Læsetid 9 min.

Når Beckham flytter ind i slummen

Hvad skal en favela med en sushirestaurant, et dyrt hotel og eksklusive fester? I et slumområde nær Ipanema har beboerne fået nok af gringoernes interesse for deres favela. Nu mødes de for at diskutere, hvordan de kan stoppe gentrificeringen
Lokale beboere forbereder sig på VM, der i den kommende tid afvikles i Rio de Janeiro. Store dele af værelserne i Vidigal-favelaen udlejes til priser, der for få år siden ville have fået bydelens traditionelt fattige indbyggere til at tabe både øjne og mund.

Anja Kessler

11. juni 2014

Det er aften, og det har været mørkt i nogle timer allerede. 150 mennesker har fundet sammen i et lille amfiteater i favelaen Vidigal i Rio de Janeiro. Slummen smyger sig op ad en skrænt i nærheden af Ipanema. Her, i teatret bygget af blå og grønne klinker, har favelaens indbyggere ofte siddet og ventet på, at natten skulle gå over. Når der endnu engang var skyderier mellem de rivaliserende narkobander, der havde kontrollen med favelaen for 10 år siden, ventede folk i teatret for ikke at blive fanget i krydsilden.

De fleste af dem, der sidder på de klinkede trapper i dag, har tilbragt hele deres liv i den lille favela. De kender historien om, hvordan Vidigal i 70’erne modstod diktaturets forsøg på at fordrive de fattige fra deres hjem. De kan huske, at Johannes Paul II kiggede forbi i 1980 for at velsigne slummens kapel. En favela, der er blevet velsignet af paven, kan ikke røres af staten. Sådan er det bare, og Vidigals beboere er ikke længere bange for, at myndighederne forsøger at jage dem væk. Men der findes trusler, som heller ikke den katolske kirke kan gøre noget ved. Det er derfor, folk er samlet i aften.

Den lokale beboerforening har inviteret til debat. De sidste år er der meget, der har forandret sig i Vidigal. Alting er blevet dyrere, lige fra bønner til boliger. De fattigste har mistet deres hjem, mens udefrakommende investorer har opkøbt huse. Og så er der alle gringoerne.

I 2009 købte en østriger grunden med Vidigals bedste udsigt. Han byggede det hostel, der ligger klistret til skrænten, og i starten var hans gæster folk, han kendte. Så begyndte østrigeren at holde fester med elektronisk musik og internationale dj’s, og pludselig kom turisterne og de rige unge fra resten af Rio for at danse på østrigerens tagterrasse.
Anja Kessler

Tidligere kom udlændingene kun til de fattige kvarterer som del af favelature. Man ser dem stadig i dag, nogle til fods i små grupper, nogle i safarijeeps med adventuretøj og store kameraer om halsen. Men de fleste, der kommer til Vidigal i dag, kommer for at feste eller for at bo her. Vidigal har fået en sushirestaurant og flotte hoteller, Beyoncé har for nylig optaget en musikvideo i Vidigal, og der går rygter om, at David Beckham har haft kig på et hus i udkanten af slummen, hvor den dyreste bolig koster 41 millioner kroner. Favelaen er blevet chick.

Men ikke alle er glade for forandringen. Mange ser med skepsis på gringoerne, der pludselig vil bo på bjerget.

»Hvad er det, de vil her?« spørger en midaldrende dame med vildt hår, der har taget mikrofonen i midten af amfiteatret. »Hvorfor er alting blevet dyrere? Jeg vil ikke have noget moderne nabolag. Jeg vil have min favela«. Folk klapper.

Popularitetens pris

Vidigal er en af Rios mindre favelaer. Her bor omkring 15.000 mennesker, og siden politiets såkaldte pacificeringsstyrke flyttede permanent ind i 2011, er favelaen blandt Rios mest sikre. Tager man en motorcykeltaxa hele vejen til toppen af bjerget, har man udsigt over vandet og det meste af Rio.

Her ligger blandt andet et toetagers hus ejet af en franskmand, hvor værelserne under VM koster 250 brasilianske real (godt 600 kroner) pr. nat. I køkkenet sidder en ung mand med halvlangt hår og hættetrøje. Florian Gärtner flyttede fra München til Brasilien sidste efterår, han har taget en kandidatgrad i økonomi og håber på at få et job i en ngo i Rio. Han har netop købt et hus i Vidigal.

»Faktisk er det bare et fundament, og så en lille bitte hytte. Desværre er det hele i virkelig dårlig stand. Håndværkeren, som jeg har hyret, hader mig, eller også er han virkelig ubegavet. Han har i hvert fald lavet vildt mange fejl, og alting er utæt.«

Florian Gärtner viser sine hænder frem. På flere af fingrene er der store sår. De stammer fra hans forsøg på selv at reparere det utætte hus med cement.

