Læsetid: 5 min.

Kampen om vand kan afgøre krigene i Irak og Syrien

Sikkerhedsanalytikere i London og Bagdad vurderer, at kontrol over floder og dæmninger er blevet ISIL’s vigtiste taktiske våben
En marsk-araber i det hastigt svindende delta mellem Eufrat og Tigris. De stridende parter i Irak kæmper blandt andet om kontrol med dæmninger, som er et af de strategisk vigtigste mål i krigen.

Ali al-Saadi

7. juli 2014

Udfaldet af Iraks og Syriens verserende krige kan i sidste ende blive bestemt af, hvem der får kontrol over regionens svindende vandforsyning. Det vurderer sikkerhedsanalytikere i London og Bagdad.

Floder, kanaler, dæmninger, kloak- og afsaltningsanlæg er for længst blevet militære hovedmål i den tørre region, der jævnligt oplever ekstrem vandmangel, udtaler Michael Stephen, vicedirektør i tænketanken Royal United Services Institute.

»Kontrol med vandforsyningen giver strategisk kontrol over byer og landskaber. Vi ser nu en intensiveret kamp om kontrol over vandressourcer. Vand er blevet det vigtigste strategiske mål for alle grupper i Irak. Og det handler om liv eller død. For den, der har styr på vandforsyningen i Irak, har også greb om Bagdad og kan skabe store problemer. Vand er helt afgørende i denne konflikt,« siger han.

ISIL’s islamiske oprørere kontrollerer nu dele af området omkring de øvre og centrale løb af Tigris og Eufrat – regionens to store floder, der løber fra Tyrkiet i nord til Golfen i syd, floder som landbrug, vandforsyning og industri i hele Irak og store dele af Syrien er afhængige af.

»Oprørsstyrkerne retter angreb mod vandinstallationer for at afskære forsyningen til det overvejende shiamuslimske sydlige Irak,« siger Matthew Machowski, der forsker i mellemøstlig sikkerhedspolitik ved Queen Mary University of London.

»Begge de stridende parter er for længst begyndt at bruge vand som våben. Man kan endda hævde, at det er endnu vigtigere at kontrollere Iraks vandressourcer end dets olieraffinaderier, især om sommeren. At miste kontrollen over vandet er ensbetydende med store sanitets- og sundhedsmæssige kriser,« siger han.

Brugt aktivt som våben

ISIL kontrollerer nu Samarra-dæmningen vest for Bagdad på floden Tigris foruden områder omkring den kæmpemæssige Mosul-dæmning et stykke længere oppe ad samme flod. Fordi Kurdistan er dybt afhængig af denne dæmning, er den stærkt befæstet af kurdiske Peshmerga-styrker, og det vil kræve en omfattende offensiv at tvinge dem væk fra området, vurderer Machowski.

I sidste uge blev irakiske regeringstropper hasteindsat for at forsvare den massive otte kilometer lange Haditha-dæmning og dens vandkraftværker ved Eufrat og forhindre den i at falde i hænderne på ISIL’s styrker. Falder dæmningen til ISIL, vil den ultraislamistiske oprørsgruppe ifølge analytikere kunne kontrollere stor dele af Iraks elforsyning og reelt lægge et kvælertag om Bagdad.

Sikring af Haditha-dæmningen var et af de første mål for de amerikanske specialstyrker, der invaderede Irak i 2003. Styrkerne skulle forhindre, at Saddam Husseins tropper brugte dæmningen, der leverer 30 procent af hele Iraks elektricitet, som et masseødelæggelsesvåben ved at åbne for sluseportene, der styrer flodens strøm. Milliarder af liter vand ville da være sluppet løs, Bagdad ville stå uden elektricitet, og byer og landsbyer over et flere hundreder kvadratkilometer stort område ville blive oversvømmet. Med det resultat, at det meste af Irak ville være effektivt lammet.

I april erobrede jihadister fra ISIL i Fallujah den mindre Nuaimiyah-dæmning ved Eufrat og omledte vand herfra i et forsøg på at ’drukne’ regeringsstyrker i det omkringliggende område. Millioner af mennesker i byerne Karbala, Najaf, Babylon og Nasiriyah blev afskåret fra adgang til vand, og byen Abu Ghraib blev katastrofalt oversvømmet sammen med gårde og landsbyer i et område på over 300 kvadratkilometer. Ifølge FN mistede omkring 12.000 familier deres hjem.

Tidligere på året skal kurdiske styrker også have omdirigeret vandforsyninger fra Mosul-dæmningen. Endvidere beskyldes Tyrkiet for at reducere strømmen af vandmængder til den gigantiske Assadsø, Syriens største ferskvandsressource, for at afskære vandforsyningen til Aleppo, ligesom ISIL’s styrker angiveligt har angrebet vandforsyningen i flygtningelejre oprettet til Iraks fordrevne.

Adskillige irakere flygtede fra Mosul, da ISIL afskar strøm og vand, og vendte først tilbage, da de blev genoprettet, siger Machowski.

»Da de genetablerede vandforsyningerne til Mosul, så de lokale sunnier det som en befrielse. Det er en af ​​grundene til, at folk nu er begyndt at vende tilbage,« siger Machowski.

Stigende temperaturer, en af ​​de længste og værste tørker i 50 år og en gradvis udtørring af landbrugsjord på grund af aftagende regnmængder vurderes at være faktorer, som har bidraget til den politiske destabilisering af Syrien.

Både ISIL’s styrker og præsident Assads hær siges at have brugt ’vandtaktikker’ til at styre byen Aleppo. Tishrin-dammen ved Eufrat, 60 kilometer øst for byen, blev erobret af ISIL i november 2012.

Reduceret med 80 procent

Brugen af vand som taktisk våben er blevet almindelig praksis, både fra ISIL’s og fra den syriske regerings side, siger Nouar Shamout, forsker ved tænketanken Chatham House.

»Syriens basale tjenester nærmer sig sammenbruddets rand under byrden af ​​de vedvarende angreb på vigtig vandinfrastruktur. ISIL’s kvælertag, regimets forsømmelser, og en ottende sommertørke i træk kan til sammen skabe en vand- og fødevarekrise, som vil få antallet af dødsofre til at eskalere og forstærke flygtningestrømmen fra landets tre år lange borgerkrig,« siger han.

»Målrettede angreb på vandforsyningsnet er nu blevet en daglig foreteelse i konflikten. Da pumpestationen i Al-Khafsah nær Aleppo, blev sat ud af spillet 10. maj, røg vandforsyningen til halvdelen af byen. Det står ikke klart, hvem der stod bag – regime og opposition beskylder begge modparten – men i en by på næsten tre millioner mennesker udløste hændelsen panik og kaos. I desperation var der folk, der drak af vandpytterne i gaderne,« siger han.

Vand vil også blive nøglen til, hvem der kontrollerer Irak i fremtiden, udtalte den tidligere amerikanske efterretningsofficer Jennifer Dyer på amerikansk tv i sidste uge.

»Hvis ISIL vil gøre sig håb om at fastholde kontrol over erobret territorium, må de kontrollere dets vandforsyning. I det tørre Irak er vand og strategisk kontrol to sider af samme sag«.

Eufrat-floden, Mellemøstens næstlængste flod, og Tigris har historisk set har været i centrum for mange konflikter. I 1980’erne lod Saddam Hussein 90 procent af det store mesopotamiske marskområde, der fik vand fra de to floder, dræne for at straffe shiamuslimerne, der havde rejst sig i opstand mod hans regime. Siden 1975 har Tyrkiets dæmnings- og vandkraftkonstruktioner ved de to floder reduceret vandgennemstrømningen til Irak med 80 procent og til Syrien med 40 procent. Både Syrien og Irak har beskyldt Tyrkiet for at hamstre vand og true deres vandforsyning.

Vil komme krige

»Der har endnu aldrig været en decideret vandkrig, men vand spiller en særdeles vigtig rolle i mange mellemøstlige konflikter. Kontrol med vandforsyning er helt afgørende,« siger Michael Stephen.

Deles landet i tre, vil netop vandspørgsmålet kunne skabe uoverstigelige problemer, udnerstreger han.

»Vand er et af de mest konfliktfulde problemer i Irak. Deles landet, vil der helt sikkert udbryde krige om vand. Men ingen ønsker at tale om det aspekt,« siger han.

Nogle klimaforskere skønner, at Tigris’ og Eufrats flodlejer risikerer at udtørre delvist, måske så meget, at de ikke længere vil nå helt frem til havet i 2040, hvis nedbørsmængden fortsat falder i det nuværende tempo.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Nissen
Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget central vinkling i dette område, hvor vi ellers kun hører om oliens rolle og evindelige stridigheder. Vandproblemerne syntes uløselige, så længe befolkningstallet og vandforbruget stiger og så længe, der ikke kommer nedbør nok. Det er i hvert fald helt umuligt at finde bærbare løsninger, hvis man ikke kan sætte sig sammen og tale om, hvorledes vandressourcerne skal fordeles, og hvordan man bedst bevarer og sikrer dem i fremtiden. Alle lande ved disse to civilisationsfremkaldende floder må ind i den slags sam- og aftaler - hvilket også gælder Tyrkiet. Der er jo også andre steder, hvor vandproblemerne spidser til, og mest iøjnefaldende er Nilen. Her er befolkningstilvæksten langs hele Nilens to øvre forløb en konstant og voksende trussel mod vandforsyningen i Nilens nedre løb, hvor snart omkring 100 millioner egyptere skal have deres daglige vandforsyning og hvad man ellers bruger vand til fra floden.

Michael Kongstad Nielsen

Hvis vi ser bort fra den krigeriske destruktion af andres vand, er der i fredstid tre komponenter:
1) klima
2) energiudvinding
3)kunstvanding.

Klimaet er uforudsigelig og uafhængigt af landegrænser og administrative inddelinger. Klimaforandringerne finder sted over hele kloden, de kan kun bekæmpes gennem globalt samarbejde og indsats.

Energiudvinding mener jeg ikke koster vand, da den samme mængde vand strømmer gennem systemet, selvom der er bygget en dæmning ved kraftværket. Faktisk kan dæmningen forbedre situationen, da man kan regulere vandføringen i tørre eller våde perioder.

Kunstvanding tager vand ud af systemet, til skade for landarealer nedstrøms. Derfor må sådanne projekter altid forhandles med "naboerne", om nødvendigt gennem FN.