Ved flodbredden i landsbyen Bawei står en rødmalet jerntrappe alene og formålsløs. Dens trin fører op i anden sals højde, hvor den blot mødes af tom luft. Indtil for nylig gik trappen op til et hus, hvis vægge nu er revet ned og murstenene transporteret væk. På jorden ligger nogle af den fraflyttede families efterladte ejendele. En gummistøvle, en motorcykelhjelm, et fiskenet. På begge sider af den ensomme jerntrappe er et dusin andre huse og staldbygninger også forsvundet.
»Det gik hurtigt. Lige pludselig gav regeringen folk besked på at flytte,« siger He Xiaochen, 25 år og en af landsbyens beboere.
Om kort tid skal også han og landsbyens resterende indbyggere væk.
Årsagen findes nogle kilometer længere nede ad Lancang-floden. Her er arbejdere i gang med at opføre en ny kæmpe hydroelektrisk dæmning, kaldet Huangdeng, og Baweis huse og marker med majs og ris vil blive oversvømmet af dæmningens vandreservoir.
He Xiaochen står ved sin motorcykel, som han har købt for sin opsparing, og en ko. Han er i gang med at fæstne trækævler på køretøjet. Træet skal transporteres til familiens kommende hjem nogle kilometer længere oppe i bjergene. »Vi bliver tvunget til at flytte,« siger He, som er far til tre. »Vi ved ikke, hvad vi skal leve af fremover. Den kompensation, vi vil få, er meget lille, og på det nye sted, hvor regeringen flytter os hen, er der ingen marker og ingen muligheder for at tjene penge.«
»Det er en katastrofe for os,« siger He. »Regeringen behandler os uretfærdigt.«
Set fra den kinesiske regerings synspunkt er oversvømmelsen af Bawei og flere andre landsbyer i området her i den sydvestkinesiske Yunnan-provins dog et nødvendigt onde for at kunne generere mere ren og vedvarende energi ved hjælp af vandkraft og samtidig skabe økonomisk udvikling i et ellers ludfattigt område.
204 meter høj
Ved Huangdeng-dæmningen er humøret da også højere end i Bawei. Det 15 mia. kr. dyre dæmningsprojekt har skabt job til tusinder af tilrejsende arbejdere.
»Her kan vi tjene gode penge,« siger 32-årige Chen Yishuo. Han er en del af et 800-mand stort arbejdshold, som i døgndrift arbejder på at skære toppen af et bjerg ved flodbredden og dække den tilbageværende stump med cement. Arbejdet får de ca. 3.000 kr. for om måneden – omtrent dobbelt så meget som den gennemsnitlige årsindkomst i landsbyerne her på egnen.
Nogle få hundrede meter bag Chen Yishuo er Lancang-floden blevet omdirigeret gennem en bjergtunnel, mens dæmningen, der, når den står færdig, vil være 204 meter høj, langsomt er ved at tage form. Byggeriet ventes afsluttet i 2016, og dæmningen vil til den tid årligt producere 8.500 mio. kWh – hvad der svarer til en fjerdedel af Danmarks samlede årlige elforbrug.
Kina har allerede bygget tusinder af dæmninger. Men efter opførslen af verdens største – dæmningen ved De Tre Slugter på Yangtze-floden, der stod færdig i 2008 med en samlet pris på næsten 200 mia. kr., og hvor 1,3 mio. mennesker blev forflyttet for at gøre plads til det mere end 600 km lange kæmpereservoir – stillede regeringen mange af sine dæmningsplaner i bero. Der havde været for mange kontroverser omkring lige netop det projekt. Men sidste år åbnede Beijing igen for sluserne og gav tilladelse til adskillige nye projekter.
Den fornyede dæmningsfeber kan specielt mærkes her i Yunnan. Huangdeng-dæmningen er blot en af mange. På Lancang, der har sit udspring på det tibetanske plateau og går sydpå til grænsen til Sydøstasien, hvor floden kendes under navnet Mekong, er hele 26 dæmninger planlagt eller under opførsel. I hele provinsen er i alt 84 nye kæmpedæmninger projekteret.
Det store antal er motiveret af Kinas enormt voksende energibehov. Og af at Kina desperat har brug for alternative energikilder til den kul, som er skyld i den massive luftforurening, der plager landet. Regeringen satser på, at 15 procent af energiforbruget inden 2020 skal dækkes af rene og vedvarende energikilder. Vandkraft er afgørende for at nå det mål.
