Analyse
Læsetid: 5 min.

Burka-dommen er en politisk afgørelse

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol valgte i høj grad at tilgodese politiske interesser i Frankrig, da den for nylig godkendte et fransk forbud mod burkaer i det offentlige rum. Herhjemme vil domstolene næppe være lige så forsigtige, hvis de skal afgøre, om et lignende forbud er foreneligt med Grundloven
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har givet grønt lys for fransk forbud mod burkaer i det offentlige rum. Det har fået Dansk Folkeparti til på ny at lufte tidligere forslag om at indføre burkaforbud i Danmark.

Phillipge Huguen

Udland
15. juli 2014

Med en dom, der vil blive diskuteret og endevendt i lang tid fremover, godkendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forleden et fransk forbud mod at bære burka i det offentlige rum. Dommen rejser både spørgsmål om religionsfriheden og dens grænser, om flertallets magt til at definere samfundets normer, samt om hvad det indebærer at være medlem af og tage del i et demokratisk samfund.

Den franske lov blev vedtaget i 2010 af en næsten énstemmig fransk nationalforsamling (kun ét medlem stemte imod!), motiveret af ønsket om at forbyde burkaer i det offentlige rum. Loven er dog udformet som et generelt forbud mod på offentlige steder at bære beklædning, der har til formål at skjule ansigtet – med undtagelse af tilfælde, hvor tildækning er nødvendig. Sanktionen for overtrædelse af forbuddet er en bøde på 150 euro, eventuelt kombineret med et pligtmæssigt kursus i borgerskab og franske værdier.

Belgien indførte et tilsvarende forbud i 2011. I enkelte andre lande har et sådant forbud været diskuteret uden dog at blive gennemført – herunder i Danmark.

Sagen mod Frankrig var anlagt af en muslimsk kvinde bosiddende i Frankrig, som i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning ønskede at bære burka. Hun hævdede, at det franske burkaforbud krænkede såvel hendes ret til at udøve sin religion gennem religiøs påklædning som hendes ret til privatliv – retten til selv at bestemme, hvordan man ønsker at gå klædt.

Den franske regering forsvarede imidlertid forbuddet med det primære argument – foruden hensynet til den offentlige tryghed – at det at skjule sit ansigt og sin identitet fra sine medborgere er i strid med et af den franske republiks grundlæggende principper – ’broderskab’ – fordi en sådan tildækning udgør en hindring for den mellemmenneskelige interaktion og det samliv (’vivre ensemble’), som ligger forudsat i dette princip.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) var ikke i tvivl om, at loven indebar et føleligt indgreb i individets frihed til religionsudøvelse såvel som den mere generelle ret til at klæde sig som man vil som del af privatlivet.

Hensynet til den offentlige tryghed kunne ifølge EMD ikke i sig selv bære et generelt forbud mod burka/tildækning, men alene et forbud begrænset til steder/situationer, hvor der er en generel fare, og hvor det derfor er nødvendigt at kunne identificere folk. Som i Danmark, hvor straffeloven fastslår et maskeringsforbud for deltagere i offentlige forsamlinger (tildækning af bl.a. religiøse grunde er dog undtaget fra forbuddet, så længe forsamlingen ikke udarter sig til uroligheder).

Tilbage stod derfor, om det mere diffuse hensyn til at kunne blive set af sine medborgere som en forudsætning for samfundets ’samliv’ kunne retfærdiggøre det generelle forbud mod tildækning. EMD’s flertal besluttede sig for at svare ’ja’ og dermed godkende det franske forbud.

Politisk dom

Det har dog øjensynlig voldt domstolen en del besvær at finde en konsistent og overbevisende juridisk begrundelse for dette resultat. Domstolene anfører en række synspunkter og argumenter, som stritter i forskellige retninger og til dels er indbyrdes modstridende, for til sidst at måtte ty til den reelle begrundelse: at burka-/tildækningsforbuddet må ses som et udtryk for det franske samfunds valg, og at Mennekserettighedsdomstolen under hensyn til staternes skønsmargin på dette følsomme område må acceptere dette indgreb i individets religionsfrihed og privatliv som ’nødvendigt’.

