Resiliens er det nye omstillingsmantra

Resiliens?

De fleste vil sige, at dét ord findes ikke på dansk. Men psykologerne kender det. Resiliens handler i psykologisk forstand om menneskers evne til at overvinde belastninger og risikofaktorer i livet. Om livsmod og modstandskraft. Om at være robust.

I dag er begrebet ved at indtage debatten om miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed. Det står i centrum for den såkaldte Transition Town-bevægelse i mange landes civilsamfund.

Og nu har multinationale koncerner som Shell, IBM, Siemens, DuPont, McKinsey, Unilever, Dow og Swiss Re taget det til sig og gjort det til det nye prisme, hvorigennem indsatsen for mere langtidsholdbare samfund og økonomier bør ses.

Roland Kupers fra Resilience Action Initiative (RAI)

Ecologic

Roland Kupers er deres eksterne rådgiver i det fælles projekt, Resilience Action Initiative (RAI), som selskabernes CEO’er aftalte under World Economic Forum i Davos for to år siden. Kupers selv er teoretisk fysiker fra Holland med speciale i galaksernes fordeling i universet, men har i mere end 20 år arbejdet i det private erhvervsliv, herunder som vicepræsident for bæredygtighed i Shell, indtil han blev gæsteforsker på Oxford University og samtidig uafhængig konsulent med speciale i komplekse systemer, omstilling og resiliens.

Roland Kupers kender begrebet resiliens fra fysikkens verden, hvor det måles i joule pr. kubikmeter og betegner et materiales evne til at absorbere energi under elastisk deformering for efterfølgende at afgive energien igen.

»Tænk på en fjeder og dens styrke,« siger Kupers.

Med sin kombinerede baggrund er han den oplagte rådgiver for koncerncheferne i deres resiliens-projekt, og han står som redaktør af den statusrapport, som RAI netop har udsendt: Turbulence – A Corporate Perspective on Collaborating for Resilience.

En snak i Davos

De i alt ni CEO’er samledes i 2012 om projektet på initiativ af Peter Voser, daværende topchef for Shell.

»Som det sker i de tyndere luftlag i Davos, tænker de mere abstrakt, de tænker på deres børnebørn, de tænker større tanker og ikke bare på aktionærværdi,« lyder Kupers’ genfortælling af starten på RAI.

CEO’erne i Davos var klar over, at de narrer sig selv, hvis de bliver ved med blot at efterlyse effektive markeder med ensartede konkurrencevilkår.

»Verden bliver stadig mere turbulent, og vi har en idé om hvorfor. Vi er nødt til at konfrontere dette direkte og spørge, hvordan vi som store selskaber skal agere og bidrage i en sådan verden af turbulens,« sagde CEO’erne til hinanden, ifølge Kupers.

For fysikeren er turbulens, når vi skruer op for vandhanen, og vandet pludselig ikke længere løber jævnt, eller når kolliderende luftmasser får flyet til med ét at hoppe faretruende op og ned. Men for erhvervsmanden er det også, når aktiemarkeder kollapser, råvarepriser eksploderer, social uro eller ekstremt vejr pludselig hærger.

»Når disse systemer er tæt koblede, øges sandsynligheden for, at de rammer tærskler og overgår til turbulent opførsel,« siger Roland Kupers.

I rapporten fra RAI er det aktuelle afsæt »fem tektoniske stressfaktorer, der sammenkæder økologiske, sociale og økonomiske pres og forstærker risici,« nemlig: energistress, økonomisk stress, demografisk stress, miljømæssigt stress og klimastress.

Dertil ifølge rapporten det ’konkurrerende narrativ’ om det globale BNP, der forventes at vokse til næsten det dobbelte i perioden 2010-2030 og dermed øge behovet for energi med 33 pct., for fødevarer med 27 pct. og for vand med 41 pct.

»Der er modsigelser i disse narrativer,« hedder det. Og oven i det hele er der, ifølge Shells nu forhenværende CEO, Peter Voser, »en cirkel af tillid mellem regeringer, industri og samfund, som er brudt«, ikke mindst som konsekvens af finanskrisen.

»Verden står over for en enorm systemisk udfordring,« fastslår rapporten.

Den dobbelte trussel

Denne aktuelle systemadfærd i en højteknologisk, netværksforbundet, miljø- og ressourcebelastende, globaliseret vækstøkonomi har andre tidligere forsøgt at indfange med begreber som ’risikosamfund’ og ’systemkrise’ og den dermed forbundne uforudsigelighed og sårbarhed.

I Transition Town-bevægelsen, der i 2006 startede i den lille engelske by Totnes og i dag omfatter 477 omstillingsbyer og -bydele samt over 600 på vej i 43 lande, er afsættet den dobbelte trussel, som klimaforandringer og svindende fossile energireserver indebærer for de lokale samfunds miljø, økonomi, arbejdspladser og velfærd.

Bevægelsens mål er at opbygge resiliens, forstået som »evnen i et system – det være sig en person, en økonomi, en landsby eller storby – til at modstå udefrakommende chok«. Resiliens er således »et systems kapacitet til at absorbere forstyrrelser og reorganisere sig, idet det undergår forandringer, der kan sikre opretholdelse af grundlæggende de samme funktioner, strukturer, identitet og feedback-mekanismer.«

Transition Town-bevægelsen startede i 2006 i den lille engelske by Totnes og i dag omfatter 477 omstillingsbyer og -bydele. Her er det et billede fra Deventer i Holland.

Jan Schenk

I Transition Town-netværket er redskaberne egen energiforsyning med vedvarende energi, genanvendelse og lukkede stofkredsløb, lokale produktioner frem for import, aktiv borgerdeltagelse og vedvarende læring samt i nogle tilfælde en egen, lokal valuta.

