Læsetid: 9 min.

Brasilianere, der dør for regnskoven

Hver uge bliver gennemsnitligt en miljøaktivist dræbt i Brasilien. Ifølge statistikken vil fire dø i løbet af VM i fodbold, men kun få sager skaber overskrifter
Aktivister brænder dæk under en demonstration mod Norte Energia. De fleste af de mange mord på brasilianske miljøaktivister sker i fjerntliggende dele af Amazonas, hvor skovhuggere, storfarmere og jordopkøbere overtager jord fra små landbrug og indfødte stammer.

AFP Photo

23. juni 2014

Ingen kan beskylde Nilcilene Miguel de Lima for at være nem at skræmme. Da skovhuggere tæskede hende og brændte hendes hjem i Lábrea midt i Amazonas, nægtede miljøaktivisten at give op. Da de dræbte hendes hund og skræmte de væbnede vagter, som skulle beskytte hende, væk, klarede hun sig uden dem. Men efter at de myrdede hendes meddemonstranter og advarede hende om, at hun ville blive den næste, endte kvinden, som er mor til fire, med at flygte. I dag lever hun langt derfra og spekulerer på, hvad der er sket med det brasilianske retssystem og interessen for at beskytte planetens største regnskov.

»Jeg skal skjule mig resten af ​​mit liv. De mennesker, der dræbte mine venner og ødelægger naturen, burde sidde i fængsel, men det er mig, der har mistet min frihed. Jeg har ikke gjort andet end at beskytte de familier, som kæmper for miljøet.«

Våben og muskler

Det er en stadig farligere ambition i Brasilien, hvor der ifølge en rapport fra Global Witness er blevet dræbt flere miljøaktivister end i hele resten af ​​verden – i gennemsnit én aktivist om ugen siden 2002. Hvis tendensen fortsætter, vil fire dø i løbet af VM, men kun få sager skaber overskrifter.

De fleste af mordene sker i fjerntliggende dele af Amazonas – steder som Lábrea-regionen, hvor skovhuggere, storfarmere og jordopkøbere overtager jord fra små landbrug, subsistenslandbrug og indfødte stammer. Våben og muskler bestemmer reglerne. Politiet er som regel enten fraværende, medskyldigt eller for svagt til at kunne håndtere bander af bevæbnede grileiros.

Lábrea ligger i en bue for afskovning, som strækker sig fra Mato Grosso, gennem Acre og Rondõnia over den bolivianske grænse, og er blandt planetens mest afsidesliggende, farlige og vigtige frontlinjer for miljøbeskyttelse. Uanset om det handler om at bekæmpe klimaændringer eller bevare biodiversiteten er der få kampe, som er mere påtrængende end den, der finder sted her. Alligevel får den sjældent opmærksomhed i Brasilien eller resten af ​​verden. Det foregår for langt væk, dramaet udspiller sig for langsomt, og de økonomiske interesser vejere tungere end aktivisterne, som ofte anklages for at bremse udviklingen. Lábrea ligger for enden af motorvejen gennem Amazonas, som skulle strække sig over 4.000 kilometer fra østkysten og hele vejen til Peru, men er løbet tør for midler og kørt fast i sumpene omkring byen.

Mennesker og træer

Lábrea er en overraskende travl, til tider surrealistisk by med mere end 40.000 indbyggere. En 20 meter høj statue af Jomfru Maria med neonglorie står midt på den centrale plads, som ligger i gåafstand fra en flydende slumby på den stinkende Purus-flod. Herfra er der tre dages rejse med motorbåd til De Limas hjem i den sydlige del af Lábrea-regionen. Hun er forkvinde for en sammenslutning af brasilianske nødde- og gummifarmere i Gedeão i det sydlige Lábrea. Området domineres af bander af bevæbnede mænd, der arbejder for skovhuggere og landmænd. Ifølge den kirkelige organisation Comissão Pastoral da Terra blev seks aktivister myrdet i Lábrea mellem 2008 og 2013, og 51 modtager fortsat dødstrusler. Ifølge statistikken vil en tiendedel af disse blive myrdet i de kommende år.

