Læsetid: 7 min.

Uruguays beskedne leder har store planer

78-årige José Mujica har en fortid som marxistisk guerilla-leder – som Uruguays præsident har han nu legaliseret abort, homoseksuelle ægteskaber og senest også hash, men hvad han allerhelst vil er at mindske kløften mellem fattige og rige
’Jeg tør godt sige tingene ligeud. I den moderne verden skjuler folk hellere deres følelser. Måske er det derfor, jeg kan få folks opmærksomhed,’ siger José Mujica

’Jeg tør godt sige tingene ligeud. I den moderne verden skjuler folk hellere deres følelser. Måske er det derfor, jeg kan få folks opmærksomhed,’ siger José Mujica

Miguel Rojo

3. juni 2014

I mange år gik han tidligt i seng, imens han lyttede til, hvad myrerne hviskede i hans øre. Af og til talte han med en frø eller to eller delte måske et stykke brød med rotterne. José Mujica alias Pepe er en overlevende fra en verden, han selv har været med til at fjerne fra landkortet. Som daværende leder af det marxistiske Tupamaros, landets største guerillagruppe, måtte han afsone en 13 år lang fængselsdom under Uruguays militærdiktatur, der havde magten fra 1973 til 1985. Så tog han hul på et helt nyt kapitel og satte i stedet sine kræfter ind på at genoprette demokratiet.

I november 2009 blev han valgt til præsident med 53 procent af stemmerne.

»Under min indespærring blev jeg næsten vanvittig. I dag, derimod, er jeg fange af min egen frihed til at tænke og gøre, hvad jeg vil. Jeg dyrker friheden og kæmper for den. Jeg kan begå fejl, nogle af dem også meget store, men en af ​​mine få dyder er, at jeg siger, hvad jeg mener,« siger José Mujica.

Når man ser ham i dag, 78 år gammel, siddende på sin træstol, omgivet af bøger og stilhed, med et par sandaler på fødderne og en buste af Che Guevara over for ham, kan man næsten se Mujica som en latinamerikansk udgave af Diogenes, en venlig patriark, den sidste mand på Jorden og tydeligvis også med sin sociale indignation intakt. Han er også et af ​​de få mennesker, der har oplevet den totale intethed, da han tilbragte to års fangenskab i bunden af ​​en brønd.

Platon og Seneca

Han betegner sig selv som en »ydmyg bonde«, da vi møder ham på hans lille husmandssted ude på landet, cirka en halv times kørsel fra Montevideo. Han taler om sig selv og sit hjemland Uruguay i første person flertal: »Vi er en republikansk stemme for verden«. Hvorved han formentlig sigter til en mulig fremtid – en vej, den være sig nok så beskeden, der kan føre i retning af det fælles bedste med politikken som det etiske grundlag og ærlighed som ledestjerne.

»Jeg genlæste Platon på jagt efter en nøgle til at forstå, hvad der foregår, for intet er nogensinde helt nyt,« forklarer han.

En meget personlig måde at påminde om den advarsel, han udtalte over for FN’s Generalforsamling i september 2013:

»Politikken, der skal forestille at sætte rammerne for de menneskelige relationer, er bukket under for økonomien og blevet til en ren administrator af det, som finanssystemet ikke kontrollerer.«

De internationale medier har karakteriseret ham som »verdens mest usandsynlige politiker« eller sågar »verdens bedste leder«. Nogle taler om at nominere ham til den næste Nobels Fredspris. Han menes også at være verdens fattigste præsident, fordi han giver næsten 90 procent af sin indkomst til velgørende organisationer, der prøver at skaffe billige boliger til de fattigste. Selv er han ikke meget for den slags etiketter:

»Min definition på fattigdom er den, vi har fra Seneca: ’Fattig er ikke den mand, der har for lidt, men den mand, der altid higer efter mere’.«

Forudsigeligt nok er han i dag blevet genstand for en næsten kultisk tilbedelse – den såkaldte mujicamania. Selv hans modstandere synes i mange tilfælde at have glemt, at han engang var guerillasoldat i en bevægelse, der kidnappede folk og røvede banker. Faktisk er nogle af hans gamle kampfæller fra dengang ofte blandt hans hårdeste kritikere, især fordi han ikke ville støtte en tilbagekaldelse af Uruguays amnesti for de torturhandlinger, som blev begået under diktaturet.

Dette hindrer ikke, at det amerikanske magasin Foreign Policy satte ham på sin liste over verdens førende tænkere i 2013:

»Da Venezuelas præsident Chávez døde i marts, gik mange ud fra, at den genopståede latinamerikanske venstrefløj ville dø sammen med denne buldrende populist i de røde skjorter [...] Men ved at bryde med Chávez’ anti-amerikanisme og Latinamerikas dybtliggende socialkonservatisme har Mujica anvist en mulig vej frem for sine kammerater.«

Mujica brillerede under sin valgkamp. På intet tidspunkt overvejede han at udvande sit manifest eller moderere sin retorik for at tiltrække oppositionens stemmer – en holdning, han siden forklarede på denne måde over for den brasilianske ugeavis Carta Capital:

»Selv under topmøderne med verdens ledere fortæller disse ledere mig, at jeg har ret. Men intet sker. Det er derfor, jeg bliver ved med at gentage de samme ting. Man er nødt til at fortsætte og forsøge at overbevise folk.«

Hertil føjer han nu med et smil:

»Jeg tør godt sige tingene ligeud. I den moderne verden skjuler folk hellere deres følelser. Måske er det derfor, jeg kan få folks opmærksomhed.«

Nyskabende

Efter to år i embedet har Mujica legaliseret abort i op til tredje måned af graviditeten. Selv med denne begrænsning er loven enestående i Sydamerika. Mindre end et år senere blev homoseksuelle ægteskaber tilladt. Uruguay legaliserede skilsmisse i 1913.

»Jo, vi har en nyskabende ånd, og den er dybt forankret i vores historie,« fastslår han. »Vi er et land, der består af indvandrere, anarkister og forfulgte mennesker fra hele verden. Resultatet er det mest sekulære land i Latinamerika, med en klar skillelinje mellem kirke og stat. For mit eget vedkommende er jeg præsident, men jeg tror ikke på Gud.«

En sådan udtalelse ville være utænkelig i nabolandene. Og dog modtog han i juni 2013 en varm velkomst, da han mødte pave Francis.

Et slags højdepunkt i hans præsidenttid kom i juni 2012, da forsvarsminister Eleuterio Fernández Huidobro bebudede, at den uruguayanske stat ville overtage produktionen og salget af marihuana, som ville blive legaliseret og reguleret. Ved siden af de igangværende forsøgsordninger i nogle amerikanske delstater samt Holland og Spanien virkede Uruguays system så avantgardistisk, at de tilstedeværende journalister troede, der var tale om et fupnummer. Men loven blev vedtaget og trådte i kraft i sidste måned.

Inden udgangen af indeværende år vil de første legale afgrøder være høstet, og et nyt marked etableret. Så vil voksne uruguayanske forbrugere efter at have ladet sig registrere hos myndighederne kunne købe op til 40 gram marihuana pr. måned hos de statslige kemikere for en pris svarende til 5,50 kr. pr. gram. Stoffet vil blive produceret og markedsført under statslig kontrol, men brugerne vil også få lov til at dyrke deres egen marihuana, det være sig i kooperativer eller hos sig selv, dog højst seks planter pr. husstand. På en eller anden måde er dette typisk for Mujica, som siger, at han aldrig selv har røget en joint og udmærket ved, at 62 procent af landets vælgere er imod legalisering, men alligevel ikke har skrupler over lanceringen af verdens første statsdyrkede marihuana. Han siger, at det er et spørgsmål om den offentlige sikkerhed, og at han er fast besluttet på at adskille brugere fra kriminelle pushere og marihuana fra hårde stoffer.

Narkohandel og dermed forbundet kriminalitet har nået et alarmerende niveau i Latinamerika, men har kun i mindre grad ramt Uruguay, hvor antallet af brugere er relativt lavt.

