
To trænerlegender har tegnet VM i Brasilien: Louis van Gaal og Marcelo Bielsa. Den ene står i spidsen for Holland. Den anden har præget store dele af moderne fodboldfilosofi. I år dog fra sidelinjen og som tilskuer til sit elskede Chile, der måtte se sig slået af Brasilien i den første knockout-kamp.
De chilenske fans kalder Bielsa for El Loco, ’galningen’. Chile har altid levet i skyggen af mastodonter som Argentina, Brasilien og Uruguay, og ved sidste VM i 2010 var det 12 år siden, de sidst var med til VM. Men da Bielsa ankom i 2007, skete der en revolution. Chile sluttede på andenpladsen i kvalifikationspuljen, kun overgået af Brasilien.
Bielsa førte Argentina til VM i 2002, hvor de på forhånd var udråbt til favoritter. De blå-og-hvidstribede blev dog hurtigt slået ud. Forklaringerne stod i kø: Holdet havde ikke den fysik, Bielsas taktik krævede. Juan Verón var placeret for langt fremme på banen. Den sydkoreanske varme drænede sydamerikanerne. Set i bakspejlet er det mest sandsynlige, at Argentina toppede for tidligt. Onde tunger vil måske mene, at det samme er sket for Chile to slutrunder i træk.
Bielsas filosofi består af tre kardinalpunkter:
For det første fysisk styrke. Chilenerne løber vanvittigt meget, både med og uden bolden. De har et højt genpres, som hele tiden søger at kickstarte deres lynhurtige omstillingsspil, men som desværre også resulterer i en sværm af gule og sågar røde kort.
Det andet punkt handler om dynamik på grønsværen. I udgangspunktet stiller Chile med et tremandsforsvar, som dog kan suppleres med en defensiv midtbanespiller. Bielsas ekstremt offensive formation kræver også, at midtbanen evner at forvandle sig fra en kompakt ’diamant’ – karakteristisk for klassiske 4-4-2-systemer – til offensiv bredde med to wingbacks på flankerne, der kan assistere de fire forreste.
For det tredje hylder Bielsa princippet om un enganche y tres punta, hvilket betyder én playmaker og tre forwards. Bielsas 3-3-1-3 er et system med høj risiko, konstant offensiv og meget højt genpres.
Der kan både spilles i en kile op i banen og i en mere traditionel brasiliansk stil, hvor hele bredden udnyttes, og meget ofte vil chilenerne angribe med syv, nogle gange helt op til ni mand. Det voldsomme pres kombineret med et centralt forsvar, der i realiteten står lige så højt som en normal midtbane, og en målmand, som ofte bliver en slags sweeper, kan dog også fange chilenerne på det forkerte ben.
Dernæst vil Bielsa altid udpege en midtbanespiller, som enten er parat til at dække ekstra op bagved i det centrale forsvar eller løber ud i siden, fordi wingbacken er fanget højere oppe.
En mytisk figur
Og endelig fraviger Bielsa ikke princippet om, at der altid skal være én – og kun én – spiller mere i det defensive forsvar end modstanderens angreb. I praksis betyder det, at Chile vil benytte 3-3-1-3, når de angriber, og 4-2-3-1, når de forsvarer eller lægger pres.
Den nuværende Chile-træner, Jorge Sampaoli, er en kæmpe fan af Bielsa. Og det forsømmer han ingen lejlighed til at sige.
»Jeg så Bielsa som en mytisk figur. Jeg lyttede intenst til alt, hvad han sagde. Faktisk havde jeg en del af hans snak på kassettebånd, som jeg hørte, når jeg joggede,« har Sampaoli fortalt til den argentinske avis Olé.
Bielsa smuttede videre til Athletic Bilbao i 2011, og Claudio Borghi blev hentet ind som træner for det chilenske landshold. Det var ikke noget lykkeligt ægteskab. Stjernen på holdet, playmakeren Jorge Valdivia, blev sat af holdet, og seks nederlag i streg – tre af dem i kvalifikationsrunden til VM 2014 – var tæt på at slå holdet i smadder.
Fortsatte hvor Bielsa slap
Jorge Sampaoli tog over i december 2012 og tordnede fra begyndelsen Bielsas filosofi.
»Det afgørende var at fortsætte, hvor Bielsa slap,« sagde Sampaoli til FIFA’s website.
»På en eller anden måde lever Bielsas mentalitet stadig i hovederne på spillerne. De kender hans metoder og den dér særlige følelse for spillet, han implementerede i dem. Det var lettere for mig end for Valdivia, fordi jeg har fulgt Bielsa lige siden 90’erne. Jeg synes virkelig, at Marcelo er en af de største trænere i fodboldhistorien. Han er i en liga for sig,« udtalte Sampaoli.
Men der er jo en anden nerve i fodbold. Én, der udgår fra Louis van Gaal. Hollænderens måde at spille fodbold var aldrig så boldbesiddende som Rinus Michel eller Johan Cruyff.
Alligevel er der noget umiskendeligt Oranje over van Gaals stil, som man har kunnet se i hans tid i Ajax, Barcelona og Bayern München.
Louis van Gaal er pragmatiker. I år spiller han med 3-5-2 og har en kort snor i Wesley Sneijder. Men den romantiske arv fra Marcelo Bielsa lever videre. Den er ikke bare kynisk nok til pokaler.