Vil islamistiske ISIL holde skansen eller rømme Mosul?

Lederne af Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL) havde næppe forventet, at det ville lykkes dem at erobre fuld kontrol over den nordirakiske millionby Mosul, da de indledte militsgruppens seneste storoffensiv mandag. I hvert fald må erobringstogter betegnes som et brud med gruppens hidtidige foretrukne taktik, som i de seneste år er gået ud på at slå hurtigt til, påføre fjenden betydelige tab og skader og derpå trække sig hurtigt tilbage.

LÆS: Kampe blusser op mellem religiøse grupper i Irak

Denne gang var regeringsstyrkerne imidlertid endnu hurtigere til at trække sig ud. Selv om de talmæssigt var de militante overlegne i forholdet 50:1, flygtede de over hals og hoved og overlod dermed de facto kontrollen over Ninives provinshovedstad til ISIL. Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af ​​ISIL siden 2010, må nu overveje nogle af de mest akutte og vanskelige strategiske spørgsmål, som militante islamister har stået over for i årtier: Skal ISIL søge af fastholde sit nyvundne territorium, og hvordan skal man behandle de mennesker, der bor der?

Har tag om fire byer nu

En hurtig tilbagetrækning fra Mosul ville sende det signal, at ISIL ikke tror, de kan eller ikke ønsker at holde byen, og det er stadig det mest sandsynlige udfald. Men det forhold, at ISIL siden januar har erobret tre andre vigtige byer i Irak: Fallujah, Ramadi, og siden onsdag også Tikrit, foruden Raqqa i nabolandet Syrien – indikerer, at den 43-årige Baghdadi måske vil tænke sig om to gange, førend han beordrer sine militsfolk til at indsamle det enorme krigsbytte i Mosul og rømme byen igen. Alene navnet på hans gruppe klinger dog som en utvetydig erklæring af dens mål. Han leder Den Islamiske Stat i Levanten –Levanten er et historisk-geografisk begreb, der betegner et større område i Mellemøsten, der går fra Middelhavet syd for Tyrkiet og omfatter Libanon, Syrien og Israel, mens det mod øst strækker sig et stykke ind Irak. Et helt andet er det mål, som antydes af betegnelsen al-Qaeda – en gruppe, der blev grundlagt af Osama bin Laden, og nu ledes fra Pakistan af hans tidligere næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri: Udtrykket al-Qaeda betyder ’fysisk base/fundament’, som de kaserner i Mosul, som ISIL har udplyndret for tunge våben i de seneste dage. Men det kan også betyde ’leveregel’.

Igennem et årti eller mere har islamistiske strateger ført indædte diskussioner om, hvorvidt de skal søge at etablere sikre bastioner, der kan fungere som brohoveder for yderligere ekspansion, eller om de skal fokusere på spektakulære terroraktioner og operationer i stil med 11. september, som tager sigte på at radikalisere og mobilisere hele befolkninger og sætte gang i en global form for »lederløs jihad«. Abu Musab al-Zarqawi, jordaneren, der grundlagde al-Qaeda i Irak i 2004 og nåede at få kontrol med væsentlige dele af landets vestlige Anbar-provins, før han blev fordrevet igen og derpå dræbt i 2006, valgte førstnævnte strategi.

Abu Musab al-Suri, en førende syrisk militant, der blev vidne til Syriens tidligere præsident Hafez al-Assads knusning af en islamistisk opstand i Hama i 1982, var den vigtigste fortaler for sidstnævnte strategi.

Stor brutalitet

Zarqawis gruppe vakte imidlertid med deres brutalitet og intolerance så stor modvilje blandt de lokale, at disse rejste sig til modangreb og drev islamisterne ud. Ved udgangen af ​​forrige årti forekom denne og tilsvarende erfaringer andre i den islamiske verden at have miskrediteret den såkaldte positionskrigsstrategi til fordel for den mere globale og mindre territoriale ’manøvrekrigsstrategi’. Alligevel blev drømmen om territoriale besiddelse ved med at lokke.

De egyptiske islamister begræd i 1990’erne deres lands topografi som uegnet til etablering af en sikker base, hvorfra de kunne operere. I april 2004 mødtes en gruppe af ledende militante fra al-Qaeda i Irak i Fallujah for at »gøre status« over deres kampagne. Abu Anas al-Shami, en jordansk palæstinensisk gejstlig, som var til stede på mødet, skrev bagefter: »Vi indså, at efter et års jihad havde vi stadig ikke opnået noget på jorden og lidt en eklatant fiasko.«

I stedet for at ty til propagandavirksomhed, sagde han, behøvede de en base, der kunne blive springbræt for yderligere ekspansion, så snart den umiddelbart efterfølgende defensive kampfase var vel overstået. Netop sådanne prøvelser havde i sin tid også profeten Muhammed og hans flok af tilhængere gennemgået.

Der var også et mere personligt motiv: »Ingen af ​​os havde den mindste lille jordlod, vi kunne opholde os på, intet fristed, hvor vi kunne være i fred blandt vores egne,« beklagede Abu Anas sig, før han i november 2004 blev dræbt, da amerikanske tropper generobrede Fallujah i Irak.

Holder sjældent længe

Når islamistiske grupper har erobret byområder og forsøgt at kontrollere de lokale befolkninger, har resultaterne i det store og hele været en katastrofe. I Yemen holdt al-Qaeda på Den Arabiske Halvø kortvarigt den regionale hovedstad Jaar, før gruppen igen blev tvunget ud af regeringsstyrker. Unionen af ​​Islamiske Domstoles styre i Mogadishu, Somalias hovedstad, blev også af kort varighed. Siden er bidder af libyske og syriske byer faldet under islamistisk kontrol, mens Taleban-styret i Afghanistan havde nominel kontrol over fem byer, som de sad på i fem år.

Men det står klart, at de fleste mennesker meget hurtigt indser, at islamister er elendige lokale administratorer–også selv om ISIL nu er holdt op med at dræbe renovationsarbejdere som kollaboratører. »Befolkningen i Mosul har stemt med fødderne,« siger analytiker og regional ekspert James Denselow. Næsten en halv million af befolkningen i byen ser ud til at være flygtet.

En undersøgelse af geografien i ​​ekstremistisk kontrollerede zoner i hele den islamiske verden afslører, at de næsten alle er afsides beliggende, og i reglen ligger langt fra de svage centralregeringers indflydelse. Samtidig har de kun begrænset strategisk værdi. Herfra findes indtil videre kun én enkelt himmelråbende undtagelse, nemlig den voksende og grænseoverskridende Islamiske Stat i Irak og Levanten i Irak.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen