Læsetid: 8 min.

’Det var den dag, vi så det kinesiske diktaturs sande ansigt’

Det er 25 år siden, det kinesiske styre blodigt undertrykte folkelige protester på Den Himmelske Freds Plads. Massakren er fortsat et tabu i Kina, men har alligevel stor indflydelse på nutidens samfund og forholdet mellem kommunistpartiet og befolkningen. For to vidner blotlagde nedslagtningen regimets sande ansigt. Det fik den ene til at starte en indædt kamp – og den anden til at resignere
Soldater springer over barrieren for at rydde Den Himmelske Freds Plads for demonstranter 3-4. juni 1989. Ingen ved, hvor mange der blev dræbt, da demonstrationerne blev slået ned, og i dag er protesten i det hele taget et sort hul i kinesisk historie.

Catherine Henriette

4. juni 2014

Lao Yu kan stadig tydeligt huske følelsen, der fyldte hans krop for et kvart århundrede siden, da han stod omringet af hundredtusinder af andre kinesere på Den Himmelske Freds Plads.

»Jeg var opstemt, næsten lykkelig,« siger han. »Det var følelsen af frihed og bare glæden ved at kunne råbe mine ønsker højt og frit. Og i fællesskab med andre.«

Universitetsstuderende i Beijing førte i foråret 1989 an i demonstrationer mod Kinas kommunistiske styre, men hurtigt begyndte borgere fra alle samfundslag at deltage i protesterne. I syv uger besatte de den centrale plads i hovedstaden. Og råbte deres utilfredshed med korruptionen og ønsket om demokratisering. De modigste forlangte, at kommunistpartiet helt afgav sin magt.

»Vi var håbefulde og fulde af idealisme,« siger den i dag 56-årige Lao Yu, der i 1989 studerede på Beijings Centrale Akademi for Drama. Hans medstuderende havde valgt ham som deres studenterleder.

»Vi deltog i protesterne ud af kærlighed til nationen, og vi var overbevist om, at kommunistpartiet ville lytte til os,« siger han.

Det skete dog ikke. Regimet gav hæren ordre til at sætte en voldelig stopper for protesterne. Natten mellem den tredje og fjerde juni rykkede svært bevæbnede soldater ind i hovedstaden og mejede civile ned på indfaldsvejene til Den Himmelske Freds Plads. Flere, der ikke nåede at flygte, blev mast under hærens kampvogne. Antallet af dræbte er fortsat ukendt, men vurderes til at ligge på mellem flere hundreder og et par tusinde.

LÆS: Beijing i et jerngreb på 25-års-dag for massakre

Med massakren blev Lao Yus forhåbninger om et bedre Kina kvast. Han har i dag endegyldigt fralagt sig »enhver illusion om, at folket kan ændre det politiske system« i Kina.

»Det blev tydeligt, at det ikke nyttede noget at blande sig,« siger han.

Den holdning deles af mange andre kinesere. Styrets brutalitet fik dem til at tie stille og ikke involvere sig i politik. Og det lader netop til at have været det kinesiske styres mål med massakren. Landets ledere så protesterne – der ikke kun fandt sted i Beijing, men også i langt de fleste af landets provinshovedstæder – som en trussel mod regimets overlevelse, og det var tilsyneladende nødvendigt at sætte en tilstrækkelig tyk og blodig streg i sandet, som én gang for alle ville afskrække folket fra igen at true kommunistpartiet på dets eksistens. Og det virkede.

»Det var et vendepunkt,« siger Lao Yu, der kortvarigt blev fængslet, da han forsøgte at flygte til Hongkong efter massakren. Han har nu resigneret. »Tilliden mellem partiet og folket forsvandt. Vi tør nu ikke længere stikke hovedet frem.«

Det sande ansigt

For andre var massakren også et vendepunkt, som dog fik dem til at reagere ganske anderledes end Lao Yu. Det var tilfældet for Hu Jia. I 1989 var den i dag 41-årige blot en ung knægt. Men han så med egne øjne nedslagtningen.