Nogle vil mene, at Menneskerettighedsdomstolen har handlet både klogt og rigtigt i den franske sag ved at respektere dybfølte nationale forestillinger om samfundsform og medborgerskab, som disse har fundet udtryk i entydige demokratiske beslutninger. Dommen er uden tvivl politisk klog. Det må dog også siges at være en politisk dom. Det ville kræve en del hår på brystet som international domstol at tilsidesætte, hvad en praktisk talt énstemmig folkevalgt forsamling i et af Europas førende lande med stor beslutsomhed og lidenskab har vedtaget – ikke mindst i en tid, hvor Mennneskerettighedsdomstolen i lighed med andre overnationale institutioner er under pres, og hvor en lurende ’kulturkamp’ mellem islam og kristendom tilmed trænger sig stadigt mere på i den politiske debat.

Det ville også potentielt udfordre domstolens egen autoritet, fordi det slet ikke er utænkeligt, at Frankrig ville nægte at anerkende en dom, der underkendte burka-forbuddet som menneskeretsstridigt.

Samme hensyn var utvivlsomt medvirkende til, at Menneskerettighedsdomstolen tilbage i 2011 noget overraskende godkendte, at Italien kunne fortsætte med at have krucifikser hængende i alle skoleklasser som udtryk for den katolske tro.

Andre vil mene, at domstolen med dommen har blåstemplet en indskrænkning af den pluralisme, domstolen ellers selv igen og igen har fremhævet som et ægte demokratis varemærke, og dermed har svigtet sin egen og menneskerettighedernes fornemmeste funktion: at beskytte udsatte mindretal mod samfundsflertallets intolerance og overgreb.

DF foreslår forbud

Et lille mindretal i EMD – bestående af den tyske og den svenske dommer – var således lodret uenige i flertallets dom. Deres dissens, som juridisk set forekommer noget mere tvangfri og sammenhængende end flertallets dom, fremhæver, at mennesker i et demokratisk samfund baseret på pluralisme og tolerance må have frihed til at klæde sig, som de vil – herunder tildække ansigtet - så længe, dette ikke er uforeneligt med tvingende samfundshensyn. Hensynet til ’samliv’ med medborgere som begrundelse for et forbud mod tildækning betegner mindretallet som vagt og ’langt ude’ og desuden ikke gennemført konsekvent, når man fortsat er fri til at gå med solbriller eller frisurer, der dækker ansigtet. Stik imod den af Frankrig påberåbte ideologi fastslår mindretallet samtidig, at andre mennesker ikke har krav på at kunne se éns ansigt; tværtimod er det en del af individets frihed at skærme sig fra andres blik – man har ret til at være en ’outsider’.

Hvorom alting er, vil Menneskerettighedsdomstolens kontroversielle dom utvivlsomt blive brugt politisk, også uden for Frankrig. I Danmark har dommen allerede fået Dansk Folkeparti til på ny at lufte et tidligere forslag om at indføre et burkaforbud.

Hvorvidt et sådant forbud kan gennemføres uden at komme i konflikt med menneskerettighederne beror dog ikke kun på forholdet til Menneskerettighedskonventionen. Vor egen Grundlov rummer også et princip om religionsfrihed, ligesom den forbyder diskrimination på grund af religiøst tilhørsforhold, men samtidig udelukker, at man på grund af sin religion kan gøre krav på at blive undtaget fra almindelige borgerpligter.

Hvorvidt et dansk burkaforbud er foreneligt med Grundloven, vil det i givet fald alene være op til de danske domstole at afgøre – og her skal man næppe vente helt samme berøringsangst, som Menneskerettighedsdomstolen udviste i den franske sag.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og bidrager med kommentarer og analyser i Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaj Spangenberg

Udgangspunktet må være klart: Respekt for at mennesker er forskellige med forskellige meninger, holdninger og religion, og at man kan gå klædt, som man vil inden for nogle definerede grænser for sædelighed. Man kan spadsere i klovnetøj eller med stiv flip og butterfy eller andet "funny" klædning.
Men niqab sætter en grænse.
Her kan personen bag indhylningen ikke identificeres, og det må sidestilles med at gå med elefanthue, så kun øjnene ses.
Hvis kvinder ønsker at gå med niqab, må de gøre det inden døre. Det skal være forbudt i det offentlige rum. Det er et valg, den enkelte muslimske kvinde må foretage. Gerne niqab - men ikke ude blandt andre mennesker.
Forbyd det!
Det undrer mig i øvrigt, at vi ikke forlængst har oplevet f.eks. bankrøvere i niqab. Altså, mænd i islamiske kvindeklæder, som er alle tiders dække for at afsløre, hvem man er.

randi christiansen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

tilladt maskering i det offentlige rum : niqab - sorte slyngel er på spil