Baggrund
Læsetid: 4 min.

Atomaftale med Iran er gået i hårdknude

Forventningerne er skyhøje, og modstanderne er utålmodige. Men med blot to dage til tidsfristen for en permanent atomaftale udløber, har prisen for en fiasko aldrig været højere
Den amerikanske og den iranske udenrigsminister giver hånd den 14. juli forud for endnu en dags forhandlinger i Wien. Men en permanent atomaftale er ikke inden for rækkevidde, og tiden er ved at løbe ud.

State Deparment

Udland
19. juli 2014

For et år siden var det umuligt at forestille sig dette: At forsiden på Irans mest populære reformistiske dagblad, Shargh (Østen), ville være et stort billede af de respektive udenrigsministre fra Iran og USA, der giver hinanden hånden, mens et iransk og et amerikansk flag vajer side om side. Ikke desto mindre var det netop, hvad forsiden viste mandag; et stærkt diplomatisk symbol, der styrker atmosfæren omkring de intense forhandlinger, som i dag runder sin tredje uge. Men det, der ikke måtte ske, er tilsyneladende sket: Atomenergiforhandlingerne er endt i en blindgyde.

»At forlænge forhandlingerne er den eneste vej frem nu. Enten kan parterne forhandle om deres positioner indtil sidste øjeblik, eller også kan de tage den nødvendige politiske beslutning,« siger Zeynab Esmaili, som er journalist på dagbladet Shargh, der dækker forhandlingerne fra Østrigs hovedstad, Wien.

Da de såkaldte p5+1 lande, det vil sige de fem permanente medlemslande af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland, indgik en midlertidig aftale med Iran den 24. november sidste år, var det et enestående politisk gennembrud, der åbnede for at se gamle fjender som nye allierede.

Dina Esfandiary, der forsker i masseødelæggelsesvåben hos den britiske tænketank Internationale institut for strategiske studier, vurderer, at Irans præsident, Hassan Rouhanis, regering satser på en forbedring af relationerne med Vesten, og den kurs er afhængig af atomenergiforhandlingernes udvikling.

»En atomaftale vil også fjerne barrieren for at engagere Iran i andre stridspunkter såsom Irak og Syrien. Hvis der på den anden side slet ikke kommer en atomaftale, vil Iran blive skubbet i armene på alt for villige partnere som Kina og Rusland.«

En vurdering som Zeynab Esmaili er enige i: »Jeg er overbevist om, at det er et politisk krav fra p5+1-landene at opnå en konkret aftale. Det mener jeg, fordi omstændighederne i verden og især i Mellemøsten i dag kræver, at Irans potentialer bliver brugt i forsøget på at finde politiske løsninger.«

Iran vil være fuldt integreret

Ideen med den midlertidige aftale var at skabe et etårigt pusterum, hvor parterne kan forhandle en permanent aftale på plads uden for mediernes søgelys og uden modstandernes politiske pres. Selvom den midlertidige aftale teknisk set først udløber i januar 2015, kan det få alvorlige konsekvenser at overskride tidsfristen allerede nu.

»Hvis en permanent aftale ikke er på plads inden søndag, er det sandsynligt, at betingelserne for den midlertidige aftale skal genforhandles,« siger Dina Esfandiary. »Det er dog uklart, hvad det vil betyde i praksis. Vil Iran eksempelvis få lempet enkelte sanktioner for så til gengæld at fortsætte med at berige uran på nuværende niveau?«

Iran har siden januar levet op til sin del af aftalen med det Internationale Atomenergiagentur. Døgnet rundt er Irans nukleare aktiviteter overvåget, antallet af fungerende centrifuger har ikke oversteget de aftalte 10.000 stykker, og desuden er iranerne gået med til at berige uran under 5 procent i stedet for de 20 procent, landet tidligere producerede.

Tidligere på ugen blev det lækket, at iranerne også er gået med til midlertidigt at fryse deres atomprogram og dermed holde det på det nuværende niveau i nogle år, dog med den betingelse, at landet så vil blive fuldt integreret i det internationale samfund og få løftet de økonomiske sanktioner.

På den anden side er amerikanerne officielt gået med til at anerkende iranernes ret til et atomprogram. Der er dog fortsat en stor kløft mellem parterne, og den amerikanske udenrigsminister John Kerry vendte tilbage til Washington i tirsdags for at drøfte detaljerne med præsident Barack Obama, som naturligvis skal vende det med sit mindre fleksible bagland, Kongressen. USA kræver nemlig, at Iran reducerer antallet af centrifuger betydeligt, hvilket de resterende medlemmer af p5+1-landende støtter op omkring.

Cykelprincippet

Et tweet fra Ali Vaez, senioranalytiker ved International Crisis Group, opsummerer udmærket, hvorfor det såkaldte ’cykelprincip’ er anvendeligt i forbindelse med forhandlingerne:

»Hvis du ikke bevæger dig fremad, falder du.«

Mens alle parter insisterer på, at forhandlingerne ikke må gå i stå, er det desuden et ønske fra EU’s side at få en aftale i hus, før Catherine Ashton til oktober træder tilbage som EU’s udenrigschef. Det er nemlig ikke helt nemt at udskifte centrale figurer uden at skade den tillidssfære, der er bygget op omkring forhandlingerne.

Den aktuelle blindgyde er dog anderledes fra de forrige brudte aftaler mellem Iran og p5+1-landene. Den amerikanske udenrigsministers respekterende tone under pressekonferencen i onsdags var især bemærkelsesværdig, da han mere eller mindre blåstemplede Irans åndelige leders fatwa mod atombomber. Ligeledes har den iranske udenrigsminister været på charmeoffensiv i amerikanske medier for at vinde hearts and minds.

For det er Iran og USA, der er hovedaktørerne i disse forhandlinger, og parterne er hver især gået langt og har over de seneste seks måneder været langt mere kompromissøgende end hidtil for at få en endelig aftale.

»Tre omgange forhandlinger i Geneve og seks omgange forhandlinger i Wien viser, at Iran og USA kan nedbryde det 35 år gamle tabu imellem dem,« siger Zeynab Esmaili. »Men vi ved også, at begge landes regeringer har modstandere inden for egne rækker. Hvis denne aftale falder fra hinanden, bliver det svært for præsident Rouhanis regering at genvinde folkets tillid og håb om forbedring.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dan Johannesson

Lad os håbe det lykkes, og at Obama regerinegn ikke er 100% i PNACs klør. For PNAC outlinede jo jf. General Wesley Clark allerede en uge efter 9/11, at de ville starte krige i 7 lande i mellemøsten: Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Somalia, Sudan, og til sidst Iran. (som det ses er meget af planen allerede implementeret) Se Clark outline planen, som han også selv opfatter som vanvittig her: https://m.youtube.com/watch?v=9RC1Mepk_Sw

Dan Johannesson

Lad os håbe det lykkes, og at Obama regerinegn ikke er 100% i PNACs klør. For PNAC outlinede jo jf. General Wesley Clark allerede en uge efter 9/11, at de ville starte krige i 7 lande i mellemøsten: Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Somalia, Sudan, og til sidst Iran. (som det ses er meget af planen allerede implementeret) Se Clark outline planen, som han også selv opfatter som vanvittig her: https://m.youtube.com/watch?v=9RC1Mepk_Sw

Dan Johannesson

Beklager dobbelt post.

Torben Selch

Min mening om Kerry er stadig:
Den mand kan ikke rode i en lort med en pind - uden at ødelægge begge dele!

"...... og den amerikanske udenrigsminister John Kerry vendte tilbage til Washington i tirsdags for at drøfte detaljerne med præsident Barack Obama, som naturligvis skal vende det med sit mindre fleksible bagland, Kongressen"

og kan man tilføje .. som igen skal tilbage til sine bonus-partnere lobbyisterne, som igen skal tilbage og spørge deres arbejdsgivere - militær, olie og overvågnings-industrien.

Er det ikke vigtigere, at få sat en stopper for det israelske atomvåbenprogram? Israel har jo, imodsætning til Iran, IKKE underskrevet ikke-spredningsaftalen. Og stortset alle eksperter er enig om, at Israel allerede har et lager af atombomber. Det får jo Syriens kemiske våben til, at ligne en mindre parentes. Skal vi ikke se, at få fjernet de israelske atombomber på samme måde, som de kemiske våben i Syrien?

Jesper Wendt

Samt deres kemiske våben.