»Jeg hørte kuglerne flyve over mit hoved. Jeg så sårede med blod strømmende ud af deres sår,« fortæller han.

Det lagde kimen til en årelang, kompromisløs modstand mod styret.

»Det var den dag, jeg så det kinesiske diktaturs sande ansigt. Styret var villig til at slagte uskyldige for at opnå dets altoverskyggende mål, nemlig at fastholde sit greb om magten for enhver pris. Det vigtigste var ikke nationen, men derimod partiet selv. Det er den samme tankegang, som partiets ledere i dag står for.«

I dag er Hu Jia en af Kinas mest fremtrædende dissidenter. I 2008 modtog han Sakharov-prisen, Europa-Parlamentets frihedspris. Samme år blev han dømt til 42 måneders fængsel for sin kritik af menneskerettighedssituationen i Kina. Men tiden bag tremmer havde dog ikke den afskrækkende effekt, som kommunistpartiet nok ønskede sig.

»Jeg indså, at det politiske system ikke har ændret sig de sidste årtier, og at hele sikkerhedsapparatet ikke er der for at beskytte befolkningen mod overgreb, men derimod for at beskytte styret mod befolkningen,« siger Hu Jia. »Jeg blev mere radikal efter min løsladelse og stadig større modstander af systemet.«

Hu Jia har været i husarrest i udkanten af Beijing siden januar. Han forsøger dog i sin isolation at være aktiv på internettet for at mobilisere borgere til at markere årsdagen for massakren.

»Jeg har givet mig selv ytringsfrihed og bruger den i håbet om, at jeg kan opmuntre andre til at gøre modstand, og at jeg kan hjælpe dem med at slippe af med deres angst for styret og se kommunistpartiets sande ansigt.«

Stadig tabu

Men at udbrede sandheden om massakren i 1989 lader for tiden til at være en fortabt sag. Inden for det sidste kvarte århundrede har Kina forandret sig på en massiv skala. Landet er blevet en økonomisk supermagt, befolkningen er blevet mange gange mere velstående, og Beijing spiller en afgørende international rolle. Men på trods af de store omvæltninger, så har én ting ikke ændret sig: Årsdagen for massakren er fortsat den mest politisk følsomme mærkedag i Kina. Massakren er tabu. Regeringen fortsætter sit forsøg på helt at slette minderne om begivenheden fra den kollektive hukommelse. Den nævnes ikke i medierne, den censureres på internettet, og grebet om aktivister strammes op til årsdagen.

FOTOSERIE: 4. juni 1989

Nutidens unges opfattelse af begivenhederne for 25 år siden er blevet dramatisk forvansket af en vedholdende blanding af stilhed og propaganda fra myndighedernes side. Ofte vil ellers velinformerede unge påstå, at de slet ikke har hørt om massakren. Og hvis de har, så køber de ofte regeringens udlægning om, at der var brug for hårdhændet indgriben over for det »kontrarevolutionære oprør« for at sikre den politiske stabilitet, der var nødvendig for at skabe Kinas efterfølgende økonomiske mirakel. Adspurgt af udenlandske medier om massakren leverer Kinas udenrigsministeriums talspersoner hvert år det samme mantra: at Kinas økonomiske succes de sidste årtier »viser, at den vej, vi har lagt, er den, der bedst tjener det kinesiske folks interesser.«

Efter massakren så den daværende leder, Deng Xiaoping, at lederskabet var nødt til at tilbyde befolkningen en gulerod for at holde den i ave. Den kom i form af accelererede økonomiske reformer, som lagde fundamentet for Kinas vækst og kinesernes stigende velstand. Men samtidig blev politiske reformer taget af bordet, og kineserne fik at vide, at de kunne opføre sig, som de ville inden for den økonomiske sfære, men at de samtidig skulle fjerne deres fokus fra visionerne om større politisk frihed, som de ellers havde demonstreret for på Fredspladsen.

Ifølge Lao Yu holder den opdeling fortsat.