De Limas opvækst var hårdere end de flestes. Hun voksede op i Xapuri i Akko, hvor Brasiliens mest berømte miljøaktivist, Chico Mendes, blev myrdet i 1988, efter at han havde forsøgt at bremse skovhuggerne og give små bønder et helle. I disse områder var retten til at bruge naturressourcer blevet tildelt subsistenslandbrug, fiskere, gummitappere eller nøddeplukkere. Hendes far stiftede gummitappernes sammenslutning sammen med Marina Silva, der senere blev landets mest effektive miljøminister. Silvas mand og flere repræsentanter for de lokales interesser er blevet dræbt på skovhuggernes ordre, fortæller De Lima. De seneste ofre er: Adelino Ramos, der blev skudt ned under en rejse til Porto Velho, efter at han havde afsløret illegale skovhuggere; Raimundo Nonato Chalub, der blev dræbt på sin gård, efter at han havde afsløret illegal skovrydning og land grabbing; og Dinhana Nink, der blev myrdet foran sin seksårige søn, efter at hun havde vovet at nævne navnene på de bevæbnede mænd, der truer de lokale. I ingen af sagerne er der rejst sigtelser.

I Gedeão er kampen tabt. De 160 familier, som Nilcilene de Lima har arbejdet med, er blevet drevet væk af skovhuggere og farmere, som har ryddet 300 hektar jord. Nu sker det samme i Riozinho i nærheden:

»Først fjerner de menneskene, og så fjerner de træerne,« siger hun. Beboerne har intet valg:

»Der kommer bevæbnede mænd midt om natten og tvinger folk til at underskrive dokumenter, som siger, at de har fået kompensation for at forlade deres jord. Men de får ingenting.«

Global tendens

Omkostningerne for at tale ud er høje. For nogle år siden tilbød ejeren af en tømmermølle, der kendt som ’Pitbull’, 250.000 kr. for de Limas skalp. Regeringen sendte ni vagter fra nationalgarden afsted for at beskytte hende, men da de kom under beskydning, forlod de Gedeão:

»Der er ingen retfærdighed i Brasilien. Mit hus blev brændt ned. Jeg har fået tæsk. Min familie er blevet truet. Mine venner er blevet voldtaget og dræbt af skovhuggere. Men ingen er blevet straffet. Jeg har tigget om retfærdighed, men det findes ikke i Brasilien. Vi er alle blevet forladt af staten,« siger de Lima.

Det afspejler ifølge Global Witness en global tendens. Af de 908 mord på verdensplan, som har et identificeret miljørelateret motiv, endte færre end 10 procent for retten, og kun én procent har resulteret i domme. Ifølge ngo’en var der tre gange så mange ofre i 2012 som i 2002 – et tegn på en skærpet kamp om knappe ressourcer.

»Aldrig har det været vigtigere at beskytte miljøet, og aldrig har det været mere dødbringende,« skriver Global Witness.

Men faren bliver sjældent sat ind i en international kontekst: »Hvis sagerne overhovedet bliver anerkendt, ses de isoleret og ikke som en del af større tendens.«

Problemets omfang er omstridt. I rapporten fra Global Witness har der været 448 rapporterede dødsfald som følge af miljøaktivisme i Brasilien siden 2002, mens Honduras kommer på andenpladsen med 109. Det kan skyldes, at Brasilien har et stærkt civilsamfund. I mere lukkede lande bliver mange sager aldrig rapporteret. Der er også forskelle i definitionen af ​​miljøaktivisme. I Brasilien bliver de fleste ikke dræbt for at forsøge at bevare uberørt skov, men fordi de selv har fået lov til at udnytte naturressourcer i et mere bæredygtigt omfang. Det spiller dem ud mod stærke kræfter. Landbrugets lobbyorganisation siger, at aktivister og små landbrug bremser udviklingen. Den stemme har fået stadig mere indflydelse, efterhånden som salgsafgrøder er blevet vigtigere for landets økonomi. Lobbyens leder, Kátia Abreu, hævder, at hendes organisation bliver afgørende for det næste præsidentvalg. Derfor føler aktivisterne i Lábrea sig isoleret.

