Baggrund
Læsetid: 7 min.

Resiliens er det nye omstillingsmantra

Med olieselskabet Shell i spidsen har ni multinationale taget det begreb til sig, som hidtil har været omdrejningspunktet for Transition Town-netværket og andre grønne omstillingsinitiativer i civilsamfundet. Resiliens betyder opgør med effektiviseringsstrategien som altings mål, siger selskaberne
Udland
25. juni 2014

Resiliens?

De fleste vil sige, at dét ord findes ikke på dansk. Men psykologerne kender det. Resiliens handler i psykologisk forstand om menneskers evne til at overvinde belastninger og risikofaktorer i livet. Om livsmod og modstandskraft. Om at være robust.

I dag er begrebet ved at indtage debatten om miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed. Det står i centrum for den såkaldte Transition Town-bevægelse i mange landes civilsamfund.

Og nu har multinationale koncerner som Shell, IBM, Siemens, DuPont, McKinsey, Unilever, Dow og Swiss Re taget det til sig og gjort det til det nye prisme, hvorigennem indsatsen for mere langtidsholdbare samfund og økonomier bør ses.

Roland Kupers fra Resilience Action Initiative (RAI)

Ecologic

Roland Kupers er deres eksterne rådgiver i det fælles projekt, Resilience Action Initiative (RAI), som selskabernes CEO’er aftalte under World Economic Forum i Davos for to år siden. Kupers selv er teoretisk fysiker fra Holland med speciale i galaksernes fordeling i universet, men har i mere end 20 år arbejdet i det private erhvervsliv, herunder som vicepræsident for bæredygtighed i Shell, indtil han blev gæsteforsker på Oxford University og samtidig uafhængig konsulent med speciale i komplekse systemer, omstilling og resiliens.

Roland Kupers kender begrebet resiliens fra fysikkens verden, hvor det måles i joule pr. kubikmeter og betegner et materiales evne til at absorbere energi under elastisk deformering for efterfølgende at afgive energien igen.

»Tænk på en fjeder og dens styrke,« siger Kupers.

Med sin kombinerede baggrund er han den oplagte rådgiver for koncerncheferne i deres resiliens-projekt, og han står som redaktør af den statusrapport, som RAI netop har udsendt: Turbulence – A Corporate Perspective on Collaborating for Resilience.

En snak i Davos

De i alt ni CEO’er samledes i 2012 om projektet på initiativ af Peter Voser, daværende topchef for Shell.

»Som det sker i de tyndere luftlag i Davos, tænker de mere abstrakt, de tænker på deres børnebørn, de tænker større tanker og ikke bare på aktionærværdi,« lyder Kupers’ genfortælling af starten på RAI.

CEO’erne i Davos var klar over, at de narrer sig selv, hvis de bliver ved med blot at efterlyse effektive markeder med ensartede konkurrencevilkår.

»Verden bliver stadig mere turbulent, og vi har en idé om hvorfor. Vi er nødt til at konfrontere dette direkte og spørge, hvordan vi som store selskaber skal agere og bidrage i en sådan verden af turbulens,« sagde CEO’erne til hinanden, ifølge Kupers.

For fysikeren er turbulens, når vi skruer op for vandhanen, og vandet pludselig ikke længere løber jævnt, eller når kolliderende luftmasser får flyet til med ét at hoppe faretruende op og ned. Men for erhvervsmanden er det også, når aktiemarkeder kollapser, råvarepriser eksploderer, social uro eller ekstremt vejr pludselig hærger.

»Når disse systemer er tæt koblede, øges sandsynligheden for, at de rammer tærskler og overgår til turbulent opførsel,« siger Roland Kupers.

I rapporten fra RAI er det aktuelle afsæt »fem tektoniske stressfaktorer, der sammenkæder økologiske, sociale og økonomiske pres og forstærker risici,« nemlig: energistress, økonomisk stress, demografisk stress, miljømæssigt stress og klimastress.

Dertil ifølge rapporten det ’konkurrerende narrativ’ om det globale BNP, der forventes at vokse til næsten det dobbelte i perioden 2010-2030 og dermed øge behovet for energi med 33 pct., for fødevarer med 27 pct. og for vand med 41 pct.

