Læsetid: 8 min.

El subcomandante er død, bevægelsen lever

Zapatisternes erklærede krig mod staten i det sydlige Mexico for 20 år siden blev startskuddet for en verdensomspændende kamp for retfærdighed og lighed. Bevægelsen mangeårige talsperson, subcomandante Marcos, har netop erklæret sig død
Selvom det ikke var meningen, blev subcomandante Marcos et globalt symbol på en ny slags anarkistisk venstrefløj.

Les Kaner

7. juni 2014

Piben stikker ud af det lille hul til munden i den karakteristiske, sorte elefanthue. Inde bag gemmer sig el subcomandante Marcos – en figur, der snart skal blive et vigtigt symbol for den nye globale venstrefløj. Men det er helt andre tanker, der fylder i hovedet på Marcos denne dag. Det er den første januar 1994, dagen hvor det nordamerikanske frihandelssamarbejde, NAFTA, træder i kraft. Blandt andet derfor har mere end 1.000 mexicanske indianere valgt at gribe til våben. De frygter for deres jord, når amerikanske og canadiske selskaber snart kommer tromlende.

Oprøret havde ulmet længe og det samme havde rygterne om, at lokale indianere organiseret i Ejército Zapatista de Liberación Nacional, EZLN – bare kaldet zapatisterne – ville gribe til våben. Alligevel blev de mexicanske myndigheder og militær taget på sengen. Inden dagen var omme, havde zapatisterne indtaget borgmesterkontoret i San Cristobal de Las Casas og fem andre kommuner. I realiteten havde de dermed besat størstedelen af delstaten Chiapas i det sydligste Mexico.

El subcomandante

Subcomandante Marcos, der bærer det borgerlige navn Rafael Sebastián Guillén Vicente, er i dag 57 år gammel. Han har levet i forklædning de seneste 22 år i skjul for myndighederne.

At han skulle blive en stjerne for den globale venstrefløj, lå imidlertid ikke i kortene. Hans forældre lever et småborgerligt liv i Tamaulipas i det nordøstlige Mexico, og han er fjerde barn i en søskendeflok på i alt otte. Han ældste søster er ansat i den politiske administration tæt på præsident Peña Nieto, der er forhadt af venstrefløjen. Selv blev han den revolutionære talsmand for zapatisterne og er blevet beskrevet som en postmoderne Che Guevara. Til trods for at zapatisterne hverken ønskede sig en fortrop eller en stærk leder. Men der var behov for en talsmand, der kunne henvende sig til omverdenen, og det blev til El Subcomandante Marcos.

Derfra gik det stærkt. Subcomandante Marcos blev et symbol på en bevægelse, der blev global, og en venstrefløj, der ville noget andet.

Global solidaritet

Egentlig var det en helt igennem lokal problematik, der var udgangspunktet. Chiapas er sammen med nabostaten Oaxaca Mexicos absolut fattigste, hvor befolkningen består af fortrinsvis indianske bønder og lever et liv på grænsen af det mulige. Alligevel skulle indianernes kamp i løbet af få år skabe grobund for en ny global bevægelse vendt mod neoliberalismen og konsekvenserne af den hastige økonomiske globalisering og stigende ulighed.

»Man kan sige, at hele antiglobaliseringsbevægelsen, der begyndte at tage form i slutningen af 1990’erne, var en direkte afstikker af det, der fandt sted i Chiapas,« siger Thomas Olesen, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han har igennem en årrække fulgt zapatisterne og de sociale bevægelser, der opstod og bredte sig globalt efter zapatisternes oprør og kamp for retfærdighed.

Zapatist-bevægelsen lagde derved det ideologiske fundament for den globale kamp for solidaritet og retfærdighed, som ikke mindst manifesterede sig ved Verdenshandelsorganisationens, WTO, topmøde i Seattle i 1999, hvor tusinder af demonstranter fra hele verden samledes i det, der blev betegnet the battle for Seattle.

Thomas Olesen har i sit arbejde interviewet mange af aktivisterne fra dengang, og de fleste er på den ene eller anden måde forbundet til de begivenheder, der fandt sted i Chiapas årene inden. Ikke mindst det ’interkontinentale sociale topmøde’, som zapatisterne afholdt i 1996 i junglen i Chiapas. Noget, der tiltrak aktivister fra alle egne af kloden.

Derfor blev det ikke bare forståelsen af, hvordan det lokale og globale hænger nøje sammen, men også opskriften på nye mødeformer – det, at man fra alle verdenshjørner samles og mødes fysisk for at diskutere udfordringer og løsninger. Noget der senere blev materialiseret på de sociale topmøder, World Social Forum.

»Det skyldes netop, at subcomandante Marcos er en fremragende og meget dygtig kommunikatør, der har formået at oversætte indianernes kamp i det sydlige Mexico til en global kamp for retfærdighed,« siger Thomas Olesen.

Nej til vold

Det voldelige oprør i Chiapas sluttede imidlertid brat. Efter 12 dages kampe, der kostede 120 mennesker livet, hvoraf de fleste var zapatister, fik det mexicanske militær kontrol med situationen, og de oprørske indianere blev drevet ud i junglen. Med biskoppen af San Cristobal de Las Casas som mægler blev der efterfølgende indgået en våbenhvile mellem oprørerne og den mexicanske regering.

Alligevel opretholdt de mexicanske myndigheder undtagelsestilstand i Chiapas, og i februar 1995 udstedte den mexicanske præsident Ernesto Zedillo arrestordrer på subcomandante Marcos og resten af ledelsen i Zapatist-bevægelsen.

Herfra ændrede zapatisterne kurs. Våbnene blev lagt væk og fokus rettet mod at skabe egne autonome samfund – ikke at nedbryde den mexicanske stat.

»Egentlig tager zapatisterne jo udgangspunkt i et væbnet oprør, men de skifter hurtigt strategi og begynder at fokusere på demokrati, menneskerettigheder og de oprindelige folks kamp,« siger Thomas Olesen. »Dermed placerer de sig som en ny modstrøm til de klassiske latinamerikanske væbnede oprørsbevægelser,«

Forskellen, forklarer Thomas Olesen, ligger primært i, at zapatisternes forandringsstrategi er en bottom-up tilgang i modsætning til mere traditionelle væbnede bevægelsers top-down strategi, hvor det først handler om at erobre statsmagten og derefter forandre samfundet. For zapatisterne er den fremgangsmåde uholdbar. For det første er den udemokratisk, fordi det reelt er en lille elite af revolutionære, der ender med at bestemme udviklingens retning, og for det andet er den ikke langtidsholdbar, fordi den ikke er ordentligt forankret i samfundet.

»Derfor kan man sige, at zapatisterne har bidraget til at skabe en ny måde at diskutere venstrefløjs-ideologi på. De skabte et nyt og nødvendigt fundament, da venstrefløjen kom i modvind under afslutningen på Den Kolde Krig.«

En ny anarkistisk venstrefløj

Stine Krøijer, antropolog og lektor ved Københavns Universitet, er enig i, at zapatisterne kom til at danne grundlag for en helt ny venstrefløj i kølvandet på Den Kolde Krigs afslutning og østblokkens sammenbrud. En venstrefløj, der vendte sig væk fra topstyring.

»Ingen tvivl om, at zapatisterne blev inspiration for en ny bølge af venstrefløjsaktivister med en mere anarkistisk tilgang, hvor det ikke længere var målet at omstyrte staten eller sætte sig på statsmagten, men at ændre sammenfundet indefra og ikke mindst nedefra,« siger Stine Krøijer, der kalder zapatisternes tilgang for »et opgør med avantgardismen og den klassiske koldkrigssocialisme«.

»Altså et brud med troen på, at der skal være en fortrop og en stor leder for det hele. Derfor bliver zapatisterne en inspiration for den anarkistiske venstrefløj, hvor autonomi er det bærende element,« siger Stine Krøijer.

Hun peger blandt andet på den danske bevægelse Globale Rødder og den italienske Tute Biance (hvide kedeldragter) som opstår med inspiration fra zapatisterne. Og selv om der er langt fra de fattige indianere i det sydlige Mexico til demonstrationer mod WTO, G8, IMF og Verdensbanken i de vestlige storbyer, så er ideerne de samme: »De har samme forestillinger, men naturligvis fra helt forskellige ståsteder. Størstedelen af Zapatisterne er fattige, indianske bønder med støtte fra mexicanske intellektuelle, mens den globale retfærdighedsbevægelse, der fulgte, fortrinsvis er vestlige middelklasseborgere fra byerne – 1960’er-generationens børn. Men det, der blev det fælles ståsted, var den internationale solidaritet og den anarkistiske tilgang til forandring, hvor man udgør løst sammenhængende netværk uden en egentlig leder,« siger Stine Krøijer, der samtidig gør opmærksom på, at zapatisterne i modsætning til andre dele af den globale retfærdighedsbevægelse rent faktisk har skabt landsbyer modelleret efter tanken om de autonome, anarkistiske samfund.

Dermed er zapatisterne mere end bare ideer om en anden, bedre og mere retfærdig verden. Det er også levende samfund, der nedefra og op skaber regler og rammer i egne selverklæret autonome landsbyer, de såkaldte caracoles (spansk for sneglehus eller konkylie), hvor de i dag forsøger at finde løsninger på de oprindelige og helt konkrete problemer med fattigdom, nød og negligering, der begyndte protesterne tilbage i starten af 1990’erne.

Her er penge kun noget, der bruges i samhandlen med omverden. Beslutninger tages af komiteer, der går under navnet »komiteen for god regeringsførelse«, og magten roterer mellem landsbyens borgere. Ingen sidder for evigt, ingen kan hæve sig over andre.

Niel Harvey, der er professor ved New Mexico State University i USA, og som har skrevet bogen The Chiapas Rebellion, skønner, at der i dag bor ca. 150.000 zapatister i fem autonome områder. På den måde er opstanden fra 1994 blevet til konkrete samfund, der dog til stadighed lever i uvished.

»Der eksisterer i dag to autoriteter i Chiapas: Juridisk, er de (los Caracoles, red.) stadig ikke anerkendt af den mexicanske regering, men politisk tolereres de,« sagde Niel Harvey for nylig til Reuters nyhedsbureau.

Ud af medierne

Og nu har bevægelsen mistet sin talsmand. I slutningen af maj i år erklærede den mediebevidste talsmand for zapatisterne, at subcomandante Marcos er ’død’. Han ønsker ikke længere, at være mediernes reference for en bevægelse, der i dag har fokus på at udvikle deres samfund i fred og uden konflikter med det etablerede mexicanske samfund. En tanke, han har haft siden 2007, hvor han for første gang proklamerede, at han tog en længere pause fra offentligheden.

Men allerede i 2001 luftede han for første gang frygten for, at han som subcomandante Marcos kom til at stå i vejen for det, det hele gjaldt om. Nemlig det lederløse samfund, da han i et interview med Julio Scherer, journalist og grundlægger af det prestigefyldte mexicanske magasin, Proceso, fortalte om sit liv som Marcos og den mytedannelse og mediestorm, der er opstået omkring figuren. At det i starten kom bag på ham, og at det egentlig aldrig havde været meningen, at al fokus skulle falde på hans person.

»Jeg havde ikke forudset den protagonisme og personalisering af bevægelsen, som har fundet sted, og som mange gange skygger for sagen.«

Samme forklaring gav Marcos, da han i maj for første gang i årevis optrådte i offentligheden – for at aflive el subcomandante Marcos.

»Jeg er ikke og har ikke været syg. Jeg er ikke og har ikke været død. Det var rygter, vi skabte, fordi de gavnede os,« sagde subcomandante Marcos inden han minutter senere aflivede sin figur.

»Marcos gik fra at være en talsperson til at være en distraktion. Hvis jeg selv skal definere den gamle Marcos, vil jeg uden tøven sige, at han var en klovn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

zapatisterne blev inspiration for en ny bølge af venstrefløjsaktivister med en mere anarkistisk tilgang ... og "Protagonister" og "klovne" - Så er det vel at man straks skal tænke: "Aha, Beppe Grillo."

Problemet med disse 'post-situationistiske' bevægelser er, at de nemt kan falde til den forkerte side, ligesom oprøret på Tahrir-pladsen i Cairo, og Majdan-bevægelsen i Kiev... især hvis ikke målet er helt konkret formuleret.

http://en.wikipedia.org/wiki/Situationist_International

Steffen Gliese

Problemet er, at den traditionelle venstrefløj hænger fast i tankerne fra en lille kreds af mænd, hvis analyser fremlægges med næsten religiøs andagt, selvom de som al anden videnskabelig analyse er en reduktion af virkeligheden til nogle opfundne, ikke i virkeligheden eksisterende kategorier.

Peter, et andet problem er, at mange tror at venstrefløjen, og især marxismen, lægger op til central styring, og at deltagelse i den venstreorienterede solidariske bevægelse, fordrer stort kendskab til teori og præcise munkemarxistiske fortolkninger - og det på trods af, at Enhedslisten fungerer fortrinligt, som et kollektiv, bla, med deltagelse af flere forskellige enkeltsagsbevægelser, og med et fælles partiprogram og en tilhørende engageret diskussion, samt et reelt fungerende ledelsesmæssigt rotationsprincip... helt på forkant med tidens stærkeste neo-venstrebevægelser. ,-)