Ingen beskyttelse

»Det er det rene vilde vesten. Regeringen bekymrer sig ikke om os. Selv når der er love, er det os, der skal håndhæve dem, for ellers respekterer ingen dem,« siger Wanderleide de Souza, leder af det nationale råd for de råstofudvidende befolkningsgrupper.

Da vi mødes, er hun lige kommet sig over sit tredje malariaanfald i år og undskylder, at hun »ser gul ud«. I de seneste år har sygdom dog blot været en relativt lille bekymring for hende. Hun har modtaget utallige telefonopkald med advarsler om, at hun vil blive voldtaget og myrdet, hvis hun ikke opgiver sit arbejde. Et medlem af regionalforsamlingen kom hjem til hende for at skræmme hende og kaldte hende en luder:

»Han troede, at jeg ville være det svageste led, fordi jeg er kvinde, men det modsatte er tilfældet. Vi er nødt til at være ekstra hårde,« siger hun.

Hendes beslutsomhed og optimisme deles af andre i det nordlige Lábrea, hvor småbønder og fiskere har nydt godt af oprettelsen af et udvindingsreservat langs floderne Purus og Ituxi. De blev etableret som stødpuder mod skovhugst og storbrugsdrift, der har ødelagt dele af Amazonas. Men det spiller beboerne ud mod erhvervslivets interesser og lokale politikere, der gør alt for at underminere reservaterne og skræmme beboerne.

Antonio Vasconcelos, præst og miljøforkæmper, var en central figur i skabelsen af ​​reservaterne og har længe været et mål for dets modstandere, som ledes af den tidligere borgmester i Lábrea, Gean Campos Barros.

»Jeg er rædselsslagen. Jeg føler, at mit liv er i fare,« siger Vasconcelos.

For flere år siden blev der fundet en dødsliste, hvor hans navn stod på. Da to andre på listen blev myrdet, gav regeringen ham permanent politibeskyttelse. I tre år boede Vasconcelos med 13 politibetjente:

»Hver aften var der nogen, der ringede for at sige, at de ikke kun havde en kugle til mig, men også til alle mine vagter.«

Frygten har ikke afholdt ham fra at bekæmpe illegale skovhuggere, storlandbrug og planer for dæmninger til vandkraftværker. Han er inspireret af Chico Mendes:

»Han sagde, at man skal kæmpe for det, man tror på, og ikke lade sig skræmme. Han skabte mange Chico Mendes’er i Lábrea og andre steder. Det betragter jeg også mig selv som. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at beskytte miljøet i Amazonas. Men nogle gange spekulerer jeg på, om det er umagen værd, for regeringen beskytter ikke os.«

I krydsild

Der er andre historier om trusler og modstand. Francisco Monteiro Duarte, leder for en forening, der monitorerer 776.000 hektar langs Ituxi, er ved at komme sig efter at have fået bank af sin bror – på ordre fra lokale forretningsfolk, hævder han:

»Jeg frygter for mit liv, fordi så mange mennesker som mig er blevet dræbt. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange der er døde siden Chico Mendes,« siger han.

Duartes største frygt er et bagholdsangreb under den fire timer lange kanorejse gennem mørke sumpe og smalle kanaler fra Lábrea til hans hjem i reservatet. Vi sejler i lignende farvand på vej til en miljøworkshop sammen med José Maria Ferreira, som tilhører en ny generation af aktivister. Den unge og karismatiske mand er den første leder for en regional afdeling af regeringens vigtigste miljøbeskyttelsesagentur, Instituto Chico Mendes de Conservação da Biodiversidade, som stammer fra et udvindingsreservat. Han har hjulpet de små samfund langs floderne i Ituxi-reservatet til at drage fordel af miljøbeskyttelsesmidler. 500 mennesker i samfundet modtager nu grønne tilskud, og området bliver tilført penge til beskyttelse af bestanden af Sydamerikas største ferskvandsfisk, pirarucu, som igen øges. Men det kræver, at ulovligt fiskeri bliver anmeldt, hvilket Ferreira opfordrer lokale beboere til på en skole, der er bygget på pæle over den mudrede flodbred.

Flere klager over, at belønningen er for lille, mens faren er for stor. Det ved Ferreira alt om. Hans institut blev midlertidigt fortrængt fra Lábrea i 2010, da den tidligere borgmester opildnede lokalbefolkningen til at angribe dem:

»Jeg er i krydsild. Politikerne i Labrea ønsker at slippe af med mig, fordi jeg forhindrer dem i at tjene penge,« siger han til tilhørerne på skolen:

»Trusler er en del af jobbet. Da min kone fik tæsk, sagde overfaldsmændene til hende: ’Næste gang dræber vi din mand.’ Sidste år brød de ind i mit hjem, holdt en kniv mod halsen på mit et-årige barn og tvang min kone til at sige, hvor jeg var.«

En lokal kvinde bønfalder ham om at være forsigtig:

»I går var der en, der stoppede mig og sagde, at du kommer til at miste dit hoved. Gud velsigne dig for det, du gør. Jeg burde tage et billede af dig, så jeg kan huske, hvordan du ser ud.«

Da vi sejler væk, siger Ferreira, at han ikke vil lade sig skræmme:

»Jeg har altid elsket mit arbejde, og nu opnår vi gode resultater. Så jeg føler, at det går i den rigtige retning.«

Ligesom mange andres er hans historie på én gang opløftende, deprimerende og bekymrende. Beboerne i udvindingsreservaterne får støtte fra visse dele af regeringen, men landbrugslobbyen er magtfuld.

Spørgsmålet optager ikke præsident Dilma Rousseff. Efter et årti med aftagende skovrydning, steg den igen med 28 procent sidste år. Det bør få alle til at tænke sig om, før de køber soja, oksekød, nødder, møbler, træ eller andre produkter fra Brasilien.

© The Guardian & Information.

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Katrine Visby
  • Peter Jensen
  • Jeppe Poulsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Nielsen
  • Bill Atkins
  • Jesper Wendt
  • Anne Eriksen
  • Claus Jensen
  • Trond Meiring
  • Marianne Rasmussen
morten Hansen, Katrine Visby, Peter Jensen, Jeppe Poulsen, Estermarie Mandelquist, Lise Lotte Rahbek, Torben Nielsen, Bill Atkins, Jesper Wendt, Anne Eriksen, Claus Jensen, Trond Meiring og Marianne Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvordan tænke os om - står der måske "produceret i Amazonas" - eller "på bekostning af regnskoven" på pakkerne?

Jesper Wendt

Mon ikke det optager hende, men landet har nogle af verdens fattigste lommer. Det ser ud til at regeringen har nok med at holde styr på storbyerne, som har 5 byer i top 100 over de farligste byer i verden, og deriblandt topper flere af dem. Krisen har ramt Brasilien hårdt, det er der ingen tvivl om.

Det løser dog ikke noget på sigt, at fælde/udbytte alt omkring os. Det er dog let at sige, når man ikke selv står i situationen. Det kommer jo til at lyde som om, vi ingen aktier har i det (I Danmark), altså indtil sidst. Det dilemma må man ganske vidst forholde sig til.

Det kan stadig løses med toldbod, men det løser ikke de fattiges situation. Kun solidaritet kan løse verdens problemer. Det personlige ansvar, er at tage vare på hinanden, naturen og fremtiden. Gør det socialt uacceptabelt at overforbruge, køre store biler etc. Forlang data på produkterne ...

- Hvor mange der dør på fabrikkerne om året, ulykker m.v. mulighederne er mange. Det kan ikke være et problem, hvis man tager cigaretpakkerne i betragtning, misbruget bliver ikke bedre af at andre dør.

Lise Lotte Rahbek

En begyndelse er at lade det sydamerikanske oksekød ligge i kølediskene.
Ikke fordi der er noget galt med kødet.
Men fordi det er en pervers udvikling, at der bliver ryddet skov, så der er plads til kømpe hjorde af oksekødkvæg, som så skal slagtes og transporteres ½ verden rundt, for at lande på danske stegepander. Imens har landet dårligt råd til at sørge for mad til deres egen befolkning.
(Og Monsanto og olieindustrien har kronede dage, der, også - føjfordenlede)

Ervin Lazar, Bill Atkins og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man skulle også lade være med at købe vine fra Chile, Sydafrika, Australien, for de er også fragtet over den halve klode.