»Jeg vidste ikke, at det stads ætser sig gennem huden.«

I det hele taget har huset kun voldt Florian problemer indtil videre.

»Men hvis man regner det om til euro, har det jo ikke været særligt dyrt. Jeg betragter det også som en investering,« siger han. »Jeg har i hvert fald svært ved at tro, at det kommer til at falde i værdi hen over de næste 10 år. Der er udsigt både til havet, favelaen og Ipanema.«

Florian er et klassisk eksempel på den unge europæer, der flytter til Vidigal – dels, fordi det er billigt, og dels fordi han føler sig draget af stedets atmosfære. Favelaen er én stor landsby, hvor alle kender alle og hilser på hinanden, men samtidig er Vidigal kreativ og ukompliceret. Slummen rummer et kendt teater, masser af street art og en designskole, der har sendt talenter i lære hos verdenskendte modehuse i Paris. Den brasilianske kunstner Vik Muniz er desuden ved at bygge en kunstskole.

På toppen af Vidigal bor tilflytteren Paulo Roberto med udsigt til Ipanema. Han er tilflytter og en af dem, der har tænkt sig at tjene penge på favelaens himmelflugt. men der er også tabere.

Anja Kessler

Det er blandingen af fattig og farverig, der er attraktiv for mange af de udenlandske tilflyttere, konkluderer Nicola Tadini, der sidste år boede syv uger i Vidigal for at skrive sit RUC-speciale om yngre vesterlændinges besynderlige jagt på autenticitet. På baggrund af 24 interviews med både tilflyttere og lokale beskriver Tadini, hvordan en del af de omkring 1.000 udlændinge, der har bosat sig i Vidigal, ser favelaens beboere som en urban version af den ædle vilde. Den tilfredse fattige. Samtidig har tilflytterne tit ringe forståelse for, hvordan de påvirker favelaen. De sætter pris på det umiddelbare og uhøjtidelige ved favelalivet: internettet, der kun virker, når det har lyst – romantisk. Vandforsyningen, der bryder sammen om sommeren – en reminder om alt det, vi tager for givet. Og den åbne kloak er vel også en slags å.

Mens resten af Rio føles som enhver anden storby, har Vidigal særpræg. Favelaen har køkkenvinduer, der bliver brugt til at sælge æg, ananas og tørresnore. Den har improviserede sportspubs i private hjem – men mange af tilflytterne ser alligevel fodboldkampene i Ipanema, hvor de også spiser middag og arbejder med kreative job i internationale virksomheder.

Nicola Tadini konkluderer, at tilflytternes tilstedeværelse påvirker fællesskabsfølelsen i favelaen, og at de lokale magtstrukturer bliver udfordret. Tilflytterne kommer, fordi de søger fællesskab. Alligevel formår de færreste at opbygge nære relationer til favelaens beboere – som omvendt føler, at det sammenhold, de kender, falder fra hinanden, når de nye importerer deres middelklasselivsstil til favelaen. Eksempelvis er der festerne.

Roden til alt ondt?

Rundt om hjørnet ligger et lille hostel med en vindskæv dør og vægge, der er dækket med street art.

I 2009 købte en østriger grunden med Vidigals bedste udsigt. Han byggede det hostel, der ligger klistret til skrænten, og i starten var hans gæster folk, han kendte. Så begyndte østrigeren at holde fester med elektronisk musik og internationale dj’s, og pludselig kom turisterne og de rige unge fra resten af Rio for at danse på østrigerens tagterrasse. Samtidig begyndte andre udlændinge at arrangere fester i Vidigal. Folk kom i taxaer og betalte op til 300 kr. i entré, drak og dansede, tog et billede af solen, der stod op over havet, og forsvandt igen. Favelaen var blevet cool, men dens beboere brød sig ikke om fremmedlegemerne, der holdt dem vågne om natten. De følte sig ikke velkomne til festerne, og samtidig havde myndighederne forbudt baile funk, de gadefester, slummens indbyggere selv plejede at holde.

»Der er da nogle, der mener, at jeg er roden til alt ondt,« siger østrigeren, der hedder Andreas Wielend. Han var den første gringo i Vidigal, og modsat mange andre tilflyttere kom han ikke, fordi han forelskede sig i favelaen, men fordi han så muligheden for en god investering. Han bor ikke selv i slummen længere.

»Næ, jeg kunne ligesom bedre lide det før. Nu er det umuligt at komme op ad bjerget, fordi der er så meget trafik, og der bliver bygget alle steder. Ingen af mine oprindelige naboer bor her længere«.