Og Kinas investeringer i vedvarende energi har en global effekt. I 2012 lykkedes det ifølge Hollands Miljøundersøgelser og EU-kommissionen for første gang at bremse væksten i den globale udledning af CO2 – til grund for opbremsningen ligger bl.a. den voldsomme vækst i Kinas brug af vandkraft.
Det hele ødelagt
Men mens dæmningerne lanceres som nødvendige for produktionen af mere miljøvenlig energi, angriber miljø-ngo’er dem for i stedet at ødelægge Kinas flodsystemer, vigtige naturområder og lokalsamfund.
»Det er illusorisk at kalde det ’grøn energi’,« siger Grace Mang fra miljøorganisationen International Rivers om de kæmpe hydroelektriske dæmninger. »Det store antal dæmninger i Kina har fundamentalt ændret flodsystemerne og har resulteret i drastiske ændringer. Dæmningerne er stærkt medvirkende til, at Kinas flodsystemer er ved at kollapse.«
Floderne Yangtze og Lacang er centrale for Kinas fremtidige energiforsyning. Alene på Lacang er planlagt 26 nye kæmpedæmninger.
Som eksempel fremhæver hun Jinsha, det kinesiske navn for den øvre del af Yangtze-floden, der også løber gennem Yunnan-provinsen.
»Der er nu bygget så mange dæmninger på Jinsha, at der ikke længere er tale om en flod, men derimod blot en uendelig række af dæmninger og vandreservoirer, der ligger i forlængelse af hinanden. Det er en medvirkende årsag til, at Yangtze kollapser,« siger hun. »Det samme vil også snart blive Lancangs skæbne.«
Flere miljøorganisationer siger, at Kinas mange dæmninger har omdannet floder til livløse søer. Fisk er blevet udryddet. Planter og træer er blevet dræbt. Og menneskers liv langs floderne er blevet smadret. Størstedelen af de planlagte dæmninger her i Yunnan bliver opført i områder, der er blandt de økologisk set mest forskelligartede og skrøbelige på jorden, og som Unesco har sat på sin Verdensarvsliste og erklæret som bevaringsværdige.
»Det hele vil blive ødelagt,« siger Yu Xiaogang, leder af den lokale ngo Green Watershed.
Økonomisk gevinst
Centralregeringen i Beijing er imidlertid begyndt at fokusere på, at der skal tages hensyn til miljøet, når landets nye kæmpedæmninger planlægges. Problemet er dog, at Beijings miljøhensyn ofte ignoreres lokalt, og projekterne påbegyndes inden den ellers lovpligtige undersøgelse af miljøkonsekvenserne er blevet foretaget. Det er også sket i tilfældet med Huangdeng-dæmningen. Sidste år kritiserede Kinas rigsrevision det statslige selskab Huaneng Group for at have påbegyndt dæmningsarbejdet uden at have opnået centralregeringens tilladelse.
»Det betyder, at opførslen af dæmningen er startet, før den lovpligtige vurdering af miljøkonsekvenserne overhovedet er foretaget,« siger Yao Songqiao, der researcher i dæmningers indvirkning på miljø og lokalsamfund. Og til trods for kritikken fra rigsrevisionen fortsætter arbejdet på dæmningen ufortrødent – og fortsat uden at miljøkonsekvenserne er undersøgt.
Ifølge Yao Songqiao kan det bl.a. lade sig gøre, fordi lokalregeringer ofte ser gennem fingre med manglende miljøtilladelser, da de først og fremmest er interesserede i investeringerne, som dæmningsprojekterne bringer til deres område.
»Embedsmændene fra regeringen i Yunnan er overbeviste om, at de hjælper lokaløkonomien ved at byde dæmninger velkommen,« siger Yao Songqiao. »De ved, at der også er negative konsekvenser ved dæmningerne, men de mener samtidig, at den økonomiske gevinst er det værd.«
Grace Mang fra International Rivers mener, at situationen betyder, at de statslige dæmningsselskaber, der reelt set har fået råderet over Kinas floder, har frit spil. »Disse selskaber ser på, hvordan de kan maksimere deres profit, og de bygger så mange dæmninger som overhovedet muligt uden hensyn til de miljømæssige omkostninger.«
Hverken Huaneng Group eller Yunnans provinsregering har reageret på henvendelser fra Information.
Et sted at dø
Yu Xiaogang fra Green Watershed er også kritisk: »Dæmningernes sociale og miljømæssige konsekvenser bliver ignoreret.« Han er specielt harm over behandlingen af de lokale indbyggere, som bliver tvangsforflyttet for at gøre plads til dæmninger og deres reservoirer, men som ikke tilbydes nok hjælp eller kompensation. »Kina har aldrig været i stand til ordentligt at løse problemerne forbundet med tvangsforflytninger,« mener han.