»Dengang mente vi, at vi skulle kæmpe for sandheden, idealer og for en forbedring af samfundet. Vi engagerede os, og gik på gaden, fordi vi var utilfredse med den politiske situation,« siger han. »Sådan er det ikke i dag. Nutidens unge har meget lidt tilfælles med 1989-generationen. De interesserer sig ikke for politik, men det kan man heller ikke klandre dem for med den atmosfære, der er i Kina i dag.«

Undertrykkelse, ikke reformer

På trods af at det kinesiske styre nu står i spidsen for verdens andenstørste økonomi, så føler det sig alligevel ikke sikkert nok til at løsne op politisk. De få, der forsøger at ihukomme massakren, straffes fortsat, da deres minder stadig anses for at være en trussel mod regimets stabilitet. Inden for de sidste uger er dusinvis af aktivister, menneskerettighedsadvokater og familiemedlemmer til massakrens ofre blevet arresteret eller sat i husarrest. Ifølge Amnesty International er undertrykkelsen af minderne om massakren i år endnu mere intens end tidligere, og det viser, at Kinas leder, Xi Jinping, »har valgt undertrykkelse frem for reformer«.

Det kommer samtidig med, at styret i år har slået hårdt ned på borgerrettighedsaktivister og givet dem lange fængselsstraffe for deres krav om større gennemsigtighed i regeringsapparatet og et opgør med den massive korruption i det politiske system – krav, der er et ekko af dem, som demonstranterne i 1989 fremførte. Det, der dog har ændret sig de sidste 25 år, er, at korruptionen – i takt med Kinas voksende velstand og fortsat manglende tøjler på det politiske system – er vokset dramatisk.

Blandt de personer, som er blevet sat i husarrest de seneste uger er medlemmer af Tiananmen Mødrene, en sammenslutning af familiemedlemmer til dræbte i massakren. De har skrevet noget nær 40 åbne breve til regeringen for at få den til at anerkende sit ansvar, men de har ikke modtaget ét eneste svar. I deres seneste brev skriver de til Kinas ledere:

»Igennem de seneste 25 lange år, hvor I har været stille omkring begivenhederne den 4. juni, hvad er det da, I er ved at miste? Det er jeres moral, jeres samvittighed og jeres legitimitet som ledere.«

Hu Jia siger om husarresterne og arrestationerne, at kommunistpartiet vil skræmme befolkningen fra at mindes massakren, da det kan blive brugt af folk som en anledning til at udtrykke deres frustration over nutidens samfund, og »›at regeringen fortsat ikke har opfyldt befolkningens krav fra 1989 om demokrati, pressefrihed og ytringsfrihed.«

»Nutidens ledere i kommunistpartiet frygter, at en åben debat om massakren vil føre til, at deres magtgrundlag og legitimitet smuldrer. De vil undgå, at befolkningen bliver mindet om, at de har brugt kampvogne og maskingeværer til at undertrykke folket,« siger Hu Jia.

Lao Yu siger dog, at det ikke er hans kamp mere. Han vil helst vende minderne om massakren ryggen.

»Det er for smertefuldt at tale om dengang,« siger Lao Yu, der er veteran fra Kinas kortvarige, men blodige krig mod Vietnam i 1979.

I dag driver han en restaurant og en bilklub i det vestlige Kina. Han holder sig fra politik og koncentrerer sig om at få sin forretning til at køre rundt.

»Jeg taler næsten aldrig om det, der skete den 4. juni,« siger han. »Når jeg har mulighed for at tale med unge mennesker, så fortæller jeg dem dog, at de skal forsøge at få deres informationer fra så mange kilder som muligt, så de kan opbygge deres egen selvstændige og kritiske tankegang. Mere kan jeg ikke gøre nu. Det ville være naivt at tro, at det vil nytte noget at råbe højt ligesom dengang.«

Lao Yu er et pseudonym, da han er bange for repressalier fra regeringens side for at tale om massakren med et vestligt medie. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Af personlig erfaring: Arbejder man på noget som er kritisk overfor det kinesiske styre, skal man være overordentlig forsigtig med at være koblet på nettet. Ellers begynder ens computer at lugte svedent, og bagefter virker den utroligt død.

Bjarne Nielsen

Det er en trist episode i Kinas historie.

Men påfaldende, at den stadig får så meget mere opmærksomhed i forhold til alle de overgreb, der er sket på civile i de lande, som de samvirkende danske massemedier holder med og som USA holder med.

Listen er alt for lang, blot nogle stykker at nævne: Chile, Irak, Libyen, Pakistan, Thailand...

Og helt aktuelt vælger Information at bringe en lang artikel om den Himmelske Freds Plads, samtidig med at avisen fortier, at det ukrainske militær er i gang med at bombe deres egne borgere og sprede død og ødelæggel, alene fordi et mindretal ønsker selvstændighed i de regioner, hvor de er flertal.

Niels-Holger Nielsen, Henrik Darlie, Steffen Nielsen, Eva eldrup, Leopold Galicki, Rune Petersen, Per Torbensen, Martin Andersen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar

'..befolkningens krav fra 1989 om demokrati, pressefrihed, ytringsfrihed'.

Det lyder fornemt. Man kan levende forstille sig hvordan det var gået, hvis magthaverne havde givet efter for nogle studenters krav, og hvorefter (dengang) ca. 1,1 milliarder mennesker skulle forholde sig til noget, de hverken havde kendskab, endsige erfaring, med. I et land med righoldig historie med borgerkrige og korrupt mafiavirksomhed, også camoufleret som politisk kommunisme.

Jeg vil ikke forsvare hvad der skete i 1989, men jeg er langt fra sikker på, at alternativet, hvis der var blevet givet los, ville have tjent det kinesiske folk bedre. Jeg tror kineserne hen ad vejen vil finde ud af hvordan de skal regeres, og lige nu er der vist intet oprør på vej. Kineserne moderniserer, men de vestliggør sig ikke. Bl.a. fordi de stort set kun har foragt til overs for hvordan de hykleriske vestlige såkaldte demokratier tér sig. Kina ser på hvordan det er gået, og går, i lande som Sydkorea, Taiwan og Singapore, og vil drage en lære deraf. Den kinesiske politiske fremtid skal findes i Østen og ikke i Vesten, og Vesten gør klogt i, at indsé det.

Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Nielsen, Nic Pedersen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

I Hongkong, som er det eneste sted, hvor det er tilladt at demonstrere i Kina (pga af aftalerne med Storbritannien i sin tid) har over 100.000 mennesker i aften afholdt en fredelig demonstration for at mindes ofrene på 25 årsdagen for massakren, billeder her: http://www.bbc.com/news/world-asia-china-27702206
I resten af Kina og især i Peking gør regimet alt for at undertrykke den mindste erindring om massakren. Pressefolk holdes eksempelvis tilbage, hvis de vil besøge pladsen, og på internettet slås der ned på alt, der bare på mindste måde kan tolkes som en hentydning til datoen. Regimet opfører sig præcis så undertrykkende og paranoidt, som for 25 år siden. Som det blev sagt i en kommentar fra demonstranter i HongKong: Regimet er bange for sit eget folk.
Noget kunne tyde på det.

@ Willy Johannsen:

Næppe underligt at regimet ikke ligefrem har gjort det til en mærkedag.

I øvrigt er det mærkeligt (eller er det?) at når Kinas situation refereres og kommenteres på det her område, hører og læser man altid fordømmelser, men aldrig konkrete forslag til hvordan Kina faktisk skal regeres. Blot at sige at nu skal Kina have frihed(er) og demokrati, er en gratis og billig omgang. Hvordan styrer man 1,4 milliarder mennesker? Der er næppe mange der ikke vil protestere mod et regimes drab på demonstranter.

I øvrigt har kineserne i Hongkong aldrig kendt til demokrati (om end briterne gjorde hvad de kunne for at genere Kina et par år før magtoverdragelsen i 1997, med nogle forkølede 'demokrati-tiltag', men de nåede vist ikke længere end til visse demokratiske friheder m.h.t. renovation).

Bjarne Nielsen

Der er tale om et tragisk begivenhed i Kinas historie.
Men at påstå, at den begivenhed for 25 år siden viser "det kinesiske diktaturs sande ansigt" er en politisk motiveret grov forenkling af virkeligheden.

Man kunne drage mange paralleller til de tusindvis af overgreb på civile siden da, som Informations skribenter ikke forarges det mindste over.

Hvad med alle de civile ofre for USA's fjernstyrede fly, dronerne? Viser de da det amerikanske diktaturs sande ansigt?

Eller ofrene for det danske militær i Irak, Libyen, Afghanistan? Viser de det danske diktaturs sande ansigt?

Eller de forfærdelige overgreb fra den israelske værnemagt imod civile? Viser de det israelske diktaturs sande ansigt?

Eller ofrene for det ukraiske militærs missiler imod civile i Østukraine? Viser de det ukrainske diktaturs sande ansigt?

Hvor mange eksempler skal der til for at påvise, at også Information kører med dobbelte standarder?

Benjamin Lau Jensen, uffe hellum, Peter Jensen, Eva eldrup og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Kære Ole Olsen
Jeg kommenterer normalt ikke andres indlæg, men jeg vil gøre en af mine fåtallige undtagelser med dit. Når du skriver, at man ikke hører konkrete forslag til, hvordan Kina skal regeres, så er har millioner af kinesere i årtier udtrykt ønske om frihed og demokrati. Det var det, hele protestbevægelsen for 25 år siden gik ud på. Jeg er så gammel, at jeg tydelig husker det. Der blev demonstreret masser af andre steder end i Peking, men alt blevet slået ned med hård hånd, og den hånd har ligget over Kina lige siden. Grebet er bare blevet gjort mere usynligt for omverdenen. Noget har regimet da lært. Men tjek bare situationen hos Amnesty eller Human Right Watch. Og ønsket om frihed og demokrati lever stadigt, kan du være helt sikker på. Indien har i øvrigt lige vist, at den slags sagtens kan lade sig gøre i land med en milliard-befolkning. Og kineserne er nok ikke meget dummere end inderne. Vel?
mvh
WJ

Peter Jensen

Idéen om at man kan fremvise ét sandt ansigt hviler på en naiv antagelse om at der findes entydige sandheder om komplekse fænomener. Så allerede i overskriften diskvalificerer artiklen sin mulige saglighed.

Hasse Poulsen

I december 1989 beskrev den amerikanske organisation News Watch de største pressefusk i løbet af året 1989. På toppen af listen stod "Massakren på den Himmelske Freds Plads".
Der var ikke nogen massakre.
læs det igen: DER VAR IKKE NOGEN MASSAKRE.
på selve pladsen. En masse mennesker blev slået ihjel rundt omkring, men på selve pladsen fik folk lov til at gå hjem.....tidligt om morgenen efter avisernes deadlines, så journalisterne havde allerede skrevet deres artikler om massakren.
Det lyder som en historie fra George Orwell, men når man læser Informations ..og andre avisers markering af "massakren" er det altid uldent og vagt formuleret.
Det ville være skønt at læse en artikel om hvad der egentlig skete den dag.

@ Willi Johannsen

Jeg husker tydeligt 1989. I den periode, og over godt 25 år, rejste jeg et par gange om året i Kina. Jeg genkender ikke din fremstilling, som du åbenbart har på anden hånd.

Havende også rejst igennem ca. 15 år i Indien, mener jeg, at Kina og Indien overhovedet ikke kan sammenlignes, om end man ofte oplever den fejltagelse. Det er på alle måde to vidt forskellige størrelser. Overfladisk set ønsker hundredevis af millioner af indere, at de kunne blive draget ud af fattigdom på samme måde som det er sket for kineserne, men det går noget, for ikke at sige meget, trægt med det.