»Der er modsigelser i disse narrativer,« hedder det. Og oven i det hele er der, ifølge Shells nu forhenværende CEO, Peter Voser, »en cirkel af tillid mellem regeringer, industri og samfund, som er brudt«, ikke mindst som konsekvens af finanskrisen.

»Verden står over for en enorm systemisk udfordring,« fastslår rapporten.

Den dobbelte trussel

Denne aktuelle systemadfærd i en højteknologisk, netværksforbundet, miljø- og ressourcebelastende, globaliseret vækstøkonomi har andre tidligere forsøgt at indfange med begreber som ’risikosamfund’ og ’systemkrise’ og den dermed forbundne uforudsigelighed og sårbarhed.

I Transition Town-bevægelsen, der i 2006 startede i den lille engelske by Totnes og i dag omfatter 477 omstillingsbyer og -bydele samt over 600 på vej i 43 lande, er afsættet den dobbelte trussel, som klimaforandringer og svindende fossile energireserver indebærer for de lokale samfunds miljø, økonomi, arbejdspladser og velfærd.

Bevægelsens mål er at opbygge resiliens, forstået som »evnen i et system – det være sig en person, en økonomi, en landsby eller storby – til at modstå udefrakommende chok«. Resiliens er således »et systems kapacitet til at absorbere forstyrrelser og reorganisere sig, idet det undergår forandringer, der kan sikre opretholdelse af grundlæggende de samme funktioner, strukturer, identitet og feedback-mekanismer.«

Transition Town-bevægelsen startede i 2006 i den lille engelske by Totnes og i dag omfatter 477 omstillingsbyer og -bydele. Her er det et billede fra Deventer i Holland.

Transition Town-bevægelsen startede i 2006 i den lille engelske by Totnes og i dag omfatter 477 omstillingsbyer og -bydele. Her er det et billede fra Deventer i Holland.

Jan Schenk

I Transition Town-netværket er redskaberne egen energiforsyning med vedvarende energi, genanvendelse og lukkede stofkredsløb, lokale produktioner frem for import, aktiv borgerdeltagelse og vedvarende læring samt i nogle tilfælde en egen, lokal valuta.

I Roland Kupers’ lignende terminologi er resiliens dels evnen til at opsuge udefra kommende chok uden at gå i stykker – robusthed som i fjederen – dels evnen til at lære af samme chok og udvikle sig i konsekvens af det ydre stress – som f.eks. det menneskelige immunsystem gør det.

Der er altså ikke blot tale om ’risikostyring’. Det handler om at indrette et samfund, en økonomi eller en virksomhed til at kunne fungere under vedvarende systemforandringer og uforudsete kriser.

Derfor er resiliens heller ikke det samme som effektivisering af et system, nærmest tværtimod, betoner Kupers.

»Virksomheder lever grundlæggende i effektiviseringens helligdom. Ikke mindst denne verdens McKinsey’er – de tænker, at det at gøre systemer mere effektive er det vigtigste i livet. Det samme gælder ofte hos myndigheder. Men det er ikke altid godt. At gøre et system mere effektivt, kan gøre det mindre resilient.«

Effektivisering af systemer er nemlig ofte udtryk for »snæversynet optimering«, hvor alt overflødigt skrælles bort for at mindske omkostningerne.

Energisystemets spild fjernes, menneskelig arbejdskraft udnyttes mere effektivt, kommuner sammenlægges, varer leveres ’just in time’, restriktioner på finanssektoren fjernes, landbrugsbedrifter går fra mangfoldighed til monokultur. Alt sammen umiddelbart rationelt i en verden presset på sine ressourcer og evne til vækst. Væksten kan opretholdes ved at effektivisere systemet.

Men det gør samtidig systemet skrøbeligt og sårbart. For komplekse systemer, der opererer tæt på grænsen, begynder – med kompleksitetsforsker Kupers’ ord – »at gøre skøre ting«, og der er intet ekstra tilbage at give af, ingen stødpudekapacitet, når det uventede, krisen eller ulykken rammer.

Dette skisma mellem effektivisering og resiliens er en voldsom udfordring for tanken. Pointen er imidlertid ikke, at man skal vælge mellem de to eller nu pludselig se bort fra effektivisering af f.eks. ressourceforbruget. Pointen er ifølge Kupers, at man skal bruge resiliens som selve det nye prisme, hvorigennem man anskuer udfordringerne og tilrettelægger sine strategier og løsninger. Nogle gange kan effektivisering være del af en resiliens-strategi, andre gange ikke. Men effektivisering som prismet, man anskuer verden gennem, duer ikke længere.

