Læsetid: 6 min.

Israels fredsbevægelse døde i Oslo

Den tidligere så stærke israelske fredsbevægelse er sygnet hen, og de få resterende aktivister står tilbage uden indflydelse eller venner. Paradoksalt nok begyndte nedturen med en sejr
Palæstinensiske Sheyma al-Masri på fire år er indlagt på  Al-Shifa-hospitalet i Gaza efter at være blevet såret i bl.a. maven, underlivet og i skuldren under et israelsk luftangreb.

Ashraf Amra

17. juli 2014

Tel Avivs gader er stuvende fulde. Fredsbevægelsen Fred Nu har samlet anslået 400.000 mennesker i protest mod massakrerne på palæstinensiske flygtninge i Sabra- og Shatila-lejrene i Beirut i Libanon. Bevægelsen er en reel magtfaktor i israelsk politik og lægger hårdt pres på regeringen for at iværksætte en undersøgelse af hændelserne.

»Der findes et andet Israel, der lever på sin samvittighed, ikke kun på sit sværd, et land af konstruktivitet og menneskelig værdighed,« tordner oppositionens leder, arbejderpartiets Shimon Peres, ved demonstrationen.

Datoen er 28. september 1982, og den israelske fredsbevægelse nyder sin måske stolteste stund, da presset kort efter giver pote, og regeringen indleder en undersøgelse, der finder Israel »indirekte ansvarlig« for massakrerne, som blev udført af kristne libanesere allieret med israelere.

Men det er efterhånden længe siden. Mens raketterne i disse dage flyver fra Gaza ind over Israel og det israelske militær foretager luftangreb, der rammer Hamas-ledere såvel som kvinder og børn, befinder fredsbevægelsen sig i det, Israel-eksperten Jakob Feldt kalder »sin svageste position nogensinde«.

»Fredsbevægelsen er ikke længere, hvad den plejede at være med store demonstrationer og opbakning fra toneangivende intellektuelle,« siger Jakob Feldt, der er lektor ved Roskilde Universitet og blandt andet har udgivet bogen Et andet Israel om landets kritiske stemmer.

En af de mest toneangivende kritiske stemmer i Israel gennem mange år er den kendte venstreorienterede journalist og kommentator ved avisen Haaretz, Gideon Levy. Han er en stærk kritiker af den israelske regerings politik over for palæstinenserne, men har de seneste år måttet sande, at opbakningen til hans synspunkter er svindende.

»Du ser ikke længere demonstrationer med hundredtusindvis af mennesker som i 1982. I dag kan fredsbevægelsen knap samle nogle få hundrede. Den er en skygge af sig selv,« siger Gideon Levy.

Luftkastellet Oslo

Forklaringen på fredsbevægelsens nedtur er nærmest enslydende, uanset om man konsulterer Jakob Feldt, Gideon Levy eller israelske forskeres artikler om emnet. Og ironisk nok begynder den med det, der ellers i sin tid blev fejret som en stor sejr for fredsbevægelsen: Oslo-aftalerne i 1990’erne.

»Det skabte en enorm optimisme, hvor folk troede, at fredsbevægelsens vision faktisk blev til virkelighed. Arbejderpartiets Rabin og Peres var nationale helte, og israelere tog til Vestbredden og besøgte palæstinensere. Men hele det luftkastel blev sprængt, da Hamas i 1994 og 1995 begyndte at foretage selvmordsaktioner i et hidtil uset omfang i Jerusalem og Tel Aviv,« siger Jakob Feldt.

»Venstrefløjen havde ikke noget svar på, hvordan man skulle håndtere den situation. Det eneste, der kom, var militære aktioner. Og støtterne af Oslo-processen erfarede, at dem, der reelt fik vind i sejlene, var grupper som Hamas. Det skabte en kolossal desillusion,« siger han.

»De fleste israelere tænker i dag, at et relativt fredeligt dødvande nok er bedre end at risikere at åbne op for det ragnarok af terror, som 90’erne og begyndelsen af 00’erne i perioder var.«

Højredrejning

For nogle har de bitre erfaringer efter Oslo betydet, at de har bevæget sig til højre i det politiske spektrum og er blevet hardlinere.