Oven på østrigerens hostel er der blevet bygget endnu ét. Det er større og flottere, og bag det nye hostel har der siden starten af året ligget et boutiquehotel, hvor en overnatning koster omkring 600 kroner. I løbet af de sidste to år har mange af dem, som boede i nabolaget, solgt deres hjem til investorer udefra. Overalt i favelaen hænger håndskrevne papskilte med ordene »til salg«. Køberne er ofte investorer, der vil leje ud til yngre udlændinge, som kommer til Vidigal i en romantisk søgen efter fællesskab og det simple liv.

Forandring på pause

Det er ikke til at komme udenom, at overnatningsmulighederne på toppen af bjerget er med til at gøre favelaen attraktiv for vestlige tilflyttere.

»Hvis man kigger på området øverst i favelaen, hvor hotellerne ligger, kan man helt klart tale om en gentrificeringslomme,« siger Angela Torresan. Hun er antropolog og ansat på Manchester University og bor i Vidigal for at forske i slummens forandringsproces. Modsat Nicola Tadini mener hun dog ikke, at man på nuværende tidspunkt kan sige, at gentrificeringen har ændret magtbalancen i favelaen.

»Det er sandsynligvis for tidligt at tale om gentrificering. For to år siden var der en investeringsbølge her i Vidigal, men mit indtryk er, at det igen er gået lidt i stå. Der er for mange usikkerhedsfaktorer for tiden: Hvad sker der under VM og OL? Hvad, hvis der kommer et regeringsskifte efter valget? Vil økonomien fortsætte med at stå i stampe? Det er ikke til at sige. Det kan sagtens være, at Vidigal stadig ligner sig selv om 10 år. Det kan også være, at det er blevet et Grækenland,« siger hun og hentyder til den frygt, nogle af favelaens beboere har for, at Vidigal skal ende som en slags Kreta på bjerget. En sjælløs hvidkalket turistpøl.

Til gengæld kan man allerede nu med sikkerhed sige, at tilflytterne har påvirket boligpriserne, mener antropologen. Overalt i Vidigal bliver der bygget ekstra etager, fordi folk gerne vil leje ud til udlændinge eller tjene hurtige penge på mursten.

En af dem, der har sat et håndskrevet »til salg« skilt op over sin dør, er Paulo Roberto. Den 28-årige flyttede til Vidigal for bare et år siden sammen med sine fire brødre fra en fattig by længere nordpå. Paulo Roberto arbejder som mekaniker og kører desuden som nummer 166 i Vidigals flåde af motorcykeltaxaer. For ham er det stigende antal turister, der skal have et lift til deres seng på favelaens højeste punkt, kun positivt. Han er i gang med at sælge førstesalen i sit hus for at åbne et motorcykelværksted i stueetagen. Stuen er stor nok til, at han også kan bo der. Lejligheden, der er til salg, har udsigt over havet plus plads til tagterrasse og skal koste 460.000 kroner. Det er 115.000 mere, end hvad han selv betalte for et år siden. I de to uger, han har haft salgstilbuddet hængende over sin dør, har han fået henvendelser fra fem personer. To var udlændinge, og de øvrige kom fra andre steder i Brasilien.

For Paulo Roberto er huspriserne, der stiger proportionelt med favelaens popularitet, en mulighed for at avancere socialt. For andre betyder det, at de mister det eneste lille privilegie, de har: et hjem tæt på deres arbejdsplads i byen. Det er især de stigende huslejer, der bekymrer Marcelo da Silva. Han sidder bag sin bærbare computer i et mørkt baglokale ved siden af favelaens posthus. Skrivebordet er usynligt under stakke af håndskrevne papirer med klager og indberetninger. Marcelo da Silva er formand for det lokale beboerråd, og hans familie har boet i Vidigal, siden favelaen begyndte at eksistere i sin nuværende form i 60‘erne. Det er typisk de fattigste af de fattige, der blive ramt af ændringerne på boligmarkedet, siger han.

»Folk, der bor til leje, risikerer at miste deres hjem. De har ikke råd til at bo nogle steder tæt på byen, og bliver derfor tvunget til at flytte ud af Vidigal og længere væk, til en af de fattigere og farligere favelaer. Det betyder ofte, at de bliver nødt til at bruge op til seks timer om dagen på at komme til og fra arbejde«.

De seneste måneder er der opstået to nye favelaer i Rio, og ifølge en brasiliansk avis er beboerne hovedsageligt familier, der ikke længere har råd til at bo i de favelaer, de kommer fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mark Helsing
    Mark Helsing
  • Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
    Vibeke Svenningsen
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
Mark Helsing, Vibeke Svenningsen og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

Shit happens. Lev med det.
At have pisse dårlig samvittighed på andre menneskers vegne er en del af den pris som vi der er oplyste må betale for de primitives kortsigtede trang til at få mest muligt ud af hver krone.
Vi, de oplyste, ved at den slags er primitivt, men vi tillader naturligvis at den slags sker, sådan da.