Lise Lotte Rahbek

MKN - Så længe man ikke rydder regnskov, for at plante vin, kan jeg godt nøjes med at forsage oksekød (og soyabønner.)

Katrine Visby

Opium til folket. Folk skal proppes med fodbold, så de ikke får øjnene op for hvad der virkelig foregår.
Ude bag fodbold-arenaen sker der katastrofale overgreb på planetens største regnskov.
De sande helte, som kæmper med deres liv for at forsvare den, bliver negligeret, arresteret eller dræbt.
Imens tager folk endnu en øl, og råber endnu højere over en bold, der bliver sparket rundt.
Verden er af lave.

Michael Kongstad Nielsen

Katrine Visby - du har ret, men hvad stiiler vi op? De samme medier, som kaster sig over værtslandenes miljøskandaler eller krænkelser af menneskerettigheder (OL i Kina fx.), de samme medier svælger og gnubber sig i sports-reportagerne, elsker at fortælle om stjernerne og deres pt. skader, og legendariske helte fra fortiden. De serviserer folkets forgabelse i disse mega-shows, ligesom Melodi Grand Prix i København, der kostede 100 millioner mere end planlagt, og de bruger baggrunds-historier som denne om Amazonas til at opnå følelsesmæssigt aflad, se vi synes det rigtige, og lad os så få en omgang fodbold!

Katrine Visby

Jeg synes at de europæiske lande burde boykotte deltagelsen i Brasilien for at lægge pres på dem. Både mht. regnskoven og den fattigdom der også er.
Der var store demonstrationer og vrede over at de har brugt 8 mia. euro på VM, mens det halter med sygehusvæsnet og uddannelsessystemet. Det er en provokation.

Men der er rigtig mange penge i fodbold og det er det som prioriteres. Pyt med regnskov og humanitær retfærdighed. Selvom det lige bliver nævnt lidt i medierne.
Markedsføringen omkring VM er massiv, og det er den, der vinder.

Det kunne have været flot hvis Danmark havde været et forgangsland i den situation. Men vi er lige så feje som alle de andre lande, nogle medløbere, der vil score hurtig profit.

Et eller andet sted saver vi den gren over vi selv sidder på. For at ofre regnskoven for kapitalen vil få fatale følger. Og det kan ikke gøres op i penge.

Katrine Visby

Michael,
Jeg tror desværre vi er i mindretal. Og så længe vi hverken har magt eller beføjelser til at gå ind og stoppe rovdriften på regnskoven, så kan vi kun prøve at sætte fokus på det som vi gør her, eller gå ind i organisationer, der vil hjælpe regnskoven. Og som én på tråden også har nævnt her, lade være med at købe deres oksekød, selvom det er en dråbe i havet.
Men man kan føle sig magtesløs.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror bare man skal passe på med at dæmonisere skovhugst overalt i verden. Alle mennesker har haft behov for at rydde skov, så de kunne etablere landbrug. Det har vi selv gjort, og alle europæere, og i Sydamerika og Sydøst Asien har europæerne selv stået for fældningerne, idet ædel.træet kunne sælges til de fine europæeres borgerhjem. Det kan det stadig, eller bruges til skibsdæk på deres lystyachter, så hvem kan pege fingre af hvem?

Lise Lotte Rahbek

MKN
Du er vist i provo-humør.
Regnskov kan ikke genskabes i overskuelig tidshorisont, når den først er fældet.
Der er kun få sjatter tilbage i verden, og endnu er ikke alt dyre- og planteliv i regnskovene registreret. Og vi ved ikke hvilke kure mod sygdomme, der findes i planterne i regnskoven, men vi ved hvilke konsekvenser det får, når skove fældes.
Se Afrika og ørkendannelser.
nej, det er ikke det samme som at fælde en granplantage.
Og nej, ældre tiders uvidenhed er ingen undskyldning, men i nutiden, hvor vi kender en del af konsekvenserne ved skovydningen, der er det forbryderisk at blive ved at fælde hvad der svarer til 10 fodboldbaner. OM DAGEN !