Igennem det sidste halve århundrede er omkring 16 mio. kinesere blevet tvangsforflyttet til fordel for dæmninger. 10 mio. af dem lever i dag i fattigdom ifølge rapporter i kinesiske medier, enten fordi de dæmningsforflyttede er blevet marginaliserede i byerne, ikke har fået tilstrækkelig kompensation eller har fået tilbudt nye marker, der ikke egner sig til opdyrkning.
Problemet forstørres her i Yunnan af, at langt størstedelen af de titusinder, som nu skal til at flyttes, tilhører minoritetsgrupper, som ofte ikke taler kinesisk og har svært ved at tilpasse sig livet andre steder. »Enten bliver de flyttet til nye områder, hvor de har svært ved at dyrke jorden, eller de bliver kastet hovedkulds ind i byer, hvor det næsten er umuligt for dem at blive integreret på grund af kulturelle og sproglige forskelle,« siger Yao Songqiao. »Samtidig vil mange af minoriteterne miste deres kulturelle rødder, da de bliver løsrevet fra hinanden og det område, som gennem århundreder har formet deres kultur.«
I området omkring Huangdeng-dæmningen er en stor del af indbyggerne Bai, en minoritet med under 2 mio. medlemmer. En af dem er 54-årige Li Dongyun, en bonde i landsbyen Xinnong. Indbyggerne i landsbyen bliver ikke tvunget til at flytte, da vandreservoiret ikke vil nå op til deres huse. Men alle deres marker vil blive oversvømmet. »Vi vil stadig have et hjem, som vi kan dø af sult i,« konstaterer Li tørt.
Han er ikke blevet stillet kompensation i udsigt for tabet af markerne. I stedet sætter han sin lid til de 650 kr. han får om året i fattigdomsunderstøttelse. »Det er de penge, jeg skal overleve for.«
I landsbyen Bawei, der snart vil blive oversvømmet, tilhører indbyggerne også Bai-minoriteten. He Xuefeng står og kigger på den lille grusgrav, han ejer. »Vi har arbejdet hårdt for at få succes her,« siger den 37-årige He. »Men når regeringen vil bygge en dæmning, så er der ikke noget, vi kan gøre ved det.«
Tilgangen til problemløsningen, produktionen af mere miljøvenlig energi, hænger ikke sammen, uden forståelse for essensen i problematikken miljøkonsekvenserne.
Opdæmning af floderne i Kina, er samtidig en opsamling af sand. Sandet der ved erosion, føres med vandet fra bjergene ud i havet, bliver derved stanset.
Konsekvenserne er katastrofefale, for klimaforandringerne med forhøjet vandstande og kraftige cykloners, skadevirkning forværres kraftigt i takt med, sandet forsvinder fra kystlinjerne.
Det er en dårlig forretning, men typisk for, liberal klassisk økonomisk tænkning, med kortsigtede afkast for øje, men uden vision og eftertanke.
Det er jo altid en fordel for magthaverne i første omgang, når de ikke behøver at spørge befolkningen!
Ja, det er ligesom med skifergasudvinding i Nordjylland.
Men vandkraft er nu bedre end skifergas. Vandkraft er vedvarende energi, og påvirker ikke klimaet negativt. Det kan alle takke Kina for. Men selvfølgelig skal man gøre projekterne mindre, så de ikke medfører så voldsomme forandringer i det lokale miljø.
Det er økonomi og profit, der styre udviklingen, ingen vision og der af følgende aktiv indsats, resultaterne bliver naturligvis derefter, i Kina og resten af verden.
Faktisk er fattigdom, billig arbejdskraft, befolkningsvækst og overforbrug blandt de rige, en forudsætning for kapitalistisk vækst, Kina har indset problemet overvejer, at tillade befolkningen, at får et barn mere, eller en forbruger nummer to, om du vil, til stimulering af vækst, ikke ligefrem fremmende for klimaudviklingen.
Tilgangen til problemløsningen, produktionen af mere miljøvenlig energi, hænger ikke sammen, uden forståelse for essensen i problematikken miljøkonsekvenserne/klimaforandringer, det forudsætter politisk regulering, der sikre den fremtidige holdbarhed i udviklingen, der ikke er styret af profit tænkning, i Kina og resten af verden.
Klimaproblematikkerne er en realitet og forsvinder ikke af sig selv, det kræver en aktiv indsats, hvilket COP15 klimatopmøde, i særklasse viste, at verden ikker var moden til, men klimaforandringer venter ikke på befolkningerne, det er befolkningerne i Kina og resten af verden, der styre dem, det kræver ledelse.