Den israelske historiker Benny Morris skrev i 90’erne nogle af de bøger, der spillede den måske væsentligste rolle i at bevise, at Israel faktisk fordrev palæstinenserne i 1948 – noget det officielle Israel hårdnakket havde benægtet.

Han stemte gennem mange år på skiftevis Arbejderpartiet og de mere venstreorienterede partier Meeretz og det nu hedengangne Sheli, som traditionelt er associeret med fredsbevægelsen, og i sin soldatertid nægtede han at tjene i de besatte områder. Men omkring årtusindeskiftet tabte han ifølge eget udsagn helt troen på, at palæstinenserne ønskede fred.

»Bombningerne af busser og restauranter rystede mig virkelig. De fik mig til at forstå dybden af hadet til os. De fik mig til at forstå, at den palæstinensiske, arabiske og muslimske fjendtlighed over for den jødiske eksistens her bringer os på udslettelsens rand. Det palæstinensiske samfund er et sygt samfund. Det bør behandles på samme måde, som vi behandler personer, der er seriemordere,« sagde Benny Morris i et interview med Haaretz i 2004.

Historikeren er på den måde et symptom på den højredrejning af det israelske samfund, som har marginaliseret fredsbevægelsen og dens venner på den parlamentariske venstrefløj mere og mere. Ved det seneste valg i 2013 fik Arbejderpartiet 11 procent af stemmerne, mens Meeretz fik fem procent. I begyndelsen af 90’erne kunne de to partier på valgdagen mønstre en opbakning på henholdsvis 35 procent og 10 procent.

Og som om decimeringen af fredsbevægelsens traditionelle allierede i parlamentet Knesset ikke var nok, har de tilbageværende i især Arbejderpartiet fået et langt mere ambivalent forhold til bevægelsen.

»Arbejderpartiet sender stadig signaler om, at de går ind for en tostatsløsning, men samtidig vil de gerne sende et hardliner-signal. De lider lidt af de samme sygdom som andre vestlige socialdemokratier: Folk er usikre på, om de overhovedet fører en anderledes politik end højrefløjen,« siger Jakob Feldt.

Trusler

Som en af de få markante tilbageværende kritiske stemmer i den israelske offentlighed har Gideon Levy oplevet, hvordan udviklingen i de senere år har gjort det markant vanskeligere at være i opposition til det officielle Israels politik.

»Samfundet er blevet totalt apatisk, indifferent og højreorienteret.«

»For en del år siden skrev jeg en kritisk artikel om den israelske hærs piloter, og den blev i vid udstrækning accepteret. Nu har jeg så skrevet en nærmest identisk artikel om de piloter, der bomber Gaza-striben, og det skabte en frygtelig røre. Jeg bliver dæmoniseret på de sociale medier og modtager trusler. Sådan var det aldrig før i tiden,« siger Gideon Levy med henvisning til klummen »De laveste gerninger fra de højeste højder«, som blev publiceret i Haaretz i tirsdags.

En lignende behandling er fredsbevægelsen udsat for, fortæller han.

»Der er nogle få dedikerede og meget modige grupper tilbage, men de bliver totalt delegitimiseret og har ingen indflydelse overhovedet. Der er i offentligheden en total mangel på tolerance over for folk med anderledes holdninger end de herskende. Så sent som sidste lørdag blev en gruppe aktivister gennembanket af højreorienterede under en demonstration mod krigen i Gaza, og politiet gjorde intet. Der er trusler på de sociale medier. Folk er simpelthen bange for at demonstrere,« siger Gideon Levy.

’At slå græsplænen’

Det ændrede politiske klima, desillusionen efter Oslo og manglen på indflydelse og venner har fået de resterende dele af fredsbevægelsen til at flytte fokus i deres arbejde, fortæller Jakob Feldt.

»En gruppe som Settlement Watch har ikke en overordnet politisk vision, de holder kun øje med bosættelserne. Breaking the Silence støtter soldater, der gerne vil aflægge vidnesbyrd om, hvad de har oplevet i militæret. Så er der Fred Nu og Gush Shalom, de lidt ældre bevægelser, men deres talsmænd er ikke længere store israelske stemmer, der hele tiden er i medierne, og de har ikke nær så mange medlemmer som i 80’erne og 90’erne,« siger han.

»Den store forkromede paraplyorganisation for alle, der ønsker en tostatsløsning, den findes ikke rigtig længere,« siger han.

Resultatet af fredsbevægelsens fallit ses i disse dage, hvor Hamas’ raketter fyger ind over den israelske grænse og det israelske militær bomber løs i Gaza:

»Der er et udtryk i det israelske militær om krigen mod Hamas: ’At slå græsplænen’, kalder de det. Den palæstinensiske terrorisme er ukrudt, som ikke kan fjernes helt, men man bliver nødt til at slå græsset en gang i mellem. Alle ved, det ikke virker, men alle ved også, at man bliver nødt til at reagere,« siger Jakob Feldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Finn Boe Jørgensen
  • Bjørn Pedersen
Jan Weis, Finn Boe Jørgensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palæstinenserne har reelt aldrig fået et ordentligt tilbud eller ordentlig anerkendelse.
Her er en virkelig god video:
En søn af en israelsk general, som har mistet sin niece til en selvmordsbombe
https://www.youtube.com/watch?v=etXAm-OylQQ
An honest Israeli Jew tells the Real Truth about Israel

Thomas. E. Jensen

Den konflikt kan kun løses ved at De jødiske besættere forlader Palæstina. eller viser de jødiske besættere begår en total masseudrydelse af de retmæssige Indbyggerne i Palæstina, Palæstinenserne! Det ser desværre ud til at resten af verdenen med Obama i spidsen lader det sidste ske.

Problemet med Oslo-processen var, at de israelske ledere Rabin og Perez ikke havde nogen som helst planer om, at efterleve FN's resolutioner. Deres plan gik ikke længere end til, at man vil lade palæstinenserne få en grad af "selvstyre" i de største palæstinensiske befolkningscentre. Rabin og Perez ville med dette træk opnå to store fordele. For det første ville de i praksis uddelegere den mest besværlige del af besættelsen til det palæstinensiske selvstyre, hvorved de selv ville undgå at få blod på hænderne. Den anden var, at Oslo-processen afledte opmærksomheden fra de FN resolutioner Israel ikke overholdte, og i stedet fik det til at se ud som om, at der bare var tale om to lige partnere der skulle tale sig til rette.

At Israel ikke havde tænkt sig, at overholde FN resolutioner og international lov, blev tydeligt da antallet af illegal bosættelser bare steg og steg under forhandlingerne. Samtidig nægtede israelerne at løslade de tusinder af palæstinensere de holdt fangne. Mange af dem regulære gidsler og politiske fanger, andre var dømt for "terror" i pseudo-rettsager, of te baseret på tilståelser frembragt med tortur. De israelske besættelsesstyrker fortsatte også deres drab på civile i alle områder af de besatte områder. Nogle af disse drab blev udført af dødspatruljer der i civil sneg sig ind på modstandere af den israelske besættelse og likviderede dem på åben gade, til skræk og advarsel. År senere blev to israelske soldater i civil, iøvrigt lynchet i Ramallah, mistænkt for at være medlem af en sådan dødspatrulje. Prikken over i'et var den massakre en bosætterterrorist udført i Hebron i 2004, hvor 29 bedende blev myrdet i en moské. I de efterfølgende uroligheder blev yderligere dusinvis af ubevæbnede demonstranter dræbt af de israelske besættelsesstyrker. De illegale bosættere i Hebron, mange af dem deciderede terrorister, fik lov at blive midt i Hebron, under massiv beskyttelse af israelske besættelsesstyrker.

Det var på det her tidspunkt, at Hamas begyndte at gengælde med de blodige selvmordsbomber. Det er denne kausale sammenhæng israelerne, og desværre mange uinformerede danskere, vælger at ignorere.

Det er simpelthen urealistisk at forestille sig, at der skulle dukke en moderat fløj oo i Israel. Det store flertal i Israel stemmer på politikere der fortsætte besættelsen af Gaza, og mht- Øst-Jerusalem og Vest-bredden både besættelsen og koloniseringen.

Derfor må det internationale samfund simpelthen bare øge presset på israelerne indtil at de er tvunget til, at overholde FN's resolutioner uanset om de har lyst elle ej. Uanset om der er en israelske fredsbevægelse eller ej. Uanset om der bliver affyret et par raketter fra Gaza eller ej.

Niels Jespersen, Karsten Aaen, Rune Petersen og John T. Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Mogensen

Det altoverskyggende problem er at ingen af parterne vil indgå et kompromis og bruger hinanden som bekvemme undskyldninger.

Hvorfor stemmer begge parter bare ikke en gang for alle om de vil kunne tage det nødvendige kompromis med en Palæstinesisk stat på 67 grænser med Østjerusalem som hovedstad samt alle bosættelser på Vestbredden væk.
Hvis en eller begge parterne stemmer nej, så lad dem/de hygge sig med deres evige kampe..

Karsten Aaen

"Bosættelserne er staten Israels strategi for at udviske Den Grønne Linje fra 1967. Den Grønne Linje er forsvundet fra officielle kort fra Staten Israel. Skolerne må ikke præsentere den i undervisnings-materialer. Den tidligere formand for Knesset, Avraham Burg, har udtalt at: ”Dette storstilede bosætterprojekt nedbryder Den Grønne Linje hver eneste dag. Boligområder, der nu huser over 500.000 bosættere, blev etableret inde på besat palæstinensisk territorium for at få os til at glemme eksistensen af Den Grønne Linje og forhindre etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat.” Han opfordrer verdenssamfundet til at fortælle Israel, at det umuligt kan få status som »det eneste demokrati i Mellemøsten«, samtidig med, at det også er den sidste besættelsesmagt i den vestlige verden.” På Vestbredden dukker der hele tiden nye bosættelser op. På et kort ligner det en hullet ost. Bakketop efter bakketop bliver taget af bosættelserne med hjælp fra det israelske militær. De tager infrastrukturen, vandet og jorden. Dele af Vestbredden ligner ørken, men når du kører forbi en grøn plet kan du være sikker på det er en bosættelse.De omdirigerer vandet, så palæstinenserne ikke har noget, til gengæld trives bosættelsernes marker. Israel kontrollerer 80 % af vandforsyningen på Vestbredden. De omdirigerer vandet, så palæstinenserne ikke har noget, til gengæld trives bosættelsernes marker. Israel kontrollerer 80 % af vandforsyningen på Vestbredden."

kilde:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=757762074262747&id=258...

Så, nej. Israel har i sin praksis - og i sine handlinger vist - at de ikke vil kunne holde sig indenfor 1967-grænserne...

Et lille citat fra tiden omkring Israels oprettelse:

"The debate over wording did not end completely even after the Declaration had been made. Declaration signer Meir David Loewenstein later claimed, "It ignored our sole right to Eretz Israel, which is based on the covenant of the Lord with Abraham, our father, and repeated promises in the Tanach. It ignored the aliya of the Ramban and the students of the Vilna Gaon and the Ba'al Shem Tov, and the [rights of] Jews who lived in the 'Old Yishuv'."[17]"
kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/Declaration_of_Independence_%28Israel%29

Om Eretz Israel, se her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Land_of_Israel

Om staten Israel og jødisk stat:

"The Israeli Declaration of Independence identifies Israel as "A Jewish Nation state",[2] hence, a state that is influenced by its affinity towards the Jewish heritage and Tradition. These characteristics were codified in the Emblem of Israel, the Flag of Israel, as well as its official institutions such as the Religious Services Ministry, as well as the status of the Chief Rabbinate of Israel, and in its legislations such as the Law of Return, Israeli nationality law, and the Status of the World Zionist Organization - Jewish Agency for Israel law."
kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/A_Jewish_and_Democratic_State