Projekterne

Ledere af multinationale selskaber er praktiske folk, der vil skabe resultater. Så deres fælles projekt via RAI er at bistå lokalsamfund med at opbygge håndgribelig resiliens koncentreret om udfordringerne knyttet til vand, energi og fødevarer.

Rapporten beskriver de enkelte selskabers deltagelse i en stribe grønne infrastrukturprojekter, hvor man bruger naturlige økosystemer frem for traditionel ’grå infrastruktur’ i form af ingeniør-teknologi til at skabe beskyttelse mod ekstremregn og oversvømmelser, sikre vandrensning, forbedre luftkvalitet m.m.

Man oplister også projekter, hvor byer som New York, Rotterdam, Singapore og Da Nang i Vietnam selv er gået lignende veje for at skabe resiliens. Og man fortæller om Rockefeller Foundations nye netværksprojekt 100 Resilience Cities, hvor 100 byer skal udarbejde og realisere resiliens-planer med hjælp fra hinanden og støtte fra fonden. Vejle i Danmark – på sigt truet af havstigninger – er én af dem.

Man omtaler dertil, hvordan selv olieselskaberne bag tjæresandsudvindingen i Canada og skifergasproduktionen i USA har indledt egne projekter, der angiveligt skal gøre de kontroversielle produktioner mere miljøvenlige og resiliente.

Adspurgt om erfaringerne i selve RAI-netværket siger Roland Kupers:

»Disse selskaber er enorme og har til sammen en million medarbejdere. CEO’erne forstår problemet, har taget initiativet og kastet sagen ind i deres organisationer. Her er resultatet blandet. Nogle medarbejdere er virkelig interesserede, andre tænker, at livet er for kort til sådan noget. Som i ethvert socialt system er disse virksomheder ikke homogene. De er fulde af mennesker med forskellige dagsordener og interesser. Så det er et broget billede.«

Et spørgsmål om niveauer

Den tidligere Wall Street-finansmand John Fullerton, nu leder af den grønne tænketank Capital Institute, har beskrevet, hvordan både de globale finansmarkeder og multinationale virksomheder som f.eks. discountkæden Walmart har haft effektivisering som afgørende ledemotiv og i processen indbygget stor sårbarhed. Hos Walmart f.eks. afhængigheden af olie i de globale leverandør- og distributionssystemer.

»Hele ideen med globale forsyningskæder er en idé drevet af effektivisering, men den er ikke særlig resilient,« har Fullerton påpeget.

Centralt i Transition Town-tænkningen er også at mindske afhængigheden af de globale økonomiske og materielle kredsløb i al deres sårbarhed og uforudsigelighed. Mest muligt skal foregå lokalt. Her er Roland Kupers ikke enig.

»Jeg mener, det er forkert. Ud fra et systemdesign-perspektiv giver den rette balance mellem lokale og globale netværk mest stabilitet. Er man helt baseret på lokal produktion, er man ekstremt sårbar. Sker der noget lokalt, kan alting kollapse.«

»Det er rigtigt, at der er for meget fokus på globale kredsløb og for lidt på de lokale, men at mene, at alt skal være lokalt, er romantisk og giver ikke resiliens. Fra øko- systemforskningen ved vi, at resiliens og stabilitet er en funktion af at have mange forbindelser mellem mange arter på mange niveauer,« siger han.

Serie

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Beijings økopionerer er unge, der er stået af ræset

    10. juni 2016
    Økologiske landbrugskollektiver vokser frem i Kina. Livet som økolandmand tiltrækker unge, der søger et alternativ til kontorarbejde i storbyen. De rider på en bølge af stigende efterspørgsel på rene fødevarer
  • Apokalypsens tidsalder

    10. juni 2016
    Klimaforandringerne er blevet vor tids fortælling om verdens undergang, der har erstattet fortællinger om atomkrig, meteornedslag og alt det andet, vi engang frygtede. Men truslen om undergang er ikke længere nok til at få os til at handle – vi har brug for inspirerende historier om, at det nytter
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@Randi … genopretning af en oprindelig tilstand efter en fysisk belastning …

Heinrich R. Jørgensen

Jan, mon ikke du forveksler betydningsindholdet af 'resilience' med ditto for ord som 'fatigue', 'exhaustion' eller 'relaxation'?