I Roland Kupers’ lignende terminologi er resiliens dels evnen til at opsuge udefra kommende chok uden at gå i stykker – robusthed som i fjederen – dels evnen til at lære af samme chok og udvikle sig i konsekvens af det ydre stress – som f.eks. det menneskelige immunsystem gør det.

Der er altså ikke blot tale om ’risikostyring’. Det handler om at indrette et samfund, en økonomi eller en virksomhed til at kunne fungere under vedvarende systemforandringer og uforudsete kriser.

Derfor er resiliens heller ikke det samme som effektivisering af et system, nærmest tværtimod, betoner Kupers.

»Virksomheder lever grundlæggende i effektiviseringens helligdom. Ikke mindst denne verdens McKinsey’er – de tænker, at det at gøre systemer mere effektive er det vigtigste i livet. Det samme gælder ofte hos myndigheder. Men det er ikke altid godt. At gøre et system mere effektivt, kan gøre det mindre resilient.«

Effektivisering af systemer er nemlig ofte udtryk for »snæversynet optimering«, hvor alt overflødigt skrælles bort for at mindske omkostningerne.

Energisystemets spild fjernes, menneskelig arbejdskraft udnyttes mere effektivt, kommuner sammenlægges, varer leveres ’just in time’, restriktioner på finanssektoren fjernes, landbrugsbedrifter går fra mangfoldighed til monokultur. Alt sammen umiddelbart rationelt i en verden presset på sine ressourcer og evne til vækst. Væksten kan opretholdes ved at effektivisere systemet.

Men det gør samtidig systemet skrøbeligt og sårbart. For komplekse systemer, der opererer tæt på grænsen, begynder – med kompleksitetsforsker Kupers’ ord – »at gøre skøre ting«, og der er intet ekstra tilbage at give af, ingen stødpudekapacitet, når det uventede, krisen eller ulykken rammer.

Dette skisma mellem effektivisering og resiliens er en voldsom udfordring for tanken. Pointen er imidlertid ikke, at man skal vælge mellem de to eller nu pludselig se bort fra effektivisering af f.eks. ressourceforbruget. Pointen er ifølge Kupers, at man skal bruge resiliens som selve det nye prisme, hvorigennem man anskuer udfordringerne og tilrettelægger sine strategier og løsninger. Nogle gange kan effektivisering være del af en resiliens-strategi, andre gange ikke. Men effektivisering som prismet, man anskuer verden gennem, duer ikke længere.

Projekterne

Ledere af multinationale selskaber er praktiske folk, der vil skabe resultater. Så deres fælles projekt via RAI er at bistå lokalsamfund med at opbygge håndgribelig resiliens koncentreret om udfordringerne knyttet til vand, energi og fødevarer.

Rapporten beskriver de enkelte selskabers deltagelse i en stribe grønne infrastrukturprojekter, hvor man bruger naturlige økosystemer frem for traditionel ’grå infrastruktur’ i form af ingeniør-teknologi til at skabe beskyttelse mod ekstremregn og oversvømmelser, sikre vandrensning, forbedre luftkvalitet m.m.

Man oplister også projekter, hvor byer som New York, Rotterdam, Singapore og Da Nang i Vietnam selv er gået lignende veje for at skabe resiliens. Og man fortæller om Rockefeller Foundations nye netværksprojekt 100 Resilience Cities, hvor 100 byer skal udarbejde og realisere resiliens-planer med hjælp fra hinanden og støtte fra fonden. Vejle i Danmark – på sigt truet af havstigninger – er én af dem.

Man omtaler dertil, hvordan selv olieselskaberne bag tjæresandsudvindingen i Canada og skifergasproduktionen i USA har indledt egne projekter, der angiveligt skal gøre de kontroversielle produktioner mere miljøvenlige og resiliente.

Adspurgt om erfaringerne i selve RAI-netværket siger Roland Kupers:

»Disse selskaber er enorme og har til sammen en million medarbejdere. CEO’erne forstår problemet, har taget initiativet og kastet sagen ind i deres organisationer. Her er resultatet blandet. Nogle medarbejdere er virkelig interesserede, andre tænker, at livet er for kort til sådan noget. Som i ethvert socialt system er disse virksomheder ikke homogene. De er fulde af mennesker med forskellige dagsordener og interesser. Så det er et broget billede.«

Et spørgsmål om niveauer

Den tidligere Wall Street-finansmand John Fullerton, nu leder af den grønne tænketank Capital Institute, har beskrevet, hvordan både de globale finansmarkeder og multinationale virksomheder som f.eks. discountkæden Walmart har haft effektivisering som afgørende ledemotiv og i processen indbygget stor sårbarhed. Hos Walmart f.eks. afhængigheden af olie i de globale leverandør- og distributionssystemer.

»Hele ideen med globale forsyningskæder er en idé drevet af effektivisering, men den er ikke særlig resilient,« har Fullerton påpeget.

Centralt i Transition Town-tænkningen er også at mindske afhængigheden af de globale økonomiske og materielle kredsløb i al deres sårbarhed og uforudsigelighed. Mest muligt skal foregå lokalt. Her er Roland Kupers ikke enig.

»Jeg mener, det er forkert. Ud fra et systemdesign-perspektiv giver den rette balance mellem lokale og globale netværk mest stabilitet. Er man helt baseret på lokal produktion, er man ekstremt sårbar. Sker der noget lokalt, kan alting kollapse.«

»Det er rigtigt, at der er for meget fokus på globale kredsløb og for lidt på de lokale, men at mene, at alt skal være lokalt, er romantisk og giver ikke resiliens. Fra øko- systemforskningen ved vi, at resiliens og stabilitet er en funktion af at have mange forbindelser mellem mange arter på mange niveauer,« siger han.