Fælles faglig front mod ISDS
Samtidig med at EU-Kommissionen i morgen afslutter sin offentlige høring om det kontroversielle tvistbilæggelsessystem, ISDS, som p.t. er en del af forhandlingen om en transatlantisk frihandelsaftale, kræver de to største faglige sammenslutninger i USA og EU, at ISDS bliver fjernet helt.
»Som et levn fra den miskrediterede æra af markedsfundamentalisme udnyttes ISDS af private aktører til at begrænse de valg, demokratiske samfund kan træffe om, hvordan man bedst værner offentlighedens interesser,« skriver European Trade Union Confederation (ETUC) og American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations (AFL-CIO) i en fælles appel om frihandelsaftalen TTIP mellem EU og USA, som fra mandag skal forhandles for sjette gang.
ISDS vil give internationale virksomheder ret til at kræve erstatning af et lands regering ved en voldgift, der opererer uden for og over de nationale domstole, hvis regeringen træffer beslutninger, der fratager en virksomhed forventet indtjening.
»TTIP må som noget centralt have stat til stat-aftaler og veje til konfliktløsning. Den må afvise alle mekanismer, inklusive ISDS, der tillader virksomheder, banker, hedgefonde og andre private investorer at omgå normale retslige, lovgivningsmæssige og domstolsbaserede processer,« skriver de to faglige sammenslutninger med over 70 mio. medlemmer. De anfører, at »selve eksistensen af ISDS er en forbandelse for demokratiet«.
I fælleserklæringen forlanger ETUC og AFL-CIO åbenhed om TTIP-forhandlingerne samt fokus på arbejdstagerrettigheder, bæredygtighed, sundhed og forbrugerbeskyttelse i centrum: »Hvis forhandlerne ikke forfølger disse mål, må forhandlingerne droppes.«
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »