fortsætter og handler ikke isoleret om Irak, som USA i øjeblikket ser ud til at have opgivet, fordi der ikke er nogen, som de kan støtte. I stedet ser USA ud til at overveje en plan, hvor de nu begynder at støtte den mest moderate del af oppositionen i Syrien for derefter at bruge syriske tropper til at bekæmpe ISIL videre ind i Irak.

Kurderne i Irak ser ud til at være på vej til at få deres egen stat. Men den er ikke anerkendt og kan blive angrebet både fra Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Så intet er sikkert.

Henrik Larsen

Tak til Inforrmation for en artikel, som sætter spot på, at 3000-5000 galninge selvfølgelig ikke kan erobre et halvt land incl. nogle storbyer uden støtte fra væsentlige allierede i lokalsamfundene. Rart at få en fornuftigere forklaring end danske medier ellers har kunnet præstere.

Benjamin Lau Jensen

Det nye narrativ synes at være, at ”vi” ikke længere kan lide Maliki - og at ethvert forsøg på at destabilisere ham, ikke nødvendigvis skal ses som et ubetinget onde. Selv hvis det orkestreres af en gruppe som ISIS.

Så længe de eksterne interessenter - noget naivt - skrives ud af ligningen, kan man måske - på sigt - se en løsning på konflikten for sig. Men hvordan vil man eksempelvis kunne forene Saudi Arabiske og Iranske interesser for området?

Hvad er det egentlig, det hele handler om? Det findes der mange interessante bud på, uden for mainstream mediernes systemloyale journalistik.

Læs eksempelvis her et par udmærkede analyser af Caleb Maupin og Thierry Meyssan:

http://journal-neo.org/2014/06/27/isis-and-wall-street-s-plan-for-sectar...

http://www.voltairenet.org/article184382.html

Jesper Wendt

Jeg håber medierne er klar over de bærer brænde til bålet for tiden, og at hadet mod Islam vokser på minuttet. Islam og Nazismen nævnes ofte som synonymer, men religion har intet med race at gøre, som var den primære drivkraft i Nazismen. Det er selvfølgelig uden omkostning for journalisterne, som sidder trygt bag deres laptop, men hvor længe?

Det frie ord i en fascistisk verden, lyder utopisk.

Medmindre man da ligefrem tilstræber en sådan situation, så er der naturligvis god grund til at fortsætte ævred. Det er ikke specifikt minded på artiklen, mere af generel karakter.