Læsetid: 5 min.

Washington har vendt Maliki ryggen

Det irakiske militærs masseflugt blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. USA har mistet tilliden til Iraks omstridte leder
I årevis regnede amerikanerne med, at Nouri al-Maliki kunne samle Irak, til trods for de stadig flere beviser for at han var en autoritær leder, der gik ind for shiamuslimernes overherredømme.

I årevis regnede amerikanerne med, at Nouri al-Maliki kunne samle Irak, til trods for de stadig flere beviser for at han var en autoritær leder, der gik ind for shiamuslimernes overherredømme.

Xinhua/Sipa

21. juni 2014

I oktober 2001 satte USA’s præsident Barack Obama og hans nationale sikkerhedsråd sig ned for at afholde den hidtil vigtigste Irak-konference. På skærmen foran dem sås Nouri al-Maliki, en mand, hvis genvalg USA et år tidligere havde givet sin opbakning til.

Præsident Maliki afviste enhver snak om at forlænge USA’s militære tilstedeværelse i Irak, selv ikke en symbolsk trænings- og mentormission kunne der blive tale om. Malikis holdning blev mødt med lettelse af mange af de tilstedeværende, som opfattede Irak som et tidkrævende og fejlslagent politisk eventyr.

Men de blev overrasket over den irakiske leders stejlhed. Efter otte års mere eller mindre parløb var det kommet så vidt, at der ikke længere var noget at forhandle om. Malikis Irak ville stå på egne ben. USA kunne blot lukke og slukke, når sidste mand var rejst hjem.

Shia-dominans

De seneste tre år har udfaldet af dette møde sat rammerne for forholdet mellem USA og Maliki – der har udviklet sig til en stadig mere enerådig hersker og kørt den engang så magtfulde supermagt ud på et sidespor.

I takt med at USA har vendt Irak ryggen, har Maliki været på jagt efter nye allierede. Og i Washington begyndte mange at spekulere på, om Irak – efter en billion dollar og 4.500 dræbte amerikanske soldater – overhovedet ønskede et strategisk samarbejde med USA. Det Arabiske Forår og de efterfølgende oprør gav USA andet at tænke på, men skubbede også Maliki stadig længerne ind i et samarbejde med Iran.

Med store dele af den sunniarabiske verden i oprør søgte Maliki sikkerhed ved at satse på det shiamuslimske befolkningsflertal. Ved at omfavne det shiamuslimske Iran skabte Maliki yderligere distance mellem sin regering og Iraks sunni-mindretal. Blot få dage efter amerikanerne var rejst, arresterede han en række sunnimuslimske stammeledere, belejrede en sunni-demonstration i Ramadi og udstedte en arrestordre mod den tidligere sunnimuslimske vicepræsident, Tariq al-Hashimi.

Derpå gik han i gang med at sikre sig kontrollen over de nøgleinstitutioner, som amerikanerne havde opbygget. Den irakiske efterretningstjeneste blev overtaget af medlemmer af Malikis Dawa-parti, og Iraks elitestyrker blev underlagt Malikis prætorianergarde.

I Washington advarede flere om, at Maliki var i gang med at konsolidere sig som leder af et stærkt sekterisk styre.

»Det lignede et forsøg på at sikre sig livslang magt,« som en højtstående diplomat udtrykte det.

De fleste af Malakis nyudnævnelser var shiaer og det var ikke deres kompetencer, der faldt i øjnene.

Stadig mere foruroliget protesterede USA højlydt og opfordrede Maliki til at inkludere landets mindretal. Men den tidligere besættelsesmagt havde ikke længere overtaget – eller viljen – til at tvinge Maliki til at følge opfordringerne.

Fjender vejrer morgenluft

I dag, hvor den stat, han forsøgte at opbygge ved skånselsløs magtanvendelse, smuldrer omkring ham, vejrer hans kritikere og fjender morgenluft. Ikke mindst i USA. Efter tre år i den politiske kulde og chokeret over den irakiske hærs totale kapitulation over for den fremstormende ISIL-milits, som på bare tre dage etablerede sig i store dele af Nordirak, har Washington tabt tilliden til Nouri al-Maliki.

Den irakiske leder har mærket de nye vinde og meddelte onsdag, at han ikke agter at træde tilbage til gengæld for amerikanske flyangreb på ISIL.

Da Obama torsdag blev spurgt, om han mente Maliki burde træde tilbage, sagde han:

»Det er ikke vores opgave at vælge, hvem der skal lede Irak, men jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at der i det mindste lige nu er dyb splittelse mellem lederne af Iraks sunnier, shiitter og kurdere.«

Han sagde også, at Det Hvide Hus har givet Maliki den besked, at »så længe splittelsen forværres«, vil den irakiske regering ikke være i stand til at afværge den sekteriske krise, som truer med at opsluge Irak.

Beslutningen om at slå hånden af Maliki kommer meget brat. I en tale til Senatet onsdag sagde USA’s øverste militære leder, general Martin Dempsey, at den irakiske regering havde svigtet sit løfte om at bekæmpe den sekteriske splittelse i Irak. Dempsey og forsvarsminister Chuck Hagel fortalte senatsudvalget, at en militær intervention fra USA’s side vil være nyttesløs hvis ikke Maliki indvilger i at inkludere landets sunnimuslimer.

Skiftet i USA’s politik er lige så gennemført, som det er pludseligt. Zalmay Khalilzad, der som USA’s ambassadør i Irak under George W. Bush hjalp den dengang ukendte Maliki med at vinde valget i 2006, siger til flere medier, at Iran kan hjælpe USA med at overbevise Iraks shiamuslimer om, at Maliki må skiftes ud.

Dette kan give de to ærkefjender, der for ikke så længe siden udkæmpede en indædt stedfortræderkrig i Irak, en yderligere grund til at søge sammen i lyset af truslen fra en fælles fjende.

Iran har stadig ikke løftet sløret for, hvem den iranske regering mener skal lede Irak. Men den iranske general Qassem Suleimani, der længe har fungeret som kongemager i Bagdad, er tilsyneladende stadig mere kritisk over for Maliki.

»Han siger rent ud, at manden er en idiot,« siger en højtstående irakisk politiker, som mødtes med Suleimani i sidste uge. »Da han blev spurgt, hvem der burde lede Irak, sagde han ikke et ord.«

Malikis tiltræden blev i sin tid hyldet af den kendte Washington Post-kommentator David Ignatius som »noget af en sejr for ambassadør Khalilzad«, og Malikis irakiske baggrund blev fremhævet som et faktum, der kunne bidrage til at samle det splittede land.

I flere år var dét den fremherskende opfattelse i Washington, til trods for de stadig flere beviser for at Maliki var en mere og mere autoritær leder, der gik ind for shiamuslimernes overherredømme.

Systematisk forskelsbehandling

Bush-regeringen fik Maliki til at bakke op om troppeforstærkningerne i 2007 og roste Maliki grænseløst, fordi han kastede sig ud i et opgør med den rivaliserende shiamuslimske Mahdi-milits, der havde overtaget kontrollen med det sydlige Irak.

Men i løbet af de næste fem år dukkede et mønster af sekterisk forskelsbehandling frem.

Maliki valgte at stoppe lønudbetalingerne til den sunnimuslimske milits Sons of Iraq, der bekæmpede al-Qaeda fra 2006 til 2008. Hans regering udrensede de sunnimuslimske medlemmer af en rivaliserende politisk gruppe, der trods forfølgelsen vandt parlamentsvalget i 2010. Maliki gravede sig ned i skyttegraven og nægtede at samarbejde med det nye parlamentsflertal og klyngede sig i stedet til magten.

Mens kritikken af Maliki i USA blev tiet ihjel, vidste lederen af Pentagons Irak-kontor, Colin Kahl, udmærket, hvad der foregik.

Vi »forsøgte at undgå at udpege vindere og tabere og støttede kun Maliki i slutningen af valgkampen, da hans sejr så ud til at være uundgåelig«.

I denne uge er en af USA’s gamle »yndlinge«, Ahmed Chalabi, trådt ind på scenen igen efter mere end 10 år som persona non grata og har bl.a. ifølge The New York Times været indkaldt til et møde med USA’s Irak-ambassadør. The Guardian kan bekræfte, at Chalabi desuden har mødtes med den iranske kongemager Suleimani. Vinden ser med andre ord ud til at skifte for USA’s gamle allierede, mens den bestemt ikke længere ser ud til at være i Malikis favør.

© The Guardian og Information. Oversættelse: Charlotte Aagaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Lögun

Rusland har meldt sig klar til at yde Maliki militær støtte: http://tinyurl.com/kjzpznn

Det blir' spændende at se hvordan Washington reagerer på det. Det var formodentligt ikke med i planen.

Peter Ole Kvint, Torben Selch, Rune Petersen og Steen Thaulow Olsen anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

Artiklen fra the guardian som Information ynder at bruge er jo skrevet af folk som ikke er neutrale. Avisen er kendt for at vær e et zionistisk talerør, som dækker sig ind under at være lidt kritisk nu og da - men aldrig når det gælder støttte til Israels strategier i Mellemøsten, som man ser den udført af USA, UK og Frankrig specielt, hvor zionistiske grupper har sat sig på Mellemøstenpolitikken.

Det vi ser nu i Irak har altid været en del af Israels grundlæggende strategi - at splitte og ødelægge alle Mellemøstlige stater som er en hindring for absolut israelsk hegemoni.

Man bemærker flere mærkelige ting i artiklen som jo er skrevet ud fra Israels propaganda om landene.

1. Iran, siger Chulov,har en general som er kongemager i Bagdad. Generalen siger at Iraks præsident er idiot? etcetc. Igen dette spøgelse om Iran som vil det ene og det andet, sponsorerer terror og alt andet godt.

2. Maliki påstås at have tilranet sig magten og vil ikke dele med andre? Jamen, landet har da et parlament og regeres da efter flertal? Nå, uanset dete r tydeligt at artiklen "ønsker" at landet splittes op - i det man kalder en sunni-shiite del med kurderne som en tredje selvstændig part. Denne sunnni-shiite modsætning blev fremkaldt af amerikanerne og var ukendt i og for sig før. Man tænkte ikke i religiøse termer - men i stammer. Husk Irak er et sekulært land! Specielt da under Saddam Husein. At Chulov nu - sammen med de zionistiske grupper i USA inkl. politikerne som er ilommen på dem - nu taler om at det er Malikis fejl altsammen er det kun et skalkeskjul for at man ønsker yderligere opsplitninger - og altid har villet det. Styret i Irak er hverken værre eller bedre end i andre lande, hvor man prøver at få lavet demokrati - der vil jo altid være grupper som kan mønstre flertal. Hvis man nu samtidigt snedigt kan inddrage Iran som et dyr i Åbenbaringen er man jo godt hjulpet med næste skridt i ødelæggelsen af næste mål for zionisterne - Iran.

Rune Petersen, Heinrich R. Jørgensen, Eva eldrup og Benjamin Lau Jensen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

En iransk general, der sidder som "kongemager" i Irak lyder som et næsten utroligt eksempel på amerikansk "rettidig omhu" og succes med den førte krig og politik!

Ernst Petersen

Niels Jespersen, at kalde Irak en sekulær stat under Saddam Hussein er en sandhed med store modifikationer. For godt nok var Saddam ikke religiøs. Men dette forhindrede ham jo ikke i at slå både kurdiske og shiittiske oprør ned med særdeles hård hånd.

Historien viser, at magtkamp mellem Iraks 3 befolkningsgrupper (kurdere, sunnier og shiiter) langt fra er noget nyt. Derfor er Malikis nuværende forsøg på at skabe shiitisk monopol på magten sandsynligvis begrundet i, at shiiterne følte sig undertrykt under Saddam og frygter at blive det igen, hvis ikke de to andre befolkningsgrupper holdes nede.

At beskrive Maliki som dum er formentlig også en klar undervurdering. For i modsætning til USA har han næppe interesse i at bevare et samlet Irak. Muligvis var det endog ham selv, der gav den irakiske hær ordre til tilbagetrækning, så ISIL kunne rykke frem og derved i realiteten dele Irak op, så der kunne opstå en ren shiitisk stat i den sydlige del af landet.

Niels Jespersen

@Ernst Petersen

1. "Niels Jespersen, at kalde Irak en sekulær stat under Saddam Hussein er en sandhed med store modifikationer. For godt nok var Saddam ikke religiøs. Men dette forhindrede ham jo ikke i at slå både kurdiske og shiittiske oprør ned med særdeles hård hånd."

Jeg forstår ikke hvad du mener. Staten var sekulær - og Saddam slog ned på oprør - som alle andre herskere i andre alnde ville gøre det - uanset om staten var sekulær eller ej. Hvad er det du mener er en"sandhed med modifikationer"?

2. "At beskrive Maliki som dum er formentlig også en klar undervurdering. For i modsætning til USA har han næppe interesse i at bevare et samlet Irak. Muligvis var det endog ham selv, der gav den irakiske hær ordre til tilbagetrækning, så ISIL kunne rykke frem og derved i realiteten dele Irak op, så der kunne opstå en ren shiitisk stat i den sydlige del af landet."

Det var artiklens forfatter som påstod at en iransk general var "kongemager i Irak" og havde sagt at Maliki var dum etc etc. Typisk sludder som man ser det fra Chulov. Jeg forstår slet ikke hvad du mener med at Maliki ønsker en opdeling af Irak - i modsætning til USA. Det er da præcist modsat - USA ønsker at splitte og ødelægge magtposiitoner i alle arabiske lande. Maliki har brug for olien i de områder som ISIS nu erobrer. Der findes meegt lidt i de shiitiske områder.

Grunden til USAs ønske om at gå i krig i Mellmøsten mod Irak, og den gradvise langsomme boykot, dæmonisering trusler etc. mod Syrien og Iran er da kun ulig på gr.a. den israelske lobby i USA, som suppleres med tilsvarende i UK og frankrig. Du kender ikke noget til disse emner
se f. eks.

www.ifamericansknew.org - her en masse artikler - specielt finder du en nylig bog om hvorfdan USAs udenrigspolitik i Mellemøsten kom i lommen på zionistiske interesser - det er her forklaringen på begivenheder i Irak, Syrien, Libanon, Iran og Israels strategier og "bagkulissen" magtapparater skal findes.

Eller artikler om Irak (og syrien) fra en fremragende insider gennem en menneskealder William Polk, fhv. amerikansk diplomat og planlægger med adagnag til inderlredsene i udenrigspolitik siden Kennedyæraen

Hans artikler og bogomtaler findes her . Specielt årgang 2013 og 2014 publikationer er vigtige.

www.williampolk.com under menuen articles.

Ernst Petersen

Niels, en sekulær stat er en stat, der ikke foretrækker een religion frem for en anden, og som behandler folk ens uanset, hvilken religion, de har. Men det var Saddams Irak jo overhovedet ikke, da hans regering diskriminerede såvel kurdere som shiitter (samt diverse mindre minoriteter). Hvis shiitterne ikke var blevet diskrimineret, så havde de jo nok heller ikke gjort oprør.

Så selvom du jo nok har ret i, at Irak (i modsætning til f. eks. Danmark) formelt var en sekulær stat, så følte irakerne det jo nok anderledes i hverdagen.

