Læsetid: 4 min.

Føderalisterne vender stærkt tilbage i EU-systemet

EU’s topmøde i de kommende to dage kan ende med udnævnelsen af en ny stærk EU-ledelse med den kommende EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker, som vil føre EU i en mere føderalistisk retning. Thorning-Schmidt kan som EU-præsident blive taget med i det føderalistiske løb
26. juni 2014

Når EU’s stats- og regeringschefer i aften mødes i den flamske by Ieper for at mindes 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig, vil de høre en trompetér spille »The Last Post«.

Den sørgmodige fanfare bliver traditionelt spillet i en række lande, når faldne soldater skal begraves, og den har været hørt hver aften i Ieper (på fransk bedre kendt som Ypres) siden våbenstilstanden 11.11 1918 for at mindes de hundredtusinder af britiske, tyske, franske, canadiske og belgiske soldater, der mistede livet her i nogle af verdenskrigens blodigste slag.

Men bliver der også blæst »Last Post« for Storbritanniens aktive deltagelse i det europæiske samarbejde og for forsøget på at standse EU i at udvikle sig i en mere føderal retning.

Favorit til posten som formand for EU-kommissionen. er Jean-Claude Juncker, 59 år og kristendemokrat. Ministerpræsident i Luxembourg fra 1995 til 2013. Juncker støttes af 26 af de 28 EU-lande og er derfor sikker på at blive EUKommisionens næste formand. Hans styrke ligger i hans store EU-erfaring, kun briterne mener, at han er for føderalistisk, altså vil gøre EU til en stor forbundsstat.

Scanpix

Det er det afgørende spørgsmål på topmødet, hvor Storbritannien står til at blive stemt ned af et stort flertal af EU-lande – herunder Danmark – der er enige om, at Luxembourgs tidligere ministerpræsident Jean-Claude Juncker skal udnævnes til den næste formand for EU-Kommissionen på topmødet.

Bag det tilsyneladende banale spørgsmål om udpegelsen af EU’s næste topchef er der et afgørende opgør mellem de lande, der vil bremse EU-samarbejdet – først og fremmest Storbritannien – og de som ønsker det udviklet i en mere føderalistisk retning – eksempelvis Tyskland, Benelux-landene, Italien og Spanien.

EU-præsident favorit: Helle Thorning-Schmidt, 47 år, socialdemokrat. Dansk statsminister siden 2011. Nævnes i international presse som det bedste bud til posten, men hendes muligheder svækkes af de danske EU-forbehold,
især det manglende danske euromedlemskab.

For det er reelt Europa-Parlamentet, der har gennemtrumfet udpegelsen af Juncker, da de store politiske grupper i parlamentet fremsatte ham som kandidat til kommissionsposten efter den nye procedure, der blev vedtaget gennem den seneste ændring af Lissabon-traktaten.

»Vi står over for en situation, hvor EU-Kommissionen for alvor vil blive præget af partipolitiske interesser,« mener Charles Grant, en af de mest erfarne EU-iagttagere og leder af tænketanken Center for European Reform i London.

EU-præsident favorit: Jean-Marc Ayrault, 64 år. Socialist. Fransk premierminister 2012-2014. Kan blive bragt i spil af den franske præsident François Hollande som et plaster på såret for, at Ayrault blev fyret som regeringschef tidligere i år.

»Vi risikerer, at Europa-Parlamentet kan diktere over for EU-Kommissionen, hvilke afgørelser den skal træffe,« lyder det fra Grant med henvisning til, at Juncker bliver politisk afhængig af Europa-Parlamentet. Det vil være et stort skridt hen mod føderalisme, siger Grant.

Ungarere og briter i kamp

Den konservative britiske premierminister, David Cameron, har derfor gjort det klart, at han vil stemme imod Junckers udnævnelse, når sagen skal op på topmødet. Men han kan kun regne med støtte fra Ungarns højrekonservative regeringschef, Viktor Orbán.

EU-præsident favorit:  Werner Faymann, 54 år. Socialdemokrat. Østrigsk kansler siden 2008. En mulig kompromiskandidat, men med Juncker som kommisionsformand vil en række lande nok mene, at der er EU-topchefer
nok, der ligger politisk tæt på Tyskland.

Det vil være første gang, at EU-landenes ledere griber til afstemning om den højeste post i EU-systemet. Tidligere ordnede man den slags med at indgå kompromiser i mere eller mindre røgfyldte baglokaler.

Men denne gang har EU’s vælgere i maj klaret problemet ved at gøre den såkaldte EPP-gruppe, Det Europæiske Folkeparti, der består af konservative og kristendemokratiske partier, til det største i Europa-Parlamentet ved valget.

Og da Jean-Claude Juncker er EPP’s kandidat til at blive den næste kommissionsformand, har han fået fuld opbakning af de største grupper i Europa-Parlamentet.

EU-præsident favorit: Dalia Grybauskaite, 58 år. Konservativ. Præsident i Litauen siden 2009. Hvis præsidentposten mod forventning går til en borgerlig, nævnes Grybauskaite som det bedste bud til posten.

Højtstående diplomatiske kilder i Bruxelles siger, at Cameron selv er skyld i nederlaget, fordi han har skudt sig selv i foden ved at ignorere Europa-Parlamentet. Alt sammen af indenrigspolitiske grunde for at tækkes EU-modstanderne i sit eget parti og dets EU-skeptiske bagland.

»Briterne har gjort meget for at styrke Junckers kandidatur,« som en diplomat tørt og med ironi udtrykker det.

»De har samtidig ikke forstået, at andre lande også har en indenrigspolitisk debat«. Det gælder f.eks. Tyskland, hvor den tidligere regeringschef i Luxembourg har en høj politisk stjerne og flittigt bliver brugt i tysk fjernsyn til at kommentere EU-spørgsmål, fordi han som næsten alle luxembourgere taler tysk. Og fransk og engelsk.

EU-udenrigsminister favorit: Radoslaw Sikorski, 51 år. Liberal. Polsk udenrigsminister siden 2007. Sikorski var i 2009 Anders Fogh Rasmussens værste rival til posten som NATO-generalsekretær, men han betragtes muligvis som lidt for åbenmundet og konfrontativ.

I EU-Kommissionens korridorer knipser mange af embedsmændene med fingrene i fryd over, at man med Juncker har udsigt til at få en ny stærk kommissionsformand efter de noget stilstående år med portugiseren José Manuel Barroso i kuskens sæde.

Juncker er en erfaren EU-taktiker, der har været med til at strikke talrige kompromiser sammen siden midten af 1990’erne, og han nyder stor respekt i både Berlin og Paris.

Juncker udløser en socialist

Som politisk pris for at acceptere den borgerlige luxembourger som kommissionsformand kræver de socialdemokratiske og socialistiske partier i Europa, at de to andre EU-topposter som henholdsvis EU-præsident og EU-udenrigsminister bliver besat med centrum-venstre-politikere.

EU-udenrigsminister favorit: Frans Timmermans, 53 år. Socialdemokrat. Hollands udenrigsminister siden 2012. Nok det bedste bud, hvis udenrigsministerposten skal besættes af en socialdemokrat eller socialist.

»Kun på den måde kan der blive politisk ligevægt i det europæiske samarbejde,« som den nye stjerne på Europas venstrefløj, Italiens regeringschef Matteo Renzei har sagt.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er – også af international presse – blevet udråbt til at være favorit til posten som EU-præsident.

Mod hende taler, at Danmark ikke er medlem af eurosamarbejdet. Men i en række af de socialistiske partier – især i Frankrig og Italien – knurres der også over, at danskeren i økonomisk politik er for tæt på Berlins kurs om, at Europa skal køre en stram finanspolitik. Thorning-Schmidt kan til gengæld regne med støtte fra Tyskland, Storbritannien og en række andre nordeuropæiske lande, siger kilder i Bruxelles.

EU-udenrigsminister favorit: Federica Mogherini, 41 år. Socialist. Blev udnævnt som Italiens udenrigsminister tidligere i år. Er bragt i spil af den italienske regeringschef, Matteo Renzi. Mod hende taler hendes manglende erfaring.

Det er langt fra sikkert, at alle tre topposter bliver fordelt på topmødet. EU-landene kan vente med præsidentposten og udenrigsministerposten til et senere topmøde, efter at Europa-Parlamentet i juli som forventet vil have godkendt Jean-Claude Juncker som kommissionsformand.

Det afgørende er imidlertid, at der nu for alvor er optakt til ægte europæiske partidebatter og slagsmål.

EU-udenrigsminister favorit: Kristalina Georgieva,  60 år. Konservativ. Har været Bulgariens medlem af EU-Kommissionen siden 2009, hvor hun har haft ansvaret for nødhjælp og humanitær indsats. Har fået stor ros for sit arbejde i EU-Kommissionen.

»Det vil føre til en stærkere politisering af EU-Kommissionen,« som en af de førende tyske socialdemokrater Thomas Oppermann skrev i et indlæg i Frankfurter Allgemeine.

»Men det er ikke noget tab for Europa, hvis Kommissionen mister sit image som et teknokratkabinet.«

Ole Bang Nielsen er journalist og forfatter. Har boet i Bruxelles og skrevet om EU i over 20 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Selvfølgelig kommer føderalisterne. Der er absolut intet at undres over eller spørge ind til, når man forstår manuskriptet: Total Global Centralisering. Det er det vi har bevæget os hen i mod nonstop siden EF's begyndelse.

De "historiske begivenheder" følger et helt fastlagt manuskript for hulen da.
Det er jo ikke tilfældigt at alt i Danmark blev gennem - CENTRALISERET under VKO. Dét var det egentlige projekt. Det er heller ikke for sjovt at EU er og bliver et stort kommandocenter. Det er heller ikke tilfældigt at det amerikanske og de europæiske samfund, herunder Danmark for hver dag BEGYNDER AT BLIVE MERE ENSARTEDE / neoliberale. Det er nødvendigt at nivellere de to samfundsmodeller, så de er kompatible til at styres fra én centraladministration.

Det er heller ikke tilfældigt at TTIP som er rammerne for den globale union forhandles i hemmelighed. Det gør den fordi at det vil være umuligt at gennemføre og oprette en ægte union for hele vesten, uden årtiers protester, arbejdsnedlæggelser, og potetielle revolutioner, der ville opstå i de mange tidligere demokratier som nu med TTIP og nu også TPP (alle de mange lande i stillehavsområdet som tiltræder en tilsvarende aftale).

Så SELVFØLGELIG vil vi opleve at unionen bliver endnu mere "føderal". Det har aldrig stået til forhandling.

Har du lyst til at kende manuskriptet en gang for alle kan du læse: http://www.danjohannesson.dk/1663
Men vær obs på at international politik, efter læsningen af artiklen, bliver rasende kedeligt, år ind og år ud, for du ved NØJAGTIGT hvad du har i vente, og vil blot opfatte nyhederne, ( frem til 2020 hvor fængslet er færdigt) som triviel oplæsning af seneste punkter, fra et eksisterende manuskript, som du allerede kender i forvejen.

Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Heinrich R. Jørgensen, Rune Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Både den konservative, liberale og socialdemokratiske gruppe har føderalister som frontfigurer. ALDE-gruppens frontløber, pan-nationalisten Guy Verhofstadts "Vort Fædreland er Europa"-citat konkurerede jo nærmest med de nationale om hvem der kunne overgå hinanden i den mest absurde hyldest af forestillede fællesskaber og flokmentalitet. Man kan håbe at Juncker i det mindste kan holde den slags 20.århundredes vrangforestillinger fra det europæiske projekt, også selvom han er føderalist.

Michael Kongstad Nielsen

De har da været der hele tiden. Det er kun befolkningerne, der ikke ikke er føderalister.

Bjarne Bisgaard Jensen, Rune Petersen, Henrik Christensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Set ud fra en EU-venlig borgers synspunkt er EU-fanatisten, Jean-Claude Juncker, absolut ikke den rigtige mand på posten. Den laden-stå-til-kultur som kom ind i det super-dynamiske EU med The Barroso Commission, vil blot fortsætte. Og samtidig vil tysk storkapital og deres økonomiske politik blot fortsætte.

Når der er nævnt, bør det nok også nævnes, at trods mange EU-skeptiske vælgere i Danmark, har størstedelen af EU´s vælgere faktisk stemt på mere EU - og ikke mindre.

Michael Kongstad Nielsen

Gert Romme - ja, men tendensen, udsvinget, bevægelsen gik mod "mindre EU". I øvrigt kan man spørge, hvad de ca. 50 %, der ikke stemte, stemte for (med Slovakiet som "topscorer" med en stemmeprocent på 13%).

Niels-Holger Nielsen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

Michael Kongstad Nielsen er inde på elefanten i stuen. Ingen medier har ville beskæftige sig med det faktum at kun 33% af danskerne reelt sagde ja til Patentdomstolen. Det betyder at 67 % IKKE sagde ja. Sammenholdt med den helt ekstremt lave valgdeltagelse i år, har hele EU konstruktionen et fundamentalt problem: Den har ikke noget folkeligt mandat til overhovedet at eksistere.

Men den vinkel, det perspektiv, holder alle del af eliten sig langt langt væk fra. Og spinner i stedet over at lidt flere af de få der deltog sagde ja, end de få der sagde nej. At hele konstruktionen INTET folkeligt mandat har ignoreres. Det er præcis i denne type politisk klima, hvor tavsheden skriger i protest, men ingen lytter, at revolutionernes frø bliver lagt.

Mit gæt er, at når TTIP / TPP fængselskonstruktionen står færdig i 2020, vil vi se denne blodrøde plante sprede sig i store dele af den vestlige verden. Fordi ingen ville se, og ingen ville lytte, da befolkningerne i 2014 stiltiende fjernede sit mandat til denne udemokratiske og lobbyinficerede teknokratiske kollos.

Michael Kongstad Nielsen

I denne mainstream-artikel skrives blandt andet: " ... efter den nye procedure, der blev vedtaget gennem den seneste ændring af Lissabon-traktaten." Men der er ingen seneste ændring af Lissabontraktaten. Den trådte i kraft den 1. december 2009, og er ikke ændret siden. Det ville også være noget nær umuligt, da den står på skuldrene af den af folket forkastede "Forfatningstraktat", som franskmændene, hollænderne og irerne stemte nej til, hvorefter den blev taget af bordet, men fremlagt igen nogle år efter, nu som "Lissabontraktaten", og denne gang uden folkeafstemning (undtaget Irland), man skulle nødig nyde noget.

Helle Thorning-Schmidt, 47 år, socialdemokrat. - ja, sikke en krabat – politikerleden vil næppe aftage herhjemme efter hun har stillet stiletterne og hendes farveller til alle kammeraterne – efterladt med lange næser og en politik i ruiner – på alle måder et dyrt bekendtskab …

Ernst Petersen, Stig Bøg, Rune Petersen, Per Torbensen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Eliterne har intet lært. Deres arrogance er monumental og fortsætter og den medicin der skal presses ned i halsen på modvillige befolkninger er mere neoliberalistisk omstrukturering, mere centralisering ,og mere magt til de i forvejen magtfulde. Befolkningerne derimod skal holdes på god og respektfuld afstand fra de reelle beslutningsprocesser. Alt er som hidtil.

Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
georg christensen

Jeg har også en bemærkning til Jean-Claude Juncker valget, du var ikke min favorit, men vel nok alligevel den bedste løsning. Hvis du forsøger at hente Danskernes Helle ind til en " EU" toppost, kan det kun være i forsøget på at få en "pauseklovn" sendt ind på banen, og det vil ingen bryde sig om.

Hilsen fra en Dansker, som ikke bryder sig om "femtekolonne" virkende politikere.

Ernst Petersen

Problemet er jo stadig, at det er de multinationale firmaer, der styrer politikerne og ikke befolkningerne. Sådan har det været hele tiden lige siden nogle direktører satte sig ned og lavede et udkast til Rom-traktaten, som de derefter solgte til politikerne i de seks lande, der lavede Fællesmarkedet.

Køreplanen er klar. For de multinationale selskaber ønsker så mange ting harmoniseret som overhovedet muligt. Dette vil naturligvis give stadig flere spændinger mellem politikerne og befolkningerne. Men de multinationale firmaers økonomiske interesser gør jo, at de vil fortsætte med at presse på alligevel.

Jeg har bare svært ved at se unionen nå i mål. For problemerne vil kun blive større. I øjeblikket er det største problem, at der ikke er fælles overenskomster og lønninger i hele Europa, hvilket skaber utilfredshed i befolkningerne, når firmaerne i stigende grad henter billig arbejdskraft i nabolandene. Men dette problem vil næppe blive løst, selvom det naturligvis vil blive diskuteret i det uendelige.

Børge Rahbech Jensen

"For det er reelt Europa-Parlamentet, der har gennemtrumfet udpegelsen af Juncker, da de store politiske grupper i parlamentet fremsatte ham som kandidat til kommissionsposten efter den nye procedure, der blev vedtaget gennem den seneste ændring af Lissabon-traktaten."

Det er næsten korrekt, så vidt jeg ved. Jeg mener, hver gruppe i Europa-Parlamentet udpegede sin kandidat, hvorefter Europa-Parlamentet indstillede den største gruppes kandidat til Rådet, som så valgte at følge Europa-Parlamentets indstilling.

Udover Jean-Claude Juncker var Martin Schultz, Alexis Tsipras, Guy Verhofstadt, José Bové og Ska Keller kandidater i Europa-Parlamentet. Den grønne gruppe havde to kandidater.
http://www.debatingeurope.eu/focus/presidential-candidates/#.U66RHW20P_-

Jean-Claude Juncker kom fra den kristeligt-demokratiske gruppe EPP, som blev den største gruppe med 221 medlemmer efter valget til Europa-Parlamentet i maj.
http://www.results-elections2014.eu/en/election-results-2014.html Bent Dendtsen er medlem af den gruppe.