Baggrund
Læsetid: 3 min.

Libyens demokratiske drøm ligger i ruiner

Tre år efter Gaddafi-regimets fald er der ikke meget tilbage af de forhåbninger, som Det Arabiske Forår vakte: Med to rivaliserende regeringer er nationen ved at revne midt over
Udland
10. juni 2014

Da Libyen rystede diktaturets lænker af sig under dets arabiske forårsrevolution, havde næppe mange forestillet sig, at det tre år senere ville have to rivaliserende regeringer indsat i hver sin ende af landet, hver især stående i spidsen for kamphandlinger, der i realiteten har revet landet over i to.

I hovedstaden Tripoli har en islamistisk domineret kongres, hvor under halvdelen af de oprindeligt indvalgte medlemmer dukker op til afstemningerne, udnævnt Ahmed Maiteeq til landets tredje premierminister på fire måneder.

Men den mand, han afløser, Abdullah al-Thinni, insisterer på, at han fremdeles er Libyens eneste retmæssige premierminister. Al-Thinni, som har fordømt udnævnelsen af sin rival som ulovlig, har nu forlagt residensen til provinsen Kyrenaika med sin regering og hele sektioner af den førnævnte kongres. Al-Thinni forhandler nu om en alliance med hærofficerer, der er loyale over for renegat-generalen Khalifa Haftar, hvis styrker igennem tre uger har kæmpet mod islamistiske militser, som Haftar betegner som ’terrorister’. En regering forstået som en samlet administrativ myndighed er reelt ophørt med at eksistere, og alle hidtidige mæglingsforsøg på at bringe parterne sammen i kompromiser er løbet ud i sandet.

Mange havde håbet på, at landets højesteret ville gøre en ende på konflikten ved at udtale sig klart om, hvorvidt Maiteeqs udnævnelse var forfatningsmæssigt legitim. Men højesteretsdommerne synes grebet af tvivl og har udskudt deres beslutning til senere på ugen. Om deres kendelse overhovedet vil gøre en forskel og kunne standse den eskalerende vold er dog et åbent spørgsmål.

Hvad der imidlertid står klart, er, at Libyens demokratiske drøm i realiteten er sunket i grus, og det i den samme uge, hvor autoritære ledere gjorde krav på folkeligt mandat ved yderst tvivlsomme valg i to af de øvrige arabiske forårsstater, Egypten og Syrien.

Krigszone i Benghazi

Krisen begyndte i sidste måned, da Haftar, med støtte fra dele af Libyens væbnede styrker, indledte Operation Genopret Libysk Værdighed i Kyrenaikas hovedstad, Benghazi, med angreb på islamistiske militser. Siden har byen været en krigszone med daglige kampe mellem militser og hærenheder.

Tv-optagelser fra sidste uge viser kamphelikoptere affyre missiler mod militsbaser og scener med øde gader og civile i dækning i deres hjem under kampene, der har kostet over 100 menneskeliv. Haftar selv overlevede en bilbombe, der dræbte fire af hans soldater.

For nogle er der tale om et ekko fra den arabiske forårsopstand i 2011, hvor oprørere med støtte fra NATO’s luftvåben væltede Muammar Gaddafis regering i en otte måneder lang krig.

I dag har brudlinjerne imidlertid forrykket sig med den tidligere oprørshøjborg Misrata på Tripolis og resterne af kongressens side og med Haftar støttet af de magtfulde militser i bjergene vest for hovedstaden.

Islamisterne insisterer på, at de kontrollerer en demokratisk kongres, der blev stemt til magten ved landets første postrevolutionære valg, men deres modstandere siger, at parlamentet mistede sin legitimitet, da det forlængede sit mandat ud over det oprindelige udløb i februar.

Udlændinge usikre

I takt med at kampene er vokset i voldsomhed, er også udenlandske statsborgere blevet mål. Røde Kors mission i landet satte i sidste uge sine operationer i landet i bero, efter at en schweizisk statsborger var blevet dræbt i byen Sirte, og en FN-talsmand havde beklaget sig over, at fire FN-diplomater var blevet udsat for en brutal behandling af militsmedlemmer i Tripoli.

USA har rykket krigsskibe, fly og 1.000 flådesoldater til regionen og har i lighed med Canada, Jordan og Tunesien henstillet til egne statsborgere om øjeblikkelig at forlade Libyen.

Haftars kampagne har også modtaget, hvad nogle har udlagt som en delvis opbakning fra Washington. USA’s ambassadør i landet, Deborah Jones, har sagt:

»Det er ikke nødvendigvis oplagt for mig at fordømme Haftars handlinger imod visse ganske bestemte terroristgrupper.«

Ansar al-Sharia, den Benghazi-milits, som USA beskylder for at have myrdet sin ambassadør i byen i 2012, har været hovedmålet for Haftars angreb. Militsen har i øvrigt også advaret Washington om, at USA risikerer et ’blodbad’, hvis landet intervenerer militært.

Et indgreb fra ydre magter kan blive afgørende for at løse op for konfrontationen. Nabolandet Egyptens nyvalgte præsident, Abdel Fatah al-Sisi, har allerede været hurtigt ude med en udtalelse om, at Kairo ikke vil tolerere ’terroristaktiviteter’ iværksat fra Libyen.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her