Læsetid: 4 min.

’Hvorfor glemte alle Syrien, da det begyndte i Gaza?’

Der er grænser for mediernes økonomiske og menneskelige ressourcer, ligesom mediebrugernes reserver af empati heller ikke er uudtømmelige. De to kriser i Mellemøsten er adskilte, men forbundne på mange måder
29. juli 2014

 

Det er en indlysende sandhed, at medieorganisationer og brugere har svært ved at overkomme mere end én større international krise ad gangen:

Hvis krigen i Gaza i forvejen var en meget stor historie, så gjorde nedskydningen af Malaysia Airlines’ Flight MH17 i Ukraine overbelastningen næsten ubærlig. Men hvad med Syrien, hvor der i løbet af de seneste blot 10 dage er rapporteret 1.700 dødsfald?

Opstanden mod Bashar al-Assad har været den største og mest langvarige historie om det, der før blev kaldt »det arabiske forår«. Situationen i krigen har for nylig ændret sig på grund af regeringens militære succeser, interne stridigheder blandt oprørerne, den militante IS-bevægelses (tidl. kendt som ISIL, red.) erobringer i både Syrien og Irak samt vedholdende og lammende splittelse i det internationale samfund. Det er svært at rapportere om det:

Journalister kan sjældent få visum til Syrien, og de, der får det, bliver kontrolleret grundigt. Rapportering fra oprørernes side med indrejse fra Tyrkiet er yderst farligt.

Det er meget lettere at komme ind i det belejrede Gaza, hvor de fleste internationale nyhedsorganisationer nu er repræsenteret. De økonomiske og menneskelige ressourcer bliver strakt til det yderste.

Forbundne årsager

Syrien har på det seneste oplevet 700 dræbte i løbet af blot to dage i Homs-området og nogle hundreder mere i kampe mod IS omkring oliefelterne i Deir al-Zor. Hvis man har lyst til at lave et makabert regnestykke, så er det stadig en mindre andel af befolkningen sammenlignet med de 1.000 palæstinensiske dødsfald ud af Gaza-stribens 1,8 mio. indbyggere. Men flere måneder inden krigen brød ud i Gaza, havde vi vænnet os til voldsniveauet i Syrien. Eller som en libysk kvinde skriver på Twitter:

»Min 10-årige datter spurgte mig: ’Hvorfor glemte alle alt om Syrien, da det begyndte i Gaza?’ Jeg måtte desværre svare: ’De glemte om Syrien for lang tid siden.’«

De to kriser i Mellemøsten er adskilte, men forbundne på mange måder. Syriens statskontrollerede medier har rapporteret om »den zionistiske fjendes« luftangreb og beskydninger – i et sprog som er velkendt efter årtiers konflikt. De viser billeder af døde palæstinensiske børn, der på uhyggelig vis minder om de unge ofre for Assads bombninger, som dog ikke bliver vist på det statslige tv. I nogle tilfælde er fotografier, som er taget i Aleppo, blevet lagt ud på de sociale medier, som om de var taget i Gaza, og som om de ægte billeder derfra ikke var slemme nok. Det seneste kapitel i den ulige krig mellem Israel og palæstinenserne har givet Assad lejlighed til at støve den gamle fortælling om »modstandsaksen« af – den omfatter Syrien og landets loyale allierede, Iran og Hizbollah. Man skal dog huske på, at Hamas blev tvunget til at opgive sit hovedkvarter i Damaskus, fordi palæstinenserne ikke kunne få sig selv til at være modstandere af den syriske opstand, hvilket er en af årsagerne til organisationens nuværende svaghed – og måske også til den desperate beslutning om at gå i krig mod en langt overlegen fjende. Syrernes fjendtlighed over for nabolandet mod syd er reel nok. Israel har besat Golan-højderne og undertrykker palæstinenserne (som før i tiden havde det bedre i Syrien end i noget andet arabisk land), selv om Assad – ligesom hans far før ham – har udnyttet den palæstinensiske sag til sine egne formål.

»Nu hvor den arabisk-israelske konflikt er tilbage i rampelyset, står Assad igen i en bekvem position,« mener Nadim Shehadi fra tænketanken Chatham House: »Regimet bruger konflikten til at legitimere sig selv, mens oppositionen ignorerer den og stiller krav, som ikke har nogen forbindelse til den.«

Selektiv opmærksomhed

Hvis man sætter de to krige ind i en sammenhæng, skaber det øjeblikkeligt kontroverser. Kommentatorer, der betragtes som Israels støtter, beskyldes for at bruge Syrien til at »aflede opmærksomheden fra Israels krigsforbrydelser i Gaza« eller for at være ivrige efter at stille Assad til ansvar, mens de glemmer alt om Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Mange af den palæstinensiske sags tilhængere støtter den syriske præsident i kampen mod oprørere, der betragtes som fanatiske jihadister, som finansieres af sekteriske og reaktionære golfstater, og samtidig bliver de mere moderate og demokratiske elementer i oppositionen overset.

Israelere og deres tilhængere klager over »selektiv forargelse« og antyder ofte, at der ligger antisemitiske motiver bag. Det står dog ikke klart, hvordan tættere mediebevågenhed på Syrien eller mindre fokus på Gaza skulle kunne bidrage til løsningen på det palæstinensiske spørgsmål, medmindre løsningen skulle være en mere effektiv propaganda. Assads modstandere klager over »den selektive internationalisme«, som er modstander af »kollektiv afstraffelse og massemord på palæstinensere og arabere i et land begået af en regering, men støtter eller retfærdiggør kollektiv afstraffelse og massemord i nabostaten, når gerningsmanden er en anden regering«.

At kalde de syriske og palæstinensiske kampe for »én revolution og én udelelig frihedskamp« er måske nok et bevægende slogan, men det overser de mange forskelle mellem de to krige. De har dog én vigtig ting til fælles: Siden sammenbruddet i forhandlingerne i Genève i februar, som FN støttede, har der ikke været fredsforhandlinger om Syriens fremtid. Det samme har været tilfældet for Palæstina og Israel, efter at John Kerrys langvarige mæglingsindsats i april løb ud i sandet. Lærestregen for det internationale samfund, som er godt træt af konkurrerende historier om blodbad i Mellemøsten, er, at problemer, der bliver fejet ind under gulvtæppet, kun bliver værre med tiden, og at de altid får forfærdelige menneskelige omkostninger.

Ian Black er Mellemøsten-redaktør for The Guardian.

Oversat af Mads Frese.

© The Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Veigert
Rune Veigert anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Sikke noget pjat.
Syrien blev glemt lang tid før den nuværende eskalation i Palæstinakonflikten.

Syrien blev glemt lang tid før Vinter-OL, oprør i Ukraine og ISIS fremmarch. Før Syrien blev glemt, glemte vi Sudan, Somalia, Egypten, Afghanistan osv osv.