Du overdriver desuden zionisternes betydning enormt her. For selvom USA stadig støtter Israel, som USA gik med til at oprette som et led i den anti-nazistiske propaganda efter 2. verdenskrig (især rettet mod den tyske befolkning i de af de allierede besatte områder), så er det først og fremmest USAs økonomi, der styrer deres politik i Mellemøsten på grund af oliens eneorme betydning for verdensøkonomien. Mister Vesten magten over olielandene, så kommer verdensmarkedspriserne på olie ud af kontrol, hvilket kan får hele Vestens økonomi til at bryde sammen, - hvilket eventuelt kan give en økonomisk krise, der måske endog kan overgå krisen i 1929. (Det lykkedes først i sidste øjeblik at få stoppet en udvikling i en sådan retning under oliekrisen i 1973.)

Søren Kristensen

Jamen, hvis Putin, ud over sine mange andre gøremål, vil prøve kræfter med oprydningsarbejdet efter vores uheldige krigseventyr i Iraq, skal han så ikke bare være velkommen?

Niels Jespersen

@Ernst Petersen

Jeg forstår ikke hvor du vil hen med din påstand om at Irak ikke var sekulær under Saddam Husein. Den undertrykkelse som fandt sted havde ikke afsæt i religion - men i stammetilhørsforhold. Det er Vesten som har fremkaldt splittelsen, som man har ønsket fra det øjeblik man satte gang i krigene og støttede oprør i Syrien og Iran f. eks. Det er en langsigtet strategi som ligger bag hele cirkuset med Irakkrig etc. som jeg kan forstå du ikke har lyst til at debatere. Du akn læse de kilder jeg angav for at vi skal komme noegen vegne.

Jacob Mathiasen

De irakkere jeg kender siger at under Saddams herredømme var der ikke problemer imellem kristne og muslimer. Det er der nu. Og tilsyneladende også mellem muslimske fraktioner.

Man kan vel sige at Saddam fik dem banket på plads - og det er det, som der skal til, hvis Irak ikke skal falde fra hinanden i mange små stykker, som de lande, der er omkring dem let kan assimilere - hvilket de har håbet og ventet på i mange år.

Det var til at forudse før Irak krigen at dette ville ske, hvis ikke der kom en hersker, som var stærk nok.

Irak har med andre ord valget imellem at falde fra hinanden og være idiotisk glade et kort stykke tid indtil de bliver assimileret - eller blive undertrykt med vold og drab.

Det typiske valg imellem pest og kolera.

Ernst Petersen

Niels Jespersen
"Jeg forstår ikke hvor du vil hen med din påstand om at Irak ikke var sekulær under Saddam Husein. Den undertrykkelse som fandt sted havde ikke afsæt i religion - men i stammetilhørsforhold. Det er Vesten som har fremkaldt splittelsen, som man har ønsket fra det øjeblik man satte gang i krigene og støttede oprør i Syrien og Iran f. eks. Det er en langsigtet strategi som ligger bag hele cirkuset med Irakkrig etc. som jeg kan forstå du ikke har lyst til at debatere."

Når jeg ikke går ind i diskussionen om USAs almægtighed, hvor nogen mener, at USA styrer alt i Mellemøsten, og derfor opfinder konspirationsteorier, der kan forklare, hvordan USA bar sig ad, så skyldes det, at det efter min opfattelse er en voldsom overvurdering af USAs styrke. Ja, USA ville gerne kunne kontrollere det hele, hvis de kunne. Men det kan de ikke, og udviklingen i Mellemøsten bryder de sig ikke om. (Det er heller ikke med vilje, at USA har tabt alle deres krige siden WW2.)

Saddam var ikke muslim, og han behandlede oftest kristne bedre end muslimer. Men han var militærmand og stammede fra det sunnimuslimske område. Magtkampene mellem sunnier og shiitter er ikke Vestens opfindelse. De har eksisteret i årtier, og Saddam var på sunniernes side, selvom det næppe var af religiøse grunde, men derimod fordi alle hans slægtninge boede i sunniernes del af landet.

Så du har ret i, at konflikten mellem sunnier og shiitter ofte kun delvist har handlet om religion. Men når de kæmper mod hinanden, så er det svært at se nuancerne, og Saddam bekæmpede flere oprør fra det shiittiske område.

Hos kurderne er det anderledes. For kurderne forsøger at holde sammen af sproglige og kulturelle årsager, selvom de er opdelt mellem flere religioner.

Niels Jespersen

@Ernst Petersen Der har aldrig været gnidninger mellem religionerne under Saddam Hussein på det politikse plan - heller eikke det religiøse. Som du kan se af en anden kommentarovenfor fra en som kender irajere der bor her.

Du mener det er konspirationsteori når jeg taler om "USA's almægtighed" etc etc. Det gør jeg ikke. Jeg vil bare igen jenvise dig til de kilder på internettet jeg angav ovenfor - så får du gennemgået beslutningsdeltagernes ageren lageren og laden - inklusive en fremeragende skildring af hvordan legal(!) lobbyisme og magtfulde grupper gennemtvang en zionistisk amerikansk udenrigspolitik - alle i USA som vil være politikere må gøre som disse lobbyer vil -og for at sikre dette får man ved hj. a. penge og støtte på anden vis til de rigtige kandidater fremtvunget at folk fra disse organisationer placeres i de udøvende magtcentre i regering og kongres/senat. Støttet af medierne som ejes af zionister. Du kan se hvordan dette har været tilfældet helt tilbage fra Truman tiden - den eneste præsident som turde gå mod lobbyerne var Eisenhower. Da Bush den ældre prøvede gik det galt. Derfor har der aldrig været nogen fredsproces, og "støtten" til "demokrati i Mellemøsten er altid i form af støtte til fraktioner som ikke er repræsentative for landene i det hele taget (Irans og Syriens "oprørere" som støttes af Vesten er terrorister uden grobund eller samklang med befolkningerne i det hele taget - uanset at der er lidt utilfredshed med Irans og Syriens styre, men helt sikkert ikke noget der kan fremkalde borgerkrig etc som vi nu ser det).

Ernst Petersen

Niels Jespersen, du våser, når du påstår, at der aldrig har været gnidninger, selvom shiitterne gjorde oprør mod Saddam, og selvom hverken sunnierne eller shiitterne nu gider at gøre modstand mod ISIL i det sunnimuslimske område. (Jeg er overbevist om, at dette ændrer sig, hvis ISIL forsøger at fortsætte ind i det shiittiske område.)

Desuden tror jeg ikke på de stupide forklaringer om, at Saddam sendte de irakiske styrker ind i Kuwait 0,5-2 år, før de irakiske atomvåben var klar til brug, for at true USA med "masseødelæggelsesvåben", der derfor kun var biologiske og kemiske våben. For så dumme er der ingen, der er! (Og da slet ikke en diktator, der med stor dygtighed havde holdt sig ved magten i flere årtier!)

Dette viste USAs optræden under resten af krigen da også med al ønskelig tydelighed:

1. USA overvejede i starten et atomangreb på Irak. (Saddam havde anbragt tusinder af amerikanere som "bombeskjolde" i Iraks byer netop for at forhindre det.)

2. USA sendte enorme tropper til forsvar af Saudi-Arabien, selvom ingen troede på, at Irak var nogen trussel mod dette land.

3. USA gjorde for første og eneste gang i historien et fantastisk stort nummer ud af, at netop tropperne i Saudi-Arabien skulle være internationale tropper under FN og officielt kun have rene defensive opgaver. (USA har aldrig gjort noget lignende i andre krige!)

4. Irak begynder at sende Scud missiler mod både landstyrkerne og Tel Aviv, selvom disse enormt dyre våben ikke gør meget skade. Vi fik at vide, at irakerne havde anskaffet dem fra Sovjet, men ombygget dem for at forøge deres rækkevidde på bekostning af præcisionen, så de i den irakiske version kunne ramme ved siden af. Selvom Scud missilerne i denne fase af krigen kun var udstyret med ret uskadelige konventionelle våben, så var de derfor tydeligvis beregnet til masseødelæggelsesvåben, - hvilket jo også forklarer, hvorfor irakerne havde lagt mere vægt på rækkevidden end præcisionen.