Laust Persson, J. Nielsen og Niels Jespersen anbefalede denne kommentar

@ Karsten Aaen

Det er også interessant, at selv da der i 2001-2002 blev sprængt bomber i israelske busser undlod israelerne, at etablere en form for grænse der kunne beskytte dem. Først flere år efter begyndte de, at bygge den nuværende mur, som er erklæret ulovlig af den Internationale Domstol i Haag. De har simpelthen ikke kunne få sig selv til, at opgive tanken om at få hele Vest-Bredden, selv om det kostede flere hundrede israelere livet i de blodige gengældelsesangeb med selvmordsbombere.

Niels Jespersen

@Jens Nielsen

Iøvrigt er muren jo slet ikke placeret langs grænsen til Vestbredden - den ligger flere steder et godt stykke inde på Vestbredden og tvinger mange palæstinensere væk fra den jord de ejer mv. - altså er den ikke opført som sikkerhedsmur alene.

@Jens Nielsen

Myten om Arbejderpartiet som modvægt mod højrepartier er noget man ser kolporteret i dansk presse. Arbejderpartiet har altid stået last og brast med andre "højreorienterede" partier når det gjaldt bosættelser på Vestbredden. Peres skulle aldrig have haft fredsprisen.

Niels Jespersen

@Jan Mogensen

"det altoverskyggende problem er at ingen af parterne vil indgå et kompromis og bruger hinanden som bekvemme undskyldninger."

Israel har aldrig villet indgå noget som helst kompromis. Zionismen er baseret på ønsket om at frarøve lokale indbyggere land og terrorisere de der befinder sig på "Eretz Israels" område - ved gentagne bombninger, vilkårlige bestialske myrderier, udsultning, indespærring bag lukkede grænser etc.

Arafat og Hamas, har som beskrevet af mange andre i Informations indlæg de sidste par uger, har tilbudt mange kompromiser men Israel vil ikke gå på kompromis. som det fremgår af Gideon Levys udsagn er mentaliteten hos israelerne helt forskruet og mere eller mindre paranoid - og det i en grad så kun et par hundrede fredsaktivister kan mobiliseres i dag. Palæstinenserne eksisterer ikke i folks bevidsthed - som jo kun er hjernevasket af propaganda og en eller mærkelig form for absolut selvretfærdig herrefolksmentalitet, som jo giver jøderne en væsentlig del af deres selvbillede. Ellers bliver de jo af mange andre jøder opfattet som "selvhadende jøder" der ikke vil gå forrest som Guds udvalgte folk bør gøre det. Dette element i mange israelske jøders selvopfattelse hører man ikke meget om - men det forklarer jo at næsten ingen tør sætte sig op mod flertallet - uden meget store omkostninger som man kender det fra andre sekter, hvor man ikke bare vil acceptere en eller anden syg tro på noget absolut formål og ophøjethed af sig selv og andre trosfæller.

@Karen Helle Grue

Den mand du taler om er Miko Peled, som er en af de få israelere, (søn af en general som var krigshelt og som var modstander af herrefolkskomplekset og troen på at man skulle fordrive palæstinenserne fuldstændigt, som plager mange and re zionister) der sætter sig ud over den paranoide sindsstilstand de fleste israelere befinder sig i.

Han har en hjemmeside

www.mikopeled.com

hvor man kan få redelige oplysninger om Israel og palæstinenserne. Han holder foredrag rundt omkring i verden og skriver bøger/artikler. Har endda haft noget held med at få talt til nogle amerikanske jøder på turne - men om det batter noget ved jeg ikke. I USA vokser modstanden mod Israel og fremfærden mod palæstinenserne til en vis grad blandt jøderne. Men hvor meget det betyder ved man ikke rigtigt.

Jan Mogensen

Niels Jespersen: Hold nu op med dine stråmand, skal jeg liste de kompromiser op som Arafat har tilbudt? - og kom så med Hamas forslag til en permanent fred, det påstår du jo at de har.

@ Jan Mogensen og Niels Jespersen

Hvis man bare holder sig til FN's resolutioner og folkeretten, så behøver man ikke diskutere alle mulige mærkelige kompromisser.

Jan Mogensen

Jens Nielsen: Det kræver stadig at begge parter vil efterleve disse, hvis du kan overtale Hamas til dette så er vi nået et langt stykke.

Niels Jespersen

@Jan Petersen

Du skriver "Niels Jespersen: Hold nu op med dine stråmand, skal jeg liste de kompromiser op som Arafat har tilbudt? - og kom så med Hamas forslag til en permanent fred, det påstår du jo at de har.

Jeg skrev: "Arafat og Hamas, har som beskrevet af mange andre i Informations indlæg de sidste par uger, har tilbudt mange kompromiser men Israel vil ikke gå på kompromis"

Jan, mange har gjort rede for tingene i de debatter hvor du dukker op. Så læs nu hvad folk skriver så vi kan få en debat i stedet for.

Men jeg skal da gerne give dig lidt læsestof fra en veteran, korrespondenten Alan Hart, som har en fantastisk oplysende og sober hjemmeside med mange indlæg omkring det der faktisk er blevet tilbudt og gjort fra begge sider mht. frredstilbud:

www.alanhart.net

Specielt om det som interesserer dig, Jan, har vi en nylig artikel:

http://www.alanhart.net/changing-the-israeli-mindset-is-it-really-possible/

her er uddrag:

The essence of the truth to which all Israeli Jews need to be exposed is in two parts.

Leaving aside the fact that despite some stupid rhetoric to the contrary the Arab regimes never, ever, had any intention of fighting Israel to liberate Palestine, the first is that the pragmatic Arafat prepared the ground on his side for peace on terms which any rational Israeli government would have accepted with relief as far back as the end of 1979 – more than 35 years ago! He did it by persuading the Palestine National Council (PNC), then the highest decision-making Palestinian body, to endorse by 296 votes to four his policy of politics and what until then had been unthinkable compromise with Israel.

From then on the deal available to Israel was peace based on an end to its occupation of the West Bank and the Gaza Strip to create the space for a viable Palestine state with East Jerusalem its capital or the whole of Jerusalem an open, undivided city and the capital of two states. Arafat subsequently informed Israeli leaders through secret emissaries that he and his senior Fatah leadership colleagues accepted that the Palestinian right of return would have to be restricted to the land of the sovereign Palestinian state. (It took Arafat 10 long years to sell the idea of unthinkable compromise with Israel to first his Fatah leadership colleagues and then the PNC. At the beginning of this demonstration of real leadership he knew he was putting his credibility with his own people and perhaps even his life on the line. Israel’s response was an invasion of Lebanon all the way to Beirut where the PLO was then based with the aim of exterminating its entire leadership and destroying its infrastructure).

The second part of the essence of the truth to which all Israeli Jews need to be exposed is that there is on the table, and has been since 2002, an Arab peace plan. Because I am going to suggest that a massive promotion of it offers perhaps the only hope for changing the Israeli mindset, let’s now take a look at it.

Formally known as the Arab Peace Initiative (API), it was first presented on 27 March 2002 at the Beirut Summit of the Arab League by then Crown Prince and today King Abdullah of Saudi Arabia. (Arafat was unable to attend the summit because Sharon’s government told him that if he left the occupied West Bank he would not be allowed to return). The API has since be re-endorsed by Arab leaders on a number of occasions.

What’s in the API for Israel?

An end to the conflict and with the signing of a comprehensive peace agreement the establishment of normal relations between Israel and the entire Arab world (and also, although the API does not say so, the establishment of normal relations between Israel and the entire Muslim world including Iran).

What does Israel have to do to secure this deal?

It has to end its occupation of all Arab land (including the Syrian Golan Heights) grabbed in 1967. It has to accept the establishment of an independent and sovereign Palestinian state on the West Bank and the Gaza Strip with East Jerusalem its capital. And it has to agree to a just solution of the Palestinian refugee problem in accordance with UN General Assembly resolution 194 of 11 December 1948.

