Forskere konkluderer: Økologisk mad er sundest

Den største undersøgelse af sin art til dato påviser klare helbredsfordele ved at vælge økologisk frem for konventionelt dyrkede afgrøder. Det er dog ikke alle ernæringsforskere, der er overbeviste
Københavnere hjælper hinanden med at pakke økologiske grøntsager i poser i Fødevarefællesskabets butik på Korsgade på Nørrebro. Det er længe blevet diskuteret, hvorvidt det reelt er sundere at spise økologisk mad end ikke-økologisk. Nu fastslår det hidtil største forskningsprojekt, at det er sundere.

Københavnere hjælper hinanden med at pakke økologiske grøntsager i poser i Fødevarefællesskabets butik på Korsgade på Nørrebro. Det er længe blevet diskuteret, hvorvidt det reelt er sundere at spise økologisk mad end ikke-økologisk. Nu fastslår det hidtil største forskningsprojekt, at det er sundere.

Lærke Posselt
16. juli 2014
Delt 369 gange

Økologiske fødevarer har flere af de antioxidantforbindelser, som antages at spille en væsentlig rolle, når det gælder et bedre helbred, end almindelig mad har. Samtidig har de et lavere indhold af giftige metaller og pesticider.

Det viser den mest omfattende videnskabelige undersøgelse, som til dato er gennemført af ernæringsforskere. Forskerholdet, der ledes af professor Carlo Leifert fra Newcastle University, konkluderer, at der er »statistisk signifikante, meningsfulde« forskelle inden for et bredt udsnit af antioxidanter, der findes i »væsentligt højere« koncentration – mellem 19 og 69 procent – i de økologiske fødevarer.

Det er den første undersøgelse af sin art, som hævder at have påvist så klare og vidtrækkende forskelle mellem økologiske og konventionelle frugter, grøntsager og korn.

Forskerne siger, at de forhøjede niveauer af antioxidanter i den grønne økologiske kost giver en lige så stor helbredsfordel, som hvis man husker at tilføje en til to af de daglige fem portioner frugt og grøntsager, som det anbefales at indtage.

Forskningsresultaterne har allerede fået den længe ulmende debat om, hvorvidt økologiske fødevarer er sundere for mennesker, til at blusse op igen.

Blandt de skeptiske røster, som har meldt sig, er Tom Sanders, professor i ernæring ved Kings College i London.

Sanders medgiver, at forskningen synes at dokumentere klare forskelle:

»Spørgsmålet er bare, om de ligger inden for den naturlige variation? Og om de er ernæringsmæssigt relevante? Jeg er ikke overbevist«.

Sanders siger, at Leiferts forskning også tidligere har afstedkommet kontrovers.

»Leifert har ofte rodet sig ud i skænderier med forskerkolleger. Jeg vil mene, at han oversælger denne undersøgelse en smule,« siger han og tilføjer, at anden forskning for eksempel viser, at økologiske kornprodukter indeholder mindre protein end konventionelle afgrøder.

Torpederer myte

Den nye undersøgelse er ikke desto mindre fagfællebedømt og udvalgt til offentliggørelse i det respekterede videnskabelige tidsskrift, British Journal of Nutrition.

Dens resultater bygger på analyser af 343 fagfællebedømte undersøgelser fra hele verden – et højere tal end nogensinde før – der undersøger forskelle mellem økologiske og konventionelle frugter, grøntsager og korn.

»Det afgørende vigtige ved denne forskning er, at den torpederer myten om, at hvordan vi dyrker vores afgrøder slet ikke skulle have konsekvenser for kvaliteten af ​​den mad, vi spiser,« siger Helen Browning, leder af ngo’en Soil Association, som kæmper for udbredelse af økologisk landbrug.

Planter producerer mange af deres antioxidantforbindelser som en slags selvforsvar mod skadedyrsangreb, så når deres niveau bliver højere i økologiske afgrøder, kan det hænge sammen med fraværet af beskyttelse med kemiske sprøjtemidler.

Men forskerne siger, at også andre faktorer kan spille ind, herunder det forhold, at de økologiske sorter, som avles frem, typisk vil være mere modstandsdygtige, mindre sårbare.

Leifert og hans kolleger konkluderer, at et højt niveau af antioxidanter »tidligere er blevet knyttet sammen med en mindsket risiko for kroniske sygdomme, herunder hjertekarsygdomme, neurodegenerative sygdomme og visse kræftformer«.

Men de konstaterer også, at der endnu ikke er gennemført langsigtede undersøgelser, der dokumenterer klare helbredsfordele ved en bred økologisk kost.

Forskerne fandt meget højere niveauer af cadmium, et giftigt metal, i de konventionelle afgrøder. Pesticidrester blev også fundet fire gange så hyppigt i konventionelle afgrøder som i økologiske fødevarer. Deres forskning er støttet af EU og økologiske landbrugsgrupper.

Forskningsresultaterne vil med sikkerhed blive udsat for kritik. En indvending kan være, at inddragelse af så mange undersøgelser i analysen kan betyde, at også forskning af dårlig kvalitet bliver medtaget, hvilket igen kan forvrænge resultaterne.

Forskerholdet har dog i et vist omfang taget højde for dette og gennemført såkaldte ’følsomhedsanalyser’, hvor de fandt, at selv ved udelukkelse af de svagere undersøgelser ændrede de overordnede resultater sig ikke markant.

De højere niveauer af cadmium og pesticider i de konventionelle produkter var langt under de foreskrevne grænseværdier, men her påpeger forskerne, at cadmium akkumuleres over tid i kroppen, og at pesticid-grænserne opgøres individuelt, ikke for den samlede cocktail af kemikalier, der anvendes på afgrøder.

En yderligere kritik er, at de konstaterede forskelle muligvis snarere skal henføres til forskellige klima- og jordtyper end til de økologiske dyrkningsmetoder. Men her mener forskerne, at netop fordi de kombinerer et så stort antal undersøgelser, må disse eventuelle forskelle anses for udlignet.

Sammensætning er afgørende

Den største kritik vil dog gå på konklusionen om de potentielle sundhedsmæssige fordele. Den seneste større analyse (fra 2012), som byggede på 223 undersøgelser, fandt ikke klare beviser:

»I den publicerede forskningslitteratur savnes stærke beviser for, at økologiske fødevarer er betydeligt mere nærende end konventionelle fødevarer,« lød konklusionen dengang.

Dette var også konklusionen i de tidligere, mindre undersøgelser, som i 2009 blev offentliggjort af The American Journal of Nutrition og det britiske Food Standards Agency, selv om sidstnævnte kun bestod af 11 studier. 2012-undersøgelsen gjorde dog opmærksom på, at det kan hjælpe folk til at undgå pesticidrester, hvis de spiser økologiske fødevarer. Sanders er ikke overbevist:

»Man kan ikke forbedre sin ernæringstilstand alene ved at spise økologisk mad,« insisterer han:

»Det afgørende er sammensætningen af det, du spiser, ikke om det er økologisk eller konventionelt. Det handler om at spise rigelige mængder af frugt og grøntsager i det hele taget. Økologi drejer sig først og fremmest om livsstil. Om den moralske tilfredsstillelse ved at spise mad, der ikke er dyrket med kemikalier og ikke dyrket af agroindustriens big business-selskaber«.

Han tilføjer, at økologisk landbrug dog også har det fortrin, at det afhjælper jordforringelse og hindrer, at overskydende gødning forurener vandløb.

En meningsmåling gennemført af Soil Association viser, at de respektive hensyn til at spise en sund kost (55 procent) og undgå kemikalierester (53 procent) er de vigtigste parametre, som forbrugere angiver som årsag til at foretrække at købe økologiske varer.

Men også omsorg for miljøet (44 procent) og dyrevelfærd (31 procent) er grunde, som tæller. Det samme gør smag (35 procent).

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Dennis Berg

Selvfølgelig er ikke alle ernæringsforskere enige. Sådan er vi desværre bygget: Hvis der er beviser mod en politisk overbevisning, der ligger dybt i os, så er vi ude af stand til at komme til den uundgåelige konklusion, uanset hvor nem den burde være at se.

Der er megen ideologi og der er mange penge involveret i den rette narrativ på dette område.

http://www.alternet.org/media/most-depressing-discovery-about-brain-ever

Brugerbillede for Dennis Berg

Det sjove er at observere, at jo mere vores samfund bygger på et negativt element og jo flere penge der er involveret i det, jo mere skinger bliver tonen. Dette ses tydeligst i forskningen omkring fødevarer og global opvarmning.

Séralini udgav i 2012 en artikel, som viste alvorlige helbredsproblemer i forbindelse med Monsantos Round-up Ready GMO majs, blev udsat for så sønderlemmende et bombardement, at artiklen helt imod sædvane og helt urimeligt blev trukket tilbage af det udgivende blad.

Men nu er den blevet gen-udgivet, og på nuværende tidspunkt har den været igennem 3 forskellige peer-review-processer - et uhørt antal i forskerverdenen. Det fortæller lidt om, hvor massivt presset er fra de økonomiske interesser på visse områder, hvor videnskaben bevæger sig.

http://www.alternet.org/food/major-study-demonstrates-monsanto-gmo-corn-...

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det hjælper heller ikke med oplysning og fakta, når mennesker er så autoritetstro over for hvad sundhedsstyrelsen, lægerne, eksperterne og medierne fortæller dem.
Det er op ad bakke at orientere om medicinske bivirkninger og sundhedsfarlige stoffer som f. eks MSG (tilsætningsstof/ smagsforstærker - 3 krydderi - som tilsættes næsten al færdiglavet mad og som skaber afhængighed og overvægt).

Med hensyn til økologi - så er der også en ekstra fordel - det smager simpelthen bedre :)

Brugerbillede for Bjarne Falk Rangård

Økologi er den naturlige måde at producere fødevarer på. At det også tilsyneladende er sundere er da kun et ekstra plus.
Men forskning der ikke harmonerer med maksimalt økonomisk udbytte af enhver produktion vil altid være op af bakke. Det er jo de seriøse økonomer der ved hvad der er rigtigt uanset hvad der forskes i.
Skal der for alvor gang i økologisk produktion i et markedsorienteret samfund som vores skal afsætningen sikres.
Det gøres enklest ved
1 At pålægge al ikke økologisk en forureningsafgift
eller
2 fritage økologisk varer for MOMS eller give dem en reduceret moms

Samtidig kan vi pålægge en transportafgift på alle levende dyr der transporteres for at blive slagtet.
Det sikrer arbejdspladser i Danmark

Brugerbillede for Henrik Fleischer

Drop Ø-mærkningen, indfør HP-mærkning. Det er lidt besynderligt, at en kun ca. 100 år gammel dyrkningsmetode, baseret på herbicider og pesticider, kaldes "konventionel". Ægte konventionelt landbrug er vel økologisk, som det har været de første 5000 år af menneksets landbrugskarriere?

En HP-mærkning kunne være sjov, især hvis kravet var at alle HP-stoffer anvendt i produktionen af en fødevare skulle listes på pakningen. Sikke nogle store pakninger, vi så måtte have, og mon ikke flere ville vælge ægte konventionelt?

Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen

Jeg kan ikke være mere ligeglad med hvad forskellige, korrumperede eller ej, professorer eller andre mener eller ikke mener om økologiske/ konventionelle fødevarer.
Enhver med bare en smule fornuft kan sige sig selv, at hvis der ikke tilføres giftstoffer, når der produceres og avles fødevarer, så vil de naturligvis være sundere at spise, og vi kan undgå, at folk får alle mulige sygdomme og allergiske symptomer, som så efterfølgende koster det hvide ud af øjnene.
Men selvfølgelig:
BNP bliver forøget i begge ender af fødekæden, så at sige.
Så klapper politikere og økonomer i deres klamme små hænder og tager æren, for nu er " vi allesammen blevet rigere", og kan vi ikke alle mærke, at den " forøgede velstand" klør gevaldigt i bukserne.

Brugerbillede for Morten Sørensen

Hvis ellers nettoudbyttet er stort nok, må vi vel hen ad vejen regne med en vis resistensreaktion på skidtet, så alle i virkeligheden bliver fysisk sundere og stærkere af en rimelig portion pesticider.
Hvad der så sker i selve knolden på de intimiderede/forgiftede forbrugere (og magthaverne selv), må vi foreløbig lade stå hen i det uvisse. Men som verden og tænkningen udvikler sig, må man forsigtigt formode, at det giver god mening med et støt stigende BNP i symptom- og behandlerenden, mens aktierne og formuehajerne sørger for den endelige succes.
Der er penge at tjene overalt. Ikke mindst på eklatant dumhed midt i rigdommens svøbe.

anbefalede denne kommentar