Man burde smide den ideologiske brille og indse, at dæmnings byggeriet er en økologisk katastrofe. Enhver der ved noget om vandløbspleje eller aquamarine biotober, vil vide at ved at forvandle floder til indlandssøer, så forandrer man biotobet så markant, at fisk insekter og fugle der er naturligt tilstede, ikke længere kan yngle eller leve der. Den viden har eksisteret i rigtig mange år og litteraturen er omfattende, både akvarister og biologer har forsket i det siden fyrrerne. Så det er de politiske ledere, der enten ikke lytter eller slet ikke spørger eksperterne og det minder lidt om Danmarks strategi, vi alene vide.
Man skal planlægge og tilrettelægge disse dæmninger omhyggeligt, så de ikke bliver for indgribende i det lokale miljø. Men derudover er de ikke økologiske katastrofer, kun forandringer, men til noget naturligt, der findes i forvejen i naturen. Det er fra naturens hånd meget almindeligt, at vandløb afbrydes af søer eller bassiner af forskellig art. Man kender der fra Bodensøen ved Rhinen, eller i helt stor skala ved de fem store søer mellem USA og Canada. Opdæmning af vandløb kendes i lille skala fra industriens vugge, hvor vandmøller leverede energien, og for at få det hele med kan såmænd også bævere lave dæmninger. Men selvfølgelig ændrer man biotopen, og det taget tid før den lejrer sig i den nye tilstand. Der kan ske positive og negative ting, men overordnet set er det en fredelig måde at skaffe energi på, der er mild ved kloden i forhold til fossil afbrænding eller atomkraft.
Michael Kongstad Nielsen
Det er ikke i nærheden af at være sandt, men billig ikke forurenede energi, det er sandt, det er den direkte positive gevinst, men lur mig, miljø prisen vil overstiger den positive gevinst, konstant voksende havvandstande og til stadighed kraftigere cykloners skadevirkning, forværres kraftigt i takt med, sandet forsvinder fra kystlinjerne, hvilket foruden opdæmningen også skyldes, vækst i byggeriet i takt med energi bliver billigere, vokser sandforbruget.
Philip B. Johansen, hvorfor er det ikke sandt, og hvorfor vil miljøprisen overstige den positive gevinst, hvis man er bevidst om de miljømæssige problemer og arbejder på at afværge dem? Og hvorfor skulle vandkraft få havene til at stige?
Johnsen er navnet, undskyld.
Som hos os er Kinas politiske tænkning drevet af vækst, profit, investeringer og mere vækst. Væksten er den gammeldags slags, der kræver elektricitet (ligesom hos os), og til det formål er vandkraft ikke det værste alternativ.
Det har en lang række uoprettelige konsekvenser for miljø, natur og mennesker, men da væksten er det afgørende, så må man leve med det.
Jeg mener ikke konsekvenserne er så skadelige, hvis man gør det ordentligt. En af de kendte, store dæmninger er Aswan ved Nilen i Egypten. Den skaber kraft, og har haft både positive og negative miljømassige virkninger. Den har blandt andet betydet, at Nilens periodiske oversvømmelser er blevet mere regulerede, og ikke ødelægger så meget. Men også Sverige nyder godt af vandkraft. Og de er ellers kendt for at være meget miljøbevidste.
Michael Kongstad Nielsen
Sand mangel er et af verdens hurtigst voksende problemer, forårsaget af vækst i byggeriet og ulovlig og lovlig rovdrift på sand, opdæmning af floderne i Kina, er samtidig en opsamling af sand.
Sandet der ved erosion, føres med vandet fra bjergene ud i havet, bliver derved stanset.
Klimaforandringer skaber forhøjet vandstande, mest ved ækvator, forhøjet vandstande og manglende sand skaber forøget kyst erosion, det har katastrofefale konsekvenser, ikke mindst i cyklon området, hvor frekvensen af cykloner og deres intensivt, er markant voksende på grund af forøget opvarmning af havvandet.
Den samlede effekt, bliver udover en menneskelig katastrofe med folkevandringer, en økonomisk katastrofe for Kina.
Fra link:
"Coastal systems and low-lying areas
The report predicts that by the end of the century “hundreds of millions of people will be affected by coastal flooding and displaced due to land loss”. The majority affected will be in East Asia, South-east Asia and South Asia. Rising sea levels mean coastal systems and low-lying areas will increasingly experience submergence, coastal flooding and coastal erosion."
Link: http://www.independent.co.uk/environment/climate-change/official-prophec...
Philip B. Johnsen - jamen jeg forstår ikke: - sand er jo et uorganisk materiale, som der findes masser af overalt, det kan bare graves eller pumpes op alt efter stedet. Floderne har derimod ført en masse organisk materiale med sig, der er frugtbart, som ved tilbageholdelse kan give betydelige ændringer i landbrugsforholdene. Men igen, det er overkommelige forandringer, og materialet lejres bare på nye måder andre steder.
Og det er ikke vandkraft, der skaber klimaforandringer, det må vi lige slå fast. Så forhøjet vandstand og cykloner er ikke vandkraftens skyld.
Sand en af de største mangelvare i verden, resurserne bliver i dag i stigende grad fundet på større havdybde, da konsekvenserne ved lovlig og ulovlig sandsugning på lavt vand, skaber ændringer i strømforhold, der forstærker sandflugten på kysterne.
Sand manglen i kystområderne ud fra Kina's kyst, bliver forstærket af mangel på ny tilførsel af sand.
Alt sand i verden, stammer fra erosion af bjerge, der ved floder føres til havet.
Klimaforandringer er menneskeskabte ved afbrænding af fossile brændstoffer kul, gas og olie.
Hvad har det med vandkraft at gøre?
Michael Kongstad Nielsen
Sandet der ved erosion, føres med vandet fra bjergene ud i havet, bliver derved stanset.
Så må sandet vel for f... kunne hentes lovligt og ret bekvemt ved dæmningerne, ikke?
Og lægger sig på bunden af dammen, hvor det bliver liggende. Men sand er der i utrolige mængder overalt, på havbunden og i alle verdens ørkener. Sand transporteres let med bølger og strømme i de øverste vandlag, deraf ser man vores hjemlige kyst langs Vesterhavet blive udviklet, i visse tilfælde som økologiske og menneskelige "katastrofer" (fjordes aflukning fra havet, eller gennembrud til samme), men det er ikke alvorlig skade for naturen og kloden - i modsætning til fossil afbrænding og atomkraft.
Michael Kongstad Nielsen
Der er struktur forskeld på sand, sand til byggeri, stammer fra erosion af bjerge, der af floder føres til havet, aflejringer på land er runde, formede af konstant bevægelse i sandflugten.
Det er desvære ikke så enkelt.
Det er med sand, som med olie, gas og kul, man troede det var en resurse der var gratis, når den var høstet, man kunne ikke gennemskue konsekvenserne af forbruget, det er mere kompliceret, men sådan er det med meget i liver, ikke sandt.
Hvorfor er der ingen der spørger om Kina det hele taget har ret til at foretage sig det de gør. Lacang floden er jo en grænse oveskridende flod, der bliver til Mekong floden, har Kina bare ret til at tage vandet fra millioner af mennesker nedstrøms. Et lignende problem vil også opstå når de går i gang med Brahmaputra floden der strømmer ned til Indien. Der findes jo visse regler, mener jeg, for deling af vand fra grænse oveskridende floder.
Meget relevant spørgsmål ang. mange floder, vandløb og andre ting må man sige, men den der har "kilden" må vel som udgangspunkt have "førsteretten"?
Preben Haagensen - jeg mener, der er nogle regler, men jeg tror dog ikke, problemet er så stort når det alene drejer sig om vandkraft, for der vil vandføringen typisk ikke ændres på grund af dæmningen, altså den samme vandmængde passerer kraftværket som hidtil, og nedstøms vil den samme nye vandmængde slutte sig til vandløbet, som hidtil.
Problemet opstår i tilfælde af, at man tager vand ud til vanding, overrisling o.s.v., for så fjerner man vand fra systemet. Det mener jeg sker flere steder langs Eufrat og Tigris, og det gamle skrækeksempel er vel Aral-søen i Kasakhstan, hvor man ved kunstvanding fjernede så meget vand, at søen tørrede helt ud.
Jeg tror ikke det er så nemt, at sige den der har "kilden" har "førsteretten". Nu udspringer mange af de store floder på det tibetanske højland, som i forvejen er mishandlet af kineserne. Hvis det er rigtig, som jeg har læst flere gange, at kineserne vil vende de store floder og føre dem ind i Kina, ja så bliver det først rigtig galt. I det hele taget kan retten til vand hurtig blive et krigs spørgsmål, bare tænk på Etiopien, hvor kineserne er ved, at bygge Afrikas største dæmning også i deres egen interesse da de har købt masser af landbrugsjord i Etiopien. Egypten har flere gange truet med krig hvis etiopierne tager noget af Nilens vand, som strømmer ned til Egypten fra den Blå Nil i Etiopien.