Bjarne Riisgaard

Han siger det selv: "- »Den store forkromede paraplyorganisation for alle, der ønsker en tostatsløsning, den findes ikke rigtig længere,« - Nej heldigvis, kunne man tilføje, eftersom to-statsløsningen ville indebære en legitimering af det zionistiske projekt om en etnokratisk nationalstat, med risiko for at forlænge undertrykkelsen og diskriminationen af minoriteter og mindretal både i Israel, og i de palæstinensiske reservater der skulle udgøre den anden "stat".

Det er forbavsende, at møde et så konservativt og pro-zionistisk perspektiv hos en postuleret "ekspert" fra RUC. Næsten lige så forbavsende, som at han får så meget spalteplads i Information.

Jan Mogensen

Niels Jespersen: Og du læste så ikke videre på Hamas svar til API?(udover Passover massakren samme dag)

Prime Minister Ismail Haneya said on October 2006 that the "problem with the Arab peace initiative is that it includes recognition of the state of Israel, the thing that the Palestinian government rejects" and dismissed it.[47]
That month, Mahmoud al-Zahar declared unequivocally: "Hamas will never change its position regardless of the pressure's intensity" and "We will never recognize the Arab initiative."[48]

http://en.wikipedia.org/wiki/Arab_Peace_Initiative

Niels Jespersen

@Jan Mogensen

Du har vist ikke fattet hvad forhandlinger indebærer.... man giver ikke tingene væk før man har fået nooget - dvs- man anerkender ikke Israel før Israel har indgået en bindende aftale garanteret af stormagterne f. eks. Det skulle være elementært.

Du skulle læse lidt selv om hvad Israel har stået for gennem tiderne - for du mener åbenbart at Israel gerne vil fred og aldrig har snakket udenom fordi det ikke er i Israels interesse - på langt sigt?

Her er en gratis lekture på som alle interesserede skulle sætte sig ind i:

En bog på internettet skrevet af Birgitte Rahbek, en dansk kender af forholdene, som har opholdt sig dernede i mange år og blev motiveret af den elendige dækning af begivenhederne i Danmark (og andre steder) til at skrive en dokumenteret fremstilling af hvordan Israels politikere har ageret med bistand fra dets "venner"

http://www.birgitterahbek.dk/En%20stat%20for%20ehhver%20pris.pdf

Birgitte Rahbek har også stået for oversættelse til dansk af bøger om Israel samt skrevet artikler og kommentarer som findes på hjemmesiden:

www.birgitterahbek.dk

Niels Jespersen

@Jan Petersen Du er vist fanget i dit eget tankespind. Hamas har tilbudt en våbenhvile som kan være så lang som Israel ønsker det - uden at de dermed anerkender Israel. Se det er da ganske smart , ikke? Så længe våbenhvilen varer kan man forhandle om alt muligt. Det er da en fredsplan, ikke sandt?

Frederik Groth Nordstrøm og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

@Jan Petersen

Her er en lille frit tilgængelig pamflet som er lavet af "Jews for Justice in the Middle East" - som også adresserer fredsspørgsmålet som optager dig.

http://www.ifamericansknew.org/download/origin_booklet.pdf

De skulle da nødigt kunne beskyldes for at være ensidige vil jeg tro. Læs der citater fra diverse israelske og andre politkere mm. om fredsprocesser etc som Israel jo hævdes at have gået ind for.

Der findes et andet Israel, der lever på sin samvittighed, ikke kun på sit sværd, et land af konstruktivitet og menneskelig værdighed.

Bjørn Pedersen

En meget interessant diskussion en amerikansk jøde og en israelsk jøde, der er kritiske overfor Israel's regering håndtering af Gaza (og besættelse af VB):

http://www.slate.com/articles/news_and_politics/politics/features/2014/a...

(klik på "View all entries" og vælger nummer 2 for svaret fra en israelsk jøde)

De svarer begge som jøder på en kontroversiel artikel, der mistænkeliggør al ikke-israelsk jødisk kritik af den israelske regerings ekssesive handlinger.