Læsetid: 3 min.

Diplomatflugt er tegn på kaos i Libyen

Rivaliserende militsgrupper i Libyen har blokeret parlamentet siden valget i sidste måned, lukket Tripolis internationale lufthavn og skabt international frygt for, at landet er på vej til at blive en fejlslagen stat
En maskeret mand bærer våben på gaden i Benghazi. Kampe mellem hæren og islamister dræbte i weekenden 28 personer, primært soldater.

Abdullah Doma

30. juli 2014

Når diplomater bliver evakueret, tyder det aldrig på, at situationen i et land er særlig god. Sådan er det også med Libyen, hvor voldsomme kampe mellem rivaliserende militser har medført lukning af den internationale lufthavn, lammet alt liv i Benghazi og fået udlændinge til at forlade landet. En stor brand, som raser på et brændstofdepot i nærheden af Tripoli, er symbolet på en situation, der nu ser ud til at være faretruende ude af kontrol. Næsten tre år efter at Nato-støttede oprørere væltede Muammar Gaddafi, befinder det nordafrikanske land sig igen i en dyb krise. Det er stadig en kæmpestor opgave at gøre centralstaten i stand til at bekæmpe et væld af konkurrerende væbnede grupper. Parlamentet har siden valget i slutningen af juni været lukket på grund af interne magtkampe. Tusindvis af tidligere oprørere, der bekæmpede Gaddafi i 2011, er nu ansat af staten, men landets hær er fortsat svag og ineffektiv:

»Problemet er, at der som følge af borgerkrigen ikke længere er noget centralt sikkerhedssystem,« siger George Joffé, geografiprofessor og konsulent med speciale i Nordafrika: »Det er tilsyneladende ikke på nogen måde muligt for regeringen at få kontrol over de forskellige militser og dermed skabe reel sikkerhed.«

Ingen lov og orden

Konflikterne indgår i en bredere kamp om ideologi og magt mellem libyske islamister og deres modstandere, som man også kender fra andre steder i den arabiske verden – især fra nabolandet Egypten – men som også handler om lokale og regionale interesser. I det kaos, der hersker nu, er der helt sikkert nogle libyere, der savner den relative stabilitet under Gaddafis undertrykkende regime, men mange holder ham til ansvar for den lammende opsplitning af det politiske liv i landet gennem sine 42 år ved magten. Bestræbelserne på at fremme den politiske dialog med USA, Storbritannien og de EU-lande, der støttede opstanden og Natos indgriben i 2011, og som fejrede Gadaffis fald som en sejr for demokratiet, har ikke nyttet meget.

Eksperter mener, at der har været for meget fokus på terrorbekæmpelse – opmærksomheden har især været rettet mod forkæmperen for »libysk værdighed«, tidligere general Khalifa Heftar – og ikke tilstrækkeligt på politisk inddragelse som vejen til national forsoning.

»Libyens politiske ledere har aldrig løst de uoverensstemmelser, som opstod mod slutningen af revolutionen,« siger en diplomat, som stadig er i Tripoli, og fortsætter: »Det er det, der har fået polariseringen til at udarte sig. De folk, vi taler med, har ingen kontrol over drengene ved frontlinjen. Der hersker en straffrihedskultur. Der er ingen lov og orden.«

Nødvendig infrastruktur

Det er svært at overvurdere den indvirkning, det vil få på udenlandske investorer og den generelle internationale tillid, at regeringen ikke kontrollerer hovedstadens lufthavn, som er blevet delvist ødelagt af de sidste 14 dages kampe.

Den største fare er, at Libyen bliver en fejlslagen stat og dermed risikerer følger – f.eks. spredning af våben, terrorisme og flygtningestrømme – der vil påvirke såvel arabiske og afrikanske naboer som de stadigt mere bekymrede europæere direkte.

Udlandet bekymrer sig til dels om Libyen på grund af landets olie, men som følge af kampene mellem stammer, etniske grupper og militser må de grundlæggende politiske spørgsmål løses, før den kan flyde frit:

»Det er næsten umuligt at gøre indrømmelser over for én gruppe uden at gøre konkurrenterne vrede,« påpegede det amerikanske forsvarskonsulentfirma Stratfor for nylig, »og næsten alle de rivaliserende grupper er i stand til at tage kontrol over og blokere nødvendig infrastruktur som for eksempel lufthavne, pumpestationer, olieraffinaderier og eksportterminaler.«

De diplomater, som er blevet evakueret, kan sendes tilbage, selv om USA nok vil være ekstra forsigtige på grund af ambassadens placering på den farlige vej til lufthavnen i Tripoli og drabet på ambassadøren Chris Steven i Benghazi i 2012. Storbritanniens ambassadør, Michael Aron, der er blevet i landet med stærkt reduceret personale, sendte i anledning af Eid-festen en hilsen til alle muslimer, og navnlig til alle libyere, med »håb om, at 2014 bliver forsoningens år«.

Oversat af Mads Frese.

© The Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu