Læsetid: 2 min.

Kirkernes Verdensråd vil ikke investere i fossile brændstoffer

Kirker, der repræsenterer over en halv milliard kristne, vil ikke længere have værdier placeret i den fossile industri – en ’stor sejr’, siger klimaaktivister
14. juli 2014

En paraplyorganisation af kirker, der repræsenterer over en halv milliard kristne på verdensplan, har besluttet at trække alle sine investeringer ud af fossile brændstofsselskaber.

Skridtet fra Kirkernes Verdensråd (WCC) hyldes som en »stor sejr« af de klimaaktivistgrupper, der længe har presset på for at få virksomheder og institutioner såsom pensionskasser, universiteter og lokalregeringer til at afvikle deres aktiver inden for kul, olie og gas. Kirkernes Verdensråd tæller 349 medlemskirker, deriblandt Church of England og den danske folkekirke, men ikke den katolske kirke.

I en artikel i Guardian og Information i april erklærede den sydafrikanske tidligere ærkebiskop Desmond Tutu, at »mennesker med samvittighed er nødt til at bryde deres bånd til de virksomheder, der finansierer urimelige klimaændringer«. Han opfordrede ligeledes til at boykotte begivenheder sponseret af fossile brændstofsselskaber.

Bill McKibben, grundlægger af klimakampagnegruppen 350.org, siger i en kommentar: »Kirkernes Verdensråd har mindet os om, at moralsk tænkning i lige så høj grad handler om fremtiden, som den handler om os selv – og at der ikke findes nogen større trussel imod menneskehedens fremtid end den ukontrollerede afbrænding af fossile brændstoffer. Dette er et bemærkelsesværdigt øjeblik for de 590 millioner kristne af forskellige trosretninger. En stor procentdel af menneskeheden siger i dag: ’Hertil og ikke længere’«.

Det vigtigste tilsagn hidtil

Rapporten fra Rådets økonomiske udvalg, der blev offentliggjort torsdag på sidstedagen af rådets centrale udvalgsmøde i Genève, fastslog, at »udvalget har drøftet de etiske investeringskriterier og konkluderet, at listen over de sektorer, hvor WCC ikke bør investere, bør udvides til også at omfatte sektoren for fossile brændstoffer.«

350.org’s koordinator for kampagnen for økonomisk boykot af den fossile industri, Tim Ratcliffe, udtaler: »Tilsagnet fra Kirkernes Verdensråd kan være det vigtigste, vi endnu har modtaget.«

Det står dog endnu ikke klart, om torsdagens beslutning kun gælder for Rådet selv, som har en forholdsvis lille investeringsfond, eller om den også vil omfatte samtlige af dets medlemmer, som har meget større investeringer.

I maj holdt FN’s klimachef, Christiana Figueres, en tale til religiøse ledere i St. Paul’s Cathedral i London, i hvilken hun opfordrede dem til at udvise lederskab på klimaområdet. Hun sagde ligeledes, at religiøse grupper bør droppe deres investeringer i fossile brændstoffer og opfordrede deres medlemmer til at gøre det samme.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu