Læsetid: 7 min.

Hundredvis torteres i hemmeligt egyptisk fængsel

Elektriske stød og smertelige kropsstillinger er blandt de metoder, som de egyptiske sikkerhedstjenester tager i brug over for mistænkte islamister og uromagere, der holdes interneret uden om det egyptiske retssystem
Retssagen mod disse tre journalister, der blev dømt i går i Egypten, har vakt stor opsigt. Men samtidig bliver andre borgere passet op på gaden og uden rettergang sendt til et hemmeligt fængsel, hvor de udsættes for systematisk tortur

Retssagen mod disse tre journalister, der blev dømt i går i Egypten, har vakt stor opsigt. Men samtidig bliver andre borgere passet op på gaden og uden rettergang sendt til et hemmeligt fængsel, hvor de udsættes for systematisk tortur

Khaled Desouki

24. juni 2014

Hundredvis af ’forsvundne’ egyptere tilbageholdes og torteres i et hemmeligt militærfængsel. Det fremgår af udtalelser fra tidligere indsatte, advokater, menneskerettighedsforkæmpere og familier til forsvundne personer, som avisen The Guardian har talt med.

Siden juli 2013 har fanger fået bind for øjnene og er med magt blevet ført bort til det hemmelige fængsel. Aktuelt tilbageholdes omkring 400 uden at være stillet for nogen dommer. Ifølge Human Rights Watch og Amnesty International er der tale om det seneste eksempel på »undertrykkelse i et omfang, der savner fortilfælde i Egyptens moderne historie«.

Fangerne i Azouli-fængslet udsættes for elektriske stød, bankes og hænges nøgne op ved deres sammenbundne håndled i timevis, indtil de røber specifikke informationer eller lærer at fremsige tilståelser udenad.

De ’forsvundne’ er nogle af de 16.000 politiske fanger, som er blevet anholdt siden militærets afsættelse sidste sommer af den folkevalgte islamistiske præsident Mursi. Men modsat de øvrige indsatte holdes Azoulis fanger interneret uden om Egyptens retssystem og under omstændigheder, der gør det muligt for deres fangevogtere at mishandle dem uden frygt for konsekvenser.

»Officielt er man der slet ikke,« siger Ayman, en midaldrende mand, der blev interneret i Azouli sidst i 2013 og er en af de kun ganske få, som er blevet frigivet fra det hemmelige fængsel.

»Det er ikke som i normale fængsler. Der er ingen dokumentation på, at du er der, noget sted. Hvis du dør i Azouli, får ingen det at vide.«

Ligger gemt i en militærlejr

Azouli-fængslet er ikke synligt for civile. Det ligger gemt inde i en stor militær lejr, som også huser hovedkvarteret for Egyptens 2. Armé, ved Ismailia – en by godt 100 km nordøst for Kairo.

Ifølge tre tidligere indsatte, som The Guardian har interviewet hver for sig, er hovedparten af de indsatte i Azouli tilbageholdte salafister – ultrakonservative muslimer – der mistænkes for deltagelse i bølgen af militante modangreb, som blev udløst efter rydningen af en Mursi-loyal protestlejr i august 2013. Nogle få mistænkes for at være medlemmer af det nu forbudte Muslimske Broderskab, andre for at have medvirket i studenterprotester, mens et betydeligt mindretal er mennesker helt uden forbindelse til religiøse grupperinger. De er ifølge Guardians interviewpersoner mennesker, som blev arresteret tilfældigt. Mindst en af dem siges at være mindreårig, mens en anden skal være journalist.

De interviewede fortæller, at de blev pågrebet under razziaaktioner, arresteret uden grundlag og derpå torteret. Hensigten var at aftvinge dem oplysninger, der kunne berettige deres indespærring.

»Problemet er, at mange af Azoulis fanger arresteres tilfældigt eller på en svagt underbygget mistanke, hvorefter efterretningstjenesterne bruger tortur til at finde ud af, om de rent faktisk er involveret i noget,« siger Mohamed Elmessiry, en egyptisk forsker tilknyttet Amnesty International.

For Khaled, en ung aktivist, begyndte torturen allerede, før han ankom. Han hævder, at han blev passet op på gaden for flere måneder siden, anholdt og siden slået og udsat for elektriske stød af soldater og militærpolitifolk i en udendørs afhegning. Det foregik over flere timer, hvorefter han blev kørt til Azouli.

»De brugte to elstave, nogle gange begge stave samtidig«, siger han. »De lagde også et vådt håndklæde på mit ansigt for at gøre det svært for mig at trække vejret.«

»Efter fire timer flåede de mit tøj af. Mit ansigt var ophovnet. Mine øjne var lukkede. Jeg fik et sår i min kæbe, der var dybt nok til, at en soldat kunne presse en finger ind i det«.

To andre frigivne fortæller, at de ved ankomsten blev tævet af en ’velkomstkomité’ af soldater – en oplevelse, som også fanger i civile fængsler ofte kan berette om.

»Da vi ankom til fængslet, tildækkede de vores øjne,« siger Ayman, den midaldrende eksfange.

»De tog alle vores værdigenstande, bælter og alt, hvad der kunne minde om et reb. Hvis nogen havde medicin, tog de også det. Derefter begyndte de at slå løs på os. De pressede os op mod væggen og tæskede os med køller, vandrør og knytnæver. Det varede i ti minutter.«

»Så stillede de os på række, og mens vi gik op til tredje sal, slog de løs på os igen. I korridoren på tredje sal tog de bindet af vores øjne og begyndte igen at slå os. Vagten på tredje sal – han blev kaldt Gad – blev ved med at true os: ’Hvis I ser ud af ud ad vinduet eller laver den mindste larm, slår vi jer’. Og så slog de os i et stykke tid med deres bare næver mod vores ansigter. Derefter puttede de os i cellen.«

Masseceller

Fængslets to nederste etager har længe været brugt til at internere soldater, der holdes varetægtsfængslet under krigsretssager. Men siden juli 2013 er politiske fanger blevet tilbageholdt på tredje sal, de fleste af dem i trange celler med mellem 23 og 28 fanger.

Amnesty vurderer, at op til 20 fanger er blevet løsladt, men advokater siger, at en række andre fanger er dukket op igen i civile fængsler, anklaget for terrorisme på grund af tilståelser opnået efter tortur og forhør.

Forhør og systematisk tortur af Azoulis fanger finder sted i en separat bygning kendt som S-1, et par minutters kørsel fra fængslet. Omkring ti fanger føres hver dag hen til denne afdeling. Når deres navne råbes op, bliver de lukket ud af deres celler og få besked på at tage bind for øjnene og stille sig på række. På dette tidspunkt bliver de igen tævet og derpå ført ned i en ventende minibus. Fangerne køres derefter til S-1, hvor de føres op ad trapper til et kontor på første sal. Her må de vente – stadig med bind for øjnene – indtil de kaldes ind i forhørslokalet ved siden af.

Fra da Khaled første gang blev indkaldt – det var på hans første dag i Azouli – husker han den enerverende lyd af en lighter, der blev tændt og slukket og tændt igen, imens forhørslederen stillede ham spørgsmål, som skulle afklare, om Khaled havde deltaget i organiseringen af protesterne mod militærkuppet.

»Og så begyndte torturen,« husker Khaled.

»Det startede med elektriske stød, som de gav mig overalt på kroppen. Afhøringsofficeren sagde til militærpolitifolkene, at de skulle tage mit tøj af. Kun mine boxershorts fik jeg lov at beholde på.«

»Jeg begyndte at opgive navne til afhøringsofficeren. Men han fornemmede, at jeg løj, så han beordrede soldaterne til at sørge for, at jeg var helt nøgen. Jeg mærkede de elektriske stød overalt på min krop, især på dens mest følsomme steder.«

Efter den elektriske tortur blev Khaled bagbundet. Han hævder, at han nøgen blev hængt op og bundet fast til en vinduesramme – en torturteknik, der kendes som Balango-metoden, og som medfører ulidelig smerte i skuldre og håndled. Først to en halv time senere blev han taget ned igen og sendt tilbage til sin celle.

To andre tidligere indsatte beretter om lignende oplevelser, selvom de ene mand siger, at han blev fastbundet i en anden position, og den anden – Salah, en mand midt i tyverne – sagde, han fik lov til at beholde tøjet på, da de gav ham stød.

»Officeren spurgte mig, om jeg genkendte nogle navne, han viste mig på en liste,« siger Salah.

»Hvis jeg sagde nej, ville han give mig stød. Jeg måtte svare nej, for jeg kommer ikke så tit i min hjemby længere. Og så gav han mig stød. Jeg fik stød uden på mit tøj, men lige over testiklerne.«

Tilståelser læres udenad

Ofrene kan ikke med sikkerhed vide, hvem der torterede dem. Men de er alle tre overbeviste om, at afhøringerne blev ledet af officerer fra den militære efterretningstjeneste, som Abdel Fatah al-Sisi, Egyptens nye præsident, var leder af frem til 2012, muligvis også med deltagelse fra det hemmelige politi, der i Egypten går unde den officielle betegnelse Amn ad-Dawla eller ’statssikkerheds politiet’.

Ifølge Ahmed Helmy, en advokat, der repræsenterer tidligere Azouli-fanger, bliver mange fanger torteret, indtil de har lært specifikke tilståelser af terrorhandlinger udenad. Herefter overføres de til statens sikkerhedskontorer, hvor de bliver bedt om at gentage disse tilståelser til en anklaget fra politiet. Andre fanger fra civile fængsler bekræfter at have mødt Azouli-fanger under deres indespærring.

Moren til en tidligere Azouli-fange, der nu er overført til et civilt fængsel, siger, at hendes søn Omar skulle igennem fire dage med tortur og tre ture til en civil anklager, før han var villig til at aflire den påkrævede tilståelse. Hun så først Omar, som hun troede var død, da han var overført til det civile fængsel efter at have været forsvundet i ugevis. »Huden på hans næse var skrællet af helt ind til benet,« husker hun.

»De gav ham stød på testiklerne. Han sagde, at han blev truet med voldtægt, og at det var almindeligt, at fanger blev hængt nøgne op. Han sagde også, at han på et tidspunkt blev forhindret i at gå på toilettet i seks dage, og at de lod ham beholde bind for øjnene i ti dage.«

I Azouli har de fanger, som har været udsat for systematisk tortur, ingen mulighed for juridisk oprejsning.

»Det viser, at sikkerhedsstyrkerne i dag er hævet over loven,« siger Amnestys Mohamed Elmessiry. »De er ligeglade med retsstatsprincipper. De tilbageholder folk i over 90 dage og udsætter dem løbende for tortur uden retsligt tilsyn. Det er en praksis, som strider fuldstændig mod de tilbageholdtes rettigheder, sådan som de er fastslået i både egyptisk og international ret.«

En højtstående militær officer har over for The Guardian erkendt eksistensen af fængslet i Azouli, men har endnu ikke reageret på vores forespørgsel om at kommentere på specifikke anklager.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Lögun

Det er sjovt....
Dem kan Amerikanerne GODT levere milliarder af dollars i støtte til for ikke at snakke om den levering af Apache-helikoptere der er på vej. Men hjælpe Irak mod, hvad de selv betegner som den grummeste terror organisation på jorden, det kan der ikke liiige blive overskud til?
Hvornår bliver det så åbenlyst at folk begynder at se igennem løgnene og ser det store skakspil der er i gang? Man behøver ikke grave særlig dybt længere eller være specielt intelligent for at kunne lægge nogle brikker sammen efterhånden.

Enriquo Longo

Der er jo ikke noget nyt idet - desværre.

Men hvorfor fanden bliver danskerne ved med at tage på ferie i Egypten -

Bliv væk og ram dem på økonomien. Lav en solid handelsembargo.

Vi gider ikke at lege med torturbødler.

Robert Kroll

Mellemøsten med sine steninger af kvinder, straf for homoseksualitet, piskning og afhuggelse af lemmer for tyveri , forfølgelse af ikke-troende o s v er meget anderledes i opfattelsen af liv og død og af hvad menneskerettigheder går ud på.

Det kan (desværre) ikke undre, at tortur er en dagligdags ting, og formentlig ser vi i vores kulturkreds meget mere alvorligt på dette end de gør lokalt i mellemøsten, hvor der vel nærmest er tradition for, ar magthaveren kan gøre nær sagt hvad som helst.

Der går nok nogle generationer, før tingene bliver bedre i disse lande - det tager tid at ændre indgroede traditionelle "uvaner".

Helene Nørgaard Knudsen

Det er en skamplet af dimensioner på Egyptens nationale ære at den slags overhovedet foregår! Er det den rigtige måde at bekæmpe terrorister på? Hvis ikke regeringen allerede har udtrykt at det her er et kæmpe problem, så ved jeg ikke!

Som så ofte støtter Amerika disse diktatorer hvor end i verden de er, Sydamerika. Mellemøsten Asien og Afrika er steder der har haft "fornøjelsen" af Amerikansk støtte til disse diktatorer og deres torturregimer.

- Sådan kæmper Amerika for friheden for mennesker overalt i verden!