»Vi har et ordsprog blandt bønder her: Når du ser din nabos skæg i brand, pøser du vand på dit eget,« siger Mujica og tilføjer med et smil: »Denne lov er et forsøg. Det betyder ikke, at vi har det endelige svar, men vores naboer bliver nødt til at tage et kig på vores lille land, der faktisk kunne være oplagt til at forsøge sig med dette eksperiment …« Han skubber sin stol tilbage. »Det eneste, jeg er helt sikker på, er, at den politik til bekæmpelse af narko, der har været ført i årtier, er en dundrende fiasko. Jeg er glad for, at vi har turdet vende op og ned på det hele.«

Medlemmer af hans inderkreds indrømmer, at Mujica først for nylig blev interesseret i denne problematik. Men de tilføjer skyndsomst, at han siden har researchet og læst en masse om emnet, meget af det helt på egen hånd, før han traf sin beslutning, i første omgang kun i enighed med et par andre medlemmer af regeringen.

»Kun en person som ham ville turde forpligte sig på en så upopulær beslutning,« siger det unge parlamentsmedlem Sebastian Sabini, der bistod med at udforme lovforslaget.

»Mujica er allerede en historisk figur, og han er frygtløs – lidt som François Mitterrand, da han afskaffede dødsstraffen,« siger politologen Adolfo Garce og henviser til, at Tupamaros ofte var grænseoverskridende og »nærmest besat af tanken om lægge sig ud med middelklasseværdier«. Måske er denne livsholdning også forklaringen på, at Mujica også valgte at imødekomme Barack Obamas anmodning om at tage imod fem fanger fra Guantánamo.

Mujica ser sig selv som anarkist, »men vi har alle vore indre konflikter«, siger han. Og tilføjer så i et pludseligt udbrud: »Jeg er overbevist om, at ​​anerkendelse af homoseksuelle ægteskaber, legalisering af abort og loven om marihuana alle repræsenterer fremskridt, men vil de virkelig ændre noget? Hvis vi virkelig vil udrette noget, skal vi have mindsket kløften mellem de fattige, de nødlidende og de ​​meget rige.«

Excentrisk og fascinerende

Han rejser sig. Hverken hans fastnet-telefon på det lille skrivebord eller hans mobil har ringet i de sidste to timer.

»Alle ved, jeg hader at tale i telefon, så folk ringer sjældent,« forklarer han, før vi træder udenfor.

Når man ser ham posere for fotografen sammen med sin trebenede hund og sine to blå Folkevogns-bobler, rinder en bemærkning fra den politiske kommentator og svorne Mujica-modstander, Graziano Pascale, én i hu. Han udtalte engang, at Mujica ligner »den halvskøre onkel, man kan finde i enhver familie«. Han kan faktisk lyde en smule excentrisk, men han er også fascinerende og helt unik blandt verdens ledere.

Han siger farvel og sætter sig igen på sin træstol som tegn til, at han ønsker at komme videre med sit ekstraordinære liv og sine bøger.

»Ved I, hvad det vil sige at blive gammel? Det er, når man ikke længere ønsker at forlade sit hjem,« siger han.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lindblom
  • Lene Timmermann
  • Morten Balling
  • Jette M. Abildgaard
  • Jens Frederiksen
  • Henrik Christensen
  • randi christiansen
  • Olav Bo Hessellund
  • Ole Hilby
  • Kim Øverup
  • Peter Jensen
  • David Zennaro
  • Rune Petersen
  • Torben Selch
  • Helge Rasmussen
  • lars abildgaard
  • Ejvind Larsen
  • Kjeld Hansen
  • Niels-Holger Nielsen
  • Holger Madsen
  • Rasmus Knus
  • Jakob Lilliendahl
  • Benjamin Bach
  • Britta Hansen
  • Janus Agerbo
  • Jeppe Petersen
  • Andreas Trägårdh
  • Steen Sohn
  • Ervin Lazar
  • Steen Thaulow Olsen
  • Søren Roepstorff
  • Niels-Simon Larsen
  • Viggo Helth
  • Johannes Lund
Morten Lindblom, Lene Timmermann, Morten Balling, Jette M. Abildgaard, Jens Frederiksen, Henrik Christensen, randi christiansen, Olav Bo Hessellund, Ole Hilby, Kim Øverup, Peter Jensen, David Zennaro, Rune Petersen, Torben Selch, Helge Rasmussen, lars abildgaard, Ejvind Larsen, Kjeld Hansen, Niels-Holger Nielsen, Holger Madsen, Rasmus Knus, Jakob Lilliendahl, Benjamin Bach, Britta Hansen, Janus Agerbo, Jeppe Petersen, Andreas Trägårdh, Steen Sohn, Ervin Lazar, Steen Thaulow Olsen, Søren Roepstorff, Niels-Simon Larsen, Viggo Helth og Johannes Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