5. Da USA endelig bekender kulør og invaderer Kuwait indleder de ikke med artilleribombardementer, som man normalt gør. I stedet fintede de med en skininvasion fra søsiden og kastede derefter alle landstyrkerne ind fra landsiden så hurtig som overhovedet muligt i håb om, at irakerne havde vendt deres kanoner mod søsiden (samt at de på den måde kunne undgå Saddams "masseødelæggelsesvåben").

6. De amerikanske tropper tøver ikke i Kuwait, men fortsætter omgående uden pause ind i Irak, hvor de kaster sig over den republikanske garde, der var Saddams elitetropper.

7. Da elitetropperne er nedkæmpet, forventede alle (på nær Saddam), at de amerikanske styrker ville fortsætte mod Bagdad, og at Saddam derfor var desperat var ved at forberede sin flugt. Men det var han overhovedet ikke. Senere er det kommet frem, at han i stedet havde haft travlt med at redde alle officererne fra den republikanske garde hjem til Bagdad, fordi han skulle bruge dem efter krigen. Dette var lykkedes for ham, hvilket amerikanske officerer senere udtrykte deres ærgrelse over. Men hvorfra vidste Saddam, at amerikanerne ikke ville erobre Bagdad og afsætte ham?

8. Det viste sig hurtigt, at Saddam havde været bedre til at forudse fremtiden end hele verdens journalister. For Bush ville hverken høre tale om at fortsætte mod Bagdad, hjælpe det spirende oprør blandt shiitter og kurder eller tale om fredsbetingelserne. Han erklærede bare krigen for slut og ville have de amerikanske tropper ud af Irak i løbet af højst 14 dage!

9. Bush så fantastisk lettet ud, da han endelig kunne fortælle, at de allersidste tropper var på vej hjem, og først nu ville han være med til at fejre sejren og tale om fredsbetingelser samt kommentere de shiittiske og kurdiske oprør.

Så jeg er ikke det mindste i tvivl om, at USA udmærket var klar over, at de irakiske "masseødelæggelsesvåben" faktisk var atomvåben. (Senere skilte Irak sig af med både Scud missilerne og "masseødelæggelsesvåbnene", hvilket Bush junior bare ikke troede på, at Irak reelt havde gjort.)

Desuden har jeg heller aldrig hørt biologiske og kemiske våben omtalt som "masseødelæggelsesvåben" i andre sammenhænge. Indtil Kuwait-krigen blev denne betegnelse udelukkende brugt om atomvåben. Kemiske våben er desuden også blevet brugt i senere krige uden at blive kaldt "masseødelæggelsesvåben".

Heinrich R. Jørgensen

Hvis krigsgalningene i D.C. indleder en kampagne af angreb mod ISIS fra luften, bliver det næppe alene det irakiske territorium der bliver mål for US's bomber. Det vil være en kærkommen undskyldning også at sprede død i det syriske område - ikke alene mod ISIS, men måske snarere mod de syriske (dvs. al Assads) tropper.

@ Heinrich R Jørgensen
Jeg tror du får ret i, at USA/Nato slår det hele sammen og enten bomber eller indsætter tropper i Syrien og Irak. Det vil glæde Israel, Saudi Arabien og Tyrkiet. Ægypten har lige fået sine penge fra USA og Rusland har travlt i Ukraine.

Ernst Petersen

Det tror jeg ikke på, Stig. For USA er ude af både Syrien og Irak, medmindre Iran blander sig. Gør Iran ikke det, så vil borgerkrigene bare få lov til at gå deres gang.

Så USAs eneste tilbageværende problem er Iran, der sikkert heller ikke rigtigt vil blande sig i Syrien på kort sigt. Derimod er det interessant, hvad der sker i Irak. Men måske vil USA endog holde sig ude af også Irak konflikten selv, hvis Iran blander sig. Ikke af lyst, men fordi USAs alternativer heller ikke ser tillokkende ud. Vi får se, hvad der sker.