Før den (såkaldte) seksuelle revolution var libertineri u- og amoralsk. Enhver potentiel liderbuk der evnede at bibeholde blodomløb til det større hoved under alle forhold, ville nok bestræbe sig på at tøjle sin eventyrlyst, og have held med dét forehavende. I datidens kulturelle optik, kan man formodentligt kalde den slags selvkontrol for 'resilience'...

Nej da, Heinrich - 'fatigue', 'exhaustion' eller 'relaxation' - er efterveer eller sidegevinster om du vil ...

Philip B. Johnsen

Det er tydeligt, at målet afspejler fremgangsmåden, det handler om fortsat støtte til afbrænding af fossile brændstoffer.

En øvelse i finanskapitalisme med politisk hjælp, der modarbejder omstilling ved, at opstille en fantasi verden, hvor vækst bliver muligt, med økonomiske bæredygtighed.

Sandheden er naturligvis, at "økonomiske bæredygtighed" ikke er et begreb der giver mening, når det foregår på andres regning, som afbrænding af fossile brændstoffer er garant for.

Nyttefunktion/nytteværdien af produktion af vare og tjenster, på baggrund af afbrænding af fossile brændstoffer, er ikke eksisterende.

Omstillingsmulighed må findes, ved forbud imod og sløjfning af, børsnotering af fossile brændstoffer sektoren.

Det er øvelsen i ingen vækst og nedgang i levestandard, i de rigeste lande, en ubekvemme øvelse, men virkelighedens verden, men behøver vi virkelig, alt det skidt vi samler for, at holde finanskapitalismen kørende?

Nej er naturligvis svaret.

Resiliens er et godt ord, verden burde forsøge, at rette sig ud igen efter, at være blevet krøllet af finanskapitalismen, finanssektorens gældsætningsproblematikker og overførsel af privat gæld til den brede befolknings gæld men ved, at føre magten tilbage til befolkningen.

Det kommer ikke til at ske, politikkerne har ingen magt, men det er, hvad det er.

Ole Vagn Christensen

Randi det afhænger af os selv, se blot på Vendsyssel som har mange grupper der i deres naivitet har bekæmpet vindmøller. De får nu trukket ned over dem og deres efterkommere en fossil energi.
Uanset om de vil det eller ej.
Her kan du se hvad den dobbelte trussel indeholder af konsekvenser.
dobbelte trussel, som klimaforandringer og svindende fossile energireserver indebærer for de lokale samfunds miljø, økonomi, arbejdspladser og velfærd. Mistet miljø, økonomi, menneske flugt, og der med lokalsamfundets mulighed for at skabe velfærd. Når man vælger fossil skifergas for at sikre sig mod den dobbelte trussel.
Havde de taget fat selv, i stedet for at bruge kræfterne til at være imod vindmøller.
Brugt dem til at skabe nye andelsselskaber, så kunne de med vedvarende energi, vind og sol og biogas, have sikret deres lokale samfunds miljø, økonomi se blot på Hvid Sande og dermed have sikret arbejdspladser velfærden.
I stedet for har de nu sikret sig det modsatte.

Ole Vagn Christensen

Randi det afhænger af os selv, se blot på Vendsyssel som har mange grupper der i deres naivitet har bekæmpet vindmøller. De får nu trukket ned over dem og deres efterkommere en fossil energi.
Uanset om de vil det eller ej.
Her kan du se hvad den dobbelte trussel indeholder af konsekvenser.
dobbelte trussel, som klimaforandringer og svindende fossile energireserver indebærer for de lokale samfunds miljø, økonomi, arbejdspladser og velfærd. Mistet miljø, økonomi, menneske flugt, og der med lokalsamfundets mulighed for at skabe velfærd. Når man vælger fossil skifergas for at sikre sig mod den dobbelte trussel.
Havde de taget fat selv, i stedet for at bruge kræfterne til at være imod vindmøller.
Brugt dem til at skabe nye andelsselskaber, så kunne de med vedvarende energi, vind og sol og biogas, have sikret deres lokale samfunds miljø, økonomi se blot på Hvid Sande og dermed have sikret arbejdspladser velfærden.
I stedet for har de nu sikret sig det modsatte.

Sider