"Men ved at bryde med Chávez’ anti-amerikanisme og Latinamerikas dybtliggende socialkonservatisme har Mujica anvist en mulig vej frem for sine kammerater.«"

Hvis man mener det er værd at tilstræbe, hvilket - jeg åbenlyst ikke mener. Det er selvfølgelig derfor han er interessant, det begyndte jeg allerede at tænke på ved indledningen, hvad der kunne være årsagen til denne omfavnelse fra Vesten. Det konsensus regime, er til at få røde ører af.

Endnu en der mener de er blandt de udvalgte, det er vel egentlig ikke så underligt, at vi hænger fast i demokratiet, uden, at udvikle os. Jeg gad ikke læse mere derfra, det er en helt uacceptabel form for kommunikation. Jeg skal oplyses, ikke belæres af bedrevidne bibliotekar typer.

Niels-Simon Larsen

@Jesper: Det lyder, som om du ikke har hørt hans Riotale.

Søs Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Ole Hilby, Ejvind Larsen, Torben Nielsen og Orla Finn Pedersen anbefalede denne kommentar
Torben Selch

»Vi har et ordsprog blandt bønder her: Når du ser din nabos skæg i brand, pøser du vand på dit eget,« siger Mujica - den synes jeg er meget go.

randi christiansen

Jesper - antiamerikanisme for enhver pris ? Og hvorfor skulle han holde fast ved socialkonservatisme ? Må høre rio talen - tror ikke, der er tvivl om mandens ærlighed.

Brian Larsen

Han har udtalt at han ikke kan mindske kløften mellem rige og fattige, da han simpelthen ville blive likvideret hvis han prøvede.

randi christiansen

'Dont ask me if you dont give a damn, next stop is vietnam ... ' > La autonomia y la libre autodeterminacion de los pueblos del mundo .... er hvad vi kæmper for.

Jeg hørte i dag på p1 om en amerikansk filosof, som havde regnet den ud > en måde at bevidstgøre retfærdighedsbegrebet er, at samfundets borgere - uden at kende egen hierarkiske placering - skal definere, hvordan de ringest stillede skal tilgodeses.
Effektivt - bortset fra at brians reference til mujicas udsagn om, hvad der vllle ske, hvis han forsøgte sig med at ændre afgørende på landets formueforhold i mere retfærdig retning, bedrøveligt nok sikkert forholder sig præcis sådan. Følg pengene, find forbryderne.

Morten Balling

Stærk tale! Jeg vil nærmest gå så langt som at træde til side og anbefale Mujica som flink enevældig kejser for planeten, istedet for mig selv ;)

Han er i hvert fald en sympatisk fætter, med nogle ret klare pointer.

Måske var det Uruguay man skulle emigrere til, hvis DF får regeringsmagten efter næste valg. Han sætter i dén grad dansk politik i et lys en del politikere sikkert ville beskrive som værende ulideligt klart. Den formulering elsker de jo at bruge om "bagklogskab" når de har kvajet sig.

Søs Jensen, lars abildgaard, Holger Madsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Jeg har intet på José Mujica, tværtimod. Det var omfavnelsen jeg foragtede, det kunne nok være udtrykt lidt mere gelinde. Jeg skal se om jeg kan tøjle min indre aktivist(gung-ho). :p

Jesper Wendt

Men vi ved jo godt hvor det ender, når - Popstjerne i løbetid - er det der